Liberalisme, socialisme og togtider...
Nedenstående er, med mindre ændringer, et indlæg sendt til Berlignske for nogle dage siden, i håb om at de ville bringe det som en kronik. Den er konkret en anke mod en kronik af Per Stig Møller i samme avis, hvor han blandt andet talte for at konservatismen er en kombination af liberalisme og socialisme.
Også de udfordringer som den muslimske indvandring, i kraft af dens store omfang i tidligere årtier, har medført, er konservatismen bedre end så mange andre samfundsmæssige strømninger, velegnet til at besvare. Besindelsen på at der altid er en historie før dagens aktuelle politik, og at denne historie altid udspiller sig i en bestemt kulturel sammenhæng – er netop kendetegnende for konservativ tænkning. Ytringsfriheden er konkret en næsten altafgørende borgerlig frihedsrettighed, som meget vel kan forsvares udfra både liberale og sågar socialistiske synspunkter. Den er et adelsmærke i så godt som alle den frie vestlige verdens samfund. Men den eksisterer ikke blot i kraft af frihedsbegrebet, eller en stemning der tilsiger at den er god. Den frie verden er fri i kraft af en lang historisk udvikling. I denne udvikling har den græske tænkning (f.eks. Antigone, som Per Stig Møller nævner) spillet en rolle, ligesom Kristendommen har været – og er af afgørende betydning. Og igen de 18. – og 19. århundreders liberale strømninger har været vigtige. Derfor kan det heller aldrig være underordnet hvilke etniske grupper eller folkeslag der eksisterer indenfor en given stats rammer. Ønsker om at forbyde religionskritik som en afart af racisme, udgør, hvad enten det er i den hjemlige debat eller i FN-regi, en udfordring der på en og samme tid er både politisk og ikke mindst kulturel. Selv ikke socialismen og liberalismen tilsammen er i stand til at favne over dette. Men konservatismen er. Fastholder vi ikke selv dette, er der ikke andre som vil!
Liberalisme, socialisme og togtider!
I sin kronik i Berlingske Tidende, af 14. februar, Konservatisme i en krisetid, skrev udenrigsminister Per Stig Møller om sit syn på konservatismens rolle, i hvad han kaldte en krisetid. Kronikken indeholder flere gode betragtninger, navnlig af aktuel politisk karakter: Den evidente trussel fra, hvad man kunne kalde ’sharialiseringen’ (eksempelvis vi de babelske Durban II-forhandlinger), samt den demokratisk-politiske krise i det institutionaliserede europæiske fællesskab. Disse skal jeg for min del vende tilbage til i det følgende. Per Stig Møllers kroniks hovedanliggende synes dog snarere at være det apologetiske, at forklare, at konservatismen sandelig er forsvarlig at have med at gøre i vores såkaldte krisetid. Dette skal jeg bestemt ikke bestride: Som ministeren også selv påpeger, fordrer forpligtelsen på de følgende generationer, en til enhver tid ansvarlig og langsigtet økonomisk politik; og ulemperne ved socialismens mange indgreb i det frie næringsliv, historisk såvel som aktuelt, turde da også være åbenbare.
Men derfra og til at hævde at konservatismen besidder denne forsvarlighed, fordi den er en kombination af socialisme og liberalisme… der er alligevel meget langt. Men ”Derfor er der brug for den kombination af liberalisme og socialisme, som er konservatisme” skrev Stig Møller ikke desto mindre i kronikken. Jeg vil begynde min anke mod denne betragtning, omtrent der hvor udenrigsministerens kronik slap.
”Danmark er ikke bare et stykke jord, men en historie, et sprog, en kultur præget og udviklet gennem generationer af danskere, hvis virke vi forvalter og forandrer for at give det videre til de næste generationer.”
Citatet fra kronikken indeholder ikke blot den efterhånden bekendte generationskontrakt. Der er også en erkendelse af at konservatismen - bundet som den er, til den nationale kultur og historie – snarere er ånd end fordelingspolitik og ”togtider”. Den konservative politiker kan meget vel beskæftige sig med fordelingspolitik eller andre vigtige økonomiske emner, men det konservative ligger ikke deri at foretage en eller anden delikat balancegang mellem hensynene til liberalismen og velfærden. Hvordan man bedst forholder sig i en større eller mindre økonomisk krise, må bero på konkrete og pragmatiske overvejelser hos den enkelte borger, bankmand, nationaløkonom eller politiker.
