Moderniteten og den skøgeagtige løssluppenhed
Moderniteten er ikke alene en epoke, det er en sindstilstand, en svækkelse, der rammer hver enkelt af os og efterlader os langt svagere end vi var før sammenstødet. Moderniteten er en svækkelse fordi, den sætter spørgsmålstegn ved det, der før var selvfølgeligt. Hvor moderniteten rammer er første offer selvfølgeligheden og dernæst moralen.
For moral lader sig ikke moralsk begrunde formålsrationelt, i det øjeblik vi overhovedet tænker formålsrationelt har vi nemlig sat os udover det moralske – for det vi gør, gør vi ikke fordi det er rigtig, men fordi det er gavnligt.
Hvor moralen ikke består er mennesket overladt til sig selv. Medmindre det kan leve af formålsrationalitetens kynisme, der svarer til åndeligt at være på vand og brød, er det tvunget til at ”realisere sig selv”. Findes moralen ikke et sted derude, kan det jo være den findes i os selv. Men derved bliver mennesket i virkeligheden reduceret til at være hedonist. Mon ikke det selvrealiserende jeg, der lytter til sin indre stemme ofte vil finde at denne stemme blot at er drifternes talekor?
Derfor vrimler den moderne verden med diskoteker, natklubber, skøger, trækkerdrenge og andet menneskeligt affald, vraggods og humant potteskår. Luther taler om mennesket som et dyr, der skal tøjles, Burke taler om at have mistro til den enkeltes fornuft. Begge ved de, at det ikke rækker, foruden det, der påtaler os udefra, nemlig moralen, er mennesket dømt til at leve umenneskeligt.
Modernitetens sande afkom er ikke det oplyste og det i oplysning frigjorte individ men det løsslupne menneskedyr. Den afstumpede og lystbetonede psykopat, hvis væsentligste formål i tilværelsen er sit eget frigørelsesprojekt og for hvem andre mennesker alene er midler til at nå denne saliggørende frigørelse. Sådan er moderniteten. Og hvis man ikke kan genkende beskrivelse, og hvis man ikke har mødt det moderne menneske endnu, kan i være ganske sikker på at møde det før eller siden.
For moral lader sig ikke moralsk begrunde formålsrationelt, i det øjeblik vi overhovedet tænker formålsrationelt har vi nemlig sat os udover det moralske – for det vi gør, gør vi ikke fordi det er rigtig, men fordi det er gavnligt.
Hvor moralen ikke består er mennesket overladt til sig selv. Medmindre det kan leve af formålsrationalitetens kynisme, der svarer til åndeligt at være på vand og brød, er det tvunget til at ”realisere sig selv”. Findes moralen ikke et sted derude, kan det jo være den findes i os selv. Men derved bliver mennesket i virkeligheden reduceret til at være hedonist. Mon ikke det selvrealiserende jeg, der lytter til sin indre stemme ofte vil finde at denne stemme blot at er drifternes talekor?
Derfor vrimler den moderne verden med diskoteker, natklubber, skøger, trækkerdrenge og andet menneskeligt affald, vraggods og humant potteskår. Luther taler om mennesket som et dyr, der skal tøjles, Burke taler om at have mistro til den enkeltes fornuft. Begge ved de, at det ikke rækker, foruden det, der påtaler os udefra, nemlig moralen, er mennesket dømt til at leve umenneskeligt.
Modernitetens sande afkom er ikke det oplyste og det i oplysning frigjorte individ men det løsslupne menneskedyr. Den afstumpede og lystbetonede psykopat, hvis væsentligste formål i tilværelsen er sit eget frigørelsesprojekt og for hvem andre mennesker alene er midler til at nå denne saliggørende frigørelse. Sådan er moderniteten. Og hvis man ikke kan genkende beskrivelse, og hvis man ikke har mødt det moderne menneske endnu, kan i være ganske sikker på at møde det før eller siden.
posted by C.S at 17:38
4 Comments:
Ja det er jo underligt du citerer Luther.
I mine (katolske) øre , lyder det helt katolsk.
( Det glæder mig selvfølgelig bare!!!):-)
Læs nogle af Benedikt XVI taler er prædikener.
Eller hans seneste encykla KÆRLIGHED I SANDHED Findes på engelsk på nettet:
Hér:
http://www.vatican.va/holy_father/benedict_xvi/encyclicals/documents/hf_ben-xvi_enc_20090629_caritas-in-veritate_en.html#78.
Tror det ville kunne glæde dig, og måske også mange af dine læsere af denne gode blog.
Ridder af Dannebrog
Det lystbetodende menneske er vel ikke kun knyttet til moderniteten. Det har vel altid eksisteret i en eller anden form. Lysten og driften er et menneskeligt grundvilkår, som man bare må lære at leve med og forholde sig til. De gamle grækere indså dette, og i Dionysoskultun fik de afløb for deres behov for at rase ud.
Når der således er tale om et menneskeligt grundvilkår, så virker det meget hårdt at karakterisere det moderne menneske som skøger, trækkerdrenge og menneskeligt affald. Det ville i så fald gælde mennesket i det hele taget.
Det samme gælder når mennesket handler formålsrationelt. Det gjorde tidligere tiders mennesker vel også. Måske endda i langt højere grad end det moderne menneske. Tidligere tiders arbejdsvilkår gav ikke plads til at gøre meget mere end det, der var nødvendigt for at overleve. Giver det ikke mere mening at sige, at moderniteten har skubbet balancen mellem den formålsrationelle handlen og den irrationelle løssluppende handlen, forstået på den måde, at der idag er mere plads til at gøre mere eller mindre irrationelle handlinger ud fra en simpel lystfølelse? Jeg er ikke så sikker på, at datidens mennesker forstået på denne måde var mere moralske end de moderne mennesker.
Dermed ikke sagt, at dit indlæg ikke giver mening, for i det øjeblik hvor løssluppenhed, lystfølelse og tilfredsstildelse af drifterne bliver selve målet med tilværelsen, så kan med god mening tale om det løsslupne menneskedyr, hedonisme osv.
Men altså: En vis anerkendelse af driften og lysten som et menneskeligt grundvilkår ville være på sin plads.
@C.S,
Jeg glemte vist at understrege at dit indslæg er ALDELSES fremragende.!
Ridder af Dannebrog
P.N.'s kritik er yderst relevant.
For yderligere studier, kan jeg anbefale David Riesmans interessante bog 'Det ensomme massemenneske', fra ca. 1950.
Kort fortalt, skitserer Riesman tre karakter/idealtyper, som havde hver deres epoke. I hele det præmoderne samfund dominerede den traditionsstyrede karakter, der levede efter århundredgamle, overleverede normer. Ikke så meget fremskridteri her.
Denne blev afløst af den indrestyrede karaktertype, der dominerede gennem det 19. århundrede og frem til cirka 1. verdenskrig. Denne karaktertype formedes af basale værdier grundlagt i barndommen - pligt, ansvar, Gudstro osv. - og brugte disse som et gyroskop til at holde balancen 'i al slags vejr'. På den måde fastholdtes udviklingens 'balance', hvis man kan tale om en sådan. 'Tingene' forandrede sig, men der var fast grund at stå på for det enkelte menneske, for der var altid noget højere end en selv, noget der drev samvittigheden.
Efter katastrofen og syndfloden, tog den andenstyrede karaktertype over. Her er den eneste cementerede værdi at følge og tilpasse sig udviklingen. Der er faktisk ingen anden værdi at klamre sig til. Gyