Twin Peaks

Jeg er netop blevet færdig med at se David Lynch Twin Peaks, som jeg fik i julegave. Jeg har i lang tid været været meget fascineret af den excentriske instruktørs univers – ja faktisk siden jeg for nogle år tilbage så Mulholland drive, der stadig for mig står som en af de bedste film, jeg har set.
Kort fortalt handler Twin Peaks om, at en ung pige Laura Palmer er blevet myrdet i den søvnige og afsondrede provinsby Twin Peaks. Hendes mord skal opklares af det lokale politi og af den noget særegne FBI agent Dale Cooper. Indtil nu lyder at jo helt banalt. Vi kender denne historie.

David Lynchs genialitet består da heller ikke i, at vi medens plottet skrider frem, får øjnene op for, at ikke alt er som det skal være i den lille by, at der lurer noget under overfladen. Dette har vi også set tusinde gange. Det særlige ved Twin Peaks er den arketypiske og basale form, som denne rådenskab tager og den stærke kontrast til den idealiserede overflad. Dette er et tema Lynch flere gange har arbejdet med. Man kan endda hævde, at det er et ledemotiv i hele hans livsværk. Tonen blev i hvert fald allerede slået an i hans gennembrudsfil Blue Velvet, hvor det uskyldsrene USA – komplet med Bobby Vintons suppe-steg-og-is-musik – konfronteres med en virkelighed, der er både afsporet og i seksuel forstand perverteret. Som i Twin Peaks er omdrejningspunktet i Blue Velvet i øvrigt også en søvning provinsby, der mest udmærker sig ved at ernære sig af skovhugst.

I hans seneste to film Mulholland Drive og Inland Empire er scenen flyttet fra small town america til illusionsfabrikken Hollywood, hvor glamouren er så meget større og løgnen derfor så meget mere udtalt. I hans nødesløse og angstvækkende skildring af denne drømmefabrik, der afsløres som et mareridt, er der desuden intet af den kærlighed og hengivenhed til miljøet som trods alt skinner tydeligt igennem i Blue Velvet og Twin Peaks.

Udover at være præget af forundringen over råddenskabet, er der nemlig i Twin Peaks en sympatisk og overbærende skildring af seriens mange hovedpersoner. De er alle som en skæve eksistenser, hvis afvigende adfærd, jeg allerede er begyndt at savne. Men råddenskaben lurer altid. Denne dikotomi mellem råddenskab og (oprigtig) gode intentioner viser sig klart i skellet mellem skildringen af mand og kvinde hos Lynch.

Hvor mændende – eksemplificeret ved den idealistiske Dale Cooper, eller den dæmoniske Bob – oftest er nogenlunde, hvad de giver sig ud for at være, forholder det sig med kvinderne anderledes. Så godt som alle kvinder er hos Lynch skildret med udgangspunktet i den klassiske ide om kvinden luder/madonna natur. Klarest er det hos den myrdede Laura Palmer. Skønhedsprinsesse i Twin Peaks, elsket af alle men også kokainmisbruger, seksuelt afsporet, personlighedsspaltet, løgnagtig og ja i det hele taget falsk. Hos lynch er kvinden altid falsk. Under overfladen lurer skøgen. Hvor mandens eventuelle ondskab er næsten parodisk tydeligt, må den altid for kvindens vedkommende afsløres eller på smertelig vis erkendes, når hun selv afslører sin sande natur.

Det er derfor også karakteristisk at det rådne i byen netop afsløres i politiets kortlægning af Palmers færden, og at denne rådenskab, når den først er blevet afsløret synes ingen ende at ville tage. Den ene begivenhed fører til den anden og alle illusioner smadres. Efter en lang omvej, hvor Lynch har forladt projektet, og historien blevet stadig mere latterlig, når den i slutafsnittene, der afspejler seriens indledende høje kvalitet til sin naturlige konklusion, nemlig den totale fortvivlelse og dæmoniens sejr og den blåøjede og godhjertede idealisme.