Forandringens vinde

I de flestes bevidsthed afslutter valget vel en naturlig tiårig periode. Et politisk tiår, hvor en kulturkamp blev indvarslet fra starten – og vitterlig er blevet ført. Konservativ Reaktion har, på sin egen facon, været med godt halvdelen af vejen. Måske snarere som vidne til kampen, end som deltager i den.

Men fra starten har sigtet været det ene samme: At rejse, i ord og bogstav, en lille vold mod forandringens hårde vinde. Med tiden har Reaktionen, med vid og polemisk klarhed, bredt sig over mange områder: Politikken, historien, troen og religionerne, filmen, operaen og litteraturen. Nogle steder har vi søgt og fundet små skyggefulde oaser, under det såkaldte fremskridts nådesløst brændende sol. Andre steder har vi udstillet og beklaget de falske fatamorganaer, den åndelige tørke og hedeslagene og brandsårene den har forvoldt.

Men hvordan er det gået i disse år? Blæser forandringens vinde stadig lige ubønhørligt og fejer alle rodløse og udtørrede vækster bort? Svaret kommer måske an på øjnene der ser. Der kan ikke være tvivl om, at den kulturelt besindede konservatisme lettere finder udtryk - og mindre besværet kommer til orde nu, end for ti år siden. Men er det blevet ved ordene – er det blevet ved de politiske ønsker og udsigter...

I alle fald; når moderniteten nu engang sætter mange af tidens præmisser, kan den konservative gerning aldrig være slut. Efter det nylige parlamentariske valg og dets udfald at dømme, kan man tillige forvente mange nye anslag mod tradition og tro – anslag, som ikke bør stå uimodsagt.

Dette kan også minde os om, at besindige konservative kræfter virker bedst i forening. Efter modne overvejelser har vi da i Konservativ Reaktion besluttet, at det er på tide at højne volden, flytte skansen, tætne diget. Konservativ Reaktion vil derfor, som blog, ophøre hermed. I stedet vil vi, idet skrivelysten vitterlig stadig kommer over os, give vores besyv med på det agtværdige tidsskrift Critiques hjemmeside. Der vil man fortsat kunne læse vores indsigtsfulde kommentarer til tidens tildragelser, typisk i skarpt kulturelt og åndeligt lys.

Der skal også lyde en stor tak til at alle vores læsere, og til hver og en der med jævne mellemrum har bidraget med kritik og kommentarer i vores spalter. Om vi måske har prædiket for de få allerede omvendte er svært at sige, men en fornøjelse har det været.

Konservativ Reaktion har talt ud, men Reaktionen fortsætter!

Reaktionens skribenter kan fremover findes på:


http://critique.ksaa.dk/nyheder/


Vi skal opfordre alle bloggere, læsere og interesserede til at linke dertil.

Foredrag om konservatismens arv og krise

Jeg vil lige benytte lejligheden til at reklamere for dette glimrende arrangement.

Konservatismens krise og arv

Et foredrag om relevansen af arven fra Aksel og Poul Møller for et borgerligt Danmark i krise.

De konservative har flere gange været Danmarks største borgerlige parti, men i dag er partiet i en dyb krise i forhold til vælgertilslutning og politisk identitet. Brødrene Aksel Møller og Poul Møller var fra 1920erne og frem til 1970erne nogle af dem, som med størst styrke forsøgte at formulere og fastholde en konservativ ideologi, som både var et opgør med socialismen og liberalismen, såvel som den var et opgør med mellemkrigstidens højreradikalisme. I dette foredrag spørger forfatter og politolog Nikolaj Bøgh, der har skrevet en dobbeltbiografi om brødrene, hvordan det siden er gået med deres politiske arv i blandt danske konservative og om tankerne stadig har relevans for det borgerlige Danmark.


Tid: torsdag d. 29. september kl. 16.
Sted: Mødelokale 2, Studenternes Hus
Arrangementet er gratis og åbent for alle

link

Hvad nu, konservative?

