Glædelig eller god jul - vælg selv!

Vi brokker os ofte på denne blog over, at denne individualistiske og modernistiske verden har drænet mennesket for alt, der engang er godt - lettere forsimplet, men den regelmæssige læser ved, hvad jeg mener.

Imidlertid findes der stadig disse små traditionelle oaser som f.eks. julen, hvor stemningen på en måde ændres. Naturligvis har moderniteten også her fået lov til at vinde indpas i den gennemkommercialiserede udgave af julen, hvor børn skriger, hvis ikke de får, hvad de havde ønsket sig, hvor travlheden helt tager fokus, og hvor man nages af at skulle være sammen med også de forfærdelige elementer af familien.

Alle disse elementer er individualismens grimme ansigt, der stikker op, men lad det ikke vinde. En opfordring denne jul skal være, at teenageren må forsøge at nyde sin families nærvær og selv være til glæde for sine nærmeste, at familiefaderen må gøre sig umage med at forklare sine små poder, hvad vi fejrer, så de ser, at det er mere og andet end gaverne, at moderen i køkkenet (det er der altså stadig statistisk belæg for at sige - undskyld mig, alle jer feminister) må nyde travlheden, fordi den leder mod et mål, at bedstefader eller -moder må glemme sine helbredsmæssige skavanker og lægge brokken til side, blot for denne ene højtids skyld.

Lad d. 24. blive en glædens aften, hvor fokus er på hinanden - familien som en helhed. Om man går i kirke eller ej, om man spiser and, kalkun eller gås, om man danser, går eller sidder omkring juletræet, om man er mange eller få, om man ser midnatsmesse fra Rom eller ej, så håber jeg for alle, at denne aften må blive velsignet for jer alle. Det er en særlig aften, ligegyldigt hvad modernisterne siger.

Glædelig jul!

"god jul" eller "glædelig jul"

Bloggen er i nogen grad præget af eksamenstravlheden. Det vil den antageligvis være i et stykke tid. Een ting nager mig dog.

I denne tid er der mange folk, der kommer og siger "god jul". Jeg ville personligt sige "glædelig jul", idet jeg mener, at det er forbeholdt nytåret at være godt. Men jeg ved egentlig ikke om det er forkert at sige "god jul" om "god jul" overhovedet er en neologisme, eller om det bare er en alternativ form, der altid har eksisteret sideløbende med "glædelig jul"

I øvrigt kan det da undre at alle andre begivenheder end julen sprogligt fremstilles som essentielt gode ( eller rettere med håbet om at de må være det), mens julen højst kan gøre stræbe efter at glæde.

Rend mig i CEPOS

Jeg har altid været uhyre positiv indstillet overfor CEPOS. Jeg beklager at måtte tage min indstilling til revision. Men hvad er der sket med CEPOS? Så vidt jeg husker var tanken oprindelig, at forene konservative og liberale i en nødvendig fælles kamp mod socialdemokratisme og overregulering.

Jeg gik i sin tid på CEPOS-universitetet. Det var ( og er) ledet af den fremragende borgerlige debattør Henrik Gade Jensen, der talte for en form for semifusionisme mellem konservative og liberale. CEPOS opgave var, fik vi dengang at vide, ikke at fokusere på de ting der adskilte konservative og liberale, men de ting der forbandt os.

Tilsyneladende har noget ændret sig. På 180grader er der to CEPOS relaterede artikler. I den ene artikel vender CEPOS med forsknings"chef" (dvs. eneste ansatte "forsker" Gert Laier Christensen sig mod udlændingepolitikken - fordi den skader væksten - i den anden artikel kaster CEPOS chefjurist ( dvs. CEPOS´ eneste jurist) Jacob Mchangama sig ud i et frådende angreb mod kristendommen, hvor han hævder at vores frihed er kommet på trods af denne og ikke pga. af denne. Jeg vil ikke gå ind i den konkrete debat her. Jeg vil bare understrege, hvad der turde synes åbenlyst for enhver - selv en liberal "chef"jurist - at oplysningstiden heller ikke kom ud af intet. Ja hvad er der sket med CEPOS?

For hvis det nye plat-liberale CEPOS et øjeblik ville stoppe med at stirre sig blind på sit ultraliberalistiske gøglespejl, og måske studere noget af det CEPOS beskæftige sig med for et par år siden, så ville det nye CEPOS måske kunne besinde sig. Man kunne måske stikke "chef"juristen en udgave af David Gress´ fremragende bog "velstandens kilder" eller bede den historieløse paragrafrytter om at studere CEPOS egen historieantologi.

Vi der var beskæftiget med CEPOS dengang vidste godt, at der var en stående strid mellem liberale, der udelukkende ønskede et økonomisk fokus og konservative der ønskede at CEPOS skulle være en egl. tænketank som den amerikanske Heritage Foundation. Tilsyneladende har de liberale med den åndsløse direktør Martin Ågerup vundet.

Det kulturelle indslag i CEPOS har i lang tid begrænset sig til endeløs veneration for den totalitære overmenneske beundrer Ayn Rands forfatterskab, Christopher Azrounis kærlighed til "et lille hus på prærien" og "Anders And" samt Martin Ågerups barnagtige forsøg på at påvise at såvel den venstreorienterede forfatter Rowlings Harry Potter bøger som det venstreorienterede, poporkester Beatles tekster er liberale.

Jeg er ked af at sige det, men det ser ud til at CEPOS har fejlet, og at konservative må kigge andre veje.

