Kulturkamp i sommervarmen

Reaktionen er traditionen tro hensunket i en behagelig sommerladhed, der forleder os til at tro, at alting er som det skal være. Man kunne næsten forledes til at tro, at denne blog kører på en slags omvendt solenergi, der helt fratager os ethvert reaktionært sindelag i sommervarmen.

Af den grund skal man dog ikke tro, at reaktionen ligger død. Selv gennem solens stråler kan modernitetens stadige forfald skues. I virkeligheden er sagen den, at flere medlemmer af reaktionen har travlt med forskellige interessante projekter, hvor jeg kort vil nævne to her.

Det konservative Årsskrift Critique, www.critique.ksaa.dk hvor jeg selv har den ære at være redaktør, nærmer sig således udgivelse. Jeg skal senere omtale det grundigere, men kender man ikke Årsskriftet, der udkom første gang sidste år, kan jeg kort fortælle, at det er et tidsskrift,
"bringer artikler fra og om den konservative og borgerlige kultur-,ide- og samfundsdebat."
samt en platform for konservative og borgerlige skribenter, et sted hvor både etablerede borgerlige skribenter og talentfulde yngre konservative kan få spalteplads.

man kan i øvrigt blive fan af Critique på facebook, hvilket jeg vil opfordre alle gode konservative til at blive for at vise projektet støtte.

http://www.facebook.com/home.php#/pages/Arsskriftet-Critique/29097589538?ref=ts

Årets nummer tegner til at blive rigtig interessant med artikler om bl.a. konservatismens forhold til kongedømmet, rationalitet, sprogpolitik, konservative forfatterskaber mm.

Derudover er flere medlemmer af reaktionen også involveret i KUs konservatismeprojekt, der i løbet af denne sommer lancerer www.konservatismen.dk .
På den hjemmeside, vil man kunne få et nemt og overskueligt indblik i den konservative idehistoriske tradition fra antikken til idag med fokus på tiden fra Burke og til nu. Den hjemmeside repræsenterer en indsats fra KUs stærkeste ideologiske kræfter og er et tiltrængt modsvar til en ligegyldighed og uvidenhed om konservatisme, som også stortrives i dagens KU og i den konservative bevægelse i det hele taget.

Siden vil blive løbende opdateret men vil som en begyndelse indeholde tekster om Edmund Burke, Joseph De Maistre, David Hume, Benjamin Disraeli, Hegel, og Toqueville samt deres vigtigste værker og konservatismens udvikling i oplysningstiden og det 19. århundrede.

Som en sidebemærkning kan det nævnes, at der er rygter om en meget eksklusiv udgivelse af reaktionens udvalgte skrifter i bogform i et meget meget lille oplag, også dette projekt pusler vi med i sommervarmen.

Så tror man at reaktionen er helt sommerdød, må man tro om igen, for i virkeligheden er det aldrig for varmt til kulturkamp.

Gensyn med Winkel Holms Gensyn med Brideshead

Netop hjemvendt fra Tidehvervs sommermøde – en begivenhed der både intellektuelt og socialt overgik alle forventninger, og fra hvilken jeg antageligvis senere vil skrive en længere beretning- kom jeg til at tænke på Evelyn Waughs roman Gensyn med Brideshead. Grunden hertil er den dobbelte, at der i næste nummer af Critique vil blive bragt en artikel om denne forfatters forfatterskab, og så det forhold, at jeg under sommermødet fik lejlighed til at drøfte Gensyn med Brideshead med Katrine Winkel Holm. Baggrunden herfor var at jeg på denne blog havde repliceret på en glimrende kronik om romanen, som hun havde skrevet i Berlingske Tidende.

Jeg var i min kommentar overvejende positiv og skrev bl.a.

” Katrine Winkel Holm havde en glimrende kommentar om Gensyn med Brideshead, Evelyn Waugh nyligt filmatiserede roman, i Berlingske Tidende. En forfatter som hun meget præcist karakteriserede som konservativ og en bog hvis ærinde hun, også meget rigtig, så var teologisk.”

Noget var alligevel faldet mig for brystet, jeg mente kort sagt, at Winkel Holm måske i for høj grad læste tidehvervske synspunkter ind i Waugh. Jeg skrev:

”Nemlig dette, at troen på en gang er desillusion. Den river tæppet væk under dig og alle dine forestillinger om det gode og det sande. Men samtidig er troen også dette, at du når du står der desillusioneret og i åndelig forstand nøgen så er der en Gud der har tilsagt dig frelse, og derfor kan du igen leve dit lev i den tilværelse, som er sat dig for.Derfor ophæver kristendommen også nostalgien og i Winkel Holms sprogbrug fatalismen, så man f.eks. kan gå ud at være politisk aktiv og bekæmpe det multikulturelle samfund. Alt sammen såre godt. Alt sammen såre Tidehvervsk.”

Herimod hævdede jeg:

”Men så dog alligevel. Er det virkelig hvad Waugh fortæller os. Efter igennem hele roman at have hyldet os ind i nostalgien og tabets tåger, at det alt sammen nok skal gå, fordi Gud er der, og at vi bare skal gå ud at elve den tilværelse, vi er blevet sat for.Næppe. Waugh er for meget nostalgiker, og dertil kommer at han slet ikke er tidehvervsmand men troende katolik.”

Når jeg nu ser tilbage på min replik, fremstår mit korrektiv egentlig upræcist. For i virkeligheden var det måske mig selv, der lagde for stor vægt på nostalgien, ja i en sådan grad, at jeg helt læste Waugh således at ikke engang troen kunne lindre denne. Når jeg nu ser på det forekommer det mig, at Winkel Holm egentlig gjorde ret i at betone den oprejsning, der gives ved troen, og den mulighed, Ryder herved får til endnu engang at tage det på sig at leve sin tilværelse i den foreliggende virkelighed. Måske gik mit korrektiv derfor for langt.

Hvis Waughs bog ikke skal være meningsløs fatalisme må korrektivet modereres. Jo troen giver oprejsning, derom ingen tvivl. Men troen slår ikke som hos Kierkegaard benene væk under en æstetisk virkelighed, som Ryder har lullet sig ind i. Waughs opgør med æstetikken er slet ikke så gennemført, og derfor kan man sige, at han ikke sætter sig udover nostalgien. Nostalgien som er forbundet til æstetikken er et grundvilkår, hvorved hovedpersonen kommer til at indse verdens forgængelighed, og dermed dens åbenbare meningsløshed. Dette grundvilkår og fatalismen ophæves derfor ikke i radikal forstand, men stilles overfor et ”men” et troens korrektiv, der gør at nostalgien ikke leder til håbløshed, men netop den oprejsning, som Winkel-Holm så ganske rigtig beskriver.

Hvis man således skal indkapsle uenigheden eller hvad men nu skal kalde den, er det altså spørgsmålet om troens forhold til det æstetiske og nostalgien, og dermed spørgsmålet om hvorvidt troen hos Waugh i det hele taget ophæver selve den grundstemning, som overhovedet fører til troen, nemlig den nostalgi, som i sidste ende er knyttet til menneskelivets grundvilkår nemlig, at det uværgeligt ender, og altså om dette at leve i troen nødvendigvis må betyde at nostalgi og æstetik overvindes.

Jeg vil hævde, at Waugh ikke ønsker at vise dette, og mener, at Waughs egen tro netop gik hånd i hånd med den nostalgiske dyrkelse af et specielt æstetisk udtryk, en livsform, der var engang, men som da Waugh skriver sin roman uafvendeligt er forbi.

link til oprindeligt indlæg:

http://konservativreaktion.blogspot.com/search?q=brideshead

link til Winkel Holms kronik

http://www.berlingske.dk/article/20081010/kronikker/710100012/

er KU blevet anti-demokrater eller En storm i et glas vand

TV2 bragte forleden et meget groft indslag om KU, hvor der var blevet klippet godt og grundigt i interviewsene, således at det fremgik, at KU tilsyneladende gik ind for at fratage folk på overførselsindskomst stemmeretten.

I virkeligheden kunne sagen dog ikke være klarere. KU har aldrig gået ind for benævnte forslag, tværtimod hylder man demokratiet i organisationens grundholdning. hvor man skriver:

Konservativ Ungdom hylder demokratiet, da vi mener, at denne styreform sikrer den største grad af frihed samt giver borgerne den bedste garanti mod overgreb. Konservativ Ungdom mener, at en effektiv og utvetydig tredeling af magten er nødvendig for borgernes retssikkerhed

Der har blot på foranledning af et indlæg fra en bruger på KUs forum, ved kaldenavnet "pragmatikeren" været en debat om emnet, hvor enkelte har markeret et standpunkt for afskaffelse af disse gruppers valgret. Men en debat på forum er ikke og bliver aldrig et udtryk for en organisations officielle politik.

Sagen blev oprindelig kørt af Politiken, der havde taget et par citater fra KUs forum. I den sag var der lidt kød på, idet man her gjorde opmærksom på det forhold, at det var flere af KUs "spidser" der havde en demokratikritisk holdning. Man opregnede heribland et forretningsudvalgsmedlem og en tidl. næstformand. Så vidt så godt.