Disse vise ord af ph.d. stipendiat fortjener at blive læst. Særligt af Det Konservative Folkepartis ledelse:

"Et retorisk kneb, som flere konservative politikere bruger, er at henvise til, at partiet i 1975 kun havde 10 mandater, og at denne nedtur kickstartede den efterfølgende Schlüter-æra. Men at tro, at partiet naturligt vil vokse fra 4,9 pct. til større opbakning, er ikke nogen selvfølge. Hvis Det Konservative Folkeparti igen skal rejse sig, er der behov omfattende forandringer. Partiet står midt i en dyb identitetskrise, hvor man endnu ikke har formået at finde et fast og stabilt ståsted igennem de seneste ti år.

De seneste 10 år har partiet haft en række forskellige profiler; gående fra at være familieparti, borgerligt parti, grønt parti og et stærkt værdiparti. Partiet har derfor haft et væld af synspunkter, og det eneste stabile har været de konstante forandringer. Lige så forvirrende har partiets slogan ved dette valg været, hvor man gik til valg på ”stærke værdier, sund økonomi”.

Her sender partiet flere modsatrettede signaler. Hvad angår værdier, har man indenfor blot to år både bekæmpet burkaer og forsøgt at formindske Dansk Folkepartis indflydelse på indvandrer- og værdipolitik. Skattepolitisk har man bevæget sig mellem et ultimativt krav om skattelettelser til de rigeste og til et ønske om bredt økonomisk samarbejde i Folketinget.

Denne manglende evne til at kommunikere klart og finde sin plads i det politiske landskab fik afgørende betydning ved dette folketingsvalg.

I kampen om vælgernes gunst kunne partiet ikke finde sin placering. Venstre har med rollen som landets store og samlende brede borgerlige parti naturligt nok sat sig på mange af de borgerlige midtervælgere. Liberal Alliance har med sin kompromisløse liberale profil om lavere skat appelleret til de vælgere, der var utilfredse med Venstres velfærdsprofil. Endelig har Dansk Folkeparti haft den nationale profil. Det store spørgsmål for Det Konservative Folkeparti har derfor været, hvilken placering man skal vælge for at få en plads mellem disse partier?"

Link

At overleve til torsdag

Idet valget jo er blevet så langt mere skrækkeligt og grusomt end selv vi her har kunnet forestille os,( Jeg tænker her på tågehorn og håndboldsemulering, sportsmetaforik, Lars Barfoed og hele møllen) må det anerkendes, at et menneske har brug for bare et lille strø af håb for at klare sig til på torsdag. En måde at overleve på er at læse det nys publicerede forord til Årsskriftet Critique, hvor man kan blive forvisset om, at alt står godt til. Jeg må særlig fremhæve denne næsten profetiske indledning til forordet, som blev skrevet vel før valget blev udskrevet:

"En konservativ partiformand er faldet, og en ny kommet til, og meget tyder på, at dette også har betydet et forsøg på en nyorientering af Det Konservative Folkepartis politik. Flere udmeldinger peger i hvert fald på, at partiet har lagt den hårde værdipolitiske linje på is til fordel for en blødere profil, som ligger tættere på den politiske midte og Det Radikale Venstre, hvis fremgang man i visse partikonservative kredse har kastet misundelige blikke efter. Krise betyder som fremhævet i sidste års udgave af Årsskriftet Critique også behovet for afgørelse og noget tyder på, at der i hvert fald er blevet truffet nogle afgørelser angående den politiske linje, som adskiller sig fra de afgørelser, der tidligere er blevet truffet. Om det i sidste ende vil blive belønnet, kan kun tiden vise."

Læs hele forord her

Bestil Critique her

Valget

Jeg har tænkt meget over, hvad der er at sige om valget. Mange gode og kloge mennesker har jo nogle fornuftige analyser, og guderne skal vide, at der er mange ting, man kunne kommentere på ikke mindst hvad angår Det Konservative Folkeparti. Jeg er dog efter moden overvejelse kommet frem til, at der intet andet er at sige, end hvad Evelyn Waug sagde i 1959:

"I have never voted in a parliamentary election. I Shall not vote this year...In the last three undred years, particularly in the last hundred, the Crown has adopted what seems to me a very hazardous process of choosing advisers: popular election. Many great evils have resulted...I do not aspire to advise my Sovereign in her choice of servants"

og da vi nu er bevlet enige om det, vil jeg da benytte lejligheden til at anbefale artiklen om Evelyn Waughs modernitetskritik i Critique nr. 2. Den kan læses her. Der vil man kunne finde mere fornuft end, man vil komme til at høre resten af dette folketingsvalg.

Repliques første artikel

Og så blot en lille ekstraopdatering ang. Repliqe: Nu er den første artikel blevet lagt ud på hjemmesiden. Det er Loránd-Levente Pálfis store anmeldelse af Aarhus Universitetsforlags flagskibsbogserie ( hvis det ord findes) UNIVERS, som er udkommet gennem de seneste 10 år, og som anmelderen har læst sig igennem. En stærkt anbefalelsesværdig artikel, som også får diskuteret dannelsesbegrebets relevans. LINK

Nyt kultur og debattidsskrift af kredsen bag Årsskriftet Critique

I tilslutning til Årsskriftet Critque udkommer fra i dag online tidsskriftet Replique, som har særligt fokus på kritik og anmeldelser af blandt andet borgerligt debatlitteratur, værker inden for den politiske idehistorie, samt kulturstof og opinion. En slags "Bøger & Debat" sektion kan man måske kalde det. Replique er ganske gratis, og du kan læse mere her:

http://critique.ksaa.dk/2011/08/byd-velkommen-til-replique/

Uddrag

Siden systemskiftet, som den borgerlige valgsejr i 2001 er blevet betegnet, har Danmark været midt i en kulturkamp, i hvert fald hvis man skal tro begge sider af det politiske spektrum. Men det er symptomatisk for den såkaldte kulturkamp, at den ikke har været effektiv netop på kulturens område; om noget synes det, at billedet af en kulturel overklasse, der definerer sig i skarp modsætning til den brede befolkning står tydeligere end nogensinde. Kulturkampen har ikke så meget være et forsøg på at forandre dette billede af en venstreorienteret kulturel overklasse som et forsøg på at gøre denne kulturelle overklasses synspunkter og analytiske tilgange illegitime; man ville ikke komme med et borgerligt alternativ til smagsdommerne, men snarere fortrænge smagsdommerne fra den offentlige debat. Kulturkampen har på sin vis sejret ad helvede til; man har så at sige vundet kampen, men tabt kulturen.

Artiklerne lægges ud løbende, ca. en om måneden er planen, og første store artikel lægges ud imorgen.

Lidt mere om højreradikalisme på sappho.dk

Jeg har i dag en klumme på Sappho.dk, som handler om konservatisme og højreradikalisme. hvis man har læst Critique artiklen om det samme, er der ikke så meget nyt, for det er nogle af de samme pointer, blot lidt kortere formuleret. Synes man at artiklen på de 20 sider er lidt for meget at give sig i kast med, kan jeg dog anbefale klummen - også selvom en af kommentatorerne tilsyneladende har set sig gal på tilstedeværelsen af flerstavelsesord i indlægget, men det er jo et kors vi begge må forsøge at bære. Læs hele artikel her.

Et par uddrag

"En af de sandheder, som hurtigt blev vedtaget efter terroraktionen i Norge er, at Anders Breiviks ideologi bedst kunne forstås som en slags nationalkonservatisme.
Denne sandhed er nært knyttet til holdningen om, at årsagen til tilfældet Breivik er at finde i debattonen. En holdning, der blev spidsformuleret af Politikens Anita Bay Bundegaard, som på TV talte om et kontinuum mellem nationalkonservatismen og Breivik.
Sagt på en anden måde: Breiviks massakre på Utøya er den logiske og naturlige konsekvens af nationalkonservatismens tilstedeværelse i debatten."


