I Livjatans mave- En tur til Bruxelles

Jeg var for nylig I Bruxelles sammen med Konservative Studenter i øvrig sammen med (Nikolaj ovre fra Altanen) for at besøge vores venner dernede, og bese den almene situation i Europas hovedstad. En af dagene var vi i Europa parlamentet. Jeg har aldrig været der før, og har kun mødt det nye Europa, der tegner sig for os, gennem den danske stats viderekolportering af det europæiske projekt. Jeg skal derfor i det følgende forsøge at beskrive min oplevelse. Parlamentet var en imponerende bygning set udefra. Dens retlinede arkitektur de store åbne flader og renhed stod i skærende kontrast til det umådeligt rodede Bruxelles. En by der nok er smuk, men som for mig virker som en kæmpe på vej i knæ, hvor de gamle bygningers skønhed æstetisk men dog ildevarslende smuldrer bort sammen med det tvedelte land, hvis hovedstad det er.

Ved hovedindgangen, som ikke ligger fortil, men der hvor man kunne forvente at bagindgangen lå, fik jeg mig mit første chok. For her stod en lille statue. En ung handlekraftig og i den mest energiske positur knejsede over et kaotisk virvar, hvori indgik et menneskehoved, og holdt på heroisk vis et eurotegn i hånden. Statuen mindede i sin stil om de mange russiske 2. verdenskrigs sejrsmonumenter i den gamle østblok. På sin vis ikke grim. Men stadig skræmmende. Var jeg i Moskva eller Bruxelles? Og hvor bizar var da ikke sammenblanding af sovjetisk fascisme, heroisme og økonomisk samarbejde, som denne statue symboliserede. Var meningen at EU's økonomiske samarbejde var mere end blot økonomi, men en heroisk dåd, der i sig selv skabte en ny ordnet virkelighed ud af det gamle europæiske kaos, eller var statuen blot et udtryk for den fladpandede teknokrats perverterede forståelse af det heroiske, hvor selv dette reduceres til økonomisme?

Uanset hvordan jeg end kigge på statuen, kunne jeg ikke lade være med at blive grebet af den åbenlyse perversion, som den var et udtryk for.

I Lobbyen vrimlede der med folk i slips. Nogle for lange, andre for korte. Vagter sikrede sig nøje at man ikke kom i dårlige hensigter til det eurpæiske demokratis højborg. Overraskende nok benytter parlamentet sig bare af en privat sikkerhedsudbyder, hvilket da bestemt er betryggende, idet jeg hvade frygtet at møde en form for EU schweizergarde. I gamle dage havde man vel lavet et sådant statsgendarmeri med farvestrålende uniformer. Nu var her bare dårligt klædte vagter, hvis tøj nærmest skreg af demokratisk almindelighed. Velkommen til det post-politiske Europa, hvor fjenden er reduceret til samtalepartner og hvor alt magt som udgangspunkt er blød magt, men hvor men alligvel med djævlens vold og magt må beskytte folkestyret mod folket.

At gå inde i parlamentet var som at være blevet slugt af Hobbes Leviathan. Alt var enormt. Alt var overraskende grimt og gråt. Rådhuse i flere byer er mere luksuriøse end parlamentet. Igen den omsiggribende demonstrative, demokratiske enkelhed enkelthed. Hvis det ikke kan være, så må det synes.

En anden ting der prægede det fælleseuropæiske projekts hovedkvarter var sprogforbistringen. Til de eurofiles store ærgrelse er består Europa jo af nationer med særegne kulturer og sprog. I parlamentet har man løst dette med et omsiggribende system af piktogrammer, der viste hen til alt lige fra togbaner til plenarsalen. I mangel af bedre synes den fælleseuropæiske forståelse således at bygge for den laveste sproglige fællesnavner billedtegnet. Man ser det for sig og gruer; en ny fælleseuropæiske litteratur af rene piktogrammer – billedbogen som kronen på 3000 års kulturhistorie.

Til slut slap vi ud, nemt var det ikke. Maden var god, og vores guider velmenende. Bekymrende var det dog, at alt hvad de professionelle europæere anså som succes, anså de fleste af os, der blev vist rundt som faresignaler. En parlamentariker pralede således af stabiliteten i parlamentet fordi de to store partier alligevel bestemte det hele, der blev pralet af at parlamentet nu var vigtigere end de nationale parlamenter, og af at de store europæiske partier ad åre ville fortrænge de nationale partiet.

Heldigvis var der middag med i turen så vi fik andet end europæiske skrækvisioner at tygge på den dag.