Da Tv2 lang tid efter tog sagen op, var det pludselig belvet til, at KUs officielle standpunkt var at afskaffe denne valgret. Man interviewede en række KUere, klippede det væk, hvor de udtalte sig om at det ikke var KUs politik, og lod kun det blive, hvor de talte om, hvor højt der var til loftet. Indslaget blev krydret med Henriette Kjæs forargede afstandstagen til debat som sådan.

Et mere gennemført karaktermord skal man lede længe efter. KU er kommet med en officiel udtalelse nu:

Lad det være helt klart. Konservativ Ungdom ønsker ikke at tage stemmeretten fra nogen. Heller ikke personer på overførselsindkomster. KU hylder demokratiet og alle borgeres ret til at udøve deres indflydelse på samfundsudviklingen.
Hvorfor fremstiller flere medier så KU som værende for at ville fratage folk på overførslesindkomster deres stemmeret? Det mest åbenlyse svar er nok mediernes desperate forsøg på at finde historier i en tid, hvor der traditionelt ikke er meget nyhedsstof at kaste sig over.

Det er korrekt, at der på KU’s forum er en debat om demokratiets udvikling set i lyset af det stigende antal danskere, der modtager ydelser fra staten. Men der er langt fra en teoretisk debat til at det skulle være KU’s officielle politik. Og vi gentager gerne, at det ikke er KU’s politik at fratage folk på overførselsindkomster deres stemmeret.

Konservativ Ungdom har landets største politiske debatforum. Her debatteres alt åbent. Det er således et debatforum for alle politisk interesserede og ikke kun KU’s medlemmer. Den pågældende debat er for eksempel startet af en bruger, der ikke er medlem af KU. Der er mange, der har blandet sig i debatten, og som politisk organisation mener vi, at det er vigtigt, at man kan sætte alt til diskussion. Derfor fjerner eller lukker vi ikke debatter, og KU sætter ytringsfriheden højt selv i forhold til kontroversielle emner.

Sagen blev i første omgang taget op af Politiken, og torsdag den 26. juni fulgte TV2-nyhederne op på sagen. I den forbindelse gjorde vi det ganske klart for TV2, at dette ikke var KU’s politik, men et brudstykke fra vores åbne forum fra en debat, der var startet af en ikke-KU’er. Dette blev sagt gentagne gange i interviewet, men TV2-journalist Michael Stuhr valgte alligevel at klippe alt dette ud for at få det til at fremstå som KU’s officielle politik. Det synes vi er useriøs journalistik, og vi kan kun konkludere, at TV2 bevidst har valgt at stramme sagen for konfliktens skyld og sætte KU i dårligt lys. KU har i øvrigt tænkt sig at følge op på denne sag i forhold til TV2.

Så konklusionen er klar. KU er ikke for at fjerne stemmeretten for folk på overførselsindkomster. Vi mener naturligvis, at det er i orden at sætte alt til debat, og det gør vi også dagligt på vores forum. Vores debatter er dog ikke udtryk for vores officielle holdning, hvilket mange medier misvidende har fremlagt.

Uddrag fra KU’s politiske program, hvilket er vores officielle holdning:
"Konservativ Ungdom hylder demokratiet, da vi mener, at denne styreform sikrer den største grad af frihed samt giver borgerne den bedste garanti mod overgreb. Konservativ Ungdom mener, at en effektiv og utvetydig tredeling af magten er nødvendig for borgernes retssikkerhed."

Den platte religionskritik I

Religionskritik er jo begyndt at blive moderne igen. Den aktuelle uvilje har vel især to rødder. Dels er den en udløber af en amerikansk reaktion mod det konservative kristne-højre, dels er den næret af islamkritikken, der har givet fornyet aktualitet til gamle oplysningstanker.
Med teologen Katrine Winkel-Holms ord er det mere stuerent at bruge R-ordet end I-ordet, derfor rammes også kristendommen af den omdirigerede islamkritik.

Det fremmeste eksempel på ny-ateismen og religionskritikken er Dennis Nørmarks humanistiske samfund. Samfundet er både et opgør med kristendommen og Ateistisk selskab, idet man ønsker et mere positivt program end blot gudsfornægtelse. Og selvom vi mest kender Humanistisk Samfund for deres talløse amokløb på kristendommen, har de da også et "positivt" program, hvor man ikke blot fornægter gud, men åbenlyst vil sætte en dyrkelse af mennesket, eller humaniteten i stedet.

På paradoksal vis understreger Humanistisk samfund den moderne ateisme - ja i det hele taget gudsfornægtelsen og religionskritikkens - problem; religionskritikken må i sin eneste logiske konsekvens føre til en negativ tomhed, der er uhåndterlig, ellers må den gå på kompromis med sig selv og åbent gøre sig selv til afgudsdyrkelse for overhovedet at have et positivt program. Ateismens problem er at den aldrig kan blive andet end enten religion selv eller blot en Johannes Døber for den næste religion, en tanke der nok kan rydde en religion af vejen men blot for at gøre plads for den næste.

