Fra Modernitetens Ruiner
Det sker oftere og oftere at folk kommer og spørger mig: ”Christian, jeg har et problem. Folk siger, at moderniteten lakker mod enden, og vi lever i en postmoderne virkelighed, hvad skal jeg mene om det som konservativ.” Da jeg er blevet træt af ideligt at skulle besvare dette i for sig enkle spørgsmål, har jeg besluttet at adressere denne bekymring over modernitetens sammenbrud, som fylder så meget i den menige danskers liv – navnlig de unges naturligvis.
Først og fremmest må vi jo lige være på det rene med hvad de her begreber betyder. En ellers meget vis kammerat spurgte mig for 1½ års tid ca. ”Hvorfor kan du ikke lide moderniteten, synes du hellere folk skal undvære moderne teknologi og medicin.” Stor var min munterhed over dennes misforståelse af modernitetsbegrebet. Modernitet handler hverken om medicin eller teknik. For moderniteten er dette, at mennesket – eller rettere filosoffen Kant- har slået Gud ihjel. Mennesket er derefter blevet lidt ked af det, og har egentlig savnet den herre, som var en given sag i det førmoderne samfund. Derfor er den periode fra 1789 til 1989 som vi her skal kalde moderniteten, præget af at mennesket- med en modernistisk forfatters ord- hylede i natten som en herreløs hund. Der blev simpelthen skabt den ene afgud efter den anden. For mennesket er en hund, og det bryder sig ikke om at være uden herre.
En anden filosof, Nietzsche, slog siden fast at Gud altså var død, og at mennesket måtte besinde sig på at leve illusionsløst i troskab mod den foreliggende virkelighed. Dette var der dog ikke stemning for – og Nietsczhe selv opbyggede da også et nyt arsenal af illusioner, der skulle forvandle ham til en galning, der talte med heste og ellers primært tjente som fødselshjælp for nazismen.
Mennesket skabte altså fortsat nye guder i modernitetens navn. Hvad enten guddommen var socialisme, kommunisme, nazisme, liberalisme, nationalisme og demokratisme osv. havde de alle et formål nemlig at udtrykke og realisere modernitetens program ”frihed, lighed og broderskab.”
Konservative med sans for konservatismen var der som altid meget få af. De der var, forsøgte at forklare det moderne menneske, at nok var Gud død, men han var også – som det kan læses – genopstanden fra de døde og derfor ganske levende. Men denne døde og genopstandne Gud var yderst ubehagelig for det moderne menneske, fordi han var så utrolig umoderne. Han sagde noget ganske andet end frihed og lighed, han talte i stedet om fordringer, krav og bundethed. En grimmer karl, der ikke frigjorde mennesket men derimod fældede dom.
Moderniteten udviklede sig og skønt ligdyngerne fra verdenskrigene, verdenskommunismen og Holocaust lugtede stadig værre så fortsatte denne søgen efter en ny gud. Lige Indtil 1989. For da braste det hele sammen. Den mur der på barok vis delte den gamle kulturstad Berlin i to varianter af modernitet kollapsede, og det samme gjorde troen på de store ideer og de altomfattende pseudoreligiøse frigørelsesfortællinger.
Pludselig syntes de sidste 200 års historie dybt latterlig. Tragikomisk i højeste potens. ”Det hele havde jo bare været noget pjat.” tænkte mennesket, da alle hans afguder splintredes af historiens ubarmhjertighed. Men fra de rygende ruindynger, kom han aldrig videre end den erkendelse, at alt var pjat. Hvor moderniteten var præget af alvor og højtidelighed, trækker det postmoderne menneske blot på skulderen og bilder sig selv ind, at nu var det hele vist var og er gak og løjer. Ja og måske netop deri bestod realiseringen af modernitetens program. Måske kunne de moderne guder slet ikke tilvejebringe den ubegrænsede frihed, som både det postmoderne og det moderne menneske havde sat snuden op efter. Den ubegrænsede frihed, viste det sig, havde man kun der, hvor alt var blevet latterligt, der hvor alvoren var forvandlet til løssluppen ironisk distance.