"Den borgerkrig, Breivik taler om, er ikke som hos visse nationalkonservative en forestående trussel, der skal undgås, men derimod en storslået mulighed for en udrensning, som kan sikre etnisk, kulturel og moralsk renhed i Europa.


Derfor ser han det også som sin opgave at hjælpe den på vej. Hans borgerkrig er ikke sammenbrud, men en national revolution."


"Højreradikalismen er ikke en fortsættelse af konservatismen, men tværtimod en perversion af konservatismens forsvar for det nationale, det frie samfund, det personlige ansvar, kristendommen og den sunde mådelige udvikling."

Botox afslører forgrenet højrefløjsnetværk, der sætter alle tidligere afslørede netværk i et dårligt lys!

Idet Reaktionens efterretningsdivision Botox netop har optrevlet et større højreorientere netværk bestående af personer i toppen af det danske samfund, mange med tvivlsomme sympatier og vaklende holdninger til det parlamentariske demokrati, har vi efter megen omtanke – vi frygter jo netværket – besluttet os for at offentliggøre hidtil hemmeligholdt dokumentation, som afslører dette netværks personkreds, arbejdsmetoder og mål.

Det drejer sig om et netværk bestående af personer fra samfundets absolutte top. Vi taler finanseliten, meningseliten, den politiske elite, balleteliten, forsvaret alt hvad der kan krybe og gå af sildesalatsbefængt øvrighed er faktisk infiltreret af dette netværk. Netværket har tætte relationer til bl.a. følgende institutioner: Det Konservative Folkeparti, Venstre, KU, Berlingske Tidende, Svendborg Avis, Aarhus Stiftstidende, Aalborg Stifsttidende, Dagbladet København, Dansk-vestindisk samfund, ØK, Akademisk skyttekorps, Studenterforening, Heimdal, To Løver, Dannevirkebevægelsen, CBS, befrielsesregeringen, modstandsbevægelsen, folkekirken, det kgl. teater og Politiken ej at forglemme forsvaret og politiet. Flere af netværkets medlemmer har beklædt de absolut højeste poster i samfundet og flere af dem har haft kontakt til kongefamilien ved flere lejligheder. I perioder har både justits- forsvar- og udenrigsministeriet været kontrolleret af repræsentanter fra dette netværk.

Netværket, der i dag er opløst, men har virket længe efter sin opløsning og trukket i trådene, befinder sig på det yderste højre og arbejder for en national og åndelig genrejsning af Danmark. Deres ideologi er præget af stærkt nationalistiske og imperialistiske undertoner, der er udpræget kritik af parlamentarismen, og en tendens til en fjendtlig diskurs over for politiske modstandere, hvis legale politiske virke betegnes som undergravende. Bevægelsen har arbejdet med planer om etableringen af et nationalistisk anti-socialistisk parti, og oprettelsen af en nationalistisk højskole, ingen af projekterne er dog blevet realiseret.

Afsløringen

Med eneret for Reaktionen kan navnene på netværkets medlemmer her afsløres, idet dog kun et lille udsnit af netværkets løsere associationer kan nævnes på grund af den højreorienterede konspirations enorme omfang: Det drejer sig om politimester, MF Vagn Bro (V), redaktør, MF, skoleborgmester i København, Pastor Alfred Bindslev (C), redaktør, MF, forsvars- og udenrigsminister, formand for Moralsk Oprustning Ole Bjørn Kraft (C), Pastor, MF Kristen Amby (C), pastor, MF Hans Thyge Jacobsen (C), Landsretssagfører, Rådmand i Århus I.C. Sørensen (C), Landsretssagfører, MF, minister uden portefølje Henning Hasle (C), Professor v. Handelhøjskolen i København Max Kjær Hansen, byretsdommer Huno von Holstein, Operainstruktør v. den kgl. ballet Kanneworff, chefredaktør v. Berlingske Tidende og Jydske Tidende Helge Knudsen, Stiftprovst Hildegaard (V), frihedskæmper Peter de Hemmer Gudme, chefredaktør v. Politiken Svend Tillge Rasmussen. For blot at nævne et par stykker.