Mennesket er grundlæggende religiøst. Religionen er ikke, skønt det efter sigende også er blevet hævdet, et opium doceret til folket af magthaverne. Marx taler da heller ikke om Opium for folket men Opium des Volkes - folkets opium. Marx selv fortaber sig da ikke yderligere i sit monamentane klarsyn, dertil er han grundlæggende for materialistisk funderet.

Men at mennesket er religiøst, er en af religionsvidenskabens grundlæggende erkendelser. Klarest er den formuleret hos den store religionshistoriker og fænomenolog Mircea Eliade, der endda taler om mennesket som et homo religiosus. Før mennesket er moderne homo modernus, er det grundlæggende religiøst, moderniteten er med dets vilkår, dets lineære tidsopfattelse og ophævelse af religion, derfor en form for åndelig pauperisering.

Antagelsen om det religiøse menneske er endvidere dybt funderet i den neurobiologiske religionsvidenskab, der skønt den afviser tale om et religiøst center i hjernen, hævder at mennesket grundlæggende er disponeret for religion.

At religionskritikken i dens praktiske udformning understreger dette klarere end selv religionsvidenskaben er et for religionskritikken ærgeligt paradoks.

Profilkampagnen

Kig godt på denne figur:

Kig herefter på denne figur:

Den øverste figur er Aarhus Universitets gamle logo, den nederste det nye logo. De to streger betyder AU, sådan som disse bogstaver ser ud, når universitetets nye abstrakt-geometriske alfabet anvendes.

Aarhus Universitet lancerede for nylig en ny designprofil, der bl.a. andet indebar et nyt logo samt et såkaldt abstrakt-geometrisk alfabet. Dette design taler vist for sig selv. Det mest sørgelige er imidlertid, at det gamle logo med delfinerne mere eller mindre forvises til glemslen. Mens verdens store udenlandske eliteuniversiteter konsekvent betoner deres historie og stolte uddannelsestradition, så gør Aarhus Universitet det modsatte.

Med det nye logo signaleres der afstandtagen til historien og traditionen. Det handler om iscenesættelse, branding og profilering. Fordybelse, søgen efter erkendelse og klassisk dannelse, illustreret ved de søgende delfiner, er blevet smidt i skammekrogen til fordel for tom "pop-og-smartness", illustreret ved det intetsigende abstrakte alfabet og impotente logo. Bedst som jeg troede, at universitets forskellig pubertære tiltag var tilendebragt, så udbygges middellmådigheden med en såkaldt "Profilkampagne". Det sker under sloganet ”Nye tider, nye tiltag”, der lanceres med følgende fem plakater:

"Nye ideer", "Nye perspektiver", "Nye tanker", "Nye oplevelser", "Nye ideologier" Nyt, nyt, nyt, nyt og endnu mere nyt.

Det er vel meget sigende, at det centrale for nutidens udannelse, at det nu handler om gode oplevelser og nye perspekter skreget ind i hovedet på folk med kraftige pastelfarver som virkemidler. Ord som ”Wii”, ”mp3”, ”Facebook”, ”blogger” er åbenbart de ting, som universitetet ønsker at signalere. Ideen er sikkert, at universitet ønske at være ”oppe på beatet” ved at blande ungdommens sprogbrug med forskellige elementer hentet fra videnskabens forunderlige verden. Universitet vil vise, at det ikke er gammelt og støvet, men tværtimod noget moderne, der kender til fænomener som Facebook og blogging. Dannelse på den smarte måde – det er med andre ord ”cool” at gå på universitetet.

Hele projektet virker desværre larmende provinsielt. Aarhus Universitet skulle hellere signalerer, at de to udannelse seriøst frem for at reducere det hele til ”hat og briller”. Et universitet bør være en oase, hvor ungdommen kan søge fordybelse i ro og fred. Et sted hvor man forskånes for den støj, som popkulturelle fænomener som Facebook og Nintendo Wii er et udtryk for. Desværre er det en tendens der kun har udviklet sig fra 1968-oprører gik sin sejrsgang på landets universiteter. De klassiske dannelses idealer er stille og roligt blevet kastet over bord til fordel for en blind dyrkelse af det "nye". Universitet skal ikke længere være et sted, hvor man søger erkendelser. Det skal være en ramme for den forkælede ungdoms selvrealisering. En legeplads, hvor det kan være et fedt, om det er Einstein og Shakespeare eller Facebook og Nintendo Wii, som de unge bruger deres tid på. Uddannelse er blevet til u-dannelse.

