Durban II og den nye Chamberlain

Durban II er netop overstået. Danmark deltog som bekendt og har dermed tilsluttet sig det slutdokument, som er det mest konkrete resultat af konferencen? Udenrigsminister Per Stig Møller udlægger resultatet som en sejr, idet slutdokumentet ikke indeholdt forbud mod religionskritik. Et åbenlyst nederlag til de islamiske lande. Men er det derfor en sejr for vesten?

Skønt Per Stig som en anden Chamberlain nu godter sig over resultatet af sin kompromisvilje og forhandlingsevne, så er slutdokumentet som påpeget af bl.a. Mikael Jalving og Jacob Mchangama stærkt problematisk. For skønt et direkte forbud mod religionskritik ikke kom med, så er allehånde meningstilkendegivelser, som kan virke stødende på denne eller hin person nu blevet fordømt af det samlede verdenssamfund – Danmark og Per Stig Møller indbefattet.

Ytringsfriheden, som først er reel, når den er en frihed til at sige, det som ikke falder i god jord, når den med teologen Katrine Winkel Holms ord er en krænkefrihed, er blevet sat under voldsomt under pres.

Er det så en sejr at det ikke lykkedes islamisterne helt at lægge den i graven? Eller understreger det faktum, at FN er blevet det organ hvorved ytringsfriheden søges stedt til hvile, i virkeligheden situationen egentlige alvor. Er Per Stigs sejr ikke blot en lidt ydmygende taktisk retræte for et vesten, der står stadig mere usikkert overfor truslen fra islamismens og dens egen galoperende tolerance!

Ja måske har vi få en stund fået truslen på afstand, men vi har givet et Sudeterland til gengæld, vi har slækket på den ytringsfrihed og den demokratiske frimodighed, som er vestlig kulturs fineste frugt. Vi har i sandhed betalt en høj pris for fred i vor tid.