KU's Landsråd 09 med reaktionære briller

Landsrådet på Dalum blev traditionen tro indledt på allerflotteste vis med faneindmarchen. Medens Blaze away blev afspillet vandrede KU foreningerne ind med deres faner og stod fanevagt ved landsrådspodiet. Men står KU stadig fanevagt for Danmark efter dette landsråd? Med andre ord, hvordan kan vi bedømme den politiske udvikling.

Først og fremmest må det slås fast at billedet er ufattelig mudret i år. For et par år siden kunne jeg næsten tale om kulturkonservativ reaktion, sidste år kan jeg dårligt huske, men i år var der både sejre og nederlag.

I forhold til EU, hvor KU er skeptiske og modstandere af Euroen, kunne man indledningsvis konstatere en sejr, der bestod i at der kun var stillet to ændringsforslag til den allerede skeptiske linie. Et der ønksede at bevare alle forbeholdene ( i øvrigt fra J.Ws hånd) og et der handlede om udmeldelse af EU. Jeg kunne også konstatere at skeptikere og modstandere helt ejede talerstolen, og at alle der har mund og mæle i KU nu har vendt sig mod EU.
Desværre tabte de to ændringsforslag knebent, da KUs EP kandidat Mette Abildgaard leverede et dygtigt indlæg til forsvar for den kun moderat skeptiske linie.

En KUer fra Købenahvn havde tilgengæld stillet et forslag om afskaffelse af monarkiet. Han holdt en meget fornærmende tale mod kongehuset. Reaktionen udeblev ikke. Der blev buhet og trampet i salen. En råbte "landsforræder" en anden råbte "skrub ud til VU".
Efterfølgende gik KUs næstformand JAcob Hedegaard på talerstolen og opfordrede til afsyngelse af kongesangen. Herefter brød salen ud i Kong Christian. Forslaget var besejret, forslagsstilleren knust, monarkiet forsvaret.

Til gengæld led kulturpolitikken nederlag. Knebent vandt liberalisterne her. De løj nemlig for forsamlingen. Talte om dansk kulturs styrke og det frie valg. De talte om kritik af lort på dåse. Og salen åd det råt. De troede de stemte for god sund konservativ kulturkritik, men skjult af retorikken var den rå rindalisme, hadet mod Danmark, hadet mod vores kulturelle Dannevirke.

Efter dette nederlag havde jeg ikke troet, at der var nogen chance for opgøret med vores liberalistiske religionspolitik, hvor vi hævder adskillelsen af kirke og stat. Men debatten var tæt. Kampen var hård. Religionshadet var mindre markant end tidligere- og det i disse ateismeplagede tider. Til afstemningen faldt vores ændringsforlsag med 5 stemmer. Så tæt har det aldrig været før. Langsomt vender vinden.

Et forslag om folkeskolens totale privatisering blev trynet i jorden, det samme blev fri heroin, og meget overraskende blev resolutionen om fadervor i skolen vedtaget.

Meget omtalt var forslaget om revselsesret. Mange talte for det. Desværre var 2/3 imod. Og statsfascismen løb der af med sejren.

Alt i alt må man sige, at kulturkonservatismen ikke er kommet svækket ud af dette landsråd. Den vandt ikke sine sejre. Men den har vist sig som den vigtigste udfordring for den almindelige konservative pragmatisme og den segnende liberalisme.