På tærsklen til Eurabia

Jeg tror aldrig jeg har skammet mig over at være fra Århus. Det var indtil jeg så Kim Møllers reportage fra den antisemitiske demonstration fra byen idag. Tænk at dette land, der i sin tid blev kendt på at redde jøderne fra nazismens vanvid, skal være vidne til dette.

En ting er at palæstinenserne er sure. Uagtet hvilken side man måtte støtte i den aktuelle konflikt, er det betænkeligt, at de vælger at udtrykke deres vrede i et så kontant, islamistisk og konfrontatorisk sprog, som de gør. Her er ingen plads til forhandling og dialog, der er ingen middelveje kun de takfaste råd "Gud er stor" og "takbir" der betyder erobring.

Alle folk kan blive frustrerede over den situation, historien har sat dem i, men det siger meget om et folks karakter, hvordan de vælger at udtrykke denne frustration. Palæstinenserne vælger konsekvent en udtryksform, som understreger, at det ikke er uden grund, at Israel må betragte dem som fjender.

Samtidig må man erkende, at en befolkningsgruppe, der vælger at udtrykke sig sådan, ikke er en del af det danske samfund, og at de til enhver tid vil kunne vende denne infernalske vrede mod os. Man kan debattere i det uendelige, hvad årsagen til dette problem er. Selv har jeg da ofte indladt mig på en sådan diskussion, idet jeg aldrig har købt den argumentation, som dele af højrefløjen stiller op med, hvor man tager udgangspunkt i en islamkritik, som jeg i nogen grad finder vugariseret.

Men sagen er, at vi uagtet denne debat, bare må konstatere, at vi står med et problem, når vi har en befolkningsgruppe, hvis historiske hukommelse ikke omfatter den lektie, som vesten har lært af bl.a. holocaust, og som helt klart anvender et religiøst, og dermed absolut sprog, til at sætte skel mellem os og dem, og i sidste ende handle i overensstemmelse med disse skel, og dømme dem, der ikke er en del af deres gruppe for "fjenden".

Billederne er skræmmende, og man må nok desværre erkende, at dette kun er begyndelsen. Den store islamforsker Bernard Lewis skriver i et ikke særligt betryggende indlæg i Jyllandsposten i fredags følgende:

"Tidligere ville Europa have fået tildelt en betydelig rolle, men nu er det ikke så meget Europas rolle i Mellemøsten som Mellemøstens rolle i Europa, der betyder noget.

En fremtrædende syrisk intellektuel bemærkede for nylig, at det vigtigste spørgsmål med hensyn til Europas fremtid er, om det bliver et islamiseret Europa eller en europæiseret islam?

Det kan godt være, at der ikke bliver fred. I så tilfælde havner regionen efter al sandsynlighed i kaos og gensidig ødelæggelse, måske med deltagelse af et islamiseret Europa. Dermed vil det være overladt Asien og Amerika at deles eller strides om verdens fremtid."

link:
http://www.uriasposten.net/?p=6462