Den ubegrænsede frihed er et opgør med alle bindinger og alle forpligtelser. Kun når intet, eller rettere ingen for alvor betyder noget, kunne man fokusere på det væsentligste; sig selv. Men selv ikke selvet kunne det postmoderne menneske tage alvorlig. Hvor det førmoderne menneske havde underordnet sig et på forhånd givet meningssystem, og det moderne menneske havde søgt at realisere sig selv, så har det postmoderne menneske reduceret livets mening til sanselighedens hedonisme – den ubegrænsede frihed, og den ubegrænsede trang til nydelser.
Selvfølgelig er det postmoderne menneske ikke uden sans for det åndelige, og selvfølgelig søger også han at opbygge et meningssystem. Men ironien består i, at hans meningssystem er helt uden mening. Rask væk snupper han lidt fra buddhismen, lidt fra hinduisme, lidt krystaller og nogle helbredende væsker, og lidt universel kosmisk energi. I virkeligheden viser det sig, at den religion som det postmoderne menneske bygger op er et alter for selvdyrkelsen, et velbehageligt troldspejl, der ikke som Kierkegaards og kristendommens dødens spejl sætter mennesket til vægs, men snarere som en anden skønhedsguru forstørrer alt det gode og formindske alt det grimme ved en selv, så man så meget desto nemmere kan bilde sig ind, at man er verdens egentlig centrum.
Det er blevet hævdet, at konservatismen deler fællessag med det postmoderne opgør med moderniteten. Måske nok. Men konservatismen sætter ikke pjank og pjat i stedet for modernitet. Konservatisme er ikke noget der henviser til den flagrende skøgementalitet, som er det postmoderne menneskes egentlige karakteristikon. Konservatismen hævder alvoren. At der er en virkelighed, og at der derfor er krav fordringer og ansvar. For derfor at besvare det stillede spørgsmål, så kan den konservative ikke ånde lettet op over modernitetens sammenbrud, men bør snarere væbne sig til tænderne i den erkendelse at hans modstander – menneskets uendelig selvkærlighed- er langt stærkere end modernitetens vaklende afguder.
Fra Pro Patria
www.ku-aarhus.dk
Først og fremmest må vi jo lige være på det rene med hvad de her begreber betyder. En ellers meget vis kammerat spurgte mig for 1½ års tid ca. ”Hvorfor kan du ikke lide moderniteten, synes du hellere folk skal undvære moderne teknologi og medicin.” Stor var min munterhed over dennes misforståelse af modernitetsbegrebet. Modernitet handler hverken om medicin eller teknik. For moderniteten er dette, at mennesket – eller rettere filosoffen Kant- har slået Gud ihjel. Mennesket er derefter blevet lidt ked af det, og har egentlig savnet den herre, som var en given sag i det førmoderne samfund. Derfor er den periode fra 1789 til 1989 som vi her skal kalde moderniteten, præget af at mennesket- med en modernistisk forfatters ord- hylede i natten som en herreløs hund. Der blev simpelthen skabt den ene afgud efter den anden. For mennesket er en hund, og det bryder sig ikke om at være uden herre.
En anden filosof, Nietzsche, slog siden fast at Gud altså var død, og at mennesket måtte besinde sig på at leve illusionsløst i troskab mod den foreliggende virkelighed. Dette var der dog ikke stemning for – og Nietsczhe selv opbyggede da også et nyt arsenal af illusioner, der skulle forvandle ham til en galning, der talte med heste og ellers primært tjente som fødselshjælp for nazismen.
Mennesket skabte altså fortsat nye guder i modernitetens navn. Hvad enten guddommen var socialisme, kommunisme, nazisme, liberalisme, nationalisme og demokratisme osv. havde de alle et formål nemlig at udtrykke og realisere modernitetens program ”frihed, lighed og broderskab.”
