minbu

fredag, september 25, 2009

Deadline: En forfaldshistorie

Jeg ser ikke så meget fjernsyn. Sendefladen er invaderet af den herskende dyrkelse af selvet: Vi bærer alle på en sandhed og en mening i os selv, og for tiden er den toneangivende sandhed ikke alvor og ansvar, men derimod tant, frivolitet og fjas. Således er det frigjorte, uforpligtede menneske, og tidens træk findes derfor i vederstyggeligheder som 'Vild Med Dans'; 'X Factor' og 'Talent 09'. Alle spejlbilleder af selvdyrkelsen og navlepilleriet. Der er ikke meget ved dem, som bestræber sig på at være et almindeligt, ordentligt menneske, der er jorden tro. Det er langt mere spændende med dem, som tror de kan synge 'With a Little Help from My Friends' lige så godt som Joe Cocker kan.

Det står ikke stort bedre til med nyhedsformidlingen, forstået som formidlingen af hvad der rent faktisk foregår 'derude'. Både Danmarks Radios TV Avis og TV2 Nyhederne er blevet platforme for den evindelige forurettethed; offerjournalistikken, der elsker såkaldt almidelige mennesker, der aldrig bliver spurgt om de nu ikke skal tage sig lidt sammen. Den egentlige nyhedsformidling forveksles med såkaldt opsøgende journalistik, hvor det fernis der skjuler den rent personlige drivkraft, oftest med venstreorienteret slagside, er papirstyndt. Det tårnhøje skattetryk har for eksempel aldrig været udsat for undersøgende, dybdeborende journalistik. Mærkeligt nok. For egentlig, lødig nyhedsformidling anbefales nationalt middagsradioavisen, der kæmper for at holde fast på sagligheden, og internationalt den tyske tv-station ARD's Tagesschau.

Et af de nationale åndehuller har dog været Deadline på DR2, der dog snarere må betegnes som en udsendelse der beskæftiger sig med baggrund og analyse, tilsat en kort og overordnet nyhedsformidling. I Deadline er der tid til ordentlige interviews og debatter, men programmets indhold er desværre ophængt lovlig meget på den enkelte værts personlige drivkraft. Kurt Strands udsendelser er oftest en uskøn blanding af et ønske om at gøre Deadline til en filial af DR2 Udland, krydret med en fad centrum-venstre holdning. Den farlige af slagsen, der i det herskende mediebillede er så let at forveksle med tilstræbt objektivitet.

Ud fra en rent egoistisk betragtning er Adam Holms udsendelser derimod en fornøjelse. I et ocean af venstresnoethed er Holms klare borgerlig ståsted vederkvægende. Dog virker dette også som en almisse fra Danmarks Radio: Den borgerlige vinkel i Holms udsendelser kan blive en undskyldning for fuldtonet venstresnoethed alle mulige andre steder. Se bare hvor pluralistiske vi nu er!

For nylig er Mads Brügger nemlig indtrådt som vært, måske som følge af den førnævnte iagttagelse. Brüggers ståsted er i hvert fald klart venstreorienteret. Koblet sammen med sin fortid i såkaldt skæve programmer, som det stærkt besynderlige "Den 11. time", virker Brüggers tilstedeværelse og ikke mindst spørgeteknik i Deadline-studiet noget sær. Se blot onsdagens udsendelse, ikke mindst den farceagtige debat om en nedsættelse af den kriminelle lavalder. Brügger havde vist glemt hvilket studie han sad i.

Dog er det en formidlende omstændighed, at Brügger kun vikarierer. For Nynne Bjerre Christensen, altså. Det siger ikke så lidt, at man glæder sig til hun er tilbage igen. Havde man dog blot bedt f.eks. Jens Nauntofte, den saglige og noble hædersmand, om at vikariere.

Her ved slutningen kommer jeg i tanke om Nikolaj Sommer, manden der kaldte Frank-Walter Steinmeier for Frank Waltmeier. Han er så uinteressant, at jeg ikke gider skrive noget om ham.

10 Comments:

Anonymous Anonym said...

Kurt Strand er en skandale!

17:25  
Anonymous EAM said...

Vi er rørende enige. Jeg har også haft det mærkeligt med Brüggers entre i programmet. Man tænker hele tiden, at der er en eller anden underliggende ironisk mening med det han siger. Det fungerer bare ikke rigtig godt.

14:11  
Anonymous Anonym said...

Jeg ser stort set Deadline hver aften, når det er muligt. Men - bortset fra Adam Holm - er studieværterne da slet ikke klar over, at meningen er, at de som en public service station skal være neutrale, og ikke tage stilling i den verserende værdikamp mellem højre og venstre? Åbenbart ikke - og det får lov at foregå, fordi vi alle er så vant til, at Danmarks Radio, nå ja, de er jo bare venstreorienterede. Hvordan kan dog være, at det borgerlige Danmark - som har haft magten i dette land siden 2001 - bare lader det køre derudad, og henviser sig selv til at være den part, der skal hånes og skældes ud for at være uanstændige og lidt smådumme? Det borgerlige Danmark mangler virkelig selvværd - og er det iøvrigt ikke derfor, at de konservative er så flove ved at være konservative, at de hellere vil agere som liberale eller radikale?