Derudover har netværket tætte kontakter til og samarbejdet med bl.a. H.N Andersen (ØK), chefredaktør v. Dagbladet København Harald Witzansky, chefredaktør v. Aarhus Stiftstidende Funch-Thomsen, forlægger Arnold Busck, redaktør v. Kolding Avis Erik Hansen, chefredaktør v. Aalborg Stiftstidende Schiøttz-Christensen, Redaktør v. Berlingske Tidende Anders Vigen, Redaktør v. Nationaltidende L. Estrup, malerske Agnes Slott-Møller og partiformand John Christmas Møller (C).

Hvis man har yderlige spørgsmål, kan disse ikke besvares, da vi efter vores omfattende afsløringer er taget på en lang ferie.

Lidt om Årsskriftet Critique 2011

Så er der nyt fra Årsskriftet Critique: "Redaktionen arbejder for tiden med at få Årsskriftet Critique 2011 gjort færdig. Traditionen tro kommer dette års nummer til at indeholde en lang række artikler, der både går bag om tidens politiske debat, samt går i dybden med emner med særlig relevans for den borgerlige samfunds- og idédebat i Danmark. Critique 2011 kommer til at være på ca. 150 sider og koster 100 kr. Som noget nyt har vi et år et tilbud til nye og gamle læsere. Hvis du bestiller Årsskriftet Critique inden 1/9, kan du give et gratis eksemplar til en bekendt. Du bestiller blot Årsskriftet Critique på normal vis og sender adressen til os, så sender vi seneste nummer. Du kan læse om artiklerne her." Bestil

Borgerlig Værdikamp version 2.0

v. folketingsmedlem (c) Henriette Kjær

Drop de lange udredninger

v. folketingsmedlem (c) Rasmus Jarlov

Konservatismen og den højreradikale terror

v. ph.d. stipendiat Christian Houlberg Skov

På kanten af modernismen

v. stud. mag. Rasmus Pedersen

Folkestyre eller Domstolsstyre

v. post. doc., ph.d. Kasper Støvring

Klog borgerlighed

v. mag. art. Henrik Gade Jensen

De provisoriske finanslove

v. ph.d. stipendiat Jens Wendel-Hansen

Konservatisme og nationalfølelse i sidste trediedel af det 1800-tallet

v. dr. phil. Jon A.P. Gissel

Fra dansk sprognævn til dansk sproglevn?

v. cand. mag. Christian Nicholas Eversbusch & Loránd-Levente Pálfi

Messerschmidt om konservatismen

Når Messerschmidten er skarp, så er han ofte meget skarp. Det er han foreksempel i sit frække og veltilrettelagte angreb på Lars Barfoed, der tidligere i Weekendavisen afviste, at DF var et konservativt parti, fordi Messerschmidt havde været så uforsigtigt at skrive noget i retning af, at den fuldstændige lighed var en smuk tanke, men ikke gennemførlig. Barfoed gjorde vel ret i at afvise det smukke i denne lighed, men til gengæld var resten af hans indlæg ideologisk nærmest et vakuum. Man må håbe for De Konservative at d har bare en, der kan modgå Messerschmidt, ellers må man nok sige, at det udstiller den ideologiske dovenskab, som er den egentlige drivkraft bag partiets dybe krise.

