Det multikulturelle paradis... nu uden israelere

I disse dage løber det højt besungne projekt Images of The Middle East af stablen rundt omkring i landets større byer. Det skulle være et projekt der viser et udpluk af moderne kunst og kultur fra netop Mellemøsten, en region vi jo ikke ligefrem plejer at forbinde med den slags.
Fred være med det tænkte jeg; lidt uskyldig mulitkulturel pladderhumanisme skal der vel også være plads til. Med ægyptisk fusionsjazz, mærkværdige danseoptrin og mange andre sjove ting.

Det var lige indtil i morges, hvor jeg i Kristeligt Dagblad måtte læse at Images -projektet, efter pres fra de arabiske deltagerlande - og donorere, havde valgt at fjerne israelske forfattere fra den netop udsendte antologi over mellemøstlig litteratur!

Dermed røg uskyldigheden, og dermed røg det multikulturelle. Det er nu ikke overraskende at de øvrige mellemøstlige lande ikke ønsker at lade Israel repræsentere regionen ud ad til - det er jo for så vidt bare den storplitiske krise i regionen, der nu har fundet sig en ny lille slagmark. Det virkelig chokerende og forargelige, er selvfølgelig at de danske arrangørere rent faktisk bøjede sig for de arabiske krav! At der skulle så lidt til, før man af hensyn til den hellige politiske korrekthed greb til censur!
Hvis formålet med Images of The Middle East har været at vise at Mellemøsten er andet og mere end end krige og religiøs intolerance - hvad den heldigvis da også er - så har projektet fejlet katastrofalt. I det hele taget var det jo slet ikke meningen at der skulle blandes den mindste smule politik ind i det. Men det skete altså, fordi det åbenbart var vigtigere at der ingen sure miner var at finde i det multikulturelle paradis, end at det eneste demokratiske og frie land i hele mellemøsten bidrog til antologien.

Det var omtrent hvad jeg nåede at tænke på vej ud af døren, efter at have læst artiklen til morgenkaffen. I aftes hvor jeg satte mig til at skrive nærværende indlæg, havde forargelsen så småt lagt sig, og jeg reflekterede således lidt dybere over det mens jeg studerede Middle East -projektets hjemmeside: www.images.dk

Her kan man blandt andet læse følgende, under beskrivelsen af projektets værdigrundlag og formål:

"CKU(*)s værdigrundlag i forhold til Images of the Middle East er baseret på dansk civilsamfundstradition baseret på dialog, samarbejde og udveksling, samt FNs værdisæt om kulturel mangfoldighed og global etik formuleret af Verdenskommissionen for Kultur og Udvikling. Det er ønsket at styrke den kulturelle dialog mellem grupper, foreninger, enkeltpersoner for at stimulere deltagelsen i civilsamfundet for alle grupper. Et levende og mangfoldigt kulturliv, der opererer på grundlag af respekt for menneskerettighederne, er af afgørende betydning for styrkelse af demokrati og ytringsfrihed i alle dele af verden."

Man drager vist ingen forhastede konkulsioner, når man konstaterer at intet af det der står ovenover i citatet, stemmer den mindste smule overens med den svigfulde handling det var at udelukke de israelske bidragydere fra antologien, og mindst af alt har det da noget som helst med dansk civilsamfundstradion at gøre. Men samtidig kan man også se at Images of The Middle East fra start af var meget mere end blot tværkulturelt samarbejde (hvad det jo aldrig blev) og gensidig udveksling af kunst. Det fremgår her at det er er et led i et større idealistisk skoleridt, for hvorfor skulle det dog ellers være nødvendigt at henvise til noget så flot som FN's menneskerettigheder, hvis det blot var kulturel udveksling det drejede sig om? Det er - uanset hvor velment og/eller utilsigtet det end måtte være - et sindbillede på utopien om det multikulturelle paradis på Jorden. Flere ting går også igen her fra andre utopiske og idealistiske foretagender: For det første at målet altid helliger midlet: Israelsk deltagelse var åbenbart i vejen for den bredere tilslutning til projektet - og derfor blev de israelske litterære bidrag ofret på utopiens alter. For det andet - og mindst lige så symptomatisk - er det at dem som idealisterne gerne vil frelse faktisk er ligeglade med hele cirkusset. De arabiske lande deler jo tydeligvis ikke den opfattelse at det skulle være et multikulturelt foretagende - i hvert fald ikke et med jødisk deltagelse. Men sådan var det jo også på sin vis også i 70'erne, hvor de intellektuelle idealister ville brøste sig af at være solidariske med arbejder klassen, og således snobbede nedad som det aldrig før var set. Arbejderne trak somend bare på smilebåndet, hvis de da reagerede overhovedet. Nu er utopien om det multikulturelle Mellemøsten så endelig blevet bremset for en stund af den konkrete virkelighed