Folkestyre og Islam
I forbindelse med demokratiseringen eller manglen på samme af Irak, er det blevet diskuteret om demokrati og Islam overhovedet kan forenes.
Det er naturligvis et meget svært spørgsmål. Svaret er ikke nødvendigvis nej, blot fordi man kan argumentere for, at Islam som sådan er uforenelig med demokrati. For en religion kan jo tilsidesættes. Sæder kan mildnes, og love fortolkes på en ny måde, dette gælder også i lande, hvor religionen hedder Islam. Så teoretisk set kan det ikke udelukkes, at demokrati kan opstå i et islamisk land.
Men det er, for at bruge et populært udtryk, op ad bakke. Navnlig på et punkt undergraver Islam nemlig demokratiet, idet den sætter det religiøse fællesskab ummaen over nationen. Islam danner, hvad nationalismeforskeren Benedict Andersen kalder et "sacred script community" altså et samfund, der er bygget op omkring et hellig skrift, på et helligt sprog.
På den måde virker Islam hæmmende for dannelsen af Folket i moderne forstand, som en politisk bevidst enhed, der føler et tilhørsforhold til et givent territorium, en historie og en kultur, der opfattes som særegen for folket. For muslimmen er det centrale således ikke nationen og nationalstaten, men det religiøse fællesskab.
Det giver sig selv, at et folkestyre afhænger af om der findes et folk, og dette er ofte ikke tilfældet i den muslimske verden, hvor man først og fremmest er muslim og dernæst en del af en nation, ja måske kommer dette tilhørsforhold først efter en række andre mere lokale tilhørsforhold.
Nationens svage stilling i den muslimske ( her arabiske) verden, skal også ses i den sammenhæng, at der i modsætning til i Vesteuropa ikke er blevet dannet stærke stater, som afhang af og derfor underbyggede det i forvejen eksisterende nationale fællesskab og nationale karakteristika.
I stedet for nationalstaten havde man i Mellemøsten imperiet. Det Osmanniske rige. Her blev riget bundet sammen ideologisk af ideen om det islamiske kalifat, idet Sultanen også var Kalif, og går vi længere tilbage har det også været islamiske kalifater med ønske om at forene de islamiske lande under et, der har præget mellemøsten.
Først for nyligt er nationalismen og patriotismen som klart definerede ideologier kommet til. Da det moderne mellemøsten blev skabt i ruinerne af Osmannerriget, var det ofte denne ideologi, som de nye herskere tyede til, idet man ønskede at loyaliteten skulle ligge hos staten og ikke hos det transnationale islamiske fællesskab.
Uden at vi i dag kan sætte historiens punktum, lader det ikke desto mindre til, at nationalismen har spillet fallit i store dele af den islamiske verden. Den nationale ide var i sidste ende en occidentalsk fremmedlegeme, som ikke kunne markere sig i et område, hvor Islam gennem 1400 år har præget det idehistoriske gods og menneskers bevidsthed.
Hvad nationalismens historie i mellemøsten viser, er at nationer ikke skabes ud af det blå, de må bygge på noget rodfæstet hsitorisk. I den muslimske verden findes der intet, eller kun et meget sparsomt historisk og kulturelt fundament for nationalisme, og dermed for eksistensen af egentlige nationer. Og uden folk, ingen folkestyre.
Det er naturligvis et meget svært spørgsmål. Svaret er ikke nødvendigvis nej, blot fordi man kan argumentere for, at Islam som sådan er uforenelig med demokrati. For en religion kan jo tilsidesættes. Sæder kan mildnes, og love fortolkes på en ny måde, dette gælder også i lande, hvor religionen hedder Islam. Så teoretisk set kan det ikke udelukkes, at demokrati kan opstå i et islamisk land.
Men det er, for at bruge et populært udtryk, op ad bakke. Navnlig på et punkt undergraver Islam nemlig demokratiet, idet den sætter det religiøse fællesskab ummaen over nationen. Islam danner, hvad nationalismeforskeren Benedict Andersen kalder et "sacred script community" altså et samfund, der er bygget op omkring et hellig skrift, på et helligt sprog.
På den måde virker Islam hæmmende for dannelsen af Folket i moderne forstand, som en politisk bevidst enhed, der føler et tilhørsforhold til et givent territorium, en historie og en kultur, der opfattes som særegen for folket. For muslimmen er det centrale således ikke nationen og nationalstaten, men det religiøse fællesskab.
Det giver sig selv, at et folkestyre afhænger af om der findes et folk, og dette er ofte ikke tilfældet i den muslimske verden, hvor man først og fremmest er muslim og dernæst en del af en nation, ja måske kommer dette tilhørsforhold først efter en række andre mere lokale tilhørsforhold.
Nationens svage stilling i den muslimske ( her arabiske) verden, skal også ses i den sammenhæng, at der i modsætning til i Vesteuropa ikke er blevet dannet stærke stater, som afhang af og derfor underbyggede det i forvejen eksisterende nationale fællesskab og nationale karakteristika.
I stedet for nationalstaten havde man i Mellemøsten imperiet. Det Osmanniske rige. Her blev riget bundet sammen ideologisk af ideen om det islamiske kalifat, idet Sultanen også var Kalif, og går vi længere tilbage har det også været islamiske kalifater med ønske om at forene de islamiske lande under et, der har præget mellemøsten.
Først for nyligt er nationalismen og patriotismen som klart definerede ideologier kommet til. Da det moderne mellemøsten blev skabt i ruinerne af Osmannerriget, var det ofte denne ideologi, som de nye herskere tyede til, idet man ønskede at loyaliteten skulle ligge hos staten og ikke hos det transnationale islamiske fællesskab.
Uden at vi i dag kan sætte historiens punktum, lader det ikke desto mindre til, at nationalismen har spillet fallit i store dele af den islamiske verden. Den nationale ide var i sidste ende en occidentalsk fremmedlegeme, som ikke kunne markere sig i et område, hvor Islam gennem 1400 år har præget det idehistoriske gods og menneskers bevidsthed.
Hvad nationalismens historie i mellemøsten viser, er at nationer ikke skabes ud af det blå, de må bygge på noget rodfæstet hsitorisk. I den muslimske verden findes der intet, eller kun et meget sparsomt historisk og kulturelt fundament for nationalisme, og dermed for eksistensen af egentlige nationer. Og uden folk, ingen folkestyre.
posted by C.S at 17:25
3 Comments:
Visse sekter eller andre grupperinger kan vel tildels skabe stabile nationer. F.eks. har kurderne i Irak skabt nogenlunde stabilitet eftersom de endelig har fået en chance for et muligt kurdistan. Men at gå derfra og til at skabe et demokrati er et langt skridt.
Ja. Netop. Kurderne er et eksempel på et folk med muslimsk baggrund, som kan siges at have en fast konsolideret nationalfølelse, og en deraf følgende mulighed for på længere sigt at skabe et stabilt demokrati med een offentlighed.
Det er sværere for de arabisk talende, idet de ikke har sproget som en demarketationlinie i forhold til deres naboer, og samtidig i kraft af netop deres sprog må siges at være tættere forbundet til den islamiske forestilling om et samfund bygget op omkring et hellig skrift på et guddommeligt sprog.
Den forestillings styrke kan man se i en verdslig ideologi som panarabismen, der nok tenderer moderne nationalisme, men samtidig bevarer den centrale forestilling om det forenede imperium ( her blot ikke et islamisk men et arabisk)
Jeg ved ikke nok om kurderne til at sige, hvorfor det lige er dem, der har den stærke nationale identitet. JEg kan pege på sproget, på at de ligger meget afsides i forhold til deres naboer, på at de vistnokl har en lang historisk tradition med egne helt ( såsom Saladin), inflydelsen fra den stærke tyrkiske nationalisme, og måske også en vis indflydelse fra socialismens begreb om folket.
Martin Paldam, "Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, har ifølge side 118-119 i bogen Storm over Europa, Holkenfeldt3, færdiggjort et materiale om islam og demokrati. Han kommer frem til, at demokratigabet mellem de muslimske og andre lande er vokset 2½ gang de seneste 50 år. "Han er ganske pesimistisk m.h.t. en demokratisk udvikling i muslimske kredse i overskuelig fremtid.
Det bliver ikke bedre af, at dét er respekt den muslimske Verden især kræver af den dominerende vestlige verden."
P.S. Kurdernes nationalfølelse kunne måske istedet være klan/stammeloyalitet?
Send en kommentar
<< Home