Valg til universitetsbestyrelsen

Den tid på året er kommet, hvor der er valg til universitetsbestyrelsen. Jeg vil traditionen tro gøre lidt reklame for Konservative Studenter i Århus. Hvorfor vil jeg så det? Dels er jeg selv aktivt medlem der, dels er det måske en af centrene for dansk konservatisme i dag, hvis man må tillade sig sådan en lille selvoptagethed.

Konservative Studenter, der formelt er knyttet til Det Konservative Folkeparti men blandt sine aktive medlemmer tæller folk, der stemmer både både DF, Venstre, Konservative, liberal alliance og sågar SF[sic!], er en organisation, der i i nu nogle år har været dedikeret kulturkamp såvel som mere jordnær studenterpolitik. Således har man ved siden af den daglige kamp for bedre pasningstilbud til studerende og større fleksibilitet i uddannelsessturkturen med Årsskriftet Critique skabt et størt forum bor konservativ idedebat, ligesom at foredragsrækken af samme navn bringer mange interessante foredrag om sprog, kultur, litteratur, historie og politik.

Universitetsvalget handler mest om jordnær studenterpolitik, men der er to pointer for verdensfjerne kulturkæmpere i alligevel her at støtte KS. Dels er enhver stemme på KS et anslag mod den centrum-venstre/venstrefløjsdominans, der er så udpræget på universitetet. Dels fordeles valgtilskudet efter stemmer. En stemme på KS, er altså også støtte til KS.

KS har efter formanden Emil Melchior Mikkelsens store fokus på dette område føjet kampen for dansk på universitetetet til sine mærkesager : http://www.konservativestudenter.dk/2009/undervisning-paa-dansk/
Skulle man ende med at stemme, og stemme på KS, ville det heller ikke være af vejen med en enkelt stemme på mig. Jeg er nummer sidste på listen.

Palmemordet

Fredag den 28. februar 1986 klokken 23.10 forlader Sveriges statsminister Olof Palme og hans hustru Lisbet Grand-biografen i det centrale Stockholm. De har set filmen "Brødrene Mozart" med sønnen Mårten og dennes forlovede, og følges ikke af livvagter. Palme har sendt dem hjem om eftermiddagen, og bryder sig i øvrigt ikke om deres følgeskab. Palme har været statsminister i en årrække, fra 1969 til 1976 og igen fra 1982, genvalgt med forstærket mandat i 1985. Han er ubestrideligt den mest kendte skandinaviske politiker, og engageret i alle mulige internationale spørgsmål. "Verdensministeren" kaldes han af nogen i Sverige, og han er bestemt ikke lige populær alle vegne, hverken i sit hjemland eller globalt.

Fra biografen går de ad Sveavägen, men ved den krydsende gade Tunnelgatan træder en mand frem, griber Olof Palmen i skulderen, og skyder ham med en revolver på 10 - 30 centimeters afstand. Et af de affyrede skud strejfer (angveligt?) Lisbet Palme. Morderen tøver kort på gerningsstedet, og løber herefter ad Tunnelgatan, over den krydsende Luntmakargaden, ad nogle trapper til Malmskillnadsgatan, og til sidst videre ad David Bagares Gade (hvis nogen skulle være ekstrakyndige i den Stockholmske geografi). Politiet er ved gerningsstedet to til seks minutter efter mordet, den tidsramme er der i øvrigt megen diskussion om, uden dog at få kontakt med morderen på noget tidspunkt, omend en patruljevogn er sekunder fra at køre lige ind i ham på Malmskillnadsgatan. Cirka 25 vidner ser mordet, deraf nogle stykker grundigt og på nært hold, men alligevel er der ret betydelige afvigelser i deres oplysninger til politiet. Talrige typer bukser, frakker, hovedbeklædninger, skægtyper og ansigtsformer opgives.

Skuddet der rammer Olof Palme er umiddelbart dødbringende, men han bringes til Sabbatsberg sygehus hvor han trods genoplivningsforsøg erklæres død klokken 00.06. Det svenske telegrambureau meddeler klokken 00.20 at Palme er blevet myrdet, men nyheden spredes hurtigere verden over, end i Sverige. Man har beregnet at 90 pct. af amerikanerne vidste besked med Kennedy-mordet en time efter det skete, i Sverige tager det - knapt 25 år efter - syv-otte timer, før det er tilfældet med Palmemordet, har nogen i hvert fald beregnet. Der er blot en mand på vagt på Sveriges Radio, der ikke aner hvad han skal gøre. Han finder en konvolut, der indeholder instrukser for hvad der skal gøres, såfremt kongen dør. Konvolutten indeholder en lang liste med telefonnumre, men der svares ikke på nogen af dem. Først klokken 1.10 oplæses et kortfattet, og i øvrigt fejlbehæftet telegram i radioen. På svensk TV er der stadig journalister på arbejde da nyheden indløber, men de påberåber sig en overenskomst, der forbyder dem at arbejde efter klokken et om natten og tager derfor hjem. Først klokken fire sender TV en ekstra nyhedsudsendelse, nogen mente nok at situationen alligevel var tilstrækkeligt alvorlig til at bryde med overenskomsten. TV's ekstraudsendelser, en tre-fire stykker der sendes løbende den 1. marts, rummer i øvrigt en mængde ret forvirrende oplysninger - forskellige signalementer, talen om en eller to gerningsmænd osv. osv.

Politiets ageren er mildest talt rodet. En hypermoderne kommandocentral kommer aldrig i aktion, fordi ingen kan finde ud af at tænde datamaterne. Kommandovejene fungerer ikke: En af de ledende politimænd, der har været med fra den første melding, beder ved to-tiden om at blive fritaget for tjeneste i forbindelse med mordet, og i stedet beskæftige sig med rutinesager. Ønsket imødekommes. Hele Sverige kommer ikke i alarmberedskab, og hele natten og op af formiddagen lægger færgene til Finland uhindret fra kaj. Vejspærringer omkring Stockholm og skærpet bevogtning ved Arlanda-lufthavnen er længe undervejs. Da regeringen mødes ved Rosenbad omkring klokken ét, er der ingen vagter til stede, det vil sige at en tre-fire galninge kunne meje den samlede svenske regering ned uhindret, og derved begå et statskup. Politiet afspærrer nødtørftigt gerningsstedet, men det betrædes af alle mulige mærkelige mennesker i løbet af natten, og dækkes med bunkevis af røde roser. Gerningsstedet finkæmmes angiveligt for spor, men de to kugler der findes, findes af privatpersoner hhv. den 1. og 2. marts, og er under ret alvorlig mistanke for at være placerede.

Den 1. marts ankommer lenspolitimester Hans Holmér, der har været til skiløb i Nordsverige, til Stockholm, og overtager uden videre og uimodsagt ansvaret for efterforskningen. Han har ikke tidligere beskæftiget sig med praktisk politiarbejde, endsige mordefterforskninger. I løbet af opklaringens første par måneder begår han flere eklatante fejl. Han lader udarbejde en tegning af morderen, på basis af et vidnes iagttagelse af en skummelt udseende mand, hun render ind i et kvarter efter mordet, et godt stykke fra gerningsstedet. Han offentliggør hurtigt at politiet ved hvilket våben der har været brugt, uden at alle der er registreret som ejere af et sådant våben, er blevet afhørt. Han beslutter hurtigt at fokusere udelukkende på et svagt underbygget spor, der peger i retning af det kurdiske arbejderparti PKK. I foråret 1987 måtte Hans Holmér forlade efterforskningen, uden at man var noget et skridt videre. (Det er i øvrigt fortfarende status her i 2009 - for så vidt, aner man faktisk ikke ret meget håndfast om mordet).

