Ung"konservative" pinligheder om folkekirke og islam

Jeg faldt idag over en væmmelig artikel i Kristeligt Dagblad. Den fortalte, at et flertal af de ungdomspolitike partier gik ind for adskillelse af kirke og stat. Jeg er ikke overrasket. Det var en eller anden ekspert, som journalisten havde spurg om forholdet dog. Eksperten kunne dog fortælle, at det hele skyldtes ungdommens sans for pluralisme, men som kender af ungdomspolitik og flere ungdomdspolitikkeres (manglende) forståelse for kulturelle spørgsmål, skal man dog ikke lede længe efter en alternativ forklaring. De unge politikere, der i det daglige færdes på landets gymnasier og politologuddannelser, mangler simpelthen enhver forudsætning for at gå ind i en debat om en så central folkelig og national institution som folkekirken.

Især understreger de pinlige udgydelser fra Konservativ Ungdoms landsformand Rune Kristensen dette. Han skummer i artiklen over med en utøjlelig, pubertær åndsliberalisme, der kombineret med manglende dannelse og viden får ham til at sidestille den fredsommelige danske folkekirkeordning med fundamentalistisk islam.

Denne sidestilling er naturligvis helt meningsløs. I islam er skellet mellem kirke og stat slet ikke relevant, for staten er kirken og omvendt. I kristendommen forholder det sig derimod sådan, at de to helt fundamentalt set er adskilt. Den adskillelse mellem religion og politik, som Rune Kristensen ser udfordret gennem det historiske bånd mellem kirke og stat, er i virkeligheden givet og sikret i og med kristendommen, for kristendom, hvor fundamentalistisk den end måtte være, er netop at hævde og stå fast på denne adskillelse. Ville Rune Kristensen overhovedet gøre noget for sekulariseringen, var det ikke folkekirken, han skulle harcelere imod, men den aggressive ateisme, hvis standpunkt han selv har taget. For denne moderne religion er netop et forsøg på at ophæve kristendommen og dermed opildne til en pseudoreligiøs dyrkelse af det verdslige, sådan som det f.eks. ses i kredsen omkring Dennis Nørmark og Humanistisk samfund.

At denne ungkonservative Don Quixote i sit angreb mod folkekirken helt tilsidesætter sin selverklærede konservatisme og dens forkærlighed til de historiske og traditionsbårne institutioner, der binder danskerne sammen i et kulturelt fællesskab, er i lyset af hans totalt fejlagtige forståelse af kristendommen mindre overraskende. For hvordan kan man overhovedet kalde sig konservativ, hvis man ikke forstår den kultur og er helt fremmed for den historiske virkelighed, man er sat til at forsvare.

Det eneste artiklen viser er således at det står skidt til med dannelsen blandt ungdommen generelt og med konservatismen i selvsamme ungdom i særdeleshed.