Når dette er sagt, er det naturligvis relevant at bemærke at konservatismen, idehistorisk set, har træk til fælles med liberalismen. Tænkere som Adam Smith og David Hume fra den skotske oplysningstradition, har begge i større eller mindre grad præget konservatismen – i det mindste den del af den, der voksede sig til under indtryk af den angelsaksiske frihedstradition. Den omtrent samtidige Edmund Burkes angreb på den franske revolutions totalitarisme i værket Reflections on the Revolution in France fra 1790, står som et uomgængeligt hovedværk i denne forbindelse. Den franske revolution var i sin oprindelse også liberal, men måtte fra et konservativt synspunkt alligevel kritiseres: Den tog nemlig udgangspunkt i et abstrakt eller filosofisk frihedsbegreb, som da også viste sig ikke at rumme nogen som helst beskyttelse mod totalitarismen som sådan eller rædselsregimet konkret. Konservatismen har kærligheden, om man vil, til den enkelte borgers frihed til fælles med liberalismen; og særlig nyere tids konservative har anerkendt kapitalismen og den økonomiske frihed, som den bedste økonomiske - og fordelingsmodel. Men konservatismen er ikke ud af et stykke med liberalismen, og da slet ikke med socialismen. Blandt de politiske –ismer er konservatismen et stykke for sig - man kan endog argumentere for at den slet ikke er en ideologi - i og med at den tager afstand fra det ideologiske mål som begreb. I det mindste er den ikke en emancipatorisk frelserideologi med velmenende mål på menneskehedens vegne, som liberalismen eller socialismen med dennes stedbarn, den totalitære kommunisme. Konservatismen kan ikke være en kombination af liberalismen og socialismen, når den netop er et modsvar til disse og deres emancipatoriske ideologiske tænkning. Der er en uoverstigelig modsætning mellem på den ene side at fremhæve konservatismens forpligtelse på det historisk givne nationale fællesskab og dets kultur, og på den anden side affærdige det konservative som en kombination af to abstrakte ideologier som liberalisme og socialisme.
Men endvidere er konservatismen heller ikke blot et defensivt modsvar til ideologierne; den har sin egen pondus og kampvægt i form af netop kulturen, historien og forpligtelsen på både fortidige og fremtidige generationer; og friheden. Forsvaret for Vestens særlige frihed, med både kristendommen og dele af oplysningstraditionen (på godt og ondt) i bagagen, er det der ruster konservatismen til kriser og udfordringer fra totalitære trusler, som konkret islamismen - og historisk nazismen og kommunismen.
Per Stig Møller har ret i at konservatismen er det bedste svar på tidens store spørgsmål. Men en udefineret kombination af liberalisme og socialisme er ikke nok til imødese så store udfordringer som den vestlige verden, og dermed også Danmark står overfor.
Det er uomgængeligt at det irske nej til Lissabon-traktaten, har hensat EU-systemet i en form for krise. Alt efter anskuelse kan man så betragte dette som værende godt eller skidt. Det er også klart, som Per Stig Møller skriver, at dette rejser vigtige spørgsmål om demokratiets institutioner; spørgsmål som kan besvares udfra mange forskellige betragtninger. Det særligt konservative i denne forbindelse, kunne så til eksempel være at rejse det afgørende spørgsmål, om der egentlig er et europæisk folk til det europæiske fællesskab – et europæisk demos i det europæiske demokrati. Danmark er ikke bare et stykke jord… Det har irerne, kan tænkes, heller ikke syntes at Irland bare var, da de afgav deres stemme om Lissabon-traktaten. Konservatismen fører ikke nødvendigvis til EU-modstand, men den er en stående advarsel mod at gøre demokratisk regning uden national vært. Konservatismen, med dens før-politiske og historiske besindelse, kan - og bør gå et spadestik dybere. Gør den ikke selv dette, er der ikke andre som vil!
