Far til Fire

I skrivende stund kører Far til Fire og Onkel Sofus over skærmen på DR1. Dårligere skuespil skal man nok lede længe efter, og nogen dybere morale er ikke at finde, men hvorfor finder en ung mand, der er barn af sin tid så på at sidde og se en sådan film, når der er så mange andre mere eller mindre geniale måder at bruge en lørdag aften på? Jo, det er, fordi filmen viser Danmark fra dengang landet endnu ikke var gået af lave:

En ældre herre tager i filmen Lilleper i hånden, uden at han bliver beskyldt for pædofili. Lille norske Grethe med den charmerende accent springer i armene på Per, da det tordner. Den til læge studerende Peter synger serenade for Søs. Eleverne rejser sig for læren, når denne træder ind i lokalet og stiller sig på det lille plateau, hvorpå katederet står, så lærerens autoritet over for eleverne understreges, mens der fra et nærtliggende klasselokale høres milde barnestemmer synge "I alle de riger og lande". Skolekomedien, hvori Mie ender med at blive forfremmet fra fadebursterne til prinsesse af Illyrien er Holger Drachmans "Der var engang". Børnene leger vikinger, indianere eller lignende, og kun de grimme drenge ryger cigaretter. Eneste fuldskab, der er at spore i filmen, er da hunden Jensen har drukket Onkel Sofus' champagne.

Det er naturligvis svært at forestille sig, at livet i Danmarks rige alene var idel lykke på dette tidspunkt, men alene det, at Far til Fire-filmene ikke har forekommet besynderlige på daværende tidspunkt betyder, at filmene er født ind i en tid, hvor publikum kunne kende billedet af høflige børn og autoriteternes opretholdelse - det der skaber den for os romantiske stemning i filmene. Disse film kan trods deres ringe humoristiske og skuespilsmæssige kvalitet og den totalt manglende morale - andet end mennesker skal være gode ved hinanden - lede til drømmen om et bedre Danmark, hvor egoisme, moralsk dekadence og mangel på respekt for autoriteter præger hverdagen - ikke i sig selv et uværdigt mål!