Den platte religionskritik I
Religionskritik er jo begyndt at blive moderne igen. Den aktuelle uvilje har vel især to rødder. Dels er den en udløber af en amerikansk reaktion mod det konservative kristne-højre, dels er den næret af islamkritikken, der har givet fornyet aktualitet til gamle oplysningstanker.
Med teologen Katrine Winkel-Holms ord er det mere stuerent at bruge R-ordet end I-ordet, derfor rammes også kristendommen af den omdirigerede islamkritik.
Det fremmeste eksempel på ny-ateismen og religionskritikken er Dennis Nørmarks humanistiske samfund. Samfundet er både et opgør med kristendommen og Ateistisk selskab, idet man ønsker et mere positivt program end blot gudsfornægtelse. Og selvom vi mest kender Humanistisk Samfund for deres talløse amokløb på kristendommen, har de da også et "positivt" program, hvor man ikke blot fornægter gud, men åbenlyst vil sætte en dyrkelse af mennesket, eller humaniteten i stedet.
På paradoksal vis understreger Humanistisk samfund den moderne ateisme - ja i det hele taget gudsfornægtelsen og religionskritikkens - problem; religionskritikken må i sin eneste logiske konsekvens føre til en negativ tomhed, der er uhåndterlig, ellers må den gå på kompromis med sig selv og åbent gøre sig selv til afgudsdyrkelse for overhovedet at have et positivt program. Ateismens problem er at den aldrig kan blive andet end enten religion selv eller blot en Johannes Døber for den næste religion, en tanke der nok kan rydde en religion af vejen men blot for at gøre plads for den næste.
Mennesket er grundlæggende religiøst. Religionen er ikke, skønt det efter sigende også er blevet hævdet, et opium doceret til folket af magthaverne. Marx taler da heller ikke om Opium for folket men Opium des Volkes - folkets opium. Marx selv fortaber sig da ikke yderligere i sit monamentane klarsyn, dertil er han grundlæggende for materialistisk funderet.
Men at mennesket er religiøst, er en af religionsvidenskabens grundlæggende erkendelser. Klarest er den formuleret hos den store religionshistoriker og fænomenolog Mircea Eliade, der endda taler om mennesket som et homo religiosus. Før mennesket er moderne homo modernus, er det grundlæggende religiøst, moderniteten er med dets vilkår, dets lineære tidsopfattelse og ophævelse af religion, derfor en form for åndelig pauperisering.
Antagelsen om det religiøse menneske er endvidere dybt funderet i den neurobiologiske religionsvidenskab, der skønt den afviser tale om et religiøst center i hjernen, hævder at mennesket grundlæggende er disponeret for religion.
At religionskritikken i dens praktiske udformning understreger dette klarere end selv religionsvidenskaben er et for religionskritikken ærgeligt paradoks.
Med teologen Katrine Winkel-Holms ord er det mere stuerent at bruge R-ordet end I-ordet, derfor rammes også kristendommen af den omdirigerede islamkritik.
Det fremmeste eksempel på ny-ateismen og religionskritikken er Dennis Nørmarks humanistiske samfund. Samfundet er både et opgør med kristendommen og Ateistisk selskab, idet man ønsker et mere positivt program end blot gudsfornægtelse. Og selvom vi mest kender Humanistisk Samfund for deres talløse amokløb på kristendommen, har de da også et "positivt" program, hvor man ikke blot fornægter gud, men åbenlyst vil sætte en dyrkelse af mennesket, eller humaniteten i stedet.
På paradoksal vis understreger Humanistisk samfund den moderne ateisme - ja i det hele taget gudsfornægtelsen og religionskritikkens - problem; religionskritikken må i sin eneste logiske konsekvens føre til en negativ tomhed, der er uhåndterlig, ellers må den gå på kompromis med sig selv og åbent gøre sig selv til afgudsdyrkelse for overhovedet at have et positivt program. Ateismens problem er at den aldrig kan blive andet end enten religion selv eller blot en Johannes Døber for den næste religion, en tanke der nok kan rydde en religion af vejen men blot for at gøre plads for den næste.
