minbu

søndag, april 19, 2009

Gør plads for de levende - vi har travlt!

Det skete en del gange i 1960'erne og 1970'erne. Gamle bydele blev fjernet til fordel for nye arkitekttegnede rædsler. Mange steder ærgrer man sig nu over, at historiske levn blev jævnet med jorden for at skabe plads til "fremskridtet". Derfor skulle man heller ikke regne med, at det blev gjort igen. Undertegnede havde i hvert fald en vis tryghedsfornemmelse. Så dumt ville politikerne nok ikke bære sig ad igen. Det var åbenbart en falsk tryghedsfornemmelse.

Sagen er den, at man vil rydde en større afdeling af Assistens Kirkegård for at gøre plads til en metrostation (!!!). På Assistens Kirkegård ligger en større mængde prominente mennesker begravet fra bl.a. Danmarks guldalder (1800-1850, red.). Mange af gravene er fredede. I Afdeling G, som er den, der skal fjernes, er 88 grave fredede - et tal, kun meget få danske kirkegårde kan konkurrere med.

Antallet af grave, der skal graves under er 488. Mindst 2.374 individer er i tidens løb blev stedt til hvile i afdelingen. Det er lidt flere end det "par grave", der for to uger siden blev oplyst fra Trafikministeriet.

Og hvor er De Konservative så henne i denne sag? Nogle venter formodentlig, at de står på historiens, kulturens og moralens side til forsvar for en fredet arv og gravfred, men i så fald bliver man skuffet. For to uger siden stillede Henriette Kjær sig frem og sagde, at de oplysninger, hun havde, var fra Trafikministeriet, og at det drejede sig om "et par grave, hvorfra folk skal genbegraves". Hvordan mon hun vrider sig ud af den nu, hvor de ovenstående tal er blevet offentliggjort? Sådan her såmænd:

"Jeg synes, at jeg har fået rigtige oplysninger, og jeg ser intet etisk problem i, at man fjerner indholdet fra gravsteder, hvor folk er begravede for hundrede år siden, og hvis grave i dag er sløjfede."

At argumentere for, at gravene er mindre relevante, fordi de er gamle, er et ganske nyt trick for konservative politikere. Det bliver interessant at se, hvad det ender med at føre med sig. Rigsarkivet, Statens Museum for Kunst, Det Kgl. Bibliotek - smid dog det gamle lort ud. Det har ikke den store relevans. Det er jo over hundrede år gammelt.

At det er en venstrekvinde, tidligere kirkeminister Mette Madsen, der nu forsøger at tale politikerne fra det, gør det hele endnu mere paradoksalt.

Dette eksempel må tjene til, at selv på de mest basale og traditionelt konservative områder kan man ikke regne med Det Konservative Folkeparti. Der er hver gang en kamp, der skal kæmpes, og intet udkomme er selvfølgeligt.

Dette må og skal være et kald til os, der i sandhed er konservative i hjertet, om at holde historiens, kulturens og moralens faner højt, og som modgift mod den behandling, som de 2.374 lig kommer til at stå igennem, skal lyde et "Hvil i fred" - alt til trods.

Kilder:
http://www.berlingske.dk/article/20090419/danmark/704180075/
http://www.berlingske.dk/article/20090419/koebenhavn/704180076/
http://www.berlingske.dk/article/20090419/koebenhavn/704190046/

4 Comments:

Anonymous Rasmus said...

Det er lidt friskt at udtale sig på vegne af de døde - har I overvejet at en fraktion (måske et flertal) af de omtalte 2.374 individer måske ville stemme for et metrobyggeri gennem Assistens Kirkegård?

20:47  
Blogger P. N. said...

Det kan vel ikke komme bag på nogen, at Københavns kommune skalter og valter med kulturarven efter forgodtbefindende. Vi skal vel bare gælde os over, at de ikke valgte at lave det historiske sted om til en fristad eller lignende.

At De Konservative gør det samme er kun lidt mere overraskende, da de for længst har reduceret deres eksistensberettigelse til skattelettelser.

21:02  
Blogger Hans-Christian said...

De vil desuden blive genbegravet, man kan så stadig besøge gravene. Det er blot lokaliteten der ændres. Jeg ser ikke problemet. Gravene fjernes ikke.

13:33  
Blogger C.S said...

Jeg ser i høj grad problemet. Det er for mig ikke så meget dette, at man tager dette skridt, men den udtalte ligegyldighed hvormed man tager skridtet, som er bekymrende.

Det at man fra konservativ side afskriver 2374 individer, som et par genbegravelser.

Og var det så blot dette. Metrobyggeriet har jo andre konsekvenser. Marmorkirken er i farezonen - alligevel lader det ikke til at fremkalde nogen reaktioner.

Gammelstrand bliver skamferet. Stadig er politikkerne helt ligeglade.

Det viser et skift væk fra en etisk holdning, hvor man i det mindste havde fortiden in mente og respekt for et unikt bymiljø, til en gold teknisk rationalisme, hvor ingenting, og da slet ikke fortidsminderne og byens atmosfære, må stille sig i vejen for ingengiørernes rette linier og drømme og ubegrænset mobilitet.

14:42  

Send en kommentar

<< Home