Critique-foredrag: konservatisme og liberalisme

Critique-foredrag: Henrik Gade Jensen: Konservatisme og liberalisme from Konservative Studenter, Aarhus on Vimeo.

Critiques foredrag med filosoffen Henrik Gade Jensen er endelig blevet lagt ud på nettet. Henrik Gade Jensen, der er tilknyttet CEPOS taler i foredraget om konservatismens forhold til liberalisme. Han definerer liberalismen som at være en ideologi, der drejer sig om statens rolle i samfundet, mens konservatismen som ideologi handler mere om værdier.

Dermed ophæver han, mener han, konflikten mellem de to. Deres sagsområde er simpelthen forskellig fra hinanden, konservatismen er ikke, og må ikke være politik, og liberalismen er ikke, og må ikke være værdiliberalisme. Dette begrunder han i det forhold, at liberalismen ikke er et selvopretholdende system, det forudsætter de konservative værdier. Konservatismens sagsområde må i lige grad ikke blive politik, fordi de værdimæssige område bør være friholdt politisk indflydelse.

Critique, som måske er flere af bloggens læsere bekendt, er en foredragsrække på AU og et konservativt Årsskrift, der kan købes her: http://critique.ksaa.dk/bestilling/

EU-grundsætningen - en af det vestlige demokratis bærende piller

Vi er i den vestlige verden stolte af vores demokrati - faktisk så stolte, at vi ikke bare kunne unde resten af verden vores styreform, men at vi direkte insisterer på, at de skal lægge deres middelalderlige samfundsformer bag sig, og at vi derefter nok skal virke som konsulenter i indretningen af den rette styreform. Vi er nu storsindede, når man tænker over det.

I Iran har der lige været valg, og den konservative kandidat har vundet, men det kan jo ikke passe. Han er jo ikke rigtig demokrat, så der må vel have været snyd med i spillet. Det er måske efterhånden ved at være på tide, at vi reagerer på den omsorgens ånd, der hersker i den vestlige verden, og i fuldendt kærlighed til det iranske folk invaderer landet og fortæller dem, at deres styreform, om end vel i nogen grad i overensstemmelse med den i landet herskende kultur (som fordrer respekt for præsteskabet, juristerne osv.), ikke er den rigtige. Den ligner jo slet ikke vores.

Det er på en måde bedre, at vi går forrest og viser dem, hvordan vi gør. Vi har styr over, hvordan et demokrati retteligt bør virke. Det, som iranerne nemlig tydeligvis ikke har forstået, er en meget væsentlig demokratisk grundsætning. Selve den grundsætning, der får hele demokratiet til at virke. I daglig tale kaldes den EU-grundsætningen. Den er delt i to: Hvis du kan undgå at spørge folket, så skal det undgåes, og hvis du af vanvare alligevel kommer til at spørge folket, og det svarer forkert, så må du gøre det meget klart for dem, at de har svaret forkert.

Der er flere eksempler på, at denne grundsætning har virket ganske glimrende. Således påførte man fra EU's side i sin tid Østrig sanktioner, fordi folket havde valgt den forkerte regering. Så fik de sig den lærestreg. Og Irland blev i sin tid bedt om at stemme igen, da den svarede forkert til Nice-traktaten, og så blev det et ja.

Problemet er bare, at folket ikke altid vil forstå det på længere sigt. F.eks. stemmer folket stadig på Frihedspartiet, og for nogen tid siden stemte Irland sørenjenseme nej til endnu en traktat. Det er i sådanne situationer, at de rette demokrater er nødt til at rejse sig og vise folket vejen, og det er netop blevet meget stærkt nødvendigt.

Det er blevet nødvendigt, fordi den britiske regering ikke ser ud til at blive siddende meget længere. Det ser ud til at blive en konservativ regering, men problemet er, at den nuværende opposition ikke har forstået EU-grundsætningen. De vil sende Lissabon-traktaten til folkeafstemning. Nej, nej, nej! Man skal jo netop undgå at spørge folket, hvis det kan undgåes. Ellers virker demokratiet ikke på den rigtige måde. Det må være de 800 års udvikling af deres eget mærkværdige styre, der har virket forstyrrende på deres rationale.

Men heldigvis er der en løsning - en løsning, som de vise demokrater har udtænkt. Hvis den nuværende premierminister bliver siddende, så kan man nå at få en særaftale igennem med Irland, inden der kommer en ny regering, og så har man undgået, at det britiske folk får lov til at blive spurgt om traktaten. Det er nu underligt, at ham den nuværende premierminister er så upopulær, for han er da ellers en vaskeægte demokrat. Han har nemlig forstået EU-grundsætningen.