Konservative med sans for konservatismen var der som altid meget få af. De der var, forsøgte at forklare det moderne menneske, at nok var Gud død, men han var også – som det kan læses – genopstanden fra de døde og derfor ganske levende. Men denne døde og genopstandne Gud var yderst ubehagelig for det moderne menneske, fordi han var så utrolig umoderne. Han sagde noget ganske andet end frihed og lighed, han talte i stedet om fordringer, krav og bundethed. En grimmer karl, der ikke frigjorde mennesket men derimod fældede dom.
Moderniteten udviklede sig og skønt ligdyngerne fra verdenskrigene, verdenskommunismen og Holocaust lugtede stadig værre så fortsatte denne søgen efter en ny gud. Lige Indtil 1989. For da braste det hele sammen. Den mur der på barok vis delte den gamle kulturstad Berlin i to varianter af modernitet kollapsede, og det samme gjorde troen på de store ideer og de altomfattende pseudoreligiøse frigørelsesfortællinger.
Pludselig syntes de sidste 200 års historie dybt latterlig. Tragikomisk i højeste potens. ”Det hele havde jo bare været noget pjat.” tænkte mennesket, da alle hans afguder splintredes af historiens ubarmhjertighed. Men fra de rygende ruindynger, kom han aldrig videre end den erkendelse, at alt var pjat. Hvor moderniteten var præget af alvor og højtidelighed, trækker det postmoderne menneske blot på skulderen og bilder sig selv ind, at nu var det hele vist var og er gak og løjer. Ja og måske netop deri bestod realiseringen af modernitetens program. Måske kunne de moderne guder slet ikke tilvejebringe den ubegrænsede frihed, som både det postmoderne og det moderne menneske havde sat snuden op efter. Den ubegrænsede frihed, viste det sig, havde man kun der, hvor alt var blevet latterligt, der hvor alvoren var forvandlet til løssluppen ironisk distance.
Den ubegrænsede frihed er et opgør med alle bindinger og alle forpligtelser. Kun når intet, eller rettere ingen for alvor betyder noget, kunne man fokusere på det væsentligste; sig selv. Men selv ikke selvet kunne det postmoderne menneske tage alvorlig. Hvor det førmoderne menneske havde underordnet sig et på forhånd givet meningssystem, og det moderne menneske havde søgt at realisere sig selv, så har det postmoderne menneske reduceret livets mening til sanselighedens hedonisme – den ubegrænsede frihed, og den ubegrænsede trang til nydelser.
Selvfølgelig er det postmoderne menneske ikke uden sans for det åndelige, og selvfølgelig søger også han at opbygge et meningssystem. Men ironien består i, at hans meningssystem er helt uden mening. Rask væk snupper han lidt fra buddhismen, lidt fra hinduisme, lidt krystaller og nogle helbredende væsker, og lidt universel kosmisk energi. I virkeligheden viser det sig, at den religion som det postmoderne menneske bygger op er et alter for selvdyrkelsen, et velbehageligt troldspejl, der ikke som Kierkegaards og kristendommens dødens spejl sætter mennesket til vægs, men snarere som en anden skønhedsguru forstørrer alt det gode og formindske alt det grimme ved en selv, så man så meget desto nemmere kan bilde sig ind, at man er verdens egentlig centrum.
Det er blevet hævdet, at konservatismen deler fællessag med det postmoderne opgør med moderniteten. Måske nok. Men konservatismen sætter ikke pjank og pjat i stedet for modernitet. Konservatisme er ikke noget der henviser til den flagrende skøgementalitet, som er det postmoderne menneskes egentlige karakteristikon. Konservatismen hævder alvoren. At der er en virkelighed, og at der derfor er krav fordringer og ansvar. For derfor at besvare det stillede spørgsmål, så kan den konservative ikke ånde lettet op over modernitetens sammenbrud, men bør snarere væbne sig til tænderne i den erkendelse at hans modstander – menneskets uendelig selvkærlighed- er langt stærkere end modernitetens vaklende afguder.
Fra Pro Patria
www.ku-aarhus.dk
posted by C.S at 12:37
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home