21:11  
Blogger P. N. said...

Jeg er uenig i, at Mads Brügger er klart venstreorienteret. F.eks. var han med i programmet "I det røde Kappel", hvor han mere eller mindre udstillede den absurde Nordkoreanske kulturpolitik. Jeg kan godt lide hans eksperimenterende stil, som bl.a. kom til udtryk i Den 11. time og Quartaro-mysteriet. Det virker mere som om, at han forsøger at finde nye måder at lave journalistik på. Selvom han måtte være venstreorienteret, så er jeg revnende ligeglad. Jeg synes ikke det fremgår af hans udsendelser.

Det gælder heller ikke Deadline. Heller ikke i onsdags. Enhver journalist, borgerlig eller venstreorienteret burde have anholdt Martin Henriksens udsagn om, at det skulle være gavnligt at sænke den kriminelle lavalder. Særligt når alle eksperter hævder det modsatte. Også dem, som Martin Henriksen selv havde peget på (!).

19:32  
Blogger J.Aa said...

I det mindste for mit vedkommende, går det ikke så meget på om Martin Henriksen har ret eller ej. Kort fortalt syntes jeg også han havde en ret dårlig sag.

Men Mads Brügger stod ikke distancen. En hver journalist eller anden formidler på det niveau skulle, kunne og burde have forhindret den lille debat i at udarte sig til en farce. Det havde (retrospektivt) været oplagt at dreje Henriksens åbenlyse irritation i en anden retning, f.eks. ved stille nogle mere saglige, eller i det mindste politiske spørgsmål.

Som vist Sørine Godtfredsen var inde på i, vistnok Kristeligt Dagblad, for nogle dage siden - er det i sig selv problematisk at DR vælger at blande "sfærerne" sammen, ved at lade netop den tvetydige Brügger gæsteoptræde i Deadline.

Det sagt, var jeg også godt underholdt af den 11. time : )

20:01  
Blogger P. N. said...

Det sidste er jeg faktisk enig i. Problemet med Mads Brügger er, at man aldrig er helt sikker på, om han i virkeligheden er bidende ironisk.

21:33  
Blogger A.O. said...

Så ender det i en vis forbrødning:

Jeg brokker mig, mest rygmarvsagtigt, over at Brügger er venstreorienteret. Det er ikke helt det centrale, det er der så mange DR-folk der er, også folk jeg respekterer - Jens Nauntofte, Ole Sippel, Lasse Jensen m.fl.

Jeg synes også at det væsentligste problem er tvetydigheden, som også påvirker gæsterne i Deadline. Det er ikke til at gennemskue om Brügger mener det han siger.

Uanset politisk slagside, skal der være en klar journalistisk seriøsitet. Det mangler Brügger.

I øvrigt skal det, jf. gårsdagens udsendelse, igen understreges at Nikolaj Sommer burde finde sig noget andet at tage sig til. Måske burde han overveje boligprogrammerne igen?

13:23  
Anonymous Jesper Skov said...

Nu synes jeg, du er lidt for hård ved Nikolaj Sommer. Jeg synes ofte, at han tager mange interessante sager op i deadline. Til gengæld synes han ikke at være så vidende, som jobbet kræver, ligesom hans interviews også nogle gange er lidt kedelige.

14:34  
Anonymous Anonym said...

@ Jesper Skov

Det er tilsyneladende ikke store krav du stiller til værterne på det mest seriøse nyheds/debat program på dansk tv.

Det er åbenbart nok at tage interessante sager op.

Om man er vidende eller om man er en dygtig interviewer er åbenbart sekundært.

Jeg har det nærmest omvendt. At finde sager kan ikke være det store problem. Enhver kan jo slå op i dagens danske eller udenlandske aviser. Invitere politikere og forfattere i studiet kræver intet, og enhver udenlandsk gæst af betydning bliver vel automatisk inviteret.

Både Nikolai Sommer og Nynne Bjerre har det problem at de måske vil være dygtige nyhedsoplæsere på Tv2 news, men at de ikke egner sig til et program hvor der skal stilles kritiske og dybdeborende sprøgsmål.
Ligeledes med hende den halvgamle lyshårede fra Tv-avisen der har været vikar i en periode. Det var håbløst.

Og Mads Brugger er håbløs. Dels fordi han som flere skriver har en baggrund der gør ham utroværdig og dels fordi han ikke virker skarp som interviewer.

19:11  
Anonymous Jesper Skov said...

@Anonym
Nikolaj Sommer er ikke nogen god deadline vært. Jeg så også hellere en Jens Nauntofte eller andre ældre og erfarne journalister.
Men jeg synes ikke Nikolaj er nævneværdig dårligere end fx Nynne Bjerre. Men rent subjektivt, så synes jeg deadline er mere interessant med Nikolaj Sommer som vært end med Kurt Strand, som så til gengæld er en bedre interviewer.

20:57  

Send en kommentar

<< Home