Mennesket er grundlæggende religiøst. Religionen er ikke, skønt det efter sigende også er blevet hævdet, et opium doceret til folket af magthaverne. Marx taler da heller ikke om Opium for folket men Opium des Volkes - folkets opium. Marx selv fortaber sig da ikke yderligere i sit monamentane klarsyn, dertil er han grundlæggende for materialistisk funderet.
Men at mennesket er religiøst, er en af religionsvidenskabens grundlæggende erkendelser. Klarest er den formuleret hos den store religionshistoriker og fænomenolog Mircea Eliade, der endda taler om mennesket som et homo religiosus. Før mennesket er moderne homo modernus, er det grundlæggende religiøst, moderniteten er med dets vilkår, dets lineære tidsopfattelse og ophævelse af religion, derfor en form for åndelig pauperisering.
Antagelsen om det religiøse menneske er endvidere dybt funderet i den neurobiologiske religionsvidenskab, der skønt den afviser tale om et religiøst center i hjernen, hævder at mennesket grundlæggende er disponeret for religion.
At religionskritikken i dens praktiske udformning understreger dette klarere end selv religionsvidenskaben er et for religionskritikken ærgeligt paradoks.
posted by C.S at 17:44
6 Comments:
Interessant indlæg -- jeg deler, selv som ateist, irritationen over den løbske religionskritik f.eks. i kampene imod faget kristendom i skolen og i dæmoniseringen af amerikanske politikere som religiøse fanatikere, men jeg må dog alligevel slå fast, at erkendelsen af, at mennesket er religiøst disponeret, ikke i sig selv kan have videre konsekvenser end f.eks. at konstatere, at mennesket er aggressivt indstillet eller besidder en stærk kønsdrift -- af de to kendsgerninger kan man ikke udlede, hvordan den offentlige orden eller sædeligheden skal reguleres. En djævlens advokat kunne jo hævde, at religiøsiteten som aggressionen er en primitiv og farlig drift, som må tøjles og civiliseres :).
Godt indlæg. Jeg er enig med dig (Christian) i, at nutidens religionskritik på mange punkter er kritisabel og skinger.
Jeg synes derimod der er noget af en tilsnigelse, når du siger, at alle tror på noget og derfor dybest set er religiøse. Dette er jo ikke andet end end blot konstatering af, at mennesket ikke kan forklare alt i naturen. Religion bliver således kun en negativ afgrænsning af alt det, som mennesket ikke kan forklare. En funktion der går mod nul i takt med at videnskaben vinder frem. På den måde bliver begrebet vel mere eller mindre indholdsløst.
Jeg forstår religion sådan, at det er nogle metafysiske forestillinger om at der findes et eller andet overnaturligt væsen, der har afgørende indflydelse på vores liv, og som straffer eller belønner os alt efter om vi opfører os i overensstemmelse med dets ønsker. Det er dét jeg ikke tror på. Så er jeg sådanset ligeglad med om man ud fra forskellige videnskabsteoretiske betragtninger kan kalde mig for religiøs.
@P.N.
"Religion bliver således kun en negativ afgrænsning af alt det, som mennesket ikke kan forklare. En funktion der går mod nul i takt med at videnskaben vinder frem. På den måde bliver begrebet vel mere eller mindre indholdsløst."
Det er ikke nødvendigvis sandt. Spørgsmålet er jo, om de forklaringer, der tilbydes af (natur)videnskaben, er tilstrækkelige for mennesket. Problemet er, at naturvidenskaben ikke giver mennesket en mening med livet, i det naturvidenskaben slet ikke arbejder med meninger i den forstand, men med årsager og virkninger. Således må mennesket, for at din funktion går i nul, være i stand til fuldt ud at se sig selv som værende intet andet end et dyr - et tilfældigt produkt af tidens gang og naturens vilkårlighed - hvis eneste formål med tilværelsen er artens videreførelse, hvilket jo mere eller mindre er hvad darwinismen foreskriver.
De fleste ser da også læren om arternes oprindelse som værende sand. Men alligevel ser vi jo, hvordan mange mennesker besidder en tro på "noget højere", på en gud, og det mener jeg netop bevidner en søgen efter en mening, som naturvidenskaben ikke tilbyder.