Der er dog skrevet en mængde spændende bøger om mordet, her skal anbefales et par stykker:

Jan Bondesons forholdsvist nye "Blodspor i sneen" er den bog, der bedst sammenfatter og sammenskriver vildnisset af oplysninger om mordet. De rent faktuelle omstændigheder klarlægges bedst muligt, og en efter en forsøges de etablerede sammensværgelsesteorier afkræftet, tilsvarende med anklagerne mod Victor Gunnarsson og Christer Pettersson. Den teori Bondeson selv præsenterer virker i øvrigt ret plausibel. Bogen er skarp, og rummer en mængde krasse kommentarer om det på mange måder - allerede dengang - fallerede svenske samfund, der i dag fremstår om muligt endnu mere degenereret.

Brødrene Poutiainens "Inuti Labyrinten" er resultatet af en samlet privat efterforskning. Bogen er ualmindeligt grundig, blandt andet i sin påvisning af politiets gøren og laden på mordnatten. Dens mere perspektiverende del præges dog af en seen-sammensværgelser alle vegne, og en svagt underbygget teori om indblanding i mordet fra politiets side.

Thomas Kangers "Mordet på Olof Palme" er en tidlig kritik af efterforskningen (skrevet i 1987). Kanger har personligt talt med adskillige af de centrale vidner, og kan derfor give et ret klart billede af, hvad der rent faktisk foregik. Bogen er så at sige den første, måske klareste efterrationalisering, og rummer en ret skarp kritik af Holmérs efterforskning, og peger i øvrigt i retning af at mordet var et resultat af en sammensværgelse, der forgrenede sig til det svenske samfunds top. Et spor som Gunnar Wall tager op ti år efter i "Mörkläggning", som jeg ikke er helt færdig med i skrivende stund.

Afslutningsvist skal anbefales Börje Wingrens "Han sköt Olof Palme". Wingren var en del af opklaringsholdet, og arbejdede især med den første mistænke Victor Gunnarsson, der kom i søgelyset allerede den 1. marts. Wingren præsenterer en hel bunke, stærke som svage, indicier mod Gunnarsson, som han er overbevist om skød Palme. Anklagerne mod Gunnarsson blev droppet efter at Holmér besluttede at køre et hundrede procent efter PKK, og de gled yderligere i baggrunden, da Christer Pettersson blev mistænkt. Efter at have læst Wingrens bog, virker det for mig besynderligt at den mængde af stærke indicier der pegede mod Gunnarsson, ikke blev undersøgt mere grundigt.

Mordet forældes i øvrigt i 2011. Christer Petterson, den eneste der har været tiltalt, dømt og i øvrigt senere frikendt for mordet døde i 2004. Victor Gunnarsson myrdedes i 1993, under ret besynderlige omstændigheder.

Det svenske justitsministeriums interessante 1999-rapport (i tre dele):
http://www.regeringen.se/content/1/c4/12/44/6a2655da.pdf
http://www.regeringen.se/content/1/c4/12/44/295e5712.pdf
http://www.regeringen.se/content/1/c4/12/44/9bb90f1c.pdf

SVT's arkiv om mordet:
http://svtplay.se/v/1392942/rapport_1_3-86_04_00

Hele den vrede verden

Hvis du i de kommende dage bevæger dig rundt i din have, og ligusterhækken er vred, og fliserne er sure, så har det sig en grund. Hvis dine naboer er vrede, dine kolleger er vrede, og alle du kender har ansigtet anlagt i vrede folder, så har det også en grund. Hvis du rejser til de varme eller kolde lande, og de også er sure - så har det en naturlig forklaring. Der er en grund. Sure og vrede mennesker og bjerge og floder. Der er en grund.

* * *

Israelsk byggeri gør verden vred

18. nov. 2009 08.55 P3Nyheder Opdat.: 18. nov. 2009 09.03

Det vækker harme i det meste af verden, at Israel har besluttet at bygge 900 nye boliger i den israelske bosættelse - Gilo.
Bosættelsen ligger i det besatte Østjerusalem, som ellers er primært palæstinensisk område.
Vi protesterer!Talsmand for Det Hvide Hus Ian Kelly siger:
- Vi protestere mod det - og vi protesterede også generelt mod bosættelser og udsættelser af palæstinensere og nedrivning af deres hjem, siger han.
Både USA og FN frygter nu, at israelernes byggeprojekt vil få de nye fredsforhandlinger om en to-stats-løsning til at gå i hårdknude, inden de rigtig er begyndt.
Frygten er begrundet: Saeb Erekat, som er palæstinenserne chef-forhandler siger nemlig til til Al Jazeera:
- Hvis udvidelsen af bosættelserne fortsætter, så er forhandlingerne om en to-stats-løsning ikke længere en mulighed.
Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, siger samtidigt, at den israelske bosættelsespolitik ødelægger fredsprocessen, og han agter ikke at genopstille som præsident.


http://www.dr.dk/P3/P3Nyheder/2009/11/18/083739.htm



Dette dybdeborende og saglige stykke udenrigsstof fra den hæderkronede, eller i det mindste kronede institution, Danmarks Radio, lader vi hermed stå et øjeblik.

Talmajestæten, og hvorledes man taler til hans ondeste luner

I den forløbne weekend var jeg tilstede ved et debatarrangement i valgkampen, der i og for sig kunne have været interessant og hæderligt nok. Jeg skriver med vilje "til stede ved", da jeg ikke overværede selve debatten mellem de to borgmesterkandidater, der foregik i byens teater. Den skal jeg undlade at udtale mig om. Optakten - eller rettere opløbet - gav i sig selv så rigelig anledning til en kommentar.

Inden selve debatten skulle løbe af stablen, mødtes man i en såkaldt valgbutik i byens centrum. Her blev der delt t-shirts ud, og pjecer og plakater af forskellig størrelse. Jeg afslører vist ikke noget, ved at nævne at grøn var en dominerende farve på trøjerne og det øvrige valgmateriale.

Ærkekonservative budskaber som "Mere af det nye" og "Fremad med..." stod også trykt forskellige steder...

I valgbutikken herkede en infernalsk larm, der ikke blev bedre af at nogen havde valgt at bidrage med henholdsvis en ghettoblaster og en stor tromme. En uforvarende forbipasserende måtte have troet at den entusiastiske forsamling var på vej til en stor fodboldkamp. Dette indtryk bedredes heller ikke da der skulle indøves nogle slagsange og slagord. I det omfang sætningerne var lange nok til at danne en form for mening, endsige hele sange, var budskabet på et niveau der dårligt tåler at blive gengivet her. Men det passede vel godt til trommens særprægede akkompagnement. Man blev også instrueret i ved bestemte lejligheder at forstyrre debatten med nogle ikke videre høflige tilråb - der til lejligheden var samlet på et papir sammen med sangene. Det blev forresten heller ikke nævnt, hvad der kunne ventes at blive de afgørende eller interessante emner i debatten. Måske det var de samme steder hvor man skulle råbe...

