Kald mig blot konservativ: Gruppearbejde...

Dette semester har vi på min læreanstalt fået en, i øvrigt glimrende professor, der underviser i det i øvrigt spændende fag, Historiografi. Blot lider han af den fejlopfattelse, at gruppearbejde er en god ide.

Skribenterne her, er alle af en generation der på det nærmeste er blevet flaskefodret med gruppearbejde: ligefra de små klasser og op gennem gymnasiet. Bevares, jeg vidste godt at det også fandtes på universiteterne. Og bevares, det kan da også have sin berettigelse i visse tilfælde.

Men jeg havde i min uendelige naivitet ikke ventet, endnu engang at skulle møde den værste form for gruppearbejde. Nemlig den bevidstløse, den ureflekterede: Den form hvis motiv er, at underviseren ikke selv gider undervise. Den form der, med en slags Orwellsk dobbelttænkning, både ved at halvdelen ikke gør det de skal, eller ikke har læst - men samtidig er helt overbevist om at de lærer noget, og at det i alle fald er bedre end hvis det ikke foregik i grupper. Den form der selv, med djævelens vold og magt, vil sammensætte grupperne på kryds og tværs, selvom folk altid falder tilbage i deres selvvalgte og mere velfungerende fællesskaber.

Men det skete altså, så nu spildes time efter time med dette pædagogiske nulsums-spil. For det er lige præcis hvad det er. En sørgelig lille fetisch, overleveret fra en fjern kollektivistisk drømmeverden. En verden hvor folk blev klogere, ved at tale med folk der vidste lige så lidt som dem selv, eller gerne mindre. En verden, hvor det var farligt for elevers socialisering, at høre på nogen der var ældre og klogere end dem selv.

I mellemtiden kan vi andre - der ved mindre end vores lærere, og ikke altid kan bidrage til kollektivet - så løfte hovederne, og frydes, når en underviser vover at docere noget. At belære.