Dage uden internet

Det er vel omtrent en halvanden måned siden, jeg traf den beslutning at afskrive mit internet-abonnement og pakke den bærbare computer væk. Helt væk er den dog ikke, for der er stadig film der er værd at se - og skrive på den kan man også: Som for eksempel denne selvreportage fra et stykke, nu mindre elektronisk, hverdag. På godt og ondt.

Det første spørgsmål der melder sig, er måske, hvorfor? Det kan dog ikke besvares uden en portion selvudlevering, eller navlepilleri om man vil. Men det må så være. Mine såkaldte teenageår og efterfølgende ungdom, var, som så mange andres, præget af et ganske stort forbrug af computerspil og ”internet-surfing.” I og for sig intet der er værd at skrive hjem om. Noget særligt er det heller ikke at min kærlighed til disse former for tidsfordriv, som en anden nisse flyttede med, da jeg selv flyttede hjemmefra. Bevares, den er der for så vidt stadig. Problemet var at min selvdisciplin ikke kunne måle sig med de kortvarige glæder, som det elektroniske tidsfordriv beredte. Spilleriet og internet-forbruget stjal mere og mere tid; både fra studiet, fra anden læsning – og sågar fra mit sociale liv. Om nogen afhængighed kan man ikke tale. Og efterhånden som jeg blev ældre, blev det i højere grad også internettets, nok så interessante og hæderlige tilbud, der stjal tiden. Men det korte af det lange, er at jeg ikke kunne styre det. Og skønt den var længe undervejs, var beslutningen om helt at afskrive internettet - først og fremmest et lille desperat hop på selverkendelsens trampolin, ud af en ond cirkel.

Det næste, om hvilket jeg også selv selve måtte spørge, var hvordan det nu går? Der gik ikke mange dage inden det for mig selv, tog form af et eksperiment. Hvor længe kunne jeg holde det? Og ikke mindst, hvad kunne jeg positivt få ud af det? Kunne jeg gøre en dyd ud af den selvvalgte nødvendighed?

For at starte med det sidste først, må svaret være et klart ja!

Jeg har, mindst et par dage om ugen, savnet internettets adspredelser, og den bekvemme tilgang til praktiske informationer. Mangen morgen har jeg vågnet op og villet ”tjekke” dagens nyheder og tildragelser…

Men afsavnet har tværtimod fordret mere opbyggelig læsning og mere sportslig aktivitet. Og det reelle behov for saglige nyheder dækkes, for mig, rigeligt af avislæsning på universitetet (hvis datamater også benyttes til de praktiske formål hvortil internettet er nødvendigt) og en radio. Den største glæde det har beredt, er den øgede læseglæde - og den øgede mængde af litteratur man på en dag man kan indtage. Ungdommens (naive) umiddelbare fordybelse i - og tilegnelse af - selv studierelateret materiale – synes endog at være nærmest genvundet.

Endelig giver det også stof til eftertanke. Måske kan det med god vilje ses som et stille dementi af den ofte fremførte påstand at ”man må følge med tiden”. Inden jeg tog skridtet, tænkte jeg også selv, at jeg da risikerede helt at blive hægtet af fra det pulserende liv. At det ville være alt for besværligt. At det sidste i hvert fald ikke er tilfældet, har dog nok noget at gøre med, hvor fordelagtigt tæt jeg bor på universitetet. Men bortset fra det, kan jeg kun konkludere: God vind! Jeg fortsætter livet uden internet, forhåbentlig både studiet og denne blog til gavn. Det er ikke uden en hvis glæde at jeg har hægtet mig selv af den forføriske og kontinuerlige opdateringsdans…

Selvironisk kunne Jawarhalal Nehru i 1945 anbefale et fængselsophold til alle håbefulde forfattere og tænkere, da det tvinger de åndelige bestræbelser ad nye frugtsommelige veje. Han skrev sin The Discovery of India under fangenskabet i Fort Ahmadnagar i 1942-45. Fordelene ved at lukke sig selv ude fra internettets muligheder, er måske lidt på samme måde, også tvivlsomme.