KUs historie: En historie om forfald?

Jeg skal i aften holde et foredrag om KUs historie i Aalborg KU. Et sådant foredrag er naturlgvis lidt risikabelt, idet det kun er med den allerstørste ligegyldighed overfor detaljen at man overhovedet kan tale sig igennem så lang en historie på et enkelt foredrag.
Men hvad er det overordnet for en historie, der skal fortælles.

Da KU i sin tid blev stiftet i 1904 var foreningens mål at aktivere og organisere yngre konservative kræfter. Man valgte med vilje at identificere sig som konservative bl.a. som et modsvar til det på det tidspunkt ideologisk udmavrede højre. Målet var fra starten af at skabe en national og social konservatisme, der var folkelig i den forstand at den førte politik til gavn for hele nationen og at den henvendte sig til middelstanden snarere end til Højres faste skarer af godsejere og storkøbmænd. medlemstallet var da ca. 1500

Disse ideologiske tanker blev for alvor udbygget, da en ny generation af unge politiske talenter kom ind i KU fra Studenterforeningen. Den vigtigste af disse var Aage Kidde, der ikke alene formulerede denne konservatisme klart og tydeligt, men som også i kraft af sin taktiske bevidsthed formåede at få sæde i folketinget. Kidde døde dog allerede som 30 årig af den spanske syge, men hans arv blev i vidt omfang videreført af John Christmas Møller. medlemstallet var da 12.000

i 30erne skærpedes denne nationale og sociale konservative indstilling. En ny generation af unge intellektuelle havde fundet vej til organisationen, og med inspiration fra den udvikling, som europæisk konservatisme undergik i tiden, forlenede de ungkonservatismen med en vis radikalitet. Denne radikalitet gav sig politisk udslag i en til tider omfattende parlamentarismekritik og en vis benovelse for fascismen.

Der indførtes nye agitatoriske metoder og KU voksede eksplosivt pga denne cocktail af socialkonservatisme, antikommunisme, nationalisme og militarisme. I løbet af 30erne blev der til en vis grad gjort op med denne linie og dens værste excesser under formand Aksel Møller. medlemstallet toppede her på ca. 30.000

Efter krigen var KU forandret. støvlerne og skråremmene var gemt væk og nationalismen blev udskiftet med en vis grad af internationalisme, navnlig efter det sønderjydske spørgsmål syntes lukket. foreningen havde da. 12.000 medlemmer

i løbet af 50erne og 60erne undergik KU en foruroligende udvikling. symptomatisk på efterkirgstidens konservative idekrise, udvandedes den politiske profil. Det var som om man kompenserede for at have give købt på det nationale ved at overkompensere på det sociale område, hvor man blev borgerlige forkæmpere for den socialdemokratiske velfærdsstat, udtalte sig imod USAs krigsindsat, markedsførte sig som luksus-provoer og flere gange opfordrede partiet til at droppe navnet "konservativ" medlemstallet nåede i 1968 helt op på 23.000

Først i 70erne blev der gjort op med denne overgivelse til den socialradikalistiske arvefjende. KU blev igen højreorienteret. Men den nye ideologiske selvbesindelse tog i løbet af dette og næste årti mere og mere karakter efter den neo-liberale bølge der strømmede ind over det europæiske kontinent fra Reagans og Thatchers politiske sejre. Hvor man før gav køb på det nationale, gav mange liberale KUere i deres iver efter at leve som ægte libertarianere, nu også køb på det sociale. i løbet af 80erne voksede medlemstallet fra 4000 til 12.000

med 90erne var festen slut. medlemstallet holdt sig stabilt på 10.000 indtil ballonen bristede og den store DUF skandale decimerede alle de politiske ungdomsforeninger. KU røg fra 10.000 til 3000 medlemmer. Ideologisk var man forvirret. Kampen stod mellem en stadig mere skinger anarkoliberalisme og en til stadighed udvandet socialkonservatisme. Samtidig var den ydre fjende forsvundet med den kolde krig.

Konservatismen såvel som KU var i elendig forfatning i 90erne. Først med 2001 skete der noget. Konservatismen blev igen en faktor i dansk politik. Denne gang ikke som afsleben liberalisme, eller borgerlig socialdemokratisme, men som en reformulering af de gamle konservative synspunkter om kultur og nation, inspireret af debatten mellem kommunitarister og liberalister på internationalt plan og realpolititsk drevet af et nødvendigt og noget sendrægtigt opgør med kulturradikalismen.

Men hvor stod KU i alt dette? KU fik fremgang. gik fra under 1000 til ca. 1200 medlemmer. Men linien var ikke præget af den kulturkonservative besindelse, men snarere en dygtig udnyttelse af tidens og modens sprog. På den ene side genvandt KU hermed en vis styrke, og kunne derved også tjene som forum og talentfabrik for unge konservative politikere og ideologer, men stadig står skellet mellem KUs politiske linie og den konservatisme, som har sat sit præg på politikken og debatten i Danmark og internationalt langt klarere. Afgrunden mellem KU og den konservative idedebat er vokset, og hvad dette kommer til at betyde for KU i fremtiden både som medlemsorganisation og som faktor i konservatismen er et åbent spørgsmål.