Den mere eller mindre opstemte forsamling, med de grønne t-shirts og plakater - og stadig ledsaget af trommen - bevægede sig så gennem byens søndagstomme gågade. Jeg selv glemte "desværre" min uddelte t-shirt da vi skulle ud af døren.

Foran teatret stillede opløbet sig så sammen under en smule råben. Men kort efter vister der sig en tilsvarende, og ikke mindre støjende forsamling i den anden ende af gaden. Den havde blot røde faner og balloner med. Det var måske praktisk nok, for ellers havde jeg næppe opdaget, at det ikke var et stykke af den samme som jeg selv havde fulgtes med. Det varede ikke længe før trommen kom i brug igen, og med sin instisterende, omend lidt ujævne dunken, fik revet flere af forsamlingen med på tilråbene og ophidselsen. De to opløbne forsamlinger stod overfor hinanden. De lignede ganske to umælende men støjende pattedyr, der med nasale og gutterale lyde ville erobre den samme golde slette. Efterhånden som larmen og ophidselsen tog til for de mange, så man i udkanten også nogle få der som jeg følte sig beklemte og uforstående overfor optrinnet.

Just da slog det mig, at det må være sådan man forsøger at tale til et anonymt og tavst flertal: Ved at overdøve med- og modtalere med infernalsk larm, og søge at vække et udslagsgivende ubekendt antal af dets uskyldige søvn. Man antager måske, at når folk i hobetal ikke fylkes om gode argumenter som "Mere af det nye" og "Fremad eller tilbage" - så er det kun fordi de ikke har hørt det endnu. Man antager måske, at hvis man ikke er mange, kan man i det mindste lyde som sådan. Man antager måske, at når man ikke kan appellere til overbevisningerne, kan man i hvert fald appellere til mangeheden, til flertallet i dets reneste og goldeste form. Måske hvis man er mange, kan det ligne at man også må have ret. Da er det at flertallet ikke længere er en betegnelse for blot majoriteten af anskuelser; det er blevet i form som én enkelt spejling, én enkelt person. Da er flertallet igen blevet til denne Talmajestæten, som med god grund frygtedes i demokratiets barndomsår. Vi kan håbe at han ikke hørte trommen, larmen og ophidselsen. Vi kan håbe at han ikke tænker på støjen, tilråbene og alle forsimplingerne, når han skal beslutte sig i dag.

Hvad skal man stemme til valget?

Hvad skal man stemme til kommunalvalget? Mange tvivler stadig. I Århus er det 12 %, der endnu ikke ved, hvor de skal sætte deres kryds. Rigtig mange stemmer socialdemokratisk. I Århus har de formået at holde skansen selv mod det eksanderende socialistiske folkeparti. Måske skyldes det partiets enorme kampagnebudget. Overalt hænger det røde banner, overalt står parolerne skrevet, overalt plakater af Århus´ røde Il Duce. Den gamle ny-klassicistiske banegård er helt blevet oppyntet af lange røde bannere. Det klæder den. Det er smukt. Kun det kgl. danske socialdemokrati kan vist slippe af sted med den slags æstetik i vore dage.

Personligt har jeg bestemt hvad jeg vil stemme. Det bliver – ikke overraskende – Det Konservative Folkeparti. Måske er det alligevel overraskende. Det er ikke alle steder en stemme til C, er en stemme for et borgerligt og et nationalt Danmark. Nogle steder er det blot en stemme på den tilfældige prokurator, der tilfældigvis er partiets lokale frontfigur. I Århus er det heldigvis anderledes. Den gamle konservative rådmand Poul B. Skou var en hæderlig fyr, men også politisk kedsommelig. En teknokrat. Da han trak sig efter katstrofevalget i 2005, hvor jeg selv deltog som ivrig aktivist, og hvor partiet fik imponerende 3,5 % af stemmerne, tog nye kræfter over. Konservative i Århus styres i dag af Marc Perera Christensen.

Marc Perera skiller sig for mig at se ud fra det brede felt af konservative kandidater på den måde, at han har forstået at gøre sin politik ikke alene borgerlig, men også konservativ. Det er påtrængende i en by som Århus, der kæmper med store integrationsproblemer navnlig i byens vestlige dele. Folkesocialisterne afviser at tale om problemet i Århus. Her ligger man til venstre for Villy. Venstre vil gerne tale om problemerne, men tror at integration alene handler om økonomi, arbejde og uddannelse. Socialdemokraterne har forstået at det drejer sig om værdier, men taler helst ikke om problemet.

Under Marc Perera har de Konservative i Århus foretaget en drejning, der følger den generelle tendens indenfor Det Konservative Folkeparti, hvor man – endelig – har erkendt, at integration handler om kultur. Derfor har integration erstattet dækningsafgift, havneudvidelse og infrastruktur som konservativ mærkesag. På Marc Pereras hjemmeside kan man således læse.

”Vi har svigtet ved ikke at stille større krav! Derfor har vi fortsat store udfordringer i forbindelse med integration af nydanskere.
Man må naturligvis tro, spise og leve som man vil. Men man skal respektere, at man lever i et land med en lang kulturhistorie. Derfor kan nydanskere ikke forvente, at hjemlandets traditioner ligestilles med danske traditioner og kultur - en dansk kultur der udspringer af vores kristne tro.

Kristendommen har bundet Danmark sammen i århundreder. Det danske samfund bygger den dag i dag på kristne værdier om tolerance og hensyn, ansvar og flid samt næstekærlighed. Vi forventer, at alle respekterer og efterlever disse værdier.”

Århus var engang en konservativ højborg. Her var det ærkekonservative blad Århus Stiftstidende, her var ( og er) Jyllandsposten, her var Axel B. Langes kreds, her var den ulyksagelig Bent Holsteins kreds, her var Henning Hasles kreds. Det stoppede. Nu taler konservative i Århus byråd igen om kultur, igen om danskhed og igen om kristendom.

Marc Perera er spids- og borgmesterkandidat for partiet og den der tegner den politiske linie i Århus, ligesom han fører et stort og vægtigt ord i partiets organer på landsplan. Dette vækker også håb for Det Konservative Folkeparti generelt. I Århus er der dog også andre konservative kandidater jeg vil fremhæve. Nr. 11 på listen Uni Danyar kommer vel næppe ind. Men er en så solid konservativ, som nogen jeg har mødt. Med et stærkt religiøst, kristeligt grundlag en stærk national ånd og en betoning af konservative værdier, som vækker håb for partiet. Nr. 4 på listen Niels-Christian Selchau-Mark er måske en anderledes pragmatisk socialkonservativ, men også han står for en god sund konservativ linie, ligesom han er aktiv i Konservative Studenter, hvor han i år desuden er spidskandidat.

Til regionen vil jeg pege på Nicolaj Bang. Der er ikke meget ideologi i regionspolitik, og Bang stiller da også op med et common sense mål om at hjælpe psykiatrien. Men Nicolaj Bang, der også er folketingskandidat har i kraft af hans store kendskab til mellemøsten udviklet en stadig stærkere sans for, hvad det værdimæssigt vil sige at være dansk og forpligtet på vestens traditioner og den trussel, der eksisterer mod denne orden fra militant islam og ukontrolleret indvandring. Nicolaj Bang er desuden landsformand for Konservative Studerende og var formand for Århus afdelingen i den tid, da vi genrejste den som en forening, der havde kulturkamp som et væsentligt fokus.

Århus-konservatismen har været i knæ. Den har fortjent det, for den var blevet pragmatik og ligegyldighed. Nu er det vendt. Den seneste meningsmåling giver C 10 % af stemmerne. Måske skyldes det at Marc Pereras genrejsning af Århus-konservatismen ikke alene er politisk men også en åndelig, national og kristelig konservatismes genrejsning. Man har lov til at håbe, og som kulturkonservativ har man ligeledes pligt til at støtte et sådant forehavende.

Det konservative rædselskabinet

Med fare for at blive anklaget for illoyalitet i en tid, hvor mange gode mænd kæmper en brav kamp i efterårskulden for Det Konservative Folkeparti, skal jeg alligevel ikke undlade at udstille det pinlige ideologiske niveau i partiets højeste organ. Landsrådet. Jeg håber naturligvis ikke at dette måtte have afgørende betydning for om folk rent faktisk vælger at stemme konservativt til valget, hvad jeg da i hvert fald selv har tænkt mig, og hvad jeg senere skal vende tilbage til.




Peter Norsk er naturligvis skrækeksemplet. Men jeg kan have meget sympati for at han som en af de få i partiet rent faktisk har et principielt standpunkt, omend dette principielle standpunkt er rædsomt. Selv ynder han tilsyneladende at kalde mig DF-konservativ, selv ynder jeg slet ikke at kalde ham konservativ.



Et Andet eksempel. Der var engang en nationalsindet forfatter, der hed Franz von Jessen. Hvordan relationen er mellem den forkæmper for den sønderjydske sag og denne hattedame er ikke til at sige, men stolt kan han ikke være.



Rene Offersen var en af de politikere, der var fremme i forbindelse med tørklædesagen. Her pudser han glorien i den københavnske stormoskesag, som vist alene er et juridisk spørgsmål for ham. Man kan mene om stormoske hvad man vil, personlig har jeg ikke i politisk forstand noget i mod det. Men denne selvforherligelse, påråben sig af tolerance, Rene Offersen troens ridder. De onde er slet ikke fundamentalistisk islam men DF der ikke anerkender den teknologiske fremgang i så fremsynede bevægelser som Hizbollah...



Ja... ingen kommentarer.... Sikke en dejlig dag det er idag...

Der var mange lyspunkter. Marc Perera Christensens tale om integration, konsekvens og kultur, den tidligere KU formand Jacob Hedegaards tale om moral og politik, den Københavnske lokalpolitiker Rasmus Jarlovs altid fornuftige strammerkonservatisme, Naser Khaders opgør med relativismen og sidst men ikke mindst Connie Hedegaards fremragende konservative tale om arv, pligt, ansvar og visioner.

Men alt i alt. Gammel konserves på nye dåser.

Gud eller afguder II

I en tid hvor dette at leve sit liv, for de fleste synes umiddelbart forståeligt, kan man derfor spørge, hvad man skal med ordet Gud? Er kristendommen en tale om mennesket, livet og dets eksistens, hvorfor så Gud? Spørgsmålet kan stilles således:

”…hvordan kommer man til troen på Guds tilværelse? Er livets krav ikke nok, skal der en Gud til for at give det autoritet?”

For at besvare det må man først slå fast, at religion er et grundvilkår for mennesket. Olesen Larsen skriver:

”…gudenavnene forgår, men religionen består, for religionen er forholdet til verden, når verden er andet og end det rent faktiske, når vi som mennesker finder os selv i den og finder en for os forståelig mening med den. Og der er simpelthen ingen, der kan blive stående ved det rent faktiske”

Religion er noget mennesket skaber, når det skaber mening i verden, for meningen ligger ikke i de bare kendsgerninger, og intet menneske kan være foruden mening. Religionen er således menneskets skabelse af en guddom i sit eget billede. Kristendommen derimod er et angreb på guddommeliggørelsen af verden, den er med andre ord en radikal frakendelse af al mening, vi selv søger at skabe i tilværelsen. Kristendommen er Gudsfornægtelse!

”fornægtelse af denne verdens Gud, og når man vil forestille sig noget ved Gud, gøre sig et billede af Gud, opfatter Gud, som et noget, en genstand…er det ikke mærkeligt, at man finder at ordet Gud i kristelig forstand er det tommeste af alle ord”

Ateistens (og agnostikerens og andre religiøses) ophøjelse af livet som alt for mennesket, er netop at tillægge livet den altafgørende mening. Men livet er ganske uden mening!

Det indledende spørgsmål for Olesen Larsen er hvad vi dvs. kristne mener når vi siger Gud.

Her er svaret, at vi slet ikke kan tale eller sige noget om Gud, vi kan ikke besidde Gud. Ordet Gud er kristeligt set et nødråd. ”Gud er aldrig ”positivt”, men kun ”negativt” tilstede, idet der nemlig spørges efter ham…Det spørger efter Gud af den simple grund, at det ingen Gud har, og det har ingen Gud, hvis det ikke har denne verden som sin Gud….Objektivt er Gud slet ikke Gud. Gud er kun til som subjekt, og subjekt er Gud, når mennesket søger ham som skaberen og herren, når dets forhold til ham ikke er at have ham, men at haves af ham.”

Livet får derved mening idet livet er givet mening ikke af mennesket men af Gud. Mennesket bliver kun ved at henvise til Gud sat fri til at være menneske, det vil sige leve ikke som nøgtern iagttager af en virkelighed, som det føler sig sat udenfor og hævet over, men som et eksisterende menneske. Altså kun ved at hente tilværelsesforståelse, eller rettere at modtage tilværelsesforståelsen i Gud, kan mennesket være menneske og ikke selv Gud. Valget er aldrig mellem religion og ateisme, men mellem Gud og afguderne.

Hvordan kommer man så til Gud? Hvordan kommer man som moderne menneske, der tager videnskaben viden om verden, og dermed den meningsforladte verden til efterretning?

Det gør man ikke. Der er ingen vej fra det ene til det andet. Foruden troen, dvs. at ville forstå os selv som mennesker, hvis tilværelses mening er blevet os sat for af Gud, altså med andre ord om vi vil spørge efter Gud, haves af ham, og dermed give afkald på at besidde ham. Vil vi med Olesen Larsen ord ”virkelig vedkende os livet i dets uforsørgede tilstand, i usikkerheden og bekymringen – så er Gud forsørgeren”

Eller sagt med eftertryk: ”Om jeg virkelig vil livet, så må jeg ville Gud, for Gud er den, der gør livet virkeligt”

Gud eller afguder I

I erkendelse af at ugen har syv dage, 5 af dem er arbejdsdage, en af dem ofte dedikerede til at sove længe eller have, fuldkommen uforskyldt, hovedpine, men den sidste sat som syvende dag, har jeg forsøgt at bruge dele af den dag på at læse nogle skrifter fra den store danske teolog K. Olesen Larsen. Ikke meget. Det er svær læsning. Men også alvorsfyldt kristelig tale som den må tage sig ud for en kristendom, der anerkender at virke i og indenfor men dog i trods for moderniteten.


