minbu

torsdag, maj 21, 2009

Ligestilling i kongehuset?

Tronfølgelovsafstemningen nærmer sig. Det vil jeg ikke selv skrive for meget om endnu i hvert fald. JEg synes dog, at jeg vil henvise til denne klumme på 180grader af KUs landsformand. Han fik et par hårde og velfortjente ord med på vejen her på bloggen i forhold til folkekirken, men skal også have behørig ros for denne klumme.

KU er i øvrigt de eneste modstandere af tronfølgeloven overhovedet. Dette er både ærgeligt, men også skønt. Det viser den sans for tradition, der trods alt findes i foreningen. Navnlig var det en glæde, at resolutionsforslaget mod ligestilling i kongehuset blev vedtaget helt uden de store bataljer på KUs landsråd. Folk var simpelthen rørende enige om det.

Landsformanden skriver

"Min pointe med nærværende indspark i debatten omkring tronfølgeloven er, at begrebet ligestilling slet ikke giver mening i Kongehuset. Det gjorde det ikke i 1853, da linierne i loven blev nedskrevet, det gjorde det ikke, da linierne blev omformuleret i 1953, og det gør det ikke i 2009, hvor linierne igen skal op til revision."

"Den altoverskyggende grund til at stemme nej handler dog om ligestillingsbegrebet - og dets påvirkning på Kongehuset. En total ligestilling i monarkiet vil nærme sig en republik, og derfor er lovændringen et skridt på vejen væk fra en gammel tradition. Når ja-siden populært spørger, hvorfor en lille prinsesse i lyserødt ikke er ligeså god som en lille prins i lyseblåt, så giver det også mening at spørge sig selv, hvorfor en almindelig lille pige eller en almindelig lille dreng ikke er ligeså god som en tilsvarende i kongefamilien? Svaret giver sig selv: Ideen og grundtanken bag monarkiet er dybest set særstilling - og fjerner vi denne, så udvander vi monarkiet. "

"Hele tanken bag monarkiet er et udtryk for særstilling, og derfor giver det ikke mening at tale om ligestilling internt i den royale familie. Ikke alt kan afgøres af logikker og ideologier. Der er et punkt, hvor logikken bør stoppe med at regere, og værdierne, følelserne og traditionen tage over. Dette punkt mener jeg, at vi har nået. "

8 Comments:

Anonymous Arild said...

God klumme!

Skal Kongehuset "ligestilles", skal det afskaffes - slet og ret. Denne institution er naturligvis en anakronisme ud fra enhver feministisk tankegang.

Vil man gerne bevare Kongehuset, må man altså høre op med snakken om at "modernisere" det. Kongehuset kan og skal ikke være moderne, men skal være en sten i strømmen, der minder os om værdien af fælles bånd og traditioner, af det, der er større end den enkelte - det, der binder alle danske sammen.

Det kræver så selvfølgelig også, at man fra Kongehusets side er villig til at påtage sig den rolle.

14:39  
Blogger P. N. said...

Selvfølgelig skal der ligestilling i kongehuset. Ikke fordi jeg er uenig i argumentationen i KU's argumentation, men simpelthen fordi det ellers vil blive et argument for at ændre grundloven som sådan. (Det var en ændring af tronfølgeloven der banede vej for 1953-grundloven, hvor landstinget bl.a. blev afskaffet.) Jeg er allerede hørt tale om, at vestreradikale overvejer at stemme nej, simpelthen fordi de føler at de bliver for svært at ændre grundloven i fremtiden. Det er ikke et tillokkende perspektiv man kan se frem til. Visse grundlovsforslag går bl.a. ud på at indføre dyrerettigheder samt give Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (og domstol) sin egen plads i grundloven. Hertil kommer et utal af andre positive rettigheder.

Lad os derfor stemme JA til ændring og dermed få lukket grundlovsdebatten en gang for alle. I kan bide spids på, at der nok skal komme ligestilling i tronfølgeloven på et eller andet tidspunkt, spørgsmålet er blot hvor meget der skal trækkes med i faldet.

19:43  
Blogger C.S said...

Jeg er sådan set enig med dig Peter, og det er da en grund til at jeg ikke frygter et ja, og bestemt kan se perspektiverne i det.

Men for så vidt gælder min egen stemme har jeg ikke tænkt mig at lege valgstrateg men bare følge min samvittighed, som i de grad byder mig at danne skjoldborg for vort kongehus.

08:35  
Blogger J.Aa said...

Jeg kan også følge den strategiske tanke, og er for så vidt sympatisk overfor den. Og skrækken for at få dyre - eller børnerettigheder skrevet ind i forfatningen, overgår da også i høj grad skrækken for at få ændret ved det i forvejen udhulede Billed Blads-monarki.

Men i forudsigelsen mangler, synes jeg, den sandsynlighed at et letkøbt ja til den ændring, lige såvel kan tænkes at give rettighedsfanatikerne blod på tanden på lidt længere sigt - som det af praktiske grunde kan tænkes at afholde dem fra at forsøge flere ændringer.

Et nej er og bliver dog et nej.

17:05  
Blogger Erik Winther Paisley said...

"Danne skjoldborg for vort kongehus." :)

Smukt sagt.

Jeg har ingen holdning til spørgsmålet. Der har i tidligere tider været særdeles gode argumenter for at søge en mandlig arving; kvinder ansås for at være svage og umyndige, følelsesladte væsener, og uegnede til at føre et offentligt liv. Om det princip gælder for ens egen prinsesse eller ej er i den forstand ligegyldigt. Samtidigt er det langt fra sikkert, at prinsesser ville have været uddannede til at løfte den opgave, de ville have været stillet overfor i det tilfælde, at der ikke fandtes en mandlig arving. Så er det bedre med en, der er uddannet inden for statens og krigsførelsens anliggender og som kunne indgyde respekt, om vedkommende så var en fætter eller ej.

De samme forhold gør sig i midlertid ikke gældende idag, skønt monarken stadigt skal indgyde respekt og ærbødighed. Det har Dronningen gjort gennem sin store værdighed og statelighed. Men set i forhold til romerske dyder er det naturligvis ikke kun dignitas, en regent skal have - men også auctoritas. Potestas er uddelegeret.

Ændringen i 1953 var udmærket, for den forhindrede en unødvendig afvigelse i tronfølge; der skal kunne spores en så lige linie fra Christian X og dronning Alexandrine som muligt. Hop, spring, fætre, brødre, uægte børn, hvad ved jeg - det bliver det rene galimatias. Det skal være klart, tydeligt og enkelt.

Den nuværende lov om tronfølgen er egentligt udmærket, fordi den holder kongemagten inden for den afdøde konges sønner og døtre, men den kan også forårsage megen uklarhed om arvefølgen. Man kunne tænke sig, at en prinsesse, som længe var den formodede arving, blev tilsidesat af 'efternøler' efter mange år -- det sker jo. Værst af alt er imidlertid usikkerheden om arvefølgen. Den skal sikres så hurtigt som muligt - tvivl, nøl og tøven, mens man venter på en prins, men alligevel uddanner den førstefødte pige til reserveregent, er langt fra det mest optimale.

Det sagt, så anser jeg den nuværende ændring for en kosmetisk og anstødelig given efter for radikalfeminismen. Skal vi have denne lov, skal det være af dynastiske hensyn og ikke af kønspolitiske!

12:45  
Blogger J.Aa said...

Jeg kan se fornuften i dine relevante - om omend lidt resignerede betragninger Erik : )

Men det ændrer bare ikke ved den banalitet, at vi står overfor et valg, hvor den ene af mulighederne er unødig forandring af en god og hævdvunden institution.
Så længe man kan forvare eksistensen af en sådan institution, må den konservative rygmarvsreaktion være at forkaste den unødige forandring.

Derfor har jeg blot lidt svært ved at se hvordan du kan undgå at have en holdning til spørgsmålet...

Kravet om at opretholde en stringent og så vidt muligt direkte linie i arvefølgen, er da om noget kun blevet aktualiseret af at de såkaldte royale nu omstunder gifter sig - og lader sig skille til højre og venstre!

Som bekendt er det iøvrigt sjældent de ummidelbare effekter af en politisk nyskabelse, der er de værste, men nærmere de mere langsigtede - overfor hvilke skepsis næsten altid må være svaret.

Men en god kommentar i øvrigt!

22:56  
Anonymous Rune said...

Jeg har lavet en lille EU-valg 2009 Facebook-applikation med et prøvevalg så man kan se hvilke kandidat der ligger en nærmest. Husk at stemme. Det er vigtigere end som så.

http://apps.facebook.com/europavalg/

10:52  
Blogger Erik Winther Paisley said...

"Men det ændrer bare ikke ved den banalitet, at vi står overfor et valg, hvor den ene af mulighederne er unødig forandring af en god og hævdvunden institution."

Enig. Jeg ville heller ikke have taget initiativ til at diskutere spørgsmålet. Nu er det blevet mig påtvunget.

"Så længe man kan forvare eksistensen af en sådan institution, må den konservative rygmarvsreaktion være at forkaste den unødige forandring."

Folkelig støtte er nødvendigt for at sikre monarkiet -- "Tilgiv dem, de ved ikke, hvad de gør".

"Derfor har jeg blot lidt svært ved at se hvordan du kan undgå at have en holdning til spørgsmålet..."

Jeg vakler snarere.

"Kravet om at opretholde en stringent og så vidt muligt direkte linie i arvefølgen, er da om noget kun blevet aktualiseret af at de såkaldte royale nu omstunder gifter sig - og lader sig skille til højre og venstre!"

Ja -- derfor kan man netop forsvare at indføre en strengere lov om tronfølgen, således at præference mht. tronfølgerens køn opgives til fordel for vished. Det er for mig at se fint i tråd med den almene tanke bag at have en arvelig trone; tvivl afløses af vished. Den uheldige situation, hvor man kan risikere at ændre måtte arvefølgen pga. en kgl. "efternøler" eller et nyt kongeligt ægteskab ville jeg meget gerne undgå.

Den harme, det ville vække at se en -- evt. fuldvoksen -- prinsesse forhåndsdetroniseret til gengæld for en prins født i et senere ægteskab ville jeg gøre meget for at undgå. Endnu vigtigere er det at undgå, at der i 5, 10, 15 år efter en formodet tronfølger(-ske) er født, hersker tvivl og tøven om, hvorvidt det blev hende eller ej. Før kongelige skilsmisser var det langt mindre aktuelt end det faktisk er blevet idag.

Jeg tror måske, jeg vil stemme ja. For en mere sikker, mere klar og enklere tronfølge -- ikke for damesagen.

22:33  

Send en kommentar

<< Home