Links:
http://www.180grader.dk/klumme/Vejen_til_frihed_Oplysning_og_menneskerettigheder_-_ikke_kristendom.php

http://www.180grader.dk/nyheder/CEPOS_Afskaf_24-_rsreglen.php

Kritikken af Tidehverv I: modernitet

Tidehvervs indflydelse på dansk konservatisme har været ganske omfattende. Jeg har tidligere på denne blog behandlet dette. Men at Tidehverv overhovedet er blevet konservativt kan undre. For et par år siden udgav en ung teolog sit speciale om denne udvikling af Tidehverv som bog under titlen ”Teologisme”- Hvor hovedpåstanden angiveligt er, at idet Tidehverv har udviklet sig i politisk retning er det blevet til ideologi, og at man derfor i virkeligheden har afviklet Tidehverv i forhold til dets oprindelige ærinde.

En af mine undervisere på Universitet omtaler i den ånd konsekvent den udvikling, som Tidehverv har undergået siden 1984 som en vulgarisering. Dette synspunkt er dog ikke et, der alene er bygget op om den saglige kerne, at Tidehverv – måske – har ændret sit ærinde, men udtrykker også en dyb foragt for det, som Tidehverv har ændret sit ærinde til, og er sagt af en mand, der i sidste ende altid har stillet sig afvisende overfor også det oprindelige Tidehverske ærinde.

For nu at citere direkte ”Tidehvervs projekt er jo nu nationalistisk… Og det er til at brække sig over.”

Kritikken går altså grundlæggende i to retninger. For det første en påstand om, at Tidehverv i dag er noget, det ikke var tidligere, og for det andet at Tidehverv i det hele taget har haft et forkert projekt. Denne anden kritik er ikke saglig valid, idet dens forudsætning alene er dens egne idiosynkrasier. Altså den tidehvervske eksistensteologi er forkert fordi den ikke kan spændes for det projekt jeg tror på – in casu den grundtvigsk-løgstrupske mainstream teologi.

Kritikken fra denne position tager altså udgangspunkt i de afgørende tvister mellem Tidehverv - bedst repræsenteret ved teologen K. Olesen Larsen, og Århusteologen K.E Løgstrup. Den helt afgørende tvist er kristendommens forhold til moderniteten. Hvor Tidehverv fra starten af var et radikalt angreb på det borgerlige samfund, liberalteologien, kirkeligheden og fremskridtsoptimismen i det hele taget, idet denne teologi understregede menneskets syndighed, og dermed det forhold at der ikke kunne bygges på mennesket, og at det blev fordret udefra af Gud, så afviste Løgstrup til dels denne antropologiske realismes radikalitet. Hos Løgstrup opstår næstekærlighedens fordring nemlig ikke på befaling udefra men i det forhold, at vi er kastet i armene på hinanden. Fordringen ligger altså hos Løgstrup implicit i og med det sociale. Dermed er mennesket ikke i samme radikale forstand som hos Tidehverv en falden synder, og man kan godt bygge på mennesket.

Dette har konsekvenser for forståelse af Luther og hans tale om lovens to brug. Hos Luther skelnes der nemlig mellem lovens civile brug, og lovens pædagogiske brug. Hvor loven i sin sidstnævnte funktion i absolut forstand dømmer mennesket og sætter det på plads, så holder loven i sin civile brug via den verdslige magt mennesket på plads. Hos Luther begrundes dette med en antropologi som ikke ligger langt fra det Tidehverske menneskesyn. Men i den Løgstrupske skole lægges der snarere vægt på, at loven, idet der rent faktisk kan bygges på mennesket, også har en konstruktiv funktion. Den skal ikke bare beskytte mennesket mod mennesket, den skal også gøre tilværelsen bedre for mennesket. Dette kan vi, og dette skal vi- og vi kan i dette arbejde lade os lede af næstekærlighedens ide.

Dermed kan kristendommen også spændes for det moderne politiske projekt. For kristendommen bliver hermed andet end bare dette at hive tæppet væk under alle vores verdslige forestillinger, den bliver også noget som vi som ide kan lade os styre af for i lovens civile brugs ånd ”at beskytte den svage.” Med Løgstrup eleven Ole Jensens ord bliver den barmhjertige samaritaner altså til den politiske samaritaner, og kristendommen får en rolle at spille i forhold til frisættelsen af mennesket, idet man anerkender en grundlæggende evolutionistisk historieforståelse, sådan som man gør blandt normative modernister. For denne frisættelse er så netop ikke menneskets dyrkelse af sig selv, men et forsøg på konkret at forbedre forholdene for alle vores mange næster derude i verden via den politiske magt sådan som vi kan og skal som gode lutheranere i kraft af lovens første brug.

Når først kristendommen har anerkendt modernitetens normative grundvilkår frihed, lighed og broderskab, eller med andre ord den politiske folkesuverænitet, dette at det enkelte menneske ikke længere er undersåt men myndig borger da lader tanken om det ikke politiske menneske sig heller ikke opretholde. Kristendommens opgave bliver altså herfor at osptille de idealer i forhold til hvilke, vi skal handle politisk.

Alt dette vender Tidehverv sig – både det nye og det gamle – som nævnt imod, og derfor kan Tidevherv kritiseres men altså ikke udfra et Tidehversk synspunkt, og ikke i forhold til om den nuværende slægt af Tidehvervsfolk har været tro mod det oprindelige ærinde. Den her fremførte kritik forudsætter en afvisning af det Tidehverske og er derfor blot en idelig gentagelse af sin egen forudsætning.

Lang mere substans er der i den anden kritik af Tidehverv, altså spørgsmålet om hvordan man er endt hvor man er endt i Tidehverv og hvad dette betyder i forhold til den oprindelige position. Men det må behandles i et andet indlæg, da dette allerede er blevet for langt.