Vejrhanen

I forbindelse med den netop overståede gavehøst blev jeg velsignet med en gammel dansk film. Dette er som udgangspunkt aldrig dårligt, men efter at have set den lille film, som indtil da lå lidt langt væk i hukommelsen, erfarede jeg, at pointen var ganske sigende:

Johannes Meyer spiller en aldrende lektor i naturfag, der bor i en mindre by uden for København. Hans liv har indtil da formet sig ganske dejligt. Han elsker sin undervisningstilværelse på den lille kommuneskole, og eleverne holder meget af den gamle lærer. Han har en månedlig gage på 320 kr fra Danmarks Radio, som lader ham holde mindre indføringer i naturens forunderlige verden. I fritiden forsøger han at arbejde med et mindre værk om natsværmere, som for ham er det smukkeste og mest yndefulde væsen i verden.

Én ting er der dog i vejen: Vejrhanen på kirken! Den knirker, og det får den stakkels Lektor Nielsen til at ligge søvnløs. Først går han til klokkeren, som dog kaster ansvaret fra sig, da han kun har med klokkerne og gravene at gøre. Derefter går han til pastoren, som forslår ham at indsende en forespørgsel til menighedsrådet, for så skal de nok kigge på det om en måneds tid, men chancerne er ikke store - det er en dyr historie. Den stakkels Theodor Nielsen går videre til den lokale redaktør, men han ønsker ikke at skrive noget - det er jo ikke en relevant historie, og han ser ikke noget principielt i den. Lektor Nielsen drager nu til kirkeministeriet, hvor han spilder en dags tid i forskellige venteværelser for først at få at vide, at kirken er blevet revet ned, hvilket Nielsen imidlertid synes er lidt underligt, da den stod der i formiddags. Til sidst får han at vide, at fordi der ligger et mindre kommunebibliotek i en lille sidebygning til kirken, så hører kirkebygningen ikke under kirkeministeriet, men under kommunalbestyrelsen. Han indfinder sig derfor på købmand og kommunalbestyrelsesmedlem Halsts kontor, som fortæller ham, at den slags er dyrt, og at den stakkels lektor lige så godt kan opgive det. På hele vejen igennem systemet bliver Lektor Nielsen imidlertid set på med undrende øjne og givet et ikke lille antal råd mod søvnløshed.

Lektor Nielsen får nok! I den kommende udsendelse i radioen, hvor folk venter på den nye beretning som sommerfugle og små søde egern, tordner Nielsen imod hele det etablerede system - hele det offentlige system, hvor mindst halvdelen skulle "ud af klappen" og sættes til noget fornuftigt. Bureaukratiet, der hober sig op, og som gør det umuligt for den almindelige borger at bruge det demokratiske system til en kæft. Det bliver Lektor Nielsens sidste optræden i radioen, men hans karriere er først lige begyndt...

Den politiske elite - deriblandt købmand Halst - i den lille by ser straks, at der i den ellers stilfærdige lektor er mulighed for en nikkedukke, som kan skaffe mange stemmer mod at få bevilget de 4.000 kr til opstilling af et stillads, så den skide vejrhane kan blive ordnet. Lektor Nielsen går med, men når ikke rigtig at opfatte sagens alvor, før det en dag går op for ham, at han er blevet snydt til at stemme imod anlæggelsen af hans kære elevers fodboldbane, som den flinke Egon har kæmpet for at samle penge ind til. Lektor Nielsen opdager ved den lejlighed korruptionen, der gennemsyrer det lille samfund, da købmand Halst selv er indehaver af den omtalte grund og regner med et bedre tilbud fra venskabsbyen Storakrona, da de vil bruge grunden til anlæggelse af et dansk-svensk kollegium. Det er imidlertid ikke det, der er blevet sagt på kommunalbestyrelsesmøderne, hvor Halst taler idealistisk om broderfolk og nordisk samhørighed, men inderst inde bunder de politiske fiksfakserier ikke i andet end egoisme og en ragen til sig af dimensioner.

Dette er en satirisk film over det omfattende offentlige bureaukrati i Danmark i starten af halvtredserne - hvordan det daværende samfund ikke var til for det folk, som det burde være etableret for og af, såfremt der i sandhed var tale om et demokratisk land, men snarere blev udnyttet af en selvbestaltet politisk og bureaukratisk elite, som brugte systemet mod den lille mand for at sikre samfundet mod nogen form for ændringer.

