EU-grundsætningen - en af det vestlige demokratis bærende piller

Vi er i den vestlige verden stolte af vores demokrati - faktisk så stolte, at vi ikke bare kunne unde resten af verden vores styreform, men at vi direkte insisterer på, at de skal lægge deres middelalderlige samfundsformer bag sig, og at vi derefter nok skal virke som konsulenter i indretningen af den rette styreform. Vi er nu storsindede, når man tænker over det.

I Iran har der lige været valg, og den konservative kandidat har vundet, men det kan jo ikke passe. Han er jo ikke rigtig demokrat, så der må vel have været snyd med i spillet. Det er måske efterhånden ved at være på tide, at vi reagerer på den omsorgens ånd, der hersker i den vestlige verden, og i fuldendt kærlighed til det iranske folk invaderer landet og fortæller dem, at deres styreform, om end vel i nogen grad i overensstemmelse med den i landet herskende kultur (som fordrer respekt for præsteskabet, juristerne osv.), ikke er den rigtige. Den ligner jo slet ikke vores.

Det er på en måde bedre, at vi går forrest og viser dem, hvordan vi gør. Vi har styr over, hvordan et demokrati retteligt bør virke. Det, som iranerne nemlig tydeligvis ikke har forstået, er en meget væsentlig demokratisk grundsætning. Selve den grundsætning, der får hele demokratiet til at virke. I daglig tale kaldes den EU-grundsætningen. Den er delt i to: Hvis du kan undgå at spørge folket, så skal det undgåes, og hvis du af vanvare alligevel kommer til at spørge folket, og det svarer forkert, så må du gøre det meget klart for dem, at de har svaret forkert.

Der er flere eksempler på, at denne grundsætning har virket ganske glimrende. Således påførte man fra EU's side i sin tid Østrig sanktioner, fordi folket havde valgt den forkerte regering. Så fik de sig den lærestreg. Og Irland blev i sin tid bedt om at stemme igen, da den svarede forkert til Nice-traktaten, og så blev det et ja.

Problemet er bare, at folket ikke altid vil forstå det på længere sigt. F.eks. stemmer folket stadig på Frihedspartiet, og for nogen tid siden stemte Irland sørenjenseme nej til endnu en traktat. Det er i sådanne situationer, at de rette demokrater er nødt til at rejse sig og vise folket vejen, og det er netop blevet meget stærkt nødvendigt.

Det er blevet nødvendigt, fordi den britiske regering ikke ser ud til at blive siddende meget længere. Det ser ud til at blive en konservativ regering, men problemet er, at den nuværende opposition ikke har forstået EU-grundsætningen. De vil sende Lissabon-traktaten til folkeafstemning. Nej, nej, nej! Man skal jo netop undgå at spørge folket, hvis det kan undgåes. Ellers virker demokratiet ikke på den rigtige måde. Det må være de 800 års udvikling af deres eget mærkværdige styre, der har virket forstyrrende på deres rationale.

Men heldigvis er der en løsning - en løsning, som de vise demokrater har udtænkt. Hvis den nuværende premierminister bliver siddende, så kan man nå at få en særaftale igennem med Irland, inden der kommer en ny regering, og så har man undgået, at det britiske folk får lov til at blive spurgt om traktaten. Det er nu underligt, at ham den nuværende premierminister er så upopulær, for han er da ellers en vaskeægte demokrat. Han har nemlig forstået EU-grundsætningen.

Vi må sætte vores lid til, at de ægte demokrater får lavet den irske særaftale, så briterne ikke bliver spurgt om traktaten. En sådan folkeafstemning kunne let blive det vestlige demokratis ruin. Men det skal nok lade sig gøre, for er der noget disse vise og sande demokrater kan, så er det at fratage folket mulighed for at tage stilling.

Hvor er det dog velsignende og saliggørende, at vi ikke lever på den samme barbariske og korrupte vis som iranerne!