Historien som menneskets tragedie

Modernitetens historie er forfaldets historie. På trods af moderne teknologi, økonomisk velstand og verdens almindeligt antagne fremgang forholder det sig sådan. Det må nødvendigvis synes mærkeligt. Vi er jo alle børn af moderniteten og vi er som mennesker, der lever i tidens span også blevet vant til at tolke vores egen personlige udvikling, der som oftest på trods af alle tænkelige skavanker, til et vist punkt, vil have udseende af ikke blot udvikling men også fremskridt. Vi vokser og går frem, og tiden følger med os på samme måde, som vi følger med tiden. Dermed skulle alt være i den skønneste orden.


Men nej det moderne menneskes fremskridtstro og optimisme er alene hans eget selvbedrag, den sikkerhed i forvisningen om altings fremskriden som han bygger op om sin tilværelse for i modernitetens anomi at skabe sig et stå sted. Idet jeg bevæger mig, gør jeg det i sikker forvisning om, at jeg bevæger mig opad til næste trin på trappen, og at jeg derfor ikke med vemod skal se tilbage på det trin, jeg netop har forladt. Fremskridtsoptimismen er det moderne menneskes forfængelige forsøg på at skabe mening i det faktum, at han i og med sin egen modernitet er dømt til at leve i historien.

Sådanne forfængeligheder hører naturligvis ikke den moderne periode til. For at være dømt til at leve i historien er menneskets uomgængelig lod i kraft af syndefaldet. Men med moderniteten er virkelighedens historicitet pga. udviklingens hastighed blevet radikaliseret, samtidig er verdens historicitet gået op for os, og den lineære livsopfattelse som følger heraf har helt skubbet den førmoderne verdens cykliske tid væk. Når den endelig optræder som følge af kirkeårets konservatisme i form af højtider med mere synes disse gentagne cykliske begivenheder alene at understrege for os, at der er gået et år siden sidst og som flugt fra den historiske tid synes de overhovedet ingen virkning længere at have.

Det moderne samfund er kendetegnet ved rodløsheden, her forstået ganske unormativt. Men faktum er at vi bevæger os, og egentlig er faktum også at vores færden i verden er målløs, hovedløs tilfældig og aldeles uordentlig. Snarere end gennem historiens gang at opstige til næste trin på trappen løber vi rundt som blinde tiggere på jagt efter epistemiske godbidder. Der er slet ingen mening med det hele og derfor er historien i sidste ende menneskets evige tragedie.

Men hvori består forfaldet da så? Hvis det som sådan er historien, der er menneskets fængsel? Forfaldet består deri, at den fortælling vi i moderniteten fortæller os selv om historien i sig selv accelererer historien og kun underbygger og udbygger historiens stålgitter om os, samtidig består forfaldet i, at vi pga. den historiske tilværelsesforståelses indbyggede relativisme ikke længere kan forstå vores tilværelse i lyset af det ahistoriske begreb, vi kalder Gud, et begreb i forhold til hvilket menneskets tilværelse i absolut forstand lod sig forstå udenom det historiske. Nu er Gud død og kun historien tilbage. Her står vi. Vi kan ikke andet.