Ja, det var dengang i halvtredserne, sådan noget kan man jo bare sidde og grine af i dag, for sådan noget finder vel ikke sted i den demokratiske velfærdsstat Danmark. Vi har vel ikke for stor en offentlig sektor... har vi? Politikerne er vel ikke groet fast til pladserne... er de? Det offentlige system er vel ikke bare til for at lukke kæften på den lille mand... er det? Eller hvad...?

Multikultur- Nu med Bruce Lee

På det amerikanske universitet George Washington vil de studerende rejse en statue af Kong Fu kæmperen Bruce Lee. Bruce Lee, der som bekendt er en stjerne indenfor genren gik på universitet tilbage i 60erne.

Statuen osptilles dels for at hylde ham, dels for at hylde multikulturen på universitetet, hvor 1/3 af de studerende er etniske minoriteter. De studerende synes, at det er for galt, der kun rejses statuer af døde hvide mænd som George Washington, mens folk som Bruce Lee naturligvis glemmes pga. det amerikanske samfunds latente racisme.

Den tanke er ikke faldet de studerende ind, at George Washington og Bruce Lee ikke er historiske figurer a samme kaliber. At de døde hvide mænd, som de liberale studerende i USA har så meget imod, er de personer, som har leveret den åndelige baggage, som en universitetsstuderende må videreføre.

Havde de studerende da så bare kunnet finde et medlem af en etnisk minoritet, der for alvor havde gjort en forskel. Bruce Lee er når alt kommer til alt blot udøver af en særlig form for filmisk kamp ballet. Overhovedet at nævne han i sammenhæng med store forfattere, stats- og videnskabsmænd vidner om det multikulturelle projekts tomhed- og dermed også dets destruktivitet.

Multikultur er ikke kultur, men et krisetegn for kulturen.

Det er et krisetegn, når man på landets højere uddannelsesinstitutioner vælger at vende ryggen til sit eget ophav og istedet kaste sig ud i åndelig flagelantisme. Og det er i sidste ende et tegn på, at universitetet har fejlet i at give arven fra de døde hvide mænd videre.

Charles dickens og one nation conservatism

I juleferien havde jeg mulighed for at gense den Muppet shows fremragende genfortælling af Charles Dickens’ ”Et juleeventyr”.
Fortællingen, som vi alle kender enten fra Dickens egen bog eller de utallige genfortællinger, er udover at være et forunderligt eventyr af en af litteraturens helt store fortællere, også en krads kritik af de elendige forhold for de fattige i 1800 tallets England.

Historien drejer sig om den griske, skruppelløse pengeudlåner og bolighaj Ebeneezer Scrooge, der ved mødet med tre ånder besinder sig på ansvaret overfor sine medmennesker, navnlig de svageste. De tre ånder for den forgangne, den nuværende og den kommende jul tager ham med på en rejse, der tvinger ham til at se sig selv i øjnene som det han er- et forkrøblet og hæsligt menneske.

Ydermere konfronteres han gennem hans afdøde partners Jacob Marleys genfærd med den evige fortabelse, som den givne konsekvens af hans griskhed.

Dickens er naturligvis vellidt af mange. Men for konservative er hans pointer særligt vigtige. Dickens skal ingenlunde ses som en proto-socialist eller velfærdsstatsforkæmper. Hans sociale indignation er beslægtet med den, som den konservative premierminister Disraeli beskrev i sit litterære forfatterskab, og som affødte den første socialkonservatisme, også kaldet one nation conservatism. Disraeli mente, at den britiske nation pga. klasseskellene helt igennem var blevet det i to- en fattig og en rig. To grupper der var fremmede og til dels fjendtlige overfor hverandre.

Hos Dickens er resultatet af konfrontationen med fattigdommen da heller ikke, at Scrooge straks begynder at føre en politisk kamp for velfærdsstaten. Nej i ”Et juleeventyr” konfronteres Scrooge med truslen om evig fortabelse pga. hans synd, og med den fortid, som har gjort ham til det, han er. I dette fortabelsens spejl sættes hans gerninger i perspektiv- og der afkræves af ham et eksistensielt valg, om hvordan han i lyset af sin erkendelse nu bør leve sit liv.