En anledning hertil har også været at genopfriske mit kendskab til noget af den teologi, som har haft indflydelse på mig og den måde jeg ser verden på. Det har været så meget desto vigtigere al den stund, at kristendommen igen er blevet et stridsemne, og at jeg ofte har hørt udlægninger af kristendommen både fra dens apologeter og dens angribere, som på trods af at debatten vel skulle handle om kristendom, dvs.  forkyndelsen af den korsfæstede Kristus, i virkeligheden har været en debat mellem to parter, der begge har været enige om at forvrænge kristendommen. Det har ofte været som, at kampen om kristendommen har været præget af grupper, der egentlig ikke har haft kristendommen på sinde i diskussion, men er gået til denne med helt private dagsordener. På den ene side fromme kristne afgudsdyrkere, på den anden side ufromme ateistiske afgudsdyrkere, på den ene side konservative, der i forsvaret for kristendommen omformer og instrumentaliserer den, så den bliver til kultur og altid er såre gavnlig, på den anden side progressive der gør kristendommen til det oprindelige kulturelle syndefald. Denne tendens til sociologisk instrumentalisering af kristendommen er navnlig stærk hos konservative intellektuelle, og er så udbredt, at man selv på Tidehvervs sommermøde kan blive konfronteret med den. Olesen Larsen udtrykker det således:

”Kristendommens angribere og forsvarere er som regel i hvert fald enige om eet: om at forsvare sig selv overfor kristendommen”

Men hvorfor nu denne interesse i at forsvare sig selv overfor kristendommen? Fordi kristendommen er radikal udover enhver forstand. Om dette handler Olesen Larsens skrift ”Hvad mener vi med at tale om Gud?”

et budskab, f.eks. evangeliet, kan være forståeligt på to måder. Det kan være forståeligt fordi det siger det vi allerede mener i forvejen, det taler os efter munden og bekræfter os i os selv. Men det kan også være forståelig på en anden måde; det kan være en tale om den menneskelige eksistens som mulighed for selvforståelse. Selvom kirken i praksis finder sig godt tilrette med forståelighed i førstnævnte forstand, så er den kristne forkyndelse kristeligt forstået forståelig i den anden forstand.

Denne forkyndelse opsummerer Olesen Larsen på følgende måde:

”Der er nogle af os, der har forstået evangeliet som en tale om dette liv som det, hvorom alt drejer sig, øjeblikkets liv i ansvar for, hvorledes vi lever det i forholdet til vor næste. At leve vort liv og dø vor død. At forsage alle jordiske og himmelske drømme og nøjes med at være mennesker. Det givne liv som en fordring på os. Eller med et andet udtryk: At livet skal leves og ikke forklares”

Fortsættes...

Frihed uden ansvar

Vi lever i en ansvars og fordringsløs tid, hvor normlæsheden er den eneste norm og hvor vi alle må bøje os for formløshedens tyranni. Troløshed er blevet resultatet af emancipation og ligegyldighed resultatet af velfærdsstatens institutinaliserede ansvarsoverdragelse. Derom har jeg skrevet et par ord, som den liberale netavis http://www.180grader.dk/ har været så venlige at bringe. Den handler om hedonisme, frihed og naturligvis modernitet, forfald og den britiske forfatter Evelyn Waugh

Her er et par udpluk.

"Jeg husker for et par år tilbage, at en af de folk, der belærte mig om konservatismens væsen docerede, at "frihed under ansvar" var en meningsløs frase, at frihed og ansvar altid fulgtes ad, og at man burde kalde det "frihed med ansvar" (derefter talte han om, hvordan skat var ondt, og umådeholdent indtag af diverse narkotika var individets ret, men det er en anden historie). Denne ellers ganske vidende mand tog ubehjælpeligt fejl. For godt nok kan man ikke forestille sig ansvar uden frihed. Vi må være selvstændigt handlende subjekter, for at kunne drages til ansvar for noget. Men man kan nemt forestille sig frihed uden ansvar.

Hvad er ansvar? Ansvar er, som det ligger i ordet, dette at skulle svare for sig, og det kræver, at der er nogen, der spørger. Man står altså altid til ansvar overfor noget. Ansvaret er noget udenfor en selv, der spørger til ens anvendelse af sin frihed. At der er ansvar overfor noget eller nogen, er at der er moral, og at der er moral er, at ikke alt er lige gyldigt og ligegyldigt. At noget er bedre end andet, og at man dømmes på sine handlinger ud fra denne norm.

...

For næstekærligheden kommer ikke indefra pga. vores psykologiske dispositioner, men udefra, som pligt, på trods af vores menneskelige natur. Det er en konservativ grundantagelse, at mennesket er helt og aldeles uperfekt, nogle ville endog sige ondt. Men konservatismen - og kristendommen i øvrigt - er at fastholde mennesket på dette ansvar på trods af vores natur. Hedonisten, der vender sig fra ansvaret mod friheden i absolut forstand, gør blot en afgud af sin fejlbarlighed. Hun skaber en etik af normløsheden, gør sin egen praksis til eksempel. For hedonisten er alt pjat, alvorens tyngende bekymringer og problemer er forsvundet som dug for solen. Frihed uden ansvar."


læs resten her:  http://www.180grader.dk/klumme/Frihed_uden_ansvar.php

Krævementaliteten

Jeg var for nylig til et debatarrangement, hvor langt størstedelen af tilhørende var erklærede borgerlige.Taleren krævede mådehold i den offentlige sektor, sparsommelighed med skatteborgernes penge. Spredte nik fra forsamlingen. Taleren fortsætte med at kræve mere personligt ansvar. Mindre offentligt, mere privat. Måske lidt brugerbetaling i den offentlige sektor. Endnu flere spredte nik fra forsamlingen. "Forfriskende ord" mumlede en tilhører.

Så kom debatten. En rejste sig op og sagde, at det var meget godt med det der brugerbetaling, men nogen kunne altså ikke betale. "Vi" måtte altså fastholde, at ingen måtte afstå fra sygdomsbehandling af økonomiske årsager. De konservative tør jo godt tage et socialt ansvar. Vist så. En anden spurgte til tandlægebehandling: Hvorledes kunne det være, at der blev betalt for knæskader, men ikke for huller i tænderne. Taleren svarede henholdende; ja, tja, hvorfor egentlig ikke? En anden mente helt bestemt, at det er for ringe at der ikke betales for kiropraktorbehandling. Sådanne regninger kunne - ligesom tandlægeregninger - være helt ruinerende for den enkelte, og kunne folk genoptrænes, kunne de gå arbejde og betale skat. En anden brokkede sig over egenbetaling på medicin. Hun havde selv måttet betale for et præparat, der var helt essentielt for hendes genoptræning. Havde hun fravalgt dette, var hun blevet det offentlige en dyr dame betroede hun forsamlingen. Førtidspension, hjælpemidler. Havde man blot hældt skattekroner i hendes medikament, havde der ligefrem været tale om en investering. Det var efterhånden så-som-så med viljen til at være borgerlig, alle havde alligevel lige et forslag til nye opgaver for velfærdsstaten.