I sin kronik i Berlingske Tidende, af 14. februar, Konservatisme i en krisetid, skrev udenrigsminister Per Stig Møller om sit syn på konservatismens rolle, i hvad han kaldte en krisetid. Kronikken indeholder flere gode betragtninger, navnlig af aktuel politisk karakter: Den evidente trussel fra, hvad man kunne kalde ’sharialiseringen’ (eksempelvis vi de babelske Durban II-forhandlinger), samt den demokratisk-politiske krise i det institutionaliserede europæiske fællesskab. Disse skal jeg for min del vende tilbage til i det følgende. Per Stig Møllers kroniks hovedanliggende synes dog snarere at være det apologetiske, at forklare, at konservatismen sandelig er forsvarlig at have med at gøre i vores såkaldte krisetid. Dette skal jeg bestemt ikke bestride: Som ministeren også selv påpeger, fordrer forpligtelsen på de følgende generationer, en til enhver tid ansvarlig og langsigtet økonomisk politik; og ulemperne ved socialismens mange indgreb i det frie næringsliv, historisk såvel som aktuelt, turde da også være åbenbare.
Men derfra og til at hævde at konservatismen besidder denne forsvarlighed, fordi den er en kombination af socialisme og liberalisme… der er alligevel meget langt. Men ”Derfor er der brug for den kombination af liberalisme og socialisme, som er konservatisme” skrev Stig Møller ikke desto mindre i kronikken. Jeg vil begynde min anke mod denne betragtning, omtrent der hvor udenrigsministerens kronik slap.
”Danmark er ikke bare et stykke jord, men en historie, et sprog, en kultur præget og udviklet gennem generationer af danskere, hvis virke vi forvalter og forandrer for at give det videre til de næste generationer.”
Citatet fra kronikken indeholder ikke blot den efterhånden bekendte generationskontrakt. Der er også en erkendelse af at konservatismen - bundet som den er, til den nationale kultur og historie – snarere er ånd end fordelingspolitik og ”togtider”. Den konservative politiker kan meget vel beskæftige sig med fordelingspolitik eller andre vigtige økonomiske emner, men det konservative ligger ikke deri at foretage en eller anden delikat balancegang mellem hensynene til liberalismen og velfærden. Hvordan man bedst forholder sig i en større eller mindre økonomisk krise, må bero på konkrete og pragmatiske overvejelser hos den enkelte borger, bankmand, nationaløkonom eller politiker.
Når dette er sagt, er det naturligvis relevant at bemærke at konservatismen, idehistorisk set, har træk til fælles med liberalismen. Tænkere som Adam Smith og David Hume fra den skotske oplysningstradition, har begge i større eller mindre grad præget konservatismen – i det mindste den del af den, der voksede sig til under indtryk af den angelsaksiske frihedstradition. Den omtrent samtidige Edmund Burkes angreb på den franske revolutions totalitarisme i værket Reflections on the Revolution in France fra 1790, står som et uomgængeligt hovedværk i denne forbindelse. Den franske revolution var i sin oprindelse også liberal, men måtte fra et konservativt synspunkt alligevel kritiseres: Den tog nemlig udgangspunkt i et abstrakt eller filosofisk frihedsbegreb, som da også viste sig ikke at rumme nogen som helst beskyttelse mod totalitarismen som sådan eller rædselsregimet konkret. Konservatismen har kærligheden, om man vil, til den enkelte borgers frihed til fælles med liberalismen; og særlig nyere tids konservative har anerkendt kapitalismen og den økonomiske frihed, som den bedste økonomiske - og fordelingsmodel. Men konservatismen er ikke ud af et stykke med liberalismen, og da slet ikke med socialismen. Blandt de politiske –ismer er konservatismen et stykke for sig - man kan endog argumentere for at den slet ikke er en ideologi - i og med at den tager afstand fra det ideologiske mål som begreb. I det mindste er den ikke en emancipatorisk frelserideologi med velmenende mål på menneskehedens vegne, som liberalismen eller socialismen med dennes stedbarn, den totalitære kommunisme. Konservatismen kan ikke være en kombination af liberalismen og socialismen, når den netop er et modsvar til disse og deres emancipatoriske ideologiske tænkning. Der er en uoverstigelig modsætning mellem på den ene side at fremhæve konservatismens forpligtelse på det historisk givne nationale fællesskab og dets kultur, og på den anden side affærdige det konservative som en kombination af to abstrakte ideologier som liberalisme og socialisme.