Vi må sætte vores lid til, at de ægte demokrater får lavet den irske særaftale, så briterne ikke bliver spurgt om traktaten. En sådan folkeafstemning kunne let blive det vestlige demokratis ruin. Men det skal nok lade sig gøre, for er der noget disse vise og sande demokrater kan, så er det at fratage folket mulighed for at tage stilling.

Hvor er det dog velsignende og saliggørende, at vi ikke lever på den samme barbariske og korrupte vis som iranerne!

liberalist på afveje.

Hernik Gade Jensen fra CEPOS har skrevet en kronik, hvor han plæderer for grundlovsændring, fordi politikerne alligevel bare laver lovgivning, der decimerer Grundlovens betydning. Jeg ved ikke om jeg kan tage hans kronik alvorligt. Det er vist mest ændring for ændringens skyld, samt et forsøg på at lovfæste nogle ideer han bryder sig godt om - hvorved han jo slet ikke er så meget anderledes end Niels Helveg, Svend Auken og hele det venstreradikale cirkus.

Henrik Gade Jensen er sædvanligvis dybt fornuftig, men som liberal, lever han vist sit liv i helt andre luftlag end jeg selv, og jeg har meget svært ved at sige andet, end at det må være en ommer, når han f.eks. om monarkiet skriver sådan:

En del ønsker indført republik i Danmark. Det skal tages alvorligt, for når alle amerikanere, tyskere og franskmænd er republikanere, må det opfattes som en legal position. Et monarki hører til den slags mærkelige institutioner, som man aldrig ville indføre på ny, men som given tradition indeholder en stor ordensskabende kraft.

Hvis monarkiet skulle revideres, kunne det overvejes at genindføre valgkongedømmet. Det havde Danmark fra Gorm den Gamle til 1660, mens lineær primogenitur (arvefølge) er et enevældelevn, uanset om den patrilineære linje (sønnen) nu ikke mere har forrang. I praksis vil det intet betyde, da kronprins Frederik uden tvivl ville vælges og efter ham prins Christian, men så får monarkiet tilført en demokratisk komponent af langt større betydning end en lige arvefølge.

Danmarkshistorien viser, at valgkongedømmet ikke ændrede på kongeslægtens monopolagtige dominans. På nær kong Magnus den Gode nedstammer alle danske konger fra Gorm den Gamle.

Aros mister besøgende, og interesse for national kunst

Besøgstallet for Aros, det store firkantede kunstmuseum i Århus Styrtdykker
Fra 342.000 besøgende i 2004 til 215.000 idag. Det undrer den kulturelite, som har forskanset sig bag de tykke røde mure sig sikkert vældig meget over.

Jeg vil i den forbindelse lede opmærksomheden hen på et gammel indlæg af P.N om den underlige kunst, der er at finde på Aros:

http://konservativreaktion.blogspot.com/2006/08/kald-mig-blot-konservativ-det-relative.html

Desuden kunne det se ud til at faldet i besøgende er sket sideløbende med et fokusskifte fra dansk til international kunst. I hvert fald konstaterer kulturarvsstyrelsen et sådant:

I rapporten fra Kulturarvsstyrelsen bemærkes det, at ARoS i senere år har foretaget en kursændring fra det nationale, museets hidtidige kerneområde, til det internationale. Og denne ændring har konsekvenser for sammenhængskraften i museets samling og forskning, lyder det i rapporten.

Måske folk i højere grad ville gæste museet, hvis der var en højere vægtning af livsrelevant kultur. Dvs. den kultur og den kunst, som ikke blot som græshoppesværmen flytter fra land til land for at skabe furore i den kosmopolitiske elite, men som kommenterer på og er en del af den grundlæggende livsramme, som dansk kultur udgør for danskerne.

republik, plathed og Jes Fabricius II

En lille opdatering, om ikke andet så for Jes Fabricius´ skyld.

Går man ind på kmdvalg og sammenligner tronfølgevalget med EP valget, er det helt tydeligt, at de steder hvor SF og Radikale har fået mange stemmer ( eller for de radikales vedkommende flere end andre steder) er de steder, hvor der er flest der har stemt BLANKT.

dvs. centrum i de store byer.

Accepterer vi at,

1) republikanerne har opfordret til at man stemmer BLANKT.
2) der er flere republikanere blandt radikale og SF vælgere end andre partiers.
3) at der er en sammenhæng mellem de valgsteder, hvor mange har stemt SF/R og BLANKT

fremgår det meget klart, at det netop er den blanke stemme, der er udtryk for et republikansk sentiment.

Hvad da med NEJ stemmen?

Jo den ligger stabilt på ca. 12-15 % næsten alle steder. Der er altså ikke umiddelbart et udsving her i forbindelse med SF/R faktoren. Der kan muligvis spores en tendes til at NEJ procenten er højere i udkantskommuner, hvilket måske kan være et udsslag af konservatisme. Men dertil har jeg ikke studeret tallene nøje nok til at kunne sige noget sikkert.

