Fukuyama om nationalitet og identitetspolitik
Den (tidligere/modererede) neokonservative tænker Francis Fukuyama er blevet tilknyttet Aarhus Universitet som gæsteprofessor. I den anledning deltog han i morges i et seminar afholdt af universitetet arrangeret af bl.a. lektor Michael Bøss. Seminaret handlede/ handler ( for det er stadig igang) om "stories of nationhood" med særlig henblik på den udfordring som den multikulturelle virkelighed præsenterer for disse fortællinger om det at være en nation.
Fukuyama hævdede at nationbuilding var en nødvendig forudsætning for statebuilding. Hermed mente han at det ikke var nok at konstruere insitutioner, procedurale foranstaltninger og demokrati i et givent land. For forudsætningen for at dette overhovedet ville virke er, at der i det givne land findes en form for sammenhængskraft. Politiske problemer, er, sagde Fukuyama dybt rodfæstet i identitetspolitik.
Fukuyamas pointe hermed er ikke, at lande uden denne sammenhængskraft for tid og evighed var dømt til at være failed nations, men udgangspunktet for at fungere som stat er at føre en aktiv identitetspolitik, der eksempelvis kan skabe en "fortælling" som inkluderer alle etniske eller religiøse grupper og giver dem et politisk loyalitet til staten funderet i en national identitet.
I USA er man ifølge Fukuyama en sådan fortælling. Hvad enten man som Seymour Martin Lipset mener, at den amerikanske nation var opstået som en følge af den amerikanske stat, eller man som Samuel Huntingtion mener, at nationen eller kulturen gik forud for staten, så er der i USA en overordnet national fortælling.
Denne fortælling er yderemere formuleret som en trosbekendelse en "creed", hvorfor den var åben. Som immigrant har man således muligheden for at sige "ja" til denne trosbekendelse og derved bliver amerikaner.
I Europa står man derimod overfor et alvorligt problem. EU er et forsøg på at skabe en post-national identitet, men det har ikke virket. De europæiske landes respektive identiteter hænger stadig ved, og kun meget få vil hævde at deres primære identitet og loyalitet udspringer af EU snarere end deres fædreland. De fleste europæiske nationalismer er i modsætning til den amerikanske desuden etnisk funderede, og dermed lukkede. Der er ikke en dansk trosbekendelse, som man kan sige "ja" til og så blive dansker. Man kan nok for statsborgerskab ved lov, men derved er man ikke blevet en del af nationen, for denne baserer sig i europæisk tænkning på blod snarere end overbevisning.
Fukuyama præsenterede ikke nogen konkret løsning på dette eurpæiske problem. Men i forhold til immigration afviste han den dogmatiske multikulturalisme. Denne hævder, at man i og med multikulturalismen ikke længere kan have en dominerende kultur i et land, men dette strider imod selve kernen i det liberale demokrati påpegede Fukuyama, idet det liberale demokrati også indebærer visse grundlæggende antagelser, hvis ophævning i lyset af multikulturalismen ville betyde demokratiets ophør.
Men de europæiske nationalismer er ifølge Fukuyama heller ikke gearede til en globaliseret virkelighed, hvor migration og multikulturalisme er en kendsgerning. Derfor var svaret en national fortælling, der lagde op til en nationalitet baseret på overbevisning snarere end etnicitet. En national fortælling, der altså ikke var værdiforladt som multikulturalismens, men heller ikke ekslusiv som de europæiske nationalisters.
Efter Fukuyamas gode og tankevækkende foredrag fulgte to foredrag, der på det nærmeste var spild af tid. Det ene foredrag af Professor Rogers M. Smith fra University of Pennsylvania gik ud på at påvise, at der skønt der var to amerikanske fortælleringer om forholdet til immigration, en der var inkluderende og en der var ekskluderende, så var de begge funderet i en forestilling om USA som "the shinning city on the hill", hvilket Rogers M. Smith slet ikke mente var tidssvarende, for så godt var USA jo heller ikke.
Det sidste foredrag var en noget pinlig affære af Professor Desmond King fra Oxford, der hævdede at USAs regering førte "krig" mod immigrationen, og brugte en meget krigerisk retorik og derfor havde lidt af et demokratisk problem overfor de 12 mio. illegale indvandrere
Fukuyama hævdede at nationbuilding var en nødvendig forudsætning for statebuilding. Hermed mente han at det ikke var nok at konstruere insitutioner, procedurale foranstaltninger og demokrati i et givent land. For forudsætningen for at dette overhovedet ville virke er, at der i det givne land findes en form for sammenhængskraft. Politiske problemer, er, sagde Fukuyama dybt rodfæstet i identitetspolitik.
Fukuyamas pointe hermed er ikke, at lande uden denne sammenhængskraft for tid og evighed var dømt til at være failed nations, men udgangspunktet for at fungere som stat er at føre en aktiv identitetspolitik, der eksempelvis kan skabe en "fortælling" som inkluderer alle etniske eller religiøse grupper og giver dem et politisk loyalitet til staten funderet i en national identitet.
I USA er man ifølge Fukuyama en sådan fortælling. Hvad enten man som Seymour Martin Lipset mener, at den amerikanske nation var opstået som en følge af den amerikanske stat, eller man som Samuel Huntingtion mener, at nationen eller kulturen gik forud for staten, så er der i USA en overordnet national fortælling.
Denne fortælling er yderemere formuleret som en trosbekendelse en "creed", hvorfor den var åben. Som immigrant har man således muligheden for at sige "ja" til denne trosbekendelse og derved bliver amerikaner.
I Europa står man derimod overfor et alvorligt problem. EU er et forsøg på at skabe en post-national identitet, men det har ikke virket. De europæiske landes respektive identiteter hænger stadig ved, og kun meget få vil hævde at deres primære identitet og loyalitet udspringer af EU snarere end deres fædreland. De fleste europæiske nationalismer er i modsætning til den amerikanske desuden etnisk funderede, og dermed lukkede. Der er ikke en dansk trosbekendelse, som man kan sige "ja" til og så blive dansker. Man kan nok for statsborgerskab ved lov, men derved er man ikke blevet en del af nationen, for denne baserer sig i europæisk tænkning på blod snarere end overbevisning.
Fukuyama præsenterede ikke nogen konkret løsning på dette eurpæiske problem. Men i forhold til immigration afviste han den dogmatiske multikulturalisme. Denne hævder, at man i og med multikulturalismen ikke længere kan have en dominerende kultur i et land, men dette strider imod selve kernen i det liberale demokrati påpegede Fukuyama, idet det liberale demokrati også indebærer visse grundlæggende antagelser, hvis ophævning i lyset af multikulturalismen ville betyde demokratiets ophør.
Men de europæiske nationalismer er ifølge Fukuyama heller ikke gearede til en globaliseret virkelighed, hvor migration og multikulturalisme er en kendsgerning. Derfor var svaret en national fortælling, der lagde op til en nationalitet baseret på overbevisning snarere end etnicitet. En national fortælling, der altså ikke var værdiforladt som multikulturalismens, men heller ikke ekslusiv som de europæiske nationalisters.
Efter Fukuyamas gode og tankevækkende foredrag fulgte to foredrag, der på det nærmeste var spild af tid. Det ene foredrag af Professor Rogers M. Smith fra University of Pennsylvania gik ud på at påvise, at der skønt der var to amerikanske fortælleringer om forholdet til immigration, en der var inkluderende og en der var ekskluderende, så var de begge funderet i en forestilling om USA som "the shinning city on the hill", hvilket Rogers M. Smith slet ikke mente var tidssvarende, for så godt var USA jo heller ikke.
Det sidste foredrag var en noget pinlig affære af Professor Desmond King fra Oxford, der hævdede at USAs regering førte "krig" mod immigrationen, og brugte en meget krigerisk retorik og derfor havde lidt af et demokratisk problem overfor de 12 mio. illegale indvandrere
posted by C.S at 18:51
3 Comments:
"I Europa står man derimod overfor et alvorligt problem. EU er et forsøg på at skabe en post-national identitet, men det har ikke virket." ... Noget lignende sagde Fukuyama i Deadline for nogle dage siden, men det står aldrig helt klart præcis hvorfor dette er et problem.
Hvis problemet er, at de "europæiske nationalismer" ikke er "gearede til en globaliseret virkelighed, hvor migration og multikulturalisme er en kendsgerning" kan man spørge om denne mulitkulturalisme virkelig er en kendsgerning eller blot et ønske fra de der mener at det er et problem at det ikke er lykkedes at skabe en national identitet ... Argumentet kører i ring ...
SÅ vidt ejg forstår Fukuyama, så skelner han mellem multikulturalisme som empirisk faktum - det forhold at vi nu og i stigende grad lever i et samfund, præget af flere kutlurer - og så multikulturalisme som ideologisk løsning på dette forhold, hvor man sidestiller alle disse kulturer som ligeværdige, lige gyldige og lige hjemhørende indenfor den givne politiske enhed.
Fukuyama afviser denne løsning og slår istedet på en slags politisk nationalisme, hvor man altså fastholder, at der er et sæt af værdier der er gældende i et samfund, og at disse værdier er bedre end andre værdier, der er også en fortælling om dette samfund, der skønt den kan udvikles, ikke bare er en blandt mange fortællinger, men DEN fortælling, som integrer og skaber sammenhængskraft
OM dette så er realistisk for Europa, og i hvor høj grad denne politiske nationalisme egentlige lader sig adskille fra en kulturel nationalisme, det er det afgørende problem for Fukuyama, og hans meningsfæller.
Jeg blev selv både inspireret og provokeret af Fukuyama, og skriver derfor nok et indlkæg om det jeg ser som problemerne og styrkerne ved hans tankegang, som jeg indtil videre bare har nøjes med at referere
Fukuyama mener blot at for at en immigrant skal kunne integreres på den mest optimale vis, må samfundet have en identitet som immigranten kan forene sig med. I stedet prøver EU/DK at ændre immigrantens værdier så han/hun kan tilpasse sig samfundet. Fukuyama mener at vi skal være mere åbne og forene os med politiske værdier til fordel for nationalistiske. Det synes jeg giver god mening - Hvis jeg skulle optages i et nyt land!
Send en kommentar
<< Home