Høflighed på Titanic
En god ven sendte mig for noget tid siden et link til en artikel. Det eneste, der ellers stod i mailen, var ordene: "de briter er nu noget specielt".
Artiklen havde overskriften "Briter druknede af høflighed på Titanic". Den omhandlede den omstændighed, at de britiske passagerer ombord på Titanic havde 11 procent mindre chance for at overleve, fordi de af høflighed stod tilbage og overlod pladsen til andre. Til sammenligning havde amerikanerne en 15 % større chance pga. deres individualistiske kultur.
Forskeren bag projektet, David Savage, havde i forbindelse med forskningsresultatet sagt:
Mange overlevende kvinder fortalte, at deres mænd havde sikret sig, at de kom i en redningsbåd. Derefter var de gået ned i bådens agterende, hvor de røg en cigar, mens de ventede på at båden gik ned. Der var også en ganske velhavende gentleman, som efter at have fået sin hustru i en redningsbåd gik ned til sin kahyt, skiftede til kjole og hvidt og gik tilbage op til dækket og røg en cigar. Hvis han skulle dø, ville han dø som en velklædt gentleman.
Som krydderi på historien nævnes det desuden, at kaptajn Smith efter sigende, mens skibet sank, og forvirringen bredte sig, skulle have råbt: "Vær britiske, drenge. Vær britiske."
Når man læser denne artikel første gang, vil man nok rammes af en lattermildhed over den gennemførte parodi på sig selv, briterne synes at have været, men da jeg selv kiggede artiklen igennem igen, faldt jeg over en sætning i artiklen: "Gode manerer betragtes oftest som noget godt, men for mange briter om bord på Titanic kostede det dem livet." Spørgsmålet er, om ordet "men" overhovedet er berettiget i denne sammenhæng. Gør det de gode manerer mindre gode, at det kostede gentleman'en sin tilværelse?
Den moderne verden opdrager os til at tænke individualistisk og selvrealiserende. Alt handler om min karriere, min bolig, min have, min bil. Selv det mere personlige er individualiseret: Min familie - og når familielivet bliver for krævende for mig, kan jeg jo bare skifte ægtefællen ud. Fokus er på vores egen udvikling, og hvad vi selv opnår.
Uden at starte en religiøs diskussion vil jeg gerne henlede opmærksomheden på en nok forholdsvist kendt lignelse fra Det Nye Testamente - Lignelsen om den rige bonde! Denne bonde er det selvrealiserende menneske. I alt tænkeligt forsøger han at gøre så meget godt for sig selv som overhovedet muligt. Han samler sin høst ind og ruger over den og siger til sig selv: "Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad!" Guds hårde svar er: "Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?"
Det interessante er måske nok at tænke over, hvad der egentlig betyder noget, når vi ligger på det yderste og drager vort sidste suk: Er det vores karriere? Er det vores bolig? Er det vores have? Er det vores bil? Jeg vover at svare nej.
Man kan måske forestille sig, at der hos de briter, der gik agterud for at ryge en cigar efter at have sikret deres familie en plads i bådene, indfandt sig en særlig ro. De havde truffet beslutningen, og på trods af, at de givetvis følte sig angste over snart at skulle stå ansigt til ansigt med døden - den største uvished af dem alle - så vidste de, at deres liv havde været til betydning - både for familien, som de havde sikret en plads, men også for det menneske, der fik den plads, de selv kunne have fået.
Mennesket har ikke kontrol over alt. Menneskelivet er flygtigt. Det er centralt for den konservative. Vi ved ikke, om vi dør i morgen eller om 50 år. Lad derfor ikke fokus være på, hvad du sanker i lade, men hvad du betyder for dine medmennesker, mens du lever. Hvis det at have gode manerer som eksemplificeret ved vidneberetningerne fra Titanic er udtryk for britisk sindelag, så er kaptajn Smiths råb måske ikke så ringe endda: "Vær britiske, drenge. Vær britiske."
Ja, de briter var nu noget helt specielt!
Kilde: http://jp.dk/udland/europa/article1579223.ece
Lukasevangeliet kap. 12:13-21
Artiklen havde overskriften "Briter druknede af høflighed på Titanic". Den omhandlede den omstændighed, at de britiske passagerer ombord på Titanic havde 11 procent mindre chance for at overleve, fordi de af høflighed stod tilbage og overlod pladsen til andre. Til sammenligning havde amerikanerne en 15 % større chance pga. deres individualistiske kultur.
Forskeren bag projektet, David Savage, havde i forbindelse med forskningsresultatet sagt:
Mange overlevende kvinder fortalte, at deres mænd havde sikret sig, at de kom i en redningsbåd. Derefter var de gået ned i bådens agterende, hvor de røg en cigar, mens de ventede på at båden gik ned. Der var også en ganske velhavende gentleman, som efter at have fået sin hustru i en redningsbåd gik ned til sin kahyt, skiftede til kjole og hvidt og gik tilbage op til dækket og røg en cigar. Hvis han skulle dø, ville han dø som en velklædt gentleman.
Som krydderi på historien nævnes det desuden, at kaptajn Smith efter sigende, mens skibet sank, og forvirringen bredte sig, skulle have råbt: "Vær britiske, drenge. Vær britiske."
Når man læser denne artikel første gang, vil man nok rammes af en lattermildhed over den gennemførte parodi på sig selv, briterne synes at have været, men da jeg selv kiggede artiklen igennem igen, faldt jeg over en sætning i artiklen: "Gode manerer betragtes oftest som noget godt, men for mange briter om bord på Titanic kostede det dem livet." Spørgsmålet er, om ordet "men" overhovedet er berettiget i denne sammenhæng. Gør det de gode manerer mindre gode, at det kostede gentleman'en sin tilværelse?
