Don Mclean II om afsløring, affortryllelse og tragedie
Den amerikanske sanger og komponist Don Mclean er uden tvivl en af mine favoritter. Han er herhjemme mest kendt for American Pie og sikkert også for sangen Vincent om maleren Vincent Van Gogh. Hans musik er ikke nem at få fat i herhjemme, og han er vel i det hele taget på trods af den berømmelse American Pie har givet ham, miskendt.
Som en række andre fremragende sangere på folkemusikscenen - f.eks. Arlo Guthrie- kom han for sent til at være med i den egentlige såkaldte "folk revival" i de tidlige 60ere personificeret ved Bob Dylan. Nok sang og spillede han allerede på den tid på små scener, men et gennembrud var der ikke tale om og i løbet af 60erne blev folkemusikken trængt i baggrunden til fordel for elektricificeret rockmusik af mere eller mindre psykedelisk karakter.
Mclean udgav sit første album "Tapestry" i 1969. Den slog dog ikke igennem, selvom flere sange derpå siden er blevet klassikere, mest markant "And i Love you so" som bl.a. Elvis har indspillet. Først i 72 med American Pie fik Mclean et folkeligt gennembrud. Men også dette skulle blive kort. American Pie dyrkede en nostalgisk længsel efter en musik og en virkelighed, der var gået tabt i sen 60ernes umelodiøse musikalske ragnarok. Selvom Mclean politisk var, hvad man ville kalde progressiv, indgik hans musik på sin vis i en konservativ reaktion på dette tab. Men dette 2. folk revival, som Mclean både var en del af og en drivkraft bag blev kortlivet. Snart kom discoen og fejede denne musiks autentiske udtryksform væk.
Udviklingen var sigende for hele periodens emancipationstrang. Hvad de progressive higede efter var ikke nødvendigvis en frihed til absolut tomhed og dunkende discorytmer, friheden var en frihed til at skabe et nyt verdensbillede til erstatning for et gammel, der føltes utidssvarende. Men Radikaliteten hvormed dette opgør blev gennemført og den utopistiske trang, der fodrede ubehaget ved de gamle normer, kunne ikke bære en ny virkelighed.
Istedet for det gamle samfund, kom ikke et nyere og mere oplyst. Discoen blev sluppet fri. Mennesket blev, frikøbt fra sine gamle forpligtelser, ikke en person der kærede sig om sig selv som åndsvæsen, men istedet et individ, der ikke så anden mening i tilværelsen end den forbrugerisme, popkultur og hedonisme kunne tilbyde.
Frihedstrangen havde søgt at sætte sig udover virkeligheden og havde dermed ødelagt meget, der var værd at bevare. Mclean er på trods af sine progressive anskuelser fuld af afsky overfor denne udvikling, og lægger især vægt på den kranke skæbne ideen om romantik har mødt i den post-emancipatoriske tidsalders stadig mere perverterede virkelighed.
Grundfortællingen hos Mclean er syndefaldet. Dette tema udspiller sig med stor tydelighed i "American Pie" ligesom Mclean også helt konkret har beskæftiget sig med denne myte i sit sangkatalog. Oftest er det dog ikke syndefaldet i streng kristelig forstand, men syndefaldet swom en begivenhed, der har fundet sted i hans levetid. Det er det store Amerikanske syndefald som sen 60´erne og 70´ernes politiske radikalisering og socio-kulturelle sammenbrud er blevet betegnet. Dette tema, der bestemt ikke er ukendt for amerikansk popkultur, afspejler sig hos Mclean navnligt i hans barndoms heltes død.
