Evelyn Waugh- modernitet, forfald og kristendom

Den britiske forfatter Evelyn Waugh var en af sin samtid- og eftertids største satirikere. Samtidig er han for konservative en af de helt centrale litterære skikkelser i det 20. årh. Faste læsere af denne blog måtte måske være bekendt med, at i hvert fald undertegnede har en svaghed for mandens skriverier. Waugh kritiserede og gjorde på den mest uforskammede vis grin med den dekadente britiske overklasse, samtidig med at han dermed skrev gravskrift over vestlig kultur. post. doc., ph.d. Søren Besenbacher skriver i det kommende 2009 nummer af Årsskriftet Critique om denne britiske forfatter bl.a.

“Hedonismen og dekadencen, som han havde beskrevet i sine bøger, havde han fået nok af. Trods alt deres nydelsessyge var hedonisterne ikke lykkelige. Den glade hedonist var en ren fiktiv figur”

Hos Waugh er beskrivelsen og latterliggørelsen af hedonismen i udgangspunktet forbundet med en kulturpessimisme, der ikke kender nogen udvej fra forfaldet. Satiren og ironien bliver hos ham som hos andre af tidens konservative eneste mulighed. Waugh kunne også i sin alderdom se tilbage på en udvikling, som mildest talt måtte have syntes utrolig og chokerende, ja nærmest urealistisk for en betragter fra Waughs ungdomstid.

Besenbacher skriver:

“Da Evelyn Waugh blev født i 1903 var det britiske imperium på sit højeste. Et verdensomspændende rige, hvor solen aldrig gik ned og som indeholdte en fjerdedel af verdens befolkning. Da han døde I 1966 var Storbritannien ikke længere verdens største supermagt, men blot en europæisk stat på linje med flere andre og sammen med magten var der også noget andet, der var forsvundet. Det tyvende århundrede havde ikke kun berøvet Storbritannien for hendes kolonier og hendes magt, men også medført store sociale og kulturelle ændringer. Den moderne tidsalder havde forårsaget et skred i kulturen, moralen og traditionerne, der, såvel som andre steder. Dette vidste den døende Waugh alt for godt, for i sit lange forfatterskab havde han beskrevet og forudsagt denne udvikling.”

Senere i forfatterskabet fandt Waugh dog i kristendommen netop den livslinje som civilisationen behøvede. Han udviklede sig fra ultra-modernist til ultramontanist og gjorde opmærksom på at vestens civilisation hvilede på et religiøst grundlag foruden hvilket det ikke ville kunne overleve. Dermed blev den konservatives opgave positivt bestemt at kæmpe for dette udgangspunk snarere end blot at standse udviklingen. Waugh skrev således:

“A conservative is not merely an obstructionist who wishes to resist the introduction of novelties; nor is he, as was assumed by most 19th-century parliamentarians, a brake to frivolous experiments. He has positive work to do … Civilization has no force of its own beyond what is given from within”

Alt dette og langt mere kan læses i Årsskrifet Critique, der kan bestilles allerede nu på: http://www.critique.ksaa.dk/