Hvad er konservatisme? Gud, Konge og Fædreland springer frem som den første tanke. Men konservatisme er mere og dybere end symboler. At være konservativ er at besinde sig på det reelle, ikke lade sig rive med af ideologiske fabulanter; at leve i tillid til sig selv og det folkefællesskab, man er en del af, med respekt for historien; at afvise ideologiseringen og løse de konkrete og praktiske problemer, samfundet står med. Klarest er det historisk blevet formuleret af ireren Burke, men også i dansk litteratur findes strejf af konservativ tænkning. I stort som småt. Tænk blot på Johannes V. Jensens ord: ”Vil du selv fatte dit væsens rod, skøn på de skatte, de efterlod”.
....
Jeg har svært ved at se den konservative sjæl i Det Konservative Folkeparti. Hverken i min tid som EU-parlamentariker eller som folketingsmedlem har jeg oplevet den. Jeg har hørt snak om lavere skatter og strammere retspolitik. Men ikke én gang har jeg hørt livsfællesskabet med over tusind års kristendom, verdens ældste monarki eller Danmark som nationalstat forsvaret af en konservativ. Snarere tværtimod – og det da i særlig grad i forhold til EU, værdipolitikken såvel som indvandringen og den multietniske ideologi, der stadig præger dele af det konservative parti. Hvor ofte har vi ikke set konservative afvise forslag om en strammere udlændingepolitik, fordi man vil forsvare, hvad man kalder ”humanismen”. Men hvad er humanismen andet end en tom ideologi, rundet af Rousseaus revolutionære snak? Det er en abstraktion af mennesket – og dermed det diametralt modsatte af tankegangen hos os konservative, for hvem det konkrete er virkeligheden.
...
Èt af de konservative slogans, jeg aldrig har forstået dybden i, er at ”forandre for at bevare”. Ønsket om at ”forandre for at bevare” er blevet en politisk elastik, der strækkes så langt, som man ønsker, for at tilpasse sig sin nye herre – internationaliseringen for enhver pris. Hvis de konservative virkelig havde taget ordet ”konservativ” alvorligt, ville Dansk Folkeparti aldrig have haft en chance. Sandheden er, at Det Konservative Folkeparti siden begyndelsen af 1970´erne har hængt fast i den internationale, globaliserede dagsorden og er stoppet med at bekymre sig om folk, fædreland eller suverænitet, mens EU, FN eller andre internationale institutioner krævede mere politisk magt over Danmark.

Store Robert og lille Århus

"Store Robert". Alene navnet er lidt komisk på den der fjantede måde, som noget kunne være komisk i 7. klasse. Alligevel så er det i fulde alvor, at denne skulptur, som er højere end Århus Domkirke nu skal gøres til byens varetegn. Hvad er det? Jeg ved det ikke. Det forestiller vel intet. Symboliserer det noget? Jeg ved det heller ikke. Robert Jacobsen sagde i sin tid om den "Store Robert er en smuk skulptur, en mellemting mellem kolossal og monumental. Den udtrykker den abstrakte verden, som vi lever i, og er en vision om vor teknologiske tidsalder." Det kan jo være rigtig nok og den kunne sikkert være meget flot, hvis ikke den havde fået elefantitis og ophøvet til kolosalsstørrelse. Men selvfølgelig hvilken by mad respekt for sig selv vil være kendt for sit lille varetegn.

Hvis nogen kan huske lidt tilbage, så er der imidlertid andre, der har forlystet sig med Store Robert før de århusianske politikere kastede deres lystne blikke på den. Tilbage i 2008 var Københavns kommune blevet tilbudt skulpturen og også i hin hovedstad havde politikerne udtrykt stor glæde over at få sådant en kolosal genstand til at skræve over indsejlingen. Imidlertid opstod store protester fra det kulturlivet, der nok syntes at store robert nok var så stor, men måske også for stor og ikke særlig meget andet end stor.