Det er kendetegnende for det danske folk, at to af de ubetinget største favoritbeskæftigelser er dels at bestemme over andre menneskers ejendom, og - beslægtet hermed -dels at dele ud af andre menneskers penge. Førstnævnte giver sig udslag i et nidkært opsyn med naboens grund - er det hegn for højt, for tæt på skel, har han byggetilladelse til den der garage, forsvinder noget af min udsigt, osv. osv. Sidstnævnte giver sig udslag i selvsamme kommentarer, som den ellers så borgerlige forsamling ytrede. Andre skal helst betale regningen, og bør i øvrigt betragte det som en investering. Hvis man ikke selv har behov, kender man i hvert fald andre der har. Hvis en opgave er det offentliges, er det i sig selv et argument for at den næste opgave også er det.

Velfærdsstaten rummer derfor i sig selv en umiddelbar, nedslående inerti. Den kan kun blive større; æde flere skatteyderkroner og øge antallet af offentligt ansatte. I Danmarks tilfælde er det tilmed ekstremt bekymrende, at antallet af offentligt forsørgede, både med og uden ansættelseskontrakt, udgør en så stor en procentdel af vælgermassen, at de alene ved deres antal kan stemme sig til øgede bevillinger, eller forhindre nedskæringer. Ikke mindst i en økonomisk krisetid.

V & K to- den konservative kamp mod liberalismen

Som opfølgning på min udtalelse til Kristeligt Dagblad synes det nødvendigt yderligere, her i et medie, hvor man selv bestemmer længden af sine indlæg, at uddybe den grundlæggende påstand, nemligt at konservatismen nødvendigvis må formulere sig i et modsætningsforhold til liberalismen, når den vil markere sig.

Historisk er Det Konservative Folkeparti i den underlige situation, at det i samme omgang som det tiltog sig betegnelsen konservativ, også nærmede sig liberalismen med hastige skridt. Man kan ikke på sagligt grundlag gå så langt, som Peter Norsk, der i Critique 2008 skrev, at konservatismen med Det Konservative Folkeparti nu alene skulle forsås i lyset af kampen for den personlige frihed, men sandt er det, at man tog et principielt skridt væk fra en ofte uartikuleret gammelkonservatisme, til en konservatisme, der stod solidt plantet i en grundlæggende liberal forståelse af politik.

Dette medførte fra starten af, at konservative ahvde problemer med at definere sig selv i forhold til Danmarks liberale parti venstre, der i mellemtiden var blevet systembevarende og derfor i en vis forstand et konservativt parti.

Det var først med en ny generation af politikere anført af generalauditor Victor Pürschel og John Christmas Møller, at man på forskellig vis søgte at markere kosnervatismen som en saelvstændig faktor i dansk politik. Pürschels forsøg på at gøre dette gennem en aktiv toldpolitik slog fejl - ganske vist nåede partiet op på et mandattalt, det i de efterfølgende år skulle spejde længe efter, men Pürschel så sig ydmyget på den parlamentariske arena - Christmas Møller tog med sit stærke nationale udgangspunkt afsæt i forsvarspolitikken. Konservatismen skulle markere sig selv i forhold til venstre ved at være det forsvarsvenlige og dermed nationale parti. Om forsøget lykkedes kan diskuteres. Ægteskabet mellem V og K blev brudt, men i en sådan grad at John Christmas-Møllers biograf Wilhelm Christmas-Møller har karakteriseret det sådan, at partiet formåede at isolere sig selv fuldstændigt.

Det stærke nationale fokus blev dog fulgt op af en lidt yngre generation af konservative, der i modsætning til Christmas Møller ikke havde deres udgangspunkt i KU, men i den kristlige og national-imperialistiske bevægelse Det Unge Danmark. Disse talte bl.a. navne som Ole Bjørn Kraft og Alfred Bindslev. Hvad de måske ikke magtede at gøre rent politisk formåede de i nogen grad at gøre på skrift. I deres tidsskrift "Det Nye Danmark" slog de en nationalkonservativ tone an, som skulle få nogen indflydelse blandt yngre konservative og navnligt ungkonservative.

Frem for alt tilførte disse "unge" intellektuelle (ok, nogle af dem kan nok kun betegnes som sådan i en tid, hvor næstformanden for KU kunne være en 40 årig akademisk skytte) det Konservative Folkeparti et livsanskuelseselement, som man længe havde været foruden. Vel og mærke formuleredes også her konservatismen, eller ny-konservatismen, som de selv kunne finde på at kalde det ind i mellem, i modsætningen til Venstre.

Hvor man tidligere markerede sig som økonomisk mindre liberale end Venstre, men politisk ligeså liberale, så markerede man sig nu som både mindre økonomisk og politisk liberale end storebroderen. Dette kunne for endnu yngre letbevægelige sjæle slog over i excesser, hvor man afskrev hele det liberale demokrati til fordel for en fascistisk inspireret statskonservatisme.

Under krigen stoppede den slags drømme. efter krigen blev det skellet mellem øst og vest, konservatismen måtte orientere sig efter. Dette betød først, og dette var også i overenstemmelse med de nu noget ældre konservative radikalisters afvisning af liberalismen, at man ønskede et samarbejde med det parti, der herhjemme altid har været det vigtigste antikommunistiske parti Socialdemokratiet. Det lykkedes ikke. Primært fordi socialdemokratiet egentlig ikke havde meget at vinde ved en den højredrejning som var nødvendig for et samarbejde med Det Konservative Folkeparti.

Det er skæbnens ironi, at det blev en af de gamle "unge konservative" fra mellemkrigstiden Ole Bjørn Kraft som kraftigst satte sig i spidsen for forbrødringen med Venstre, en forbrødring, som var lige ved at smelte de to partier sammen. I den resterende periode var de Konservative Venstres lokalafdeling i Nordsjælland og på Frederiksberg.

Med kommunismens og socialismens sammenbrud, er konservatismen igen begyndt at måtte orientere sig mod liberalismen. Denne ideologi ahvde ved historiens såkaldte afslutning, etableret sin hegemoni. Det var nu ikke længere først og fremmest en økonomisk doktrin ej heller en politisk. Økonomisk liberalisme var belvet tandløs blandningsøkonomi og politisk liberalisme hævet over enhver diskussion. Liberalismen blev derfor i forbrugersamfudet til en radikal hedonistisk doktrin, et selvrealiseringsprojekt og en ubegrænset dyrkelse af individdet og egoismen. Derfor måtte konservatismen i det omfang den stadig var konservativ reagere på og imod dette. Og det er vel i virkeligheden hvad vi ser hos ideologisk bevidste konservative som f.eks. Connie Hedegaard, Kasper Støvirng og Søren Krarup.

spændninger mellem V & K

Der er en ganske interessant artikel i Kristelig Dagblad, hvor jeg selv er citeret ang. forholdet mellem V og K og den ideologiske baggrund for dette.

