Mere om KU og DsU i 30erne

I forbindelse med et foredrag om emnet, sidder jeg i disse dage og læser lidt om KUs historie i 1930erne, hvilket bringer mine tanker til David Pontoppidan og undertegnedes kronik om DsU i samme periode.

Vi forsøgte i sin tid at bringe en debat på banen, om at det udemokratiske og antiparlamentariske i 1930erne ikke var forbeholdt den danske højrefløj. Den debat var upopulær at tage op, idet vi derved fjernede den begrebsmæssige karantæne, som antiparlamentarismen var sat i, for hvis alle kunne gribes af pesten, selv det store danske Socialdemokrati, ja hvad var så sikkert.

Og socialdemokrater blev grebet. Det var dog altid et mere perifert fænomen end i KU, hvor de nye metoder og til dels også de nye ideer vandt tilslutning i de bredeste kredse. Der var en række væsentlige forskelle på KU og DsU i 1930erne.

Hvor de nye agitationsformer kom pludseligt til KU i starten af 30erne, var mange af metoderne allerede en del af DsUs udtryksform. Ja sammen med kommunisterne havde de monopol på den udadvendte udendørsagitation med plakater, flyveblade, optog mm. For mange konservative var alene tanken om, at gå på gaden uhyrlig før de nye metoder gjorde deres indtog i KU.

Pointen illustreres ved at sammenholde KUs og DsUs uniformering. DsUs uniform var antageligt langt mere udbredt i organisationens end KUs nogensinde blev det. For det første var KU uniformen et rent lokalt københavnsk fænomen, for det andet eksisterede den kun i 4 dage, før uniformering blev forbudt. For det tredje var uniformeringstendenserne i KU begrænset til ST korpset, som immervæk var en mindre del af de 30.000 medlemmer. DsUs uniform var derimod ikke begrænset til et specielt korps og havde desuden mange år på bagen, idet den blev indført allerede i 1928.

Men hvor stormtroppernes uniformering i KU hang sammen med revolutionen indenfor agitation og til en vis grad også med en række nye ideer og idealer, så var DsUs uniform et eksempel på en beklædningsgenstand, som var opfundet til et formål, nemlig DsU kulturbevægelsens lejrliv, blev anvendt til nye formål, som tiden og konflikterne skærpede til. DsU blusen udviklede sig til at blive brugt i marcher og politiske manifestationer. Selvom skråremmen og den blå bluses funktion således var identisk i 30erne, så var den afgørende forskel altså, at der ikke på samme måde lå et fastforankret ide bag ved DsUs uniformering.

På samme måde forholdt det sig med andre former for såkaldt antifascistisk aktivisme indenfor DsU. Der var en ”kampklar” hilsen, en oprakt knyttet næve, et uniformeret ”ordensværn” med lange sorte støvler, der var professionelle slagsbrøde en masse, trepile faner osv. Men disse var ikke udslag af én intern DsU fløjs anstrengelser, men derimod mere eller mindre spontane udslag af politisk aktivisme – De var på ingen måde i udgangspunktet knyttet til den organiserede antifascistiske socialdemokratiske bevægelse omkring Socialdemokratiske Studenter og Tschachotin.

Derfor er der to fejlslutning, som man må være opmærksom på. For det første, at der nødvendigvis er et lighedstegn mellem disse fænomeners vide udbredelse, og udbredelsen af de antiparlamentariske ideer i DsU. Og for det andet, hvad der peger i den modsatte retning, at kun den organiserede eksplicit antiparlamentariske DsU opposition stod bag de voldelige optøjer og bøllemetoder.

Forholdet mellem den almindelige antifascistiske DsU aktivist og den eksplicit antiparlamentariske opposition i DsU var snarere den, at Tschachotin og hans kreds, kunne tilbyde et sprog og en udtryksmåde for den aktivistiske antifascisme. Det var jo trods alt Tschachotin, der var ophavsmanden til de symboler, der fra Tyskland var gledet ind i DsU.

De radikale socialistiske ideer og den aktivistiske antifascisme var primært et storbyfænomen og primært et Københavnsk fænomen. Men dette betyder ikke, at vi afskrive disse metoder, som modsvarede KUs som et perifert fænomen. Den eksplicitte afstandstagen til det borgerlige demokrati var perifert, den dyberliggende accept af vold og bøllemetoder, samt fascination af et moderne symbolsprog, der modsvarerede KUs, var ikke. København var heller ikke i 1930erne en perifær by, men derimod dansk politiks absolutte epicenter. Her var både KUere, og DsUere mest radikaliserede. Her fandtes flere kommunister og flere nazister end i andre byer. Den afgørende forskel på KU og DsU var, at DsU ikke var baseret i København, men i Århus, mens de Københavnske KU foreninger fra starten af 30erne havde taget førertrøjen i KU.

I DsU kunne H.C Hansen, der aldrig vaklede i forhold til demokratiet, derfor let knuse og ydmyge den radikale opposition i bevægelsen, hvilket han gjorde i 1934. i KU var det en anden sag. Her stod organistationen mere splittet. Der var en stor gruppe især i provinsen, som var imod de nye metoder, og de nye ideer. Den primære repræsentant herfor var KUs næstformand Poul Sørensen. Der var også en stor gruppe navnlig i København, som både støttede de nye agitationsformer, og som samtidig oplevede en politisk radikalisering. Herunder hørte formanden Jack G. Westergaard. Og så var der en stor gruppe, der var imod den politiske radikalisering, men som kunne se, at formandens linie vakte fremgang og som ad pragmatisk vej var blevet overbevist om de gode og nyttige i de nye agitationsformer.

Dette fortsatte indtil 1936, da Jack G. Westergaard måtte overlade magten til Aksel Møller. Herefter blev der ryddet op, dog naturligvis forsigtig og med måde. Samtidig skal det også slås fast, at Aksel Møllers overtagelse af KU ikke betød, af KU nu vendte alle idealerne ryggen. Det meste beholdtes til efter krigen, men hvad der dog hørte op, var ideen om at KU skulle agere som en selvstændig aggressiv politisk faktor. Med Aksel Møller blev KU tæmmet og fuldt og helt spændt for demokratiets vogn.