Men det fik ikke folkene bag skulpturen til at give op og nu er det altså Århus, den evige lillebror med de skrækkelige mindreværdskomplekser, som kan muntre sig med storebrors aflagte eller rettere kasserede prydsgenstande. Sikke et varetegn og sikke en god fortælling om Århus, den lille by med de store ambitioner, men desværre uden formatet og derfor altid usselt halsende bagefter snart den ene, snart den anden udvikling. Ja hvad enten det drejer sig om byens nys anglificerede navn, eller dets universitets perverse fascination af pseudo-engelske gloser, så er det åbenbart Århus' skæbne at snuble i de store drenges fodspor.

Link

Artikel i Critique om konservatisme og højreradikalisme

Massakren på Utøya og bombeangrebet i Oslo har vi allerede behandlet på denne blog. Til Årsskriftet Critique 2011 har jeg skrevet en længere essay-artikel, der har sat sig for at behandle en række af de spørgsmål, som er blevet rejst efter tragedien; dels debattens fronter efterfølgende, dels spørgsmålet om Breiviks ideologiske udgangspunkt, dels spørgsmålet om hvorvidt dette kan karakteriseres som konservativt og dels det komplicerede forhold mellem konservatisme og højreradikalisme.

Hele artiklen er blevet lagt online allerede nu, og kan således læses på Critiques hjemmeside.



Her er par uddrag.

“Indtil videre synes to overordnede synspunkter at råde: Den første er det, der vil afskrive handlingen som galskab eller ondskab, det andet er det, der søger at identificere Breiviks ideologiske ståsted og her når frem til, at hans holdninger er nært beslægtet med gængs kulturkonservatisme. Der kan også spores en ideologisk opdeling, hvor groft sagt højrefløjen har betonet, at her var noget psykologisk på spil, mens venstrefløjen har forsøgt at bruge analysen til at underbygge en kritik af den højreorienterede, national- eller kulturkonservative diskurs, som har vundet frem i de senere år.”

“Hvad er da konservatismens kendetegn? Den britiske idéhistoriker Noël O’Sullivan har karakteriseret konservatismen som en politics of imperferction, hvorved han forstår en særlig måde at opfatte det politiske på, som betoner menneskets imperfektion, dets begrænsethed, og derfor afviser de moderne politiske idéer, hvis grundidé, som også den amerikanske konservative Russel Kirk stærkt betoner, er, at mennesket kan perfektioneres, og at politikkens mål derfor bliver at skabe det perfekte samfund.”

“…bevægelsen fra konservativ til højreradikal ideologi ligger altså ikke blot et kontinuum, men snarere en omtolkning af konservatismens grundlæggende ærinde. Det giver således bedre mening at tale om højreradikalismen som en perversion af konservatismen forårsaget af dyb kulturpessimisme, som slår over i en overdreven, næsten religiøs tro på menneskets muligheder for gennem handlingen at forandre alt, end at forstå den som en fortsættelse af konservatismen.”

Mod højreradikalismen

Norge er vågnet til en national katastrofe og det samme gælder i virkeligheden for alle os, der troede, at den slags ikke kunne ske her.

Særligt må angrebet ægge til omtanke hos de af os, der for at være helt ærlig, var overbeviste om, at dette var endnu et angreb begået af islamister. Her skal man ikke gemme sig bag, at dette var den almindelige holdning og at man i første omgang troede, at avisen Verdens Gang, var angrebets egentlige mål. Tanken om islamistisk terror kom mange af os i hu, allerede før vi kunne vide os sikker på noget som helst.

I sidste ende kom angrebet ikke fra den kant, men derimod fra højreradikalismen, fra en såkaldt national. Den anholdte Anders Behring Breivik har angiveligt tilknytning til højreradikale miljøer og efter, hvad man kan se på den Facebook side, som vi må regne med, er hans, så beskriver han ikke bare sig selv som nationalist, sådan som det har været fremme i medierne, han kalder sig konservativ og kristen, at han derimod skulle kalde sig kristen fundamentalist, har jeg haft svært ved at konstatere. Rundt omkring i Cyberspace har han angiveligt efterladt sig spor, der viser, at han har taget dette med sin konservatisme alvorligt, at han har opfattet sig som en kulturkonservativ, der stod i et opgør med islam og med multi-kulturalismen.