Syndefaldet ligger deri at heltene i det hele taget kan dø. Superman burde jo være udødelig, alligevel blæste skuespilleren George Reeves sin hjerne ud, da virkeligheden trængte sig på. Syndefaldet er på en gang afsløringen af at heltefortællingen i sidste ende byggede på en illussion, eller som Mclean selv skriver i sangen Superman´s ghost
but the video screen is a psychotic scene
and its all done with mirrors and green
Men det er ikke en afsløring, der først og fremmest bærer en positiv oplysningsoptimisme med sig, snarere fører afsløringen blot til en affortryllelse, der måske nok åbenbarer verden, som den virkelig er, men netop derfor kan siges at være tragisk; det gælder hvadenten det som i American Pie er er den generelle kulturelle udvikling der beskrves fra Buddy Hollys død til det absolutte lavpunkt i sidste vers, hvor Mclean skriver
And the three men I admire most:
The father, son, and the holy ghost,
They caught the last train for the coast
The day the music died.
Det gælder i anti-krigssangen 1967, hvor vi går direkte fra den blåøjede amerikanske heltedyrkelse,
Roy Rogers he was on his horse, and Buck Jones drew his gun.
We would surely win of course when the battle was all done.
til det amerikanske samfunds pludselige had mod sine egne udsendte soldater udtrykt i linierne:
Though I was back at home, I had never left Saigon,'
cause all I got was ridicule and scorn.
This was no place for hero's now, they all seemed to resent me,
They said "Why did you ever go?" I said "Because they sent me."
og fremfor alt udtrykkes den i en af Mcleans glemte mesterværker fra cd "Don Mclean" fra 73. Her stod Mclean selv på toppen af sin karriere, men var allerede, sådan som hans tekstunivers tilskrev det, blev desillusioneret, hvorfor cd´en var helt uden sange med hitpotentiale og endog uden anden titel end hans navn. Sangen Bronco Bill´s lament udtrykker måske bedre end nogen anden Mclean sang, American Pie inklusiv, denne tragiske desillusion, som udspringer dels af eksistensen af de høje idealer og disses uværgelige afsløring som falske i syndefaldet.
Som en række andre fremragende sangere på folkemusikscenen - f.eks. Arlo Guthrie- kom han for sent til at være med i den egentlige såkaldte "folk revival" i de tidlige 60ere personificeret ved Bob Dylan. Nok sang og spillede han allerede på den tid på små scener, men et gennembrud var der ikke tale om og i løbet af 60erne blev folkemusikken trængt i baggrunden til fordel for elektricificeret rockmusik af mere eller mindre psykedelisk karakter.
Mclean udgav sit første album "Tapestry" i 1969. Den slog dog ikke igennem, selvom flere sange derpå siden er blevet klassikere, mest markant "And i Love you so" som bl.a. Elvis har indspillet. Først i 72 med American Pie fik Mclean et folkeligt gennembrud. Men også dette skulle blive kort. American Pie dyrkede en nostalgisk længsel efter en musik og en virkelighed, der var gået tabt i sen 60ernes umelodiøse musikalske ragnarok. Selvom Mclean politisk var, hvad man ville kalde progressiv, indgik hans musik på sin vis i en konservativ reaktion på dette tab. Men dette 2. folk revival, som Mclean både var en del af og en drivkraft bag blev kortlivet. Snart kom discoen og fejede denne musiks autentiske udtryksform væk.
Udviklingen var sigende for hele periodens emancipationstrang. Hvad de progressive higede efter var ikke nødvendigvis en frihed til absolut tomhed og dunkende discorytmer, friheden var en frihed til at skabe et nyt verdensbillede til erstatning for et gammel, der føltes utidssvarende. Men Radikaliteten hvormed dette opgør blev gennemført og den utopistiske trang, der fodrede ubehaget ved de gamle normer, kunne ikke bære en ny virkelighed.
Istedet for det gamle samfund, kom ikke et nyere og mere oplyst. Discoen blev sluppet fri. Mennesket blev, frikøbt fra sine gamle forpligtelser, ikke en person der kærede sig om sig selv som åndsvæsen, men istedet et individ, der ikke så anden mening i tilværelsen end den forbrugerisme, popkultur og hedonisme kunne tilbyde.
Frihedstrangen havde søgt at sætte sig udover virkeligheden og havde dermed ødelagt meget, der var værd at bevare. Mclean er på trods af sine progressive anskuelser fuld af afsky overfor denne udvikling, og lægger især vægt på den kranke skæbne ideen om romantik har mødt i den post-emancipatoriske tidsalders stadig mere perverterede virkelighed.