Den moderne verden opdrager os til at tænke individualistisk og selvrealiserende. Alt handler om min karriere, min bolig, min have, min bil. Selv det mere personlige er individualiseret: Min familie - og når familielivet bliver for krævende for mig, kan jeg jo bare skifte ægtefællen ud. Fokus er på vores egen udvikling, og hvad vi selv opnår.
Uden at starte en religiøs diskussion vil jeg gerne henlede opmærksomheden på en nok forholdsvist kendt lignelse fra Det Nye Testamente - Lignelsen om den rige bonde! Denne bonde er det selvrealiserende menneske. I alt tænkeligt forsøger han at gøre så meget godt for sig selv som overhovedet muligt. Han samler sin høst ind og ruger over den og siger til sig selv: "Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad!" Guds hårde svar er: "Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?"
Det interessante er måske nok at tænke over, hvad der egentlig betyder noget, når vi ligger på det yderste og drager vort sidste suk: Er det vores karriere? Er det vores bolig? Er det vores have? Er det vores bil? Jeg vover at svare nej.
Man kan måske forestille sig, at der hos de briter, der gik agterud for at ryge en cigar efter at have sikret deres familie en plads i bådene, indfandt sig en særlig ro. De havde truffet beslutningen, og på trods af, at de givetvis følte sig angste over snart at skulle stå ansigt til ansigt med døden - den største uvished af dem alle - så vidste de, at deres liv havde været til betydning - både for familien, som de havde sikret en plads, men også for det menneske, der fik den plads, de selv kunne have fået.
Mennesket har ikke kontrol over alt. Menneskelivet er flygtigt. Det er centralt for den konservative. Vi ved ikke, om vi dør i morgen eller om 50 år. Lad derfor ikke fokus være på, hvad du sanker i lade, men hvad du betyder for dine medmennesker, mens du lever. Hvis det at have gode manerer som eksemplificeret ved vidneberetningerne fra Titanic er udtryk for britisk sindelag, så er kaptajn Smiths råb måske ikke så ringe endda: "Vær britiske, drenge. Vær britiske."
Ja, de briter var nu noget helt specielt!
Kilde: http://jp.dk/udland/europa/article1579223.ece
Lukasevangeliet kap. 12:13-21
posted by J. W. at 17:58
4 Comments:
Henrik Jensen (ham fra RUC) er i sin glimrende bog "ofrets århundrede" også inde på den engelske gentleman kultur, særligt med fokus på dens opløsning og europas historie i periode omkring 1.verdenskrig.
Det er vældig spændende, omend det jo er en historie om forfald vi er vidne til.
Det er i hvert fald betegnende at sige "De briter var nu noget særligt". Man kan næsten få det dårligt af at bevidne udviklingen i England i dag.
Artiklen er da et kuriosum, men jeg kunne ønske mig at forskerne bag undersøgelsen havde gjort sig den ulejlighed at studere andet end adfærdspsykologi og statistik. Eksempelvis hvad der rent faktisk foregik på Titanic.
Lad os tage to sjove, 'einmalige' eksempler: Herren der klædte om til sit bedste tøj, for at møde skæbnen standsmæssigt påklædt, var rent faktisk ingen ringere end ærkeamerikaneren Benjamin Guggenheim.
Skal vi tage en kontrast, kan vi tage den engelske adelsmand Sir Cosmo Duff Gordon. Han spurgte den lige så britiske førsteofficer Murdoch om han måtte entre en redningsbåd sammen med sin hustru og deres fælles sekretær. 'Med fornøjelse' lød svaret, og redningsbåden med plads til 40, blev fyldt med ni andre og firet af. Onde tunger vil i øvrigt vide at de fem pund Duff Gordon tilbød besætningsmedlemmerne i båden, var lovlig tæt knyttet til hans modvilje mod at ro tilbage til de overlevende i vandet.
Jeg køber ikke undersøgelsen, slet ikke fordi præmissen er at plads i redningsbådene var en mangelvare. Jovist var der ikke plads til alle, men ud af de 1178 pladser blev kun lidt over 700 besat.
Jeg tror heller ikke på den skarpe distinktion mellem amerikanere og englændere, givet den Edwardianske tids 'globalisering' (som bekendt er det først inden for de seneste år at (vare)udvekslingen har nået samme niveau, som før 1. verdenskrig). Det var den angelsaksiske æra, og derfor blev både engelskfødte Howard Case, amerikanskfødte Archibald Gracie og tyskfødte Isidor Straus på skibet, uden at tiltuske sig en plads i redningsbådene.
Det eneste mønster man med rimelighed kan hævde med sikkerhed, er en vis ugunst mod tredje klasse, som dog næppe var unaturlig i den Edwardianske tid. Det er i hvert fald et uomtvisteligt, nagende faktum at ægteparret Goodwin og alle deres seks børn omkom ved forliset.
Udover det, er der vist mest ekkorum for at påstå at overlevelseschancerne på Titanic var betinget af om man trådte ud på Murdochs eller Lightollers side af dækket. Som så meget andet den aften, altså betinget af tilfældigheder.
Hvis der er andre der er interesserede i hvad der rent faktisk foregik, så begynd med Walter Lords to bøger 'En nat man husker' og 'The Night Lives On'. Emnet er interessant.
.... glimrende postering, i øvrigt.
Send en kommentar
<< Home