minbu

torsdag, maj 28, 2009

Berettiget kritik af kulturministeren

Kolde men klare vinde blæser lige nu ind over Danmark fra polarcirklen. De sidste par dages regn, og grå lummerhed er blæst væk. Tilsyneladende er disse klare vinde også ved at blæse ind over kulturministeriet, der lige siden Brian Mikkelsens afgang har været præget af middelmådighedens og visionsløshedens altomfattende og trykkende gråhed.

I Information affyres der, således en velfortjent bredside mod kulturminister Carina Christensen, der vist kun kan kaldes et stærkt kort i det omfang regeringens politik er at udøve medlidenhedsdrab mod den slumrende kulturkamp - Hvad man godt kunne frygte, når man betænker vores nye statsministers totale ligegyldighed overfor ånden.

Grunden til denne kritik er interessant, er den rækker ud over de sævanlige trut i trompeten fra Dansk Folkeparti, men er delt af store grupper borgerlige og konservative intellektuelle.

Således siger Ulrik Høy:

"Jeg synes ikke, den borgerlige regering kan være bekendt at indsætte en kvinde, der ikke ved noget som helst om kunst og kultur - en så ubefæstet ånd på en post, der har en meget smuk og stor tradition. Det er en ringeagtsytring over for det kulturelle Danmark, men også en ringeagtsytring over for os, der kalder os borgerlige"

Og Ditlev Tamm følger trop

"Jeg mener, en kulturminister skal være en kulturperson. Ellers giver det ingen mening at have et kulturministerium. Men med hensyn til Carina Christensen har jeg intet indtryk af hende overhovedet. Det kan man jo ikke få, da hun ikke udtaler sig om noget som helst, der har nogen interesse. Som iagttager kan jeg kun konstatere, at hun er fra Fyn ligesom Bendt Bendtsen"

Navnlig sidste kommentar - en slet skjult anklage om vennetjenester- må gøre ondt. Men ser man på Carina Christensens hidtige resultater som kulturordfører og kulturminister, er der ingen anden forklaring, der synes at besnære os med så stor forklaringsværdi som netop denne.

Den konservative partitop har - selvfølgelig - forsvaret kulturministeren, der selv vanen tro er fuldstændig mundlam og har det bedst med at blande sig udenfor debatten. Desværre er forsvaret af kulturministeren om muligt endnu mere bedrøvende end kulturministerens kulturelle indsats.

"Jeg synes, det er en urimelig kritik. Man behøver ikke nødvendigvis at føre kulturkamp, fordi man er blevet kulturminister. Man skal sørge for, at kulturen har det godt i Danmark, og det ved jeg, at kulturministeren brænder for," udtalt af Henriette Kjær, politisk ordfører...

Hvad er dette andet end den fuldstændige kapitulation, Det Konservative Folkeparti smider stridsvåbene og tager benene på nakken i håb om at kunne stikke af fra den forpligtelse, der hviler på konservatismen.

link:
http://www.information.dk/192524

8 Comments:

Blogger J.Aa said...

"Man skal sørge for, at kulturen har det godt..."

Mage til defaitisme skal man lede længe efter : (

15:07  
Anonymous Superman said...

Vandrepokalen er ikke nogen stor succes, det kan alle andre end de konservative selv, vist blive enige om.

Og vi kan forhåbentlige også gå ud fra at hun ryger ud ved den kommende rokade i det nye år. Det er da ihvertfald en dødssejler at lade en vigtig ministerpost gå til spilde hos en kvinde der ingen opmærksomhed eller stemmer tiltrækker og som intet politisk foretager sig.

Men, og det er spørgsmålet til en million, er der overhovedet nogen gode bud på hvem der kan overtage ???
(også blandt venstrefolk hvis posten skulle skifte til V )

Jeg har svært ved at forestille mig Per Ørum eller Helge Adam eller de andre ledige fra de konservative som kulturminister. Og de andre ministre er jo ikke ligefrem kulturpersonligheder. Og Per Stig gider næppe og er vel også for gammel og træt.

17:07  
Anonymous orris said...

Jeg synes kritikken af Carina Christensen som person er lidt malplaceret. Jeg er for så vidt enig i at det er en tåbelig, ukvalificeret udnævnelse, men det million-spørgsmål der stilles, kan jeg ikke svare på. Kunne nogen, ud over Per Stig Møller, fra den konservative folketingsgruppe varetage den post og samtidig praktisere en egentlig kulturkamp?

Kritikken, og den er berettiget, bør rettes bredere (som det også sørges for her på stedet): Mod det Konservative Folkepartis samlede total-kæmpesvigt i kulturkampen, og i den forstand handler det ikke så meget om Carina Christensen, der bare er et symptom. Partiet er i den henseende en total dødssejler, der driver rorløst for vinden.

Kulturkampen er ganske vist slumrende, men både V og DF er milevidt foran Det Konservative Folkeparti i den. I pagt med en Løkke-relancering af V, kunne et spændende bud på en afløser for vandrepokalen være Søren Pind.

Et nyt nederlag for K, men et lys i mørket for kulturkampen.

18:20  
Blogger P. N. said...

Jeg kan faktisk kun få øje på Birthe Rønn Hornbech, hvis man da ikke skal hente en person helt udefra.

21:43  
Anonymous Rune said...

OT: Jeg har lavet en lille EU-valg 2009 Facebook-applikation med et prøvevalg så man kan se hvilke kandidat der ligger en nærmest. Ikke alle 101 kandidater har endnu svaret. Husk at stemme. Det er vigtigere end som så. Vi skulle gerne have de rigtige ind. Og med så lav en stemmeprocent som det ser ud til, betyder hver stemme des mere.

http://apps.facebook.com/europavalg/

13:20  
Blogger Thomas said...

Tag lige en slapper:

http://reformisterne.blogspot.com/2009/05/useris-og-ond-kritik-af-dygtig-minister.html

12:15  
Blogger C.S said...

Suk...

Kan se at laissez faire har fundet sig en sikker havn i blogosfæren...

15:49  
Anonymous Superman said...

Mere suk...

De to bud der er kommet herinde er; Per Stig og Birthe Rønn!

Altså to folk der vel snart skal på pension. En anelse bizart at forestille sig at de skulle repræsentere noget særligt visionært for en borgerlig kulturpolitik (og det er jo blandt andet manglende visioner Carina kritiseres for)

Hvis ikke der er bedre bud en de to, så kan jeg ikke se noget problem i at beholde Carina såfremt altså, at hun ellers vurderes til at være en stabil administrator.
Det kan vel ikke i fuldt alvor være tanken at kulturminister-posten (ligesom eu-parlamentet) skal betragtes som en slags aftægtspost eller tak-for-godt-arbejde.
Kom nu med nogle seriøse bud, ellers er det ikke meget fidus i at kritisere den nuværende.

18:16  

Send en kommentar

<< Home