Markedsføring af Danmark

VisitDenmark lod forstå, at man burde besøge Danmark fordi stærke, selvstændige kvinder her kan føde børn, uden nødvendigvis at knytte forbindelse til barnets fader, der kunne være en hvilken som helst vagabond. Bureauets direktør, den nærmest informationsministeragtigt insisterende Dorte Kiilerich slog fast, at målet var at markedsføre Danmark som 'et frit sted med plads' - 'et frit land, der giver hende (kvinden i reklamen) rammer til at træffe valg'. Siden trak hun i land - der var amerikanske kampvogne i Bagdad, noget om snakken.

Således forsøges Danmark markedsført i 2009: Frigørelsens og frivolitetens hjemland, hvor velfærdsstaten er blevet et så stort frigørelsesprojekt, at det kun er naturligt at benytte faderløse børn som led i en såkaldt markedsføringskampagne, nu hvor velfærdsstaten bogstaveligt talt medfinansierer faderløse børn gennem skatteyderbetalt kunstig befrugtning af enlige. Dette blev udlagt som en kæmpesejr for ligestillingen - ligestillingen, dette vulgære begreb der konstant forpester den politiske debat. Hvis der i den henseende skulle være tale om såkaldt ligestilling, skulle jeg som mand kunne aflevere en sædprøve på et hospital, og ni måneder efter få udleveret et barn. Enhver kan se det absurde i det, hvorimod kvindens ligestilling, der som nævnt efterhånden er gledet over i statsunderstøttet frigørelse, er et totalt førerløst tog, der farer forbi alt - inden længe privatejede virksomheders ret til selv at bestemme hvem der sidder i deres bestyrelser, men foreløbig blot børns mulighed for et faderligt holdepunkt i tilværelsen.

Dette hævdes nemlig at være ligegyldigt, mænd og kvinder har ikke noget specielt at bidrage med i opdragelsen, hævder i hvert fald de som vil udviske forskellen mellem kønnene og lade alt og alle anskaffe sig børn, der i øvrigt ikke bliver spurgt. Derimod har kvinder og mænd tilsyneladende forskellige ting at bidrage med i virksomhedsledelse, her er det i hvert fald dødsensvigtigt at få det feminine input med til bestyrelsesmøderne. Spørg bare Britta Thomsen. En god kammerat fortalte for nylig at en politiker i sin tid bifaldt kvindelig valgret, for at gøre den politiske debat høfligere. Det må være sådan noget der menes.

Det er dybt, dybt ironisk, at det udlægges som noget særligt stærkt og selvstændigt, at kvinder aktivt tilvælger rollen som enlig moder. Som nævnt lader projektet sig kun gøre ved hjælp af en opulent velfærdsstat, der nærmest selv minder om en kolossal enlig moder, der er berøvet faderrollens væsentligste bidrag: At kappe navlestrengen mellem moder og barn, skille dem ad, når barnet er stort nok til at tage ansvar for sig selv. Moderligheden bliver tydeligere, når velfærdsstaten vier så stor opmærksomhed på de utilpassede, problembørnene - det måske mest moderlige træk: 'Ham/hende kan kun hans/hendes moder holde af' - hvis selv ikke moderen gør det, så gør velfærdsstaten det i sidste instans. Henrik Jensen, mere om ham i en senere postering, kalder det 'Det faderløse samfund'. Hans pointe bliver tydeligere og tydeligere.