Gensyn med Winkel Holms Gensyn med Brideshead

Netop hjemvendt fra Tidehvervs sommermøde – en begivenhed der både intellektuelt og socialt overgik alle forventninger, og fra hvilken jeg antageligvis senere vil skrive en længere beretning- kom jeg til at tænke på Evelyn Waughs roman Gensyn med Brideshead. Grunden hertil er den dobbelte, at der i næste nummer af Critique vil blive bragt en artikel om denne forfatters forfatterskab, og så det forhold, at jeg under sommermødet fik lejlighed til at drøfte Gensyn med Brideshead med Katrine Winkel Holm. Baggrunden herfor var at jeg på denne blog havde repliceret på en glimrende kronik om romanen, som hun havde skrevet i Berlingske Tidende.

Jeg var i min kommentar overvejende positiv og skrev bl.a.

” Katrine Winkel Holm havde en glimrende kommentar om Gensyn med Brideshead, Evelyn Waugh nyligt filmatiserede roman, i Berlingske Tidende. En forfatter som hun meget præcist karakteriserede som konservativ og en bog hvis ærinde hun, også meget rigtig, så var teologisk.”

Noget var alligevel faldet mig for brystet, jeg mente kort sagt, at Winkel Holm måske i for høj grad læste tidehvervske synspunkter ind i Waugh. Jeg skrev:

”Nemlig dette, at troen på en gang er desillusion. Den river tæppet væk under dig og alle dine forestillinger om det gode og det sande. Men samtidig er troen også dette, at du når du står der desillusioneret og i åndelig forstand nøgen så er der en Gud der har tilsagt dig frelse, og derfor kan du igen leve dit lev i den tilværelse, som er sat dig for.Derfor ophæver kristendommen også nostalgien og i Winkel Holms sprogbrug fatalismen, så man f.eks. kan gå ud at være politisk aktiv og bekæmpe det multikulturelle samfund. Alt sammen såre godt. Alt sammen såre Tidehvervsk.”

Herimod hævdede jeg:

”Men så dog alligevel. Er det virkelig hvad Waugh fortæller os. Efter igennem hele roman at have hyldet os ind i nostalgien og tabets tåger, at det alt sammen nok skal gå, fordi Gud er der, og at vi bare skal gå ud at elve den tilværelse, vi er blevet sat for.Næppe. Waugh er for meget nostalgiker, og dertil kommer at han slet ikke er tidehvervsmand men troende katolik.”

Når jeg nu ser tilbage på min replik, fremstår mit korrektiv egentlig upræcist. For i virkeligheden var det måske mig selv, der lagde for stor vægt på nostalgien, ja i en sådan grad, at jeg helt læste Waugh således at ikke engang troen kunne lindre denne. Når jeg nu ser på det forekommer det mig, at Winkel Holm egentlig gjorde ret i at betone den oprejsning, der gives ved troen, og den mulighed, Ryder herved får til endnu engang at tage det på sig at leve sin tilværelse i den foreliggende virkelighed. Måske gik mit korrektiv derfor for langt.

Hvis Waughs bog ikke skal være meningsløs fatalisme må korrektivet modereres. Jo troen giver oprejsning, derom ingen tvivl. Men troen slår ikke som hos Kierkegaard benene væk under en æstetisk virkelighed, som Ryder har lullet sig ind i. Waughs opgør med æstetikken er slet ikke så gennemført, og derfor kan man sige, at han ikke sætter sig udover nostalgien. Nostalgien som er forbundet til æstetikken er et grundvilkår, hvorved hovedpersonen kommer til at indse verdens forgængelighed, og dermed dens åbenbare meningsløshed. Dette grundvilkår og fatalismen ophæves derfor ikke i radikal forstand, men stilles overfor et ”men” et troens korrektiv, der gør at nostalgien ikke leder til håbløshed, men netop den oprejsning, som Winkel-Holm så ganske rigtig beskriver.

Hvis man således skal indkapsle uenigheden eller hvad men nu skal kalde den, er det altså spørgsmålet om troens forhold til det æstetiske og nostalgien, og dermed spørgsmålet om hvorvidt troen hos Waugh i det hele taget ophæver selve den grundstemning, som overhovedet fører til troen, nemlig den nostalgi, som i sidste ende er knyttet til menneskelivets grundvilkår nemlig, at det uværgeligt ender, og altså om dette at leve i troen nødvendigvis må betyde at nostalgi og æstetik overvindes.

Jeg vil hævde, at Waugh ikke ønsker at vise dette, og mener, at Waughs egen tro netop gik hånd i hånd med den nostalgiske dyrkelse af et specielt æstetisk udtryk, en livsform, der var engang, men som da Waugh skriver sin roman uafvendeligt er forbi.

link til oprindeligt indlæg:

http://konservativreaktion.blogspot.com/search?q=brideshead

link til Winkel Holms kronik

http://www.berlingske.dk/article/20081010/kronikker/710100012/