Billedet er dog:

NEJ= konservativ reaktion mod ændringen
BLANKT= republikansk sentiment eller grundlovsreform ønske.

Tæller vi de blanke stemmer med får vi således at

Blanke=8,6
Nej = 13, 3
Ja= 78,1

grundlovsreform og republikaner segmentet er altså det markant mindste, selv hvis vi lader et par procentpoint gå fra det konservative NEJ til BLANK, som misforståede republikaner/reform stemmer.

Republik, platheder, og Jes Fabricius

Det bliver vist alligevel nødvendigt at kommentere yderlige på alt snakken om republikanisme, alt den stund at visse journalister har valgt at køre videre med sagen, og et par eksperter fremturer med at hævde at republikanismen er stærkere end vi troede. Mest markant har her været historikeren Jes Fabricius fra Københavns Universitet, der i de seneste dage har væltet sig i medieomtale. f.eks. siger har til Kristeligt Dagblad:

Det har været en republikansk strømning i Danmark i over 100 år. Det overraskende er, at den igen har fået så kraftigt et udtryk. Det er mit klare indtryk, at mange af de 200.000 blanke stemmer er republikansk motiveret

betragtning af, at knap 15 procent af vælgerne er nok til at rokke ved en tilsyneladende harmløs afstemning som i søndags, bør man bestemt tage højde for republikanerne

Det er interessant at historikeren mener at kunne se bag om tallene og kan henføre de ca. 15 % nej/blanke til republikanere. CEPOS forskningschef Geert Laier har allerede udstillet platheden i, at selvudnævnte eksperter mener at kunne sige noget om folks motivation for deres stemme, uden at dette har været undersøgt, men lad det være understreget igen:

de 15 % nej/blanke stemmer har alle mulige årsager. Der er traditionalister, der ikke har villet rokke ved institutionens udformning. Dette er en vigtig gruppe. De var anført af KU de første til at anbefale et NEJ til afstemningen. En måling har desuden vist, at DFs vælgere der regnes for de mest traditionalistiske netop er de vælgere, der i størst omfang har stemt nej. Det er næppe et republikansk NEJ.

Så er der grundlovsreformatorerne. En stor gruppe, som mener at grundloven bør revideres, men som ikke ønsker at rokke ved kongehuset. Denne gruppe består bl.a. af Marianne Jelved, og er den der har fået størst opbakning også blandt de partiledere, der har stemt ja. f.eks. Helle Thorning ,Margrethe Vestager og Villy Søvndal. Denne gruppe må altså tænkes også at være ganske betragtelig.

Til sidst er der en gruppe republikanere, anført af Zenia Stampe, der er næstformand i de radikale. Hvor stor er denne gruppe? Det er næsten umuligt at sige! og det er pointen. Men vi ved at Zenia Stampe netop anbefalede, at der blev stemt blankt. Jeg tror ikke at alle republikanere har fået fat i den pointe. Men mange har uden tvivl, og det er altså kun DE BLANKE stemmer, som kan tages som et udtryk for denne holdning. Et problem opstår så derved at også grundlovsreformfløjen har anbefalet blankt snarere end NEJ.

Billedet er i bedste fald mudret. OG Jes Fabricius gør ikke andet end at udstille sin egen uvederhæftighed ved at fremture.

HVad ved vi? en måling kort før valget gav monarkiet 80 % opbakningen. resten er imod eller bedøvende ligeglade.

Af alle de der stemte var der 15 % NEJ og blanke- stemmer der både dækkede over republikanere, traditionalister og grundlovsreformatorer. Afstemningen kan altså på ingen måde være en sejr for republikanerne, der ikke engang kunne mobilisere, hvad de var oppe på i den seneste meningsmåling. Så hvorfor alt den snak?

1) fordi det er en interessant historie.

2) fordi en lille gruppe politiske desperadoer anført af Zenia Stampe har fundet sig en redningsplanke, således at de kan undslippe den generelle ligegyldighed, der er overfor radikale venstres synspunkter.

3) fordi en række eksperter kan få medietid, og derved øget prestige ved at udtale sig om spørgsmålet. Her mest markant JEs Fabricius, men også Johannes Andersen fra Aalborg Universitet.

4) derudover kan man spekulere i de venstreorienterede journalisters evt. motiver. Men det opfatter jeg som et unødvendigt sidespor. De tre anførte grunde er nok til alene at bære en sag igennem æteren.