Hos Dickens ligger ansvaret som i kristendommen hos den enkelte. Netop derfor er straffen så meget hårdere for den, der som Jacob Marley ( og her i klippet hans broder Robert) dyrkede profit uden hensyn til mennesket.

Dickens pointe er konservativ. For det er hos ham i mødet med den kristne etik, om synd og fortabelse, at den sociale indignation finder sin kraft. Uden den ingen indignation og ingen handling.

Juletræet med sin pynt

Hvor er det egentlig besynderligt, at vi fortsat kan samles om flæskesteg og juletræ i år 2007. Vi er i den grad blevet præget af først liberalismens religionshad, dernæst 68ernes traditionshad og senest individualismen fællesskabsfrygt. For de folk, der har sat den kulturelle dagsorden i Danmark siden det moderne gennembrud, må denne tid være en bitter og langmodig tid, der med tykke streger fortæller, at de ikke har vundet kampen mod den danske kultur.

De er nået langt. Religionshadet har næsten tømt danskernes tilværelse for evangeliets sandhed. I lande, hvor der her været tradition for krybbespil, trænges disse i baggrunden til fordel for julemand, juletræ og andre ikke eksplicit kristne symboler. Traditionshadet og individualismen har et langt stykke hen ad vejen for opløst vores respekt for det overleveredes autoritet og vores medmennesker.

Alt den stund, at det hele kan forekomme skidt. Hvorfor er der så alligevel i disse timer grund til optimisme? Fordi julen er stadig religion, tradition og fællesskab- og de ritualer der omgiver den, opfattes af langt de fleste som vigtige.

Julen er ritualkompleks og kan tolkes som et sådant. I et ritual afgrænser man sig fra normal tid, ved via klare afskærmninger at oprette et helligt rum og en hellig tid. Afgrænsningen foregår igen via ritualer. Den hellige tid defineres og afgrænses via særlig adfærd op til julen. Hver søndag afholdes i kirkerne adventsgudstjenester, der proklamerer, at nu skal noget vigtigt snart ske. I hverdagslivet kommer julefrokosterne. Der skønt profane per excellence om noget bærer tradition og forstås rituelt. Vi drikker ting, vi ikke drikker normalt ( føj snaps…) spiser ting, vi ikke spiser normalt (specielle julekager, kartofler, flæsesteg mm.) De normale grænser for adfærd ophæves for en stund, og på landets arbejdspladser drikker chefer og ansatte sig som ligemænd under bordet (nogle gange med skrækkelige konsekvenser).

Juleaften afgrænses ved Gudstjeneste om morgenen, hvor det forkyndes, at der i mørket nu er et lys, der stiller mennesket i en ganske anden relation til Gud. Herefter spises speciel, distinkt mad, der markerer at dette er den 24. december og ingen anden dag på året. Kulminationen er den rituelle dans om juletræet. Men først afgrænses dette allerhelligste ritual ofte fra de andre, ved at træet indtil da har stået i mørke eller kun lyst lidt op ved det elektriske lys. Mange steder bruges at familien nu går ud, mens træet tændes. Når træet er tændt og der er lys i mørket så kan døren igen åbnes for familien indtil det hellige rum.

Rummets hellighed understreges ved de mange rituelle genstande, og det der foregår i rummet. Det skal erindres, at det rummelige aspekt ikke ved denne tradition i sig selv er helligt. Det er kun i kraft af, det der sker, og den afgrænsning af den hellige tid, som er foretaget. Ritualet omkring lystændningen er et sådant ritual, der konstituerer også rummets hellighed- også derved at der sættes fokus på træet. Det vel helt centrale kultsymbol ved ritualet.

Juletræet har to primære formål. For det første er det frugtbarhedssymbolet. Det stedsegrønne træ, der i gammel tid har været smykket med frugter, og i dag mange steder, især hvor der er børn, smykkes med kager og andet godt i kræmmerhusene. Om ikke andet er træet jo spækket med gaver. I gamle dage hang de på det, nu ligger de under det. Men symbolikken er ikke til at tage fejl af. Dette træ er et symbol på overflod, velstand og frugtbarhed.

Træets anden betydning. Og dette er måske i virkeligheden den vigtigste, fordi den udover at være central i sig selv, accentuerer dets andre betydninger. Træet er en typisk Axis Mundi (verdensakse). Altså den akse, der går vertikalt gennem et punkt på jorden hvormed den på dette punkt forener det hellige og det profane, eller gør stedet særlig gunstigt for kontakt med det hellige.
Træet er spækket med Axis mundi symboler. Dels er det et i sig selv i kraft af sin vertikale natur. Dels har det tidligere været meget brugt med Jakobsstiger, dels er der på toppen en Stjerne ( eller nogle steder en engel) som peger hen mod stjernen over Betlehem, hvor netop stjernen og Jesus-barnet i sin tid udgjorde kristendommens centrale Axis mundi. Ligesom Betlehemsstjernens axis mundi har også juletræet et horisontalt såvel som det her beskrevne vertikale aspekt.

Ikke alene forener det hellig og profant, men det peger også med pile ud i verden. Eller rettere verdens pile øst, vest, nord og syd, peger mod den. I evangeliet ved historien om de vise mænd, og hyrderne der alle drages mod Betlehem. Og juleaften i kraft af, at folk kommer langvejs fra og er omkring træet.
Dette aspekt sætter så at sige Juletræet som verdens centrum under ritualet. Et centrum der yderligere indkredses under dansen, hvor der helt sluttes kreds om træet, der dermed helt konkret bliver centrum i en sluttet cirkel.

Et ritual opsætter et verdensbillede. Et billede der er nærmere det normative end det deskriptive. Det normative verdenssyn i juleritualet er dette: Der opstilles et verdensbillede, hvor familien er i centrum. Det centrale ritual er ikke offentligt, men privat. Hver familie kredser om sin egen akse juleaften og sværmer således ikke rundt om snart det ene snart det andet, som visse kredse kunne ønske. Der opstilles ydermere et verdensbillede, der opsætter et lys i mørket, et lys der i hvert fald i sin symbolik er specifikt kristen, og det er ved dette lys i verden- Jesusbarnet og evangeliet, at pagten mellem Gud og menneske fornyes år efter år.

Glædelig Jul

Konservativ kortslutning i adoptionssag

Jeg har altid været meget positiv overfor det konservative folkeparti i spørgsmålet om homoseksuelles ret til adoption. Partiet har nemlig altid modsat sig dette, og dermed sat familien og barnets tarv højere end børnehungrende homoseksuelle selvrealiseringstrang.

Jeg har også altid været meget positiv overfor Henriette Kjær- og sætter skam stor pris på hendes julekort til mig- og jeg var mere end almindelig glad på partiets vegne da denne jordbundne konservative kvinde blev politisk ordfører. Derfor er jeg ked af, at skulle læse de ord, som hun nu har sagt om emnet:

"Det er en af de sager, der er så etisk og individuel for den enkelte, at gruppemedlemmerne står frit. Det har vi altid gjort i den type sager, og det vil vi fortsat gøre. Der er flere af den type debatter, og regeringen ved godt, at det er vilkårene, at der er mulighed for at komme i mindretal"

Henriette Kjær udgør naturligvis ikke hele gruppeledelsen. Og det kan man trøste sig med.
Under alle omstændigheder giver argumentationen ingen mening.

1) Lovgiving er i sidste ende altid moralsk, eller afspejler en eller anden moralsk opfattelse. Derfor er for nemt blot at kalde dette for et moralsk særtilfælde

2) Det er ikke en konservativ opfattelse, at dette sprøgsmål er op til den enkelte. Hvis et konservativt parti hævder at repræsentere konservative værdier, må det også modsætte sig umoralske forslag. Du kan ikke fjerne det værdipolitiske aspekt fra konservatismen og lade det være op til hver enkelt folketingsmedlems mangel på samvittighed- for i så fald underkender du på mikroplan den moral, du prædiker på makroplan.

3) hvis det virkelig var et individuelt spørgsmål, skulle den konservative holdning være, at det også var et individuelt spørgsmål for de homoseksuelle. Hvis Partiet ikke vil tillade sig at trække en holdning ned over hovedet på sine folketingsmedlemmer, hvordan kan det så tillade sig at støtte, at man trækker loven ned over hovedet på alle homoseksuelle par i Danmark.

4) Det kan aldrig blive et argument, at folketingsgruppen altid har gjor således i sådanne sager. Skønt denne bekendelse til sædvane måske lyder konservativ, så strider det løsagtige forhold til moralpolitik helt imod konservatismens grundideer- og hvis det derfor er sædvane i partiet er det en, som må ændres.

Hvorfor elsker højrefløjen Serbien?

Et indlæg på Uriasposten, fik mig til igen at undre mig over, hvorfor store dele af den nationale danske højrefløj er mere eller mindre forlibt i Serbien. Kim Møller bringer på Uriasposten et interview med en serbisk professor i kirkehistorie, der fortæller at kampen om Kosovo er en kamp mellem islam og kristendom.

Han skriver bl.a.

"Det var et forsøg på at skabe en islamisk stat i Europa. Og hvis Vesten siger ja til det, så lad den endelig få en sådan stat, men vi her i Serbien er imod den. De kan så lave en islamisk stat i både Frankrig og Tyskland, hvor der er fem millioner muslimer. Det vil nemlig ske efter det samme princip, hvor man har samme sprog, men forskellig religion. Så lad dem få en islamisk stat i disse lande!"

"Muslimerne behøver heller ikke at frygte, at vi serbere er i flertal, for erfaringen viser, at kristne ikke angriber nogen fra andre trosretninger. De er snarere ofre end bødler. Det viser sammenstødene med islam."

Det er ikke nødvendigt at tilføje, at Uriaspostens faste læsere naturligvis er gået helt i bananas over denne serbisk intellektuelles klarsyn. Da NATO i sin tid bombede den serbiske hær ud af Kosovo, var det da også Dansk Folkeparti, som stod for modstanden mod denne krig. Men hvorfor elsker de Serbien?

Truslen for Islam i Danmark er det, der får dem til at se med længselsfulde øjne mod Serbien. Når mange på højrefløjen kan tage så ensidigt side for Serbien skyldes det, at de er mere end villige til at købe den moderne serbiske narrativ om Serbien som kristendommens ja måske endda vestens forpost mod Islam- Det nederlag som Serberne/Kristendommen/Vesten har lidt i Kosovo er for dem et spejl af hvad der foregår i resten af vesten.

Den samme frygt for Islam ses i øvrigt i et andet indlæg på Uriasposten af den ellers fornuftige Poul E. Andersen- der hylder korstoget, som et forsvar mod Islam...

Man kunne måske spørge, hvorfor man i 1100 tallet forsvarer kristendommen ved at erobre og underlægge sig et helt igennem muslimsk område langt fra kristenhedens daværende centrum. Skal vi desuden købe dette perspektvi, må vi også samtidig acceptere jihadisternes argumenter om Jihad og terror som et slags islamisk forsvar mod vesten.

Den danske højrefløjs flirt med serbisk nationalisme er ligeledes problematisk. Kosovo er idag, og har i meget lang tid været muslimsk område. Skønt det i middelalderen var Serbiens vugge, var det da Serbien i moderne tid erobrede det et helt igennem islamisk område. Underlæggelsen af Kosovo havde intet med religionskrig at gøre, men var en del af Serbiens ekspansion i det magttomrum, som var opstået på balkan. En ekspansion, der sidenhen ramte "gode kristne" stater.

Efter Kroatiens noget tumultagtige indtræden i den Serbiske magtsfære efter første verdenskrig oplevede kroaterne en diskrimination og undertrykkelse for at knække deres nationale selvstændighedstrang. Det lokale bureaukrati blev revet op med rode og erstattet af et serbisk. Kroatiske officerer blev diskrimineret i den nye fælles hær. På alle områder hævdede Serbien med en striks centralisme sit overherredømme over sine nye områder.

Med den Jugoslaviske borgerkrig var det slut med det. Krigen var fremprovokeret af Milosovic forsøg på at vinde indflydelse ved at spille på Serbisk nationalisme og modsætningsforholdet til Kroatere, bosniakker og kosovarer.

Et efter et forlod lydlandene det storserbiske Jugoslavien. Slovenien, Kroation, Makedonien, Bosnien, Montenegro. Og nu også Kosovo. Alt dette havde intet med religionskrig at gøre, men med national selvbestemmelse på bekostning af centralmagten i Beograd.

At Serberne nu mister Kosovo, som de har mistet størstedelen af deres magtrum skyldes kun Serbernes egen snæversynede, hadske nationalisme, hvor man kun hævdede sin egen men aldrig sine brodernationers ret til selvbestemmelse.

Monarkiets rolle

Belgien har et ry for mærkværdige politiske kompromiser - der sikkert har været nødvendige for at holde en splittet nation sammen. I gennem tiden har det blandet resulteret i at landet havde to ministerier for hvert samme resortområde; altså både et flamsk og et valonsk.

Om det er en sådan løsning vi skal være vidner til i den nærmeste tid, skal jeg ikke kunne sige. Men i hvert fald kan vi glæde os over at Belgiens kronede hoved, Albert II, netop har levet op til sin værdighed, og sikkert også forfatningsmæssige pligt, ved at give sit land en regering. Belgiens regeringsforhandlinger har siden juni været i hårdknude, men kongen har så netop bedt Guy Verhofstadt danne en midlertidig regering.

Uden at gå i detaljer, og uden at gætte på hvilken rolle kongen har spillet personligt - hvilket iøvrigt også er underordnet - kan vi glæde os over at man endnu i 2007 får lejlighed til at se monarkiet træde i karakter.

Christmas' faneflugt og Bendtsens svaghed

Der var engang hvor Pia Christmas havde noget at sige i Det konservative folkeparti. Dengang var alt kaos og alle konstante ofre for hendes humørsyge og mindreværdskomplekser. Således fik også en mand som Frank Dahlgaard kniven officielt fordi at han i mangel af en EU skeptiker på den konservative EP liste havde stemt på Mogens Camre. I virkeligheden skyldtes det dog snarere end generel irritation over, at han i det hele taget vovede at tale Christmas midt imod på EU området.

Pia Christmas reaktion på hendes egen nylige prestigetab er derfor så meget mere hyklerisk. For selvfølgelig ved hun at en politisk ordfører ikke bare kan åbne munden op og lade det strømme ud med tanker. Politik er jo ikke det samme som at skrive fristil ( eller blogindlæg)
Og som vi har set har hun selv ekskluderet en hæderlig konservativ fordi han var uenig med partilinien på EU spørgsmålet, præcis som hun nu er.

Man kan også kun undre sig over partiets reaktion. Hvorfor er denne kvinde ikke ekskluderet? Hun har jo bekendt at hun vil arbejde mod konservativ politik. Bl.a. med den ligestillingskomission, som hun nu vil nedsætte uden om regeringen.
Hvis det ikke er at arbejde imod regeringen, hvad er så? kan vi evt. få lidt ledelelse fra den ledløse Bendt Bendtsen, der nok forstår at tale hårdt til sine tillidsmænd i lukkede kredse, men da vist helt har opgivet at holde den slingrende konservative skude på ret køl.

So long Pia Christmas

Pia Christmas Møller har i vrede forladt det konservative folkeparti. Personligt mener jeg ikke hendes bortgang ( så at sige) betyder andet, end at vi mister en af vores mest hysteriske politikere og et godt konservativt efternavn i folketingsgruppen.

Hun har på mange måder repræsenteret den stærkt socialkonservative linie, der måske startede som national, men endte med blot at være midtersøgende. Hvor det sociale oprindelig skulle skabe sammenhold i nationen, blev det for de socialkonservative en erstatning for det historiske fællesskab.
De socialkonservative endte selv med ikke at være konservative, men blot socialliberale, der påstod at have et større hjerte end rigtige liberale, deres konservatisme blev reduceret til ren pragmatisme, og derfor til det rene ingenting.

Pia Christmas Møller har vist en enkelt gang kvækket lidt om Gud, Konge og Fædreland, men det var som om der ingen vægt og alvor var bag ordene- begrebet blev blot et slagord for en midtersøgende moderatisme- en måde at angribe mere liberalkonservative elementer i partiet.

For da øjeblikket kom og Pia Christmas og de socialkonservative blev konfronteret med de nye nationalkonservative og kulturkonservative strømninger, var ingen mere sen til at forarges end netop dem.

Jeg husker flere pinlige sager med Pia Christmas. Pinligst var måske den sag, som for et par landsråd siden blev fremprovokeret og rapporteret af Berlingske journalisten Ole Birk Olesen, der nu er redaktør på http://www.180grader.dk/.

Han havde igangsat afsyngning af KU sangen, hvad der fik Pia Christmas til at komme løbende i rødvinståger og med skinger stemme for at forbyde afsyngningen af den kønne gamle sang.
Den passede ikke ind i det billede hun havde af at være konservativ, og der var ingen plads til ironi og et glimt i øjet i hendes såre alvorlige verden.