Formålet med decembers klimatopmøde i København er at bremse den globale opvarmning, men allerede nu er temperaturen mellem de to regeringspartier, Venstre og De Konservative, under hastig afkøling...
Forløbet viser grundlæggende ideologiske modsætninger mellem Venstre og De Konservative, mener Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet....

"Men der er et element af ideologi i konflikten. Klimapolitik betyder noget forskelligt for de to partier, hvis forskelligheder man har en tendens til at glemme. For De Konservative er verden en organisme, som det drejer sig om at give videre til næste generation nogenlunde intakt. Det verdenssyn kan man se genspejle sig hos Connie Hedegaard. Omvendt er individet i centrum for liberalisterne. Fremtid og fortid spiller ikke den store rolle. Ikke at Venstre i dag er et hardcore liberalistisk parti, men der er elementer", siger Peter Nedergaard.

Uoverensstemmelsen viser samtidig voksende spændinger mellem Venstre og De Konservative, påpeger Christian H. Skov, der skriver ph.d.-afhandling på Aarhus Universitet om konservatisme og er redaktør på det borgerlige årsskrift Critique.
Dels skyldes spændingerne nedslidning efter otte års regeringssamarbejde. Dels skyldes de, at De Konservative forsøger at tegne en mere selvstændig og skarp ideologisk profil i forhold til Venstre, som partiet historisk set ofte har stået i skyggen af.

"Når der har været ideologisk bevidste konservative, så har der været sammenstød med Venstre. V er på papiret et liberalt parti, og i det omfang De Konservative vil være ideologisk bevidste, så er de nogle gange også nødt til at rette kanonerne mod liberalismen. Jeg tror, at netop det er på spil i øjeblikket. Miljøområdet er en konservativ mærkesag. Selvfølgelig fører det til sammenstød med et parti som Venstre, der først ikke mente, at det var et politisk spørgsmål. Og som nu forsøger at tage ære for hele den indsats, der er foregået på miljøområdet" siger Christian H. Skov.

Den famøse forskel

På det seneste har man, gennem de danske mediers tvivlsomme linser, kunnet bevidne at et stigende antal danskere engagerer sig i eftersøgninger af deres forsvundne medborgere. Kristeligt Dagblad har gjort mere end blot at konstatere forholdet: Det blev slået fast (hvis nogen skulle være i tvivl) at sådanne eftersøgninger ikke kan erstatte politiets; og med Haderslevs biskop Niels Henrik Arendt, problematiseredes det at forskellen mellem nær og fjern syntes at have forrykket sig.

Men mens dette kun nævntes en passant, i den ellers udmærkede artikel, er det faktisk der den egentlige historie findes. Det er der hunden er begravet, som det populært hedder.

Der er naturligvis intet galt i at borgere i et område, frivilligt, eller efter politiets ønske holder øjne og ører åbne. Den stille almindelige civil courage, er tværtimod ganske ønskelig. Eftersøgtes bekendte kan ingenlunde heller fortænkes i at lede med lys og lygte. Men de eftersøgninger der har påkaldt sig mediernes bevågenhed, var hverken stille eller almindelige. I tilfældet fra Haderslev, meldtes det end ikke om nogle i eftersøgningsholdet kendte den savnede. Tilgengæld så man en lille flok midaldrende damer, der var på spadseretur langs en strand. De sagde at de gerne ville gøre en forskel. Antageligt derfor, var de taget fra et andet hjørne af Sønderjylland til Haderslevs naturskønne fjord. Ønsket om at gøre en forskel, gjorde sig også gældende i sagen fra Aalborg, hvor en 16-årig savnedes. Over Facebook havde man samlet og organiseret hundreder af frivilligere, der gerne ville gøre en forskel.

"Sociolog og lektor ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen ser tendensen som et ønske om at gøre en konkret forskel i en verden, der er præget af komplekse problemstllinger som terror og klima. Derudover er ønsket om at indgå i et fællesskab centralt." - fra K. D.

Ønskerne om at ville gøre en forskel, forekommer bagvendte, og på en måde tragiske. Villede og forcerede. For i dem ligger det spørgsmål; hvilken forskel det da er man ikke gør - siden man må drage ud for at opsøge den. Langt de fleste af os har familie, venner, bekendte, et arbejde eller en studieplads. Og der gør vi da en forskel - også selvom der i den store vide verden, nok snarere er for mange end for få SU-slugende og blogskrivende historiestuderende. Men det udløser jo ikke et fakkeloptog og mediebevågenhed, når man - for Gud ved hvilket år i træk - besøger sine kære bedsteforældre i ferien, eller når man stille indhenter tabt læsning en efterårslørdag. Om det er eksponeringen for de elektroniske medier, der har gjort at en forskel skal kunne føles - og i særdeleshed ses - før det er en forskel, det ved jeg ikke. Men når der tales om at gøre en forskel, da er denne forskel altid noget der kan opsummeres i et kort klip, eller prises i en sætning af overkommelig længde. Og altid skal det kunne ses i lyset af den enkeltes konkrete indsats - eller i de manges hysteriske selvbekræftelse. Den jævne og sande forskel enhver gør, blot ved at være - som en Guds sølle skabning, som en søn, som en hustru, som en ven og måske som en næste - den bliver aldrig nævnt. Det er fordi den hule og forcerede forskel kun kan findes, som Niels Henrik Arendt påpegede, i det fjerne, i det ydre, der hvor den kan ses og bekræftes. Hult og forceret.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/342403:Liv---Sjael--Danskerne-rykker-ud-til-eftersoegninger

Havneby - List

En dag i efterårsferien tog jeg en tur til Sild. Den mondæne ferieø, hvor pengestærke tyskere foretrækker at holde ferie og blive set.

Turen gik over det flade sydjyske landskab, i det flotteste, høje efterårssolskin. Små søvnige byer, halvlangt fra alting: Hellevad, Agerskov, Skærbæk. Man suser blot forbi ad den snorlige landevej, hvor en hastighedsgrænse på 80 km/h er en ren vittighed. Måske man impulsivt burde dreje fra en dag? Se nærmere på disse danske småbyer, der standhaftigt bekæmper den hæslige trang til menneskelig sammenklumpning i stadigt større bysamfund.

Vejen følger Rømødæmningen, der rent faktisk er et ret imponerende stykke ingeniørkunst for sin tid (bygget 1939-48). Naturen sørger dog for jævnlig slitage, påført af stormvejr og det uberegnelige, men ubeskriveligt smukke Vadehav. Trods efterårsferien er der langt mellem bilerne, det kræver trods alt opladning at forberede sig på sommerens invasion. Mon ikke de fastboende nyder pusterummet? Vejen til Havneby domineres af udsigten til sørgeligt udseende butikker og sommerhuse. En enkelt flot kirke bryder monotonien. Et stop afslører flyvergrave fra Anden Verdenskrig, et øjeblik i tavshed, og spor af A.P. Møller-slægten. Interessant.