Aldrig kan et folk forgå

Ja idag er det så mandag, og nok har nivellisterne vundet en lille sejr. Men i virkeligheden er alt jo som før. Solen skinner, træerne er grønne de slimede republikanere er på vej ud af det medielys, der har givet dem liv for forevigt at krybe tilbage under de sten, hvor de bor sammen med bænkebidderne og regnormene. Nok var der opbakning til ligestilling, men al snak om en udbredt republikansk skepsis må være forstummet. Også til EP valget viste folkets vilje sig strålende. De feje og medløberne fik øretæver, de der talte klart og tydeligt blev belønnet. En god dag at huske Valdemar Rørdams ord.

"Vi ved, at fjæld kan sprænges, og tvinges kan en elv,

men aldrig kan et folk forgaa, som ikke vil det selv."

Nej til tronfølgelov: er Grundloven i fare?

Der er rigtig mange, der d. 7 vil stemme for ændringen af tronfølgeloven d. 7. Mange er blevet forført af Kunde & Co´s statsfinansierede propagandkampagne, andre har ladet sig overbevise om argumenter som "ligestilling er jo godt!" eller " man må jo følge med tiden". Mod sådanne dybsindigheder må de fleste jo vakle.

Personlig er jeg ikke meget for ligestilling, jeg har ingen intention om at følge med tiden, og det eneste jeg har fået ud af statspropaganden er en afsmag for regeringens udemokratiske opførsel. Personligt synes jeg faktisk, de ser ud til at hygge sig rigtig godt på de billeder fra 1953, som kampagnen viser, så hvorfor lave om på det.

Der er dog også folk, der vil stemme "ja" af mere pragmatiske årsager. De frygter konsekvenserne ved et "nej" De frygter, at ændringen da en anden gang vil blive sendt til afstemning i forbindelse med en generel grundlovsrevision. Der er næppe heller nogen tvivl om, at regeringen har foreslået ændringen i tronfølgeloven, fordi de ville forhindre en ændring af grundloven.

Men er det realistisk, at et "nej" til tronfølgeloven vil øge chancerne for en grundlovsrevision?
Det mener jeg ikke. Godt nok var det netop en ændring i tronfølgeloven, der blev brugt i 1953 til at drive folk til stemmeurnerne. Men noget kunne jo tyde på, at en tronfølgelovsafstemning ikke har samme mobiliserende effekt i dag, som dengang.

Der var også en række forhold, der var anderledes dengang. For det første havde Danmark en yndig lille prinsesse, født i de onde år, og opfattet som en lille solstråle i den mørke tid. Alene det at hun skulle have tronen, ja det forhold, at man kunne sætte ansigt på konsekvensen af ens stemmeafgivning, har betydet noget. I dag er der ikke en sådan prinsesse og trondfølgen er sikret i de næste 2. generationer gennem Kronprins Frederik og prins Christian. Det er altså noget underligt abstrakt noget. Vi stemmer nu, og får måske en dronning om 70 år.

Det er ikke noget, der får folk op af stolene, og ikke noget, der kan bruges til at sikre valgdeltagelsen til en evt. ændring af grundloven. Det kan til gengæld indholdet af en evt. ny grundlov i sig selv. For det ser ud til, at en sådan vil lokke med gyldne løfter om rettigheder til alle, der vil og andet godt. Mon ikke muligheden for at få rettigheder i pose og sæk lige nu og med det samme er mere motiverende end muligheden for en evt. dronning et eller andet i det 22. årh.

For nu at besvare det i overskriften stillede spørgsmål, kan det meget vel være, at Grundloven er i fare, men det er den uanset og ligegyldig, hvad resultatet bliver d. 7. Min personlige opfordring er derfor; stå vagt om monarkiet stem NEJ til ændring af tronfølgelov.

EU monsteret besejres

EP valget nærmer sig. Derom vil jeg kun sige ganske lidt. Jeg synes J.Aa er kommet med stemmevejledning nok, og personlig tror jeg nok, at jeg sætter kryds ved Obelix eller den Tapre Landsoldat.

Jeg bliver derimod nok ikke i stand til at stemme på mit eget parti. Jeg har brugt de sidste mange år på at fortyde at jeg i min ungdoms naivitet stemte på Gitte Seeberg sidste gang. Konservative nr. 4 på listen fortjener dog alligevel ros for denne morsomme video, hvor hun besejrer det onde EU-monster og hvor en lille radikal spirrevip udstilles som den heiler, han er:

Europavalget

Måske har du det også på samme måde, at du virkelig ikke ved hvem der skal have din stemme til Europaparlamentsvalget? - Måske fordi ingen af dem har den rette indstilling, eller kritiske sans overfor EU-systemet... I så fald kan du måske finde lidt inspiration i denne billedserie. Jeg har tilladt mig at kigge på nogle, hidtil oversete kandidater: