minbu

tirsdag, august 25, 2009

Phillip Blonds opgør med værdirelativisme og neoliberalisme

Udgivelsen af Årsskriftet Critique 2009, der ved siden af Nomos er det centrale konservative tidsskrift herhjemme nærmer sig. I den følgende tid vil jeg kort præsentere artiklerne i Critique 2009.

Den konservative, britiske filosof Phillip Blond bidrager med en artikel, der søger at formulere grundtrækkende i en ny "rød" konservatisme. Blonds artikel er et opgør med konservatismens arv efter Thatcher. Ifølge Blond udgør den moderne kapitalisme økonomisk og moralsk en udfordring for konservative værdier og har i Storbritannien vist sig at nedbryde snarere end at styrke civilsamfundet. Blond, der herhjemme bl.a. er kendt fra tv programmet “Den 11. Time” efterlyser en konservativ kommunitarisme, der tager afstand fra neo-liberalismen og omfordeler samfundets velstand efter en grundlæggende konservativ “en-nations” agenda

Udgangspunktet for artiklen er, at den dominerende politiske tænkning i dag, som er økonomisk liberal og kulturelt venstreorienteret er slået fejl. Blond skriver

“Det liberale venstre dominerer nu; og dets overherredømme har ud fra ethvert objektivt tænkeligt mål været en jammerlig og åbenlys fiasko. Uligheden nærmer sig et niveau, vi ikke har set siden den edwardianske periode, den sociale mobilitet er på førkrigsniveau, og almindelige arbejdere modtager en mindre procentdel af BNP end de gjorde under Macmillan Overalt plejer økonomien de meget fås monopolinteresser på bekostning og til forarmelse af de stadigt flere. Ydermere har Labour-regeringen ført en virkningsløs autoritær politik ved en hver given lejlighed - herunder dens forsøg på at afskaffe habeas corpus-princippet og dets hemmelige samarbejde med fremmede magter om torturhandlinger og ulovlige fangetransporter.”

I lyset af dette må konservative gøre op med både venstrefløjen og det som Blond beskriver som den neo-liberale arv efter Thatcher.

“Men hvis konservatismen skal være mere end moralisme plus markedet, må en genrejst konservatismes tanker også bringes i anvendelse på det økonomiske område. Det er en forudsætning for, at vi kan forandre vores liv, at vi udvikler en økonomi, der reelt fordeler vækstens goder.”

Mens opgøret med Thatcher er et opgør med økonomisk liberalisme, er opgøret med venstrefløjen et opgør med værdirelativisme og foragt for finkultur.

“Men det mest afgørende er, at vi får en interaktivitets- og en gensidighedskultur til at udfylde dette tomrum. For tiden mangler vi fuldkommen, med vores fokus på glamour og stillesiddende velbehag, et forsvar for finkulturen”

Du kan læse mere om Critique 2009, samt bestille det her http://www.critique.ksaa.dk/

husk at blive fan af Critique på Facebook