Videre til Havneby, hvor færgen venter. Halvtrist havn med forladte bygninger og mågeklatter på broen. Færgen er dog en moderne sag, bygget for et par år siden. Der er penge i turisme, men vi gider ikke rigtig i Danmark. Færgen drives af et tysk selskab. Et hav af mennesker og biler vil dog med, det er vist noget med at ferierende tyskere tager via Rømø til Sild. Turen fra Tyskland ad Hindenburgdæmningen er vist bekostelig. Et rent menneskemylder på færgen, kiosken lokker med billige priser på alt muligt. Billigt er det dog ikke, slet ikke samnenlignet med grænsekioskerne, men noget skal de 45 minutter ombord fordrives med, så derfor slæber mange rundt på varer. Grundet tåbelig-bureaukratisk lovgivning kan man købe en enkelt billig pakke cigaretter ombord (cirka 8-10 kroner under dansk/tysk pris), og intet kan motivere folk som en hurtig, 'uventet' besparelse. Der sælges mange, en sær forkølet erstatning for det toldfrie salg som EU desværre satte en stopper for.

Ankomst i List på Sild. Ovenpå færgens menneskemylder er en spadsetur i hede- og klitlandskabet på det fredede Albuen, øens nordspids, en lise for sjælen. Adgangstariffen på cirka 40 kroner holder mange væk. På Albuen har fårene forkørselsret, de går frit omkring over det hele. Af samme grund skal hundene være i snor, men det glemmer de fleste, trods skilte der forkynder store bøder. Konsensus er sikkert at med en betalt adgangstarif er alt tilladt.
Også selvom man generer fårene og lovlydige mennesker, der holder hunden i snor. Forfald. En højrøstet tysk kvinde morer sig ligefrem over forsøgene på at holde en løs køter borte fra en gravhund i snor.

Køretur i hele øens længde, frokost i Hørnum på øens sydspids. Der er pænt, men ikke megen kig til Vadehavet. Alle parkeringspladserne er mod betaling, talrige skilte forbyder uautoriseret parkering i vejsiden. Et stop i Vesterland, øens hovedby. Modebutikker, guldsmede og fortovscaféer med tre kopper kaffe til 90 kroner. Talrige terrassevarmere, man skal også ses, selvom man sidder på en fortovscafé og fryser med anstand. Man kan nyde udsigten til vandet, men adgang til stranden koster 25 kroner per person. En nydeligt, ældre tysk ægtepar kan ikke holde et 'Vil det sige...' tilbage, da manden bag lugen beder om i alt 50 kroner for adgang til stranden. Hvem mon tjener pengene? Kaffen fra udsigtspunktet er god, men kaféen ligger lige op af et overdimensioneret hotel, hvis 25 etager virker noget anmasende i en ellers poleret, pæn by, som får Havneby, Sønderborg, Aabenraa, Gråsten eller enhver anden sønderjysk by til at se noget trist ud. Der er mere schwung her syd for grænsen.

Undervejs tilbage til færgelejet. Stop i Kampen, Thomas Manns gamle favoritsted. Her skulle High Society stemningen nå sit højdepunkt; Tysklands St. Tropez. Der er ikke blot Rolex hos urmageren, jeg møder også det største udvalg A. Lange & Söhne jeg har set. Imponerende. Mange mennesker, flere Porscher end Folkevogne. De promenerende, der gerne vil ses, holdes dog lidt i ave af en iskold efterårsvind. Den mest polerede by, men også den med flest af de klassiske frisiske huse med stråtag. Wikipedia meddeler af det er en landsbylov fra 1912, der gør at husene ikke ligger klinet op af hinanden. Velgørende, jeg håber de holder fast i den. Omgangstonen i butikkerne, blandt mennesker, er formel. Selv en 25-årig som mig er man Des med. Der er lidt mere orden på tingene i Tyskland, trods hundene uden snor. Pegefingeren er ikke gemt helt væk hernede. Jeg har læst en undersøgelse, der påviste at Tyskland var det land hvor det er mest udbredt at korrekse andre menneskers børn i det offentlige rum. Danmark skrabede rundt nede omkring bunden.

Det sidste stykke til List, inden hjemturen. Flere millionvillaer, dog alle i mursten og med stråtag. Flere dyre biler. Man kan mene om det hvad man vil, men den skandinaviske jantelovs-lighedsdyrkelse, 'ved jorden at blive...' stopper ret præcist i territorialfarvandet mellem Rømø og Sild. Til gengæld er der mere kommercielt, flere penge, mere glitter og glimmer syd for grænsen. Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg foretrækker.

Paven i Afrika

Biskoppen i Rom, der ynder at kalde sig pave har for nyligt været i Afrika. Derom har Kristelig Dagblad en interessant historie. Paven vendte sig nemlig ved sit besøg mod vestens materialistiske indflydelse på Afrika:

"Pave Benedikt kaldte Afrika for verdens spirituelle "lunge" og roste kontinentets kulturelle og spirituelle skatte. De kom også til udtryk under åbningen af synoden, hvor afrikanske rytmer fyldte Peterskirken, skriver BBC News.



Men "lungen" bliver gennem en spirituel kolonisering angrebet af virus fra vesten, sagde paven.


- På den måde er koloniseringen, som er ovre på politisk plan, aldrig rigtig endt, sagde han."

Pavens udtalelser er ifølge avisen vendt konkret mod den såkaldte herlighedsteologi, hvor ens forhold til Gud afspejles i ens materielle velstand her på jorden. Man kan mene meget om en sådan kristendomsforståelse, hvor kristendommen, sandhedens åbenbaring, gøres til et selvhjælpsprogram for folk, der gerne vil opnå hurtigt rigdom, og hvor evangelitet reduceres til en slags receptpligtig medicin for materielt nødstedte. Paven gør ret i at kritisere denne teologi.

Dette er dog kun en teologisk pointe. Ud fra en mere sociologisk betragtning synes problemet at være af en noget andet karakter, nemlig at kristendommen eller hvad vi nu skal kalde den kirkelige prædiken i Afrika i stedet for at tage det tunge lod på sig at prædike problemer og vanskeligheder for folk, der allerede er i problemer og vanskeligheder - og sikkert ikke har lyst til at blive belemret med et krav om at stå ret for evangeliet - har gjort sig til talsmænd for vestlig velstand snarere end kristendom og velstand snarere end vestlighed.

Vestens velstand udspringer kun i een forstand fra dens materialisme, nemlig den dennesidige orientering som al sand kristendom prædiker, og som har sat den kristne fri for at sørge for sig og sine, men kristendommen har også indgydt de kristne en ydmyghed og en asketisk livsholdning, som har disciplineret det utæmmede proto-vestlige menneske til at blive det moderne menneske. Prædikes denne disciplin ikke, og tales der aldrig om lov men kun om evangelium - der in casu snarere er det glædelige budskab om materiel velstand, liv og glade dage end frelse gennem Kristus - så er kristendommen tom, forfalsket og ligegydlig, ja i virkeligheden blot en åndelig ækvivalent til de buldrende tomme Coca Cola dåser, som er en anden indpakning vi giver vores amputerede livssyn, når vi eksporterer det til fremmede strande.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/341383:Kirke---tro--Paven--Vesten-forurener-Afrika-med-materialisme