Grundfortællingen hos Mclean er syndefaldet. Dette tema udspiller sig med stor tydelighed i "American Pie" ligesom Mclean også helt konkret har beskæftiget sig med denne myte i sit sangkatalog. Oftest er det dog ikke syndefaldet i streng kristelig forstand, men syndefaldet swom en begivenhed, der har fundet sted i hans levetid. Det er det store Amerikanske syndefald som sen 60´erne og 70´ernes politiske radikalisering og socio-kulturelle sammenbrud er blevet betegnet. Dette tema, der bestemt ikke er ukendt for amerikansk popkultur, afspejler sig hos Mclean navnligt i hans barndoms heltes død.
Syndefaldet ligger deri at heltene i det hele taget kan dø. Superman burde jo være udødelig, alligevel blæste skuespilleren George Reeves sin hjerne ud, da virkeligheden trængte sig på. Syndefaldet er på en gang afsløringen af at heltefortællingen i sidste ende byggede på en illussion, eller som Mclean selv skriver i sangen Superman´s ghost
but the video screen is a psychotic scene
and its all done with mirrors and green
Men det er ikke en afsløring, der først og fremmest bærer en positiv oplysningsoptimisme med sig, snarere fører afsløringen blot til en affortryllelse, der måske nok åbenbarer verden, som den virkelig er, men netop derfor kan siges at være tragisk; det gælder hvadenten det som i American Pie er er den generelle kulturelle udvikling der beskrves fra Buddy Hollys død til det absolutte lavpunkt i sidste vers, hvor Mclean skriver
And the three men I admire most:
The father, son, and the holy ghost,
They caught the last train for the coast
The day the music died.
Det gælder i anti-krigssangen 1967, hvor vi går direkte fra den blåøjede amerikanske heltedyrkelse,
Roy Rogers he was on his horse, and Buck Jones drew his gun.
We would surely win of course when the battle was all done.
til det amerikanske samfunds pludselige had mod sine egne udsendte soldater udtrykt i linierne:
Though I was back at home, I had never left Saigon,'
cause all I got was ridicule and scorn.
This was no place for hero's now, they all seemed to resent me,
They said "Why did you ever go?" I said "Because they sent me."
og fremfor alt udtrykkes den i en af Mcleans glemte mesterværker fra cd "Don Mclean" fra 73. Her stod Mclean selv på toppen af sin karriere, men var allerede, sådan som hans tekstunivers tilskrev det, blev desillusioneret, hvorfor cd´en var helt uden sange med hitpotentiale og endog uden anden titel end hans navn. Sangen Bronco Bill´s lament udtrykker måske bedre end nogen anden Mclean sang, American Pie inklusiv, denne tragiske desillusion, som udspringer dels af eksistensen af de høje idealer og disses uværgelige afsløring som falske i syndefaldet.
coulda been most anything I put my mind to be,
But a cowboy's life was the only life for me.
It's a strong man's occupation ridin' herd and livin' free,
But strong men often fail
Where shrewd men can prevail,
I'm an old man now with nothin' left to say,
But oh god how I worked my youth away.
Well you may not recognise my face, I used to be a star,
A cowboy hero known both near and far.
I perched upon a silver mount and sang with my guitar,
But the studio of course,
owned my saddle and my horse,
But that six-gun on the wall belongs to me,
Oh god I can't live a memory.
You know I'd like to put my finger on that trigger once again,
And point that gun at all the prideful men.
All the voyeurs and the lawyers who can pull a fountain pen,
And put you where they choose,
With the language that they use,
And enslave you till you work your youth away,
Oh god how I worked my youth away.
Whoopee ty yioh
Whoopee ty yi ay,
One man's work is another man's play
Oh god how I worked my youth away.
You see I always liked the notion of a cowboy fighting crime,
This photograph was taken in my prime,
I could beat those desperados but there's no sense fightin' time,
But the singin' was a ball
Cause I'm not musical at all,
I moved my lips to someone else's voice
posted by C.S at 12:59
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home