@Kenneth Baadsgaard
Retfærdigvis skal det siges, at C. S.'s kritik vist også gik på, at folk fornægter religion ender med at opfinde en slags nye guder. Dette kan være rigtigt nok, men det ændre jo ikke ved, at religion dybest set er noget der afgrænses i forhold til alt andet.
Jeg sagde ikke, at funktionen gik i nul, men at den går mod nul, dvs. at den aldrig bliver nul. Jeg er helt opmærksom på, at naturvidenskabelige landvindinger ofte ender med at stille flere nye spørgsmål, end de besvarer. Det er bestemt en mulighed, at mennesket aldrig nogensinde når til den totale erkendelse, hvor alting kan forklares og alting giver mening.
Mennesket kan altid stille spørgsmålet "hvorfor", og derved gøre absolut erkendelse til en umulighed. Mennesket kan spørge hvad der kom før big bang, hvad elementarpartikler består af osv. Mennesket har behov for et eller andet udefrakommende til at forklare tingene og for at få dem til at give mening. Forstået på den måde kan jeg sådan set godt gå med til, at mennesket er religiøst af natur, men begrebet bliver bare meningsløst, hvis det på den måde så at sige bare defineres negativt i forhold til alt andet; hvis Gud bare bliver en omskiftelig størrelse, noget relativt.
I denne diskussion bør man lige huske på, hvad ateisme er for en størrelse, og det er ikke "rocket science" - det er fravær af tro på guder. Hverken mere eller mindre.
Derfor skyder C.S. grundlæggende ved siden af. Ærindet for Humanistisk Samfund (som jeg er medlem af) er udtrykkeligt at tilgodese menneskets behov for værdifællesskab og higen efter mening (C.S. ville nok kalde det religiøsitet), og at gøre dette med udgangspunkt i virkelighedens eneste kendte moralsk væsen. Det er menneskedyrkelse med åben pande, og derfor ikke noget "kompromis".
Ligeledes er den humanistiske tanke fint i pagt med både hjerneforskning og Homo religiosus og hvad har vi. Som Paisley fint udtrykker det, kan man sagtens have sådanne tilbøjeligheder uden at det nødvendigvis betyder at man bør udleve dem - endsige at de reflekterer verden som den virkelig er.
Ingen af os kan benægte, at en skabende "kraft" ligger til grund for vor eksistens. Nogle mennesker søger forklaringen i de religiøse "tilbud" som vores traditioner byders os, alt afhængig af hvor man vokser op. Andre føler ikke, at disse religioner beskriver deres opfattelses af omverdenen i en nærved tilfredsstillende grad, hvorfor man via sin menneskelige natur (og miljømæssige opvækst) søger efter andre forklaringer på sin plads i denne verden. Som konservativ må man derfor forsvare traditionerne, hvorfor mennesker med denne verdensopfattelse ikke umiddelbart kan anerkende, eller måske overskue?, at der kan være en mening/logik i tilværelsen, som eksisterende religioner ikke har kunnet beskrive i en så detaljeret grad, som de nye videnskabelige/humanistike retninger er inde og udforske. Meningen med tilværelsen er, hvad vi gør den til, såfremt vi er bevidste om de normer og værdier vi er præget med i vor opværkst, og aktivt kan træffe valg, baseret på de aktuelle situationer vi befinder os i, og ikke på forkant har besluttet os, om at verdenen nu engang er som vi har fået den bekrevet af andre. 95% af os kan nok sige ja til, at vi alle er her for at få et godt liv. Hvordan vi får det defineres af vore omgivelser, men i allerhøjeste grad af vor egen tilgang til hvad der er succes for os. Religionerne søger faktisk det samme som humanismen, men uden at ligge fast, at der kun er én rigtig måde at leve ens liv på. Humanismen åbner blot for debat, en debat uden tvang for at der kun er ét rigtigt synspunkt. Menneskets historie spår desværre nok om fremtiden, vi er langt fra alle klar til at blive enige om ovenstående, men vi kan kun kæmpe for at vi ikke gentager historiens kyniske fakta, de nylige katastrofer omkring jordskælv viser dog i glimt hvordan menneskets rigtige natur er, når de basale behov kommer i fare...
Send en kommentar
<< Home