Men endvidere er konservatismen heller ikke blot et defensivt modsvar til ideologierne; den har sin egen pondus og kampvægt i form af netop kulturen, historien og forpligtelsen på både fortidige og fremtidige generationer; og friheden. Forsvaret for Vestens særlige frihed, med både kristendommen og dele af oplysningstraditionen (på godt og ondt) i bagagen, er det der ruster konservatismen til kriser og udfordringer fra totalitære trusler, som konkret islamismen - og historisk nazismen og kommunismen.
Per Stig Møller har ret i at konservatismen er det bedste svar på tidens store spørgsmål. Men en udefineret kombination af liberalisme og socialisme er ikke nok til imødese så store udfordringer som den vestlige verden, og dermed også Danmark står overfor.
Det er uomgængeligt at det irske nej til Lissabon-traktaten, har hensat EU-systemet i en form for krise. Alt efter anskuelse kan man så betragte dette som værende godt eller skidt. Det er også klart, som Per Stig Møller skriver, at dette rejser vigtige spørgsmål om demokratiets institutioner; spørgsmål som kan besvares udfra mange forskellige betragtninger. Det særligt konservative i denne forbindelse, kunne så til eksempel være at rejse det afgørende spørgsmål, om der egentlig er et europæisk folk til det europæiske fællesskab – et europæisk demos i det europæiske demokrati. Danmark er ikke bare et stykke jord… Det har irerne, kan tænkes, heller ikke syntes at Irland bare var, da de afgav deres stemme om Lissabon-traktaten. Konservatismen fører ikke nødvendigvis til EU-modstand, men den er en stående advarsel mod at gøre demokratisk regning uden national vært. Konservatismen, med dens før-politiske og historiske besindelse, kan - og bør gå et spadestik dybere. Gør den ikke selv dette, er der ikke andre som vil!
Også de udfordringer som den muslimske indvandring, i kraft af dens store omfang i tidligere årtier, har medført, er konservatismen bedre end så mange andre samfundsmæssige strømninger, velegnet til at besvare. Besindelsen på at der altid er en historie før dagens aktuelle politik, og at denne historie altid udspiller sig i en bestemt kulturel sammenhæng – er netop kendetegnende for konservativ tænkning. Ytringsfriheden er konkret en næsten altafgørende borgerlig frihedsrettighed, som meget vel kan forsvares udfra både liberale og sågar socialistiske synspunkter. Den er et adelsmærke i så godt som alle den frie vestlige verdens samfund. Men den eksisterer ikke blot i kraft af frihedsbegrebet, eller en stemning der tilsiger at den er god. Den frie verden er fri i kraft af en lang historisk udvikling. I denne udvikling har den græske tænkning (f.eks. Antigone, som Per Stig Møller nævner) spillet en rolle, ligesom Kristendommen har været – og er af afgørende betydning. Og igen de 18. – og 19. århundreders liberale strømninger har været vigtige. Derfor kan det heller aldrig være underordnet hvilke etniske grupper eller folkeslag der eksisterer indenfor en given stats rammer. Ønsker om at forbyde religionskritik som en afart af racisme, udgør, hvad enten det er i den hjemlige debat eller i FN-regi, en udfordring der på en og samme tid er både politisk og ikke mindst kulturel. Selv ikke socialismen og liberalismen tilsammen er i stand til at favne over dette. Men konservatismen er. Fastholder vi ikke selv dette, er der ikke andre som vil!
posted by J.Aa at 12:19
1 Comments:
fremragende. Vi må håbe den kommer i. Min erfaring er, at det er svært at få noget i berlingeren, især efter huin er blevet rød
Send en kommentar
<< Home