Men det er ikke en konservativs handling at massakrere sine landsmænd. Konservatismen handler også om mådehold, om almindelig sund fornuft, om at forblive på civilisationens grundlag mod barbariet, at forsvare alt det mest værdifulde i vores samfund. Anders Berhring Breivik synes at have gjort præcis det modsatte, og en forbryder er hvad han er.

Men denne forbrydelse har et ideologisk ophav, derom er der vel næppe tvivl, selvom vi stadig tør håbe, at dette er en gal mands værk. Nogle har talt om, at vi her har at gøre med en norsk Timothy Mcveigh og hvis det er sandt så styrker det billedet af, at det drejer sig om et udslag af en fanatiseret højreradikal position, som har stirret sig blind i raseri mod samfundets udvikling og har vendt sig mod hele dette samfund, dets institutioner, værdier og de konkrete, levende mennesker i dette samfund. Dermed har denne højreradikale ideologi afsløret sig selv som en perversion, der intet kan opbyde i forhold til et forsvar for dette samfund og dets værdier, og som et symptom på den radikalisme, som al sund konservatisme til enhver tid må bekæmpe.

De anstændiges flugt

I København sidder en mand, der kalder sig konservativ. Han kalder sig også Mogens Lønborg og engang kaldte han sig oven i købet sundhedsborgmester. Vi kalder ham også Mogens Lønborg, men vil til gengæld ikke strække os så vidt at kalde ham konservativ. Mogens Lønborg har i dag taget bladet fra munden i den eneste avis, der har interesse for hans variant af konservatismen; det notorisk venstreorienterede dagblad Information.

Lønborg vil gerne trække streger i sandet – ikke over for venstrefløjen vel at mærke – men over for Dansk Folkeparti, partiet der – hvis man skulle have glemt det – har været et stabilt borgerligt støtteparti i 10 år. !0 år er som bekendt længe, og Lønborg er nok en af de folk, der siger nok er nok. Ligesom flere konservative hovedbestyrelsesmedlemmer har meldt ud, at det ville være en god idé hvis de konservative stod uden for regeringen, hvis der ikke kommer skattelettelser på programmet, så har Mogens Lønborg fået den indsigt at det egentlig er samarbejdet med Dansk Folkeparti, som skræmmer de konservative vælgere fra De konservative. Nuvel. Man kan jo tvivle på, hvad Lønborg mener med konservative vælgere. De er i hvert fald ikke konservative i nogen konventionel forstand, og de er jo heller ikke konservative i partipolitisk forstand, hvad er det da, der gør disse vælgere, der er stukket af konservative? Er det mon fordi nogle af dem færdes i samme cirkler som Lønborg i det bedre borgerskab, og i øvrigt deler alle hans synspunkter, men alligevel ikke vil stemme på ham på grund af samarbejdet med Dansk Folkeparti? Hvem ved!

Det er næppe heller alle de forsvundne konservative vælgere, som falder under Lønborgs betegnelse konservativ. Angiveligt skulle en del af dem være forsvundet ikke til LA og Radikale, men til Venstre og Dansk Folkeparti – Er de sidstnævnte grupper mon også stukket af på grund af De Konservatives samarbejde med Dansk Folkeparti, eller er de i virkeligheden flygtet for at undgå folk som Lønborg?

Lønborg må jo ellers nok vide, hvordan man får folk til at flygte. Mens De konservative endnu havde nogen betydning på landsplan, formåede han nemlig at indkassere det ene nederlag efter det andet til partiet i København, og der udbrød endog borgerkrig i den konservative byrådsgruppe. Ja Lønborg ved nok noget om konservativ turbulens og vælgerflugt, for han har ikke oplevet andet i sin politiske karriere, eller hvad man nu skal kalde det.