Sidenhen kom det i avisen og i stedet for at lægge låg på det, dansede den gamle socialliberalist på høje hæle godt og grundig rundt i spinaten. Til KUs vrede og verdens undren.
Den sammen undren har hun nok forvoldt igen med hendes uærlige tyveri af et konservativ mandat så kort efter et valg.

Glædelig Sekulær Demokarti inkluderende dag

Skal de kristne eller specifikt danske højtider nedtones til fordel for højtider, der fejrer en inkluderende national identitet? Det spørgsmål rejser Berlingske Tidende i dagens udgave af Magasin. En britisk tænketank har stillet netop dette forslag. Ønsket er at skabe en ny national identitet, der bygger på værdier og ikke kultur.
Rick Muir fra tænketanken udtrykker det således:

"...vi skal tage det bedste fra multikulturalismen, og samtidig opfordrer vi også regeringen til aktivt at understøtte en fælles opfattelse af den nationale identitet på tværs af kulturerne"

Af konkrete forslag er der bl.a.

" vi foreslår i rapporten en borger-kalender med officielle nationale feriedage, hvor vi fejrer vores fælles værdier. Det gælder værdier der går på tværs af kultur og religion, som eksempelvis vores frihedsrettigheder og demokratiopfattelse"

Tænketanken IPPR's tanker er meget naive. De forudsætter, at man kan skabe identitet på baggrund af abstrakte værdier alene, og at man i det hele taget kan påføre folk identitet oppefra.
For nu at drage en grov parrallel så synes netop Irakkrigen at vise, at den slags abstrakte værdier har brug for god solid kulturel muld for at kunne trives. Værdier eksisterer ikke løsrevent, selvom filosofferne kan tænke dem løsrevet, ideer indgår altid i en kontekst på samme måde, som mennesker indgår i en kontekst.

Lektor Michael Böss fra AU og Kasper Støvring, der begge i artikelen opponerer mod IPPR's tanker gør da også begge opmærksom på dette

Michael Böss:
" Man skal være akademiker med et meget fjernt forhold til virkeligheden hvis man tror på IPPRs anbefalinger. Selv om vi lever i moderne demokratier, så hviler de på før-politiske fællesskaber, dvs. et fællesskab forankret i kulturen frem for staten"

Kasper Støvring:

"Anbefalingerne ser helt bort fra, at borgerne er forenet i et fællesskab om traditioner, fælles sporg, fælles religion, sæder og skikke..."

Det før-politiske danner naturligvis grundlag for det politiske, som ikke består i sig selv men helt afhænger af sin førpolitiske forudsætning. Naturlgivis kan man tale om konstruerede nationale identiteter i det omfang, at man accentuerer forskellige kulturelle træk i den konkrete mobilisering af det etnisk/kulturelle- men der er netop tale om en brug af noget på forhånd givet og rodfæstet- nogle af disse ting kan være, og er i 2007 demokratiske, sekulære værdier.

Se blot på debatten om danskhed og islam- det er idag netop disse værdier der trækkes frem. Men disse sættes netop ind i en kontekst, hvor formålet er ikke at inkludere, men afgrænse, sætte det kulturelle skel mellem os og dem. Snarere end at være oplysningsværdier, som er tænkt abstrakte og uafhængigt af noget andet, så bliver de i praksis reduceret til komponenter i den nationale selvidentifikation- de går fra at være abstrakte værdier til at blive nationale emblemer.



Den radikale religionshader Malene Busk fra kunstakademiets Arkitektskole, fremturer på sin vanlige facon, og har slet ikke forstået debatten.

" De kristne højtider er dybt problematiske for os ikke-troende. Vi har ikke behov for at bliv mindet om det teologiske indhold til højtiderne...Jo mere de religiøse symboler bliver taget alvorligt, jo mere ekskluderende bliver det."

Hvis man køber IPPRs præmisser om, at værdier kan bestå uafhængigt af en kontekst, så kan religion det jo også. For det IPPR lægger op til er en bekendelsesnationalisme- a la det amerikanerne tror de har- altså hvor du har et credo, som du kan tilslutte dig.

Religion fungerer på fuldstændig samme vis. Der er et credo, og du kan tilslutte dig det. Derfor er religion inkluderende. Man kan nok i øvrigt stille spørgsmål til om mon ikke Malene Busk godt kunne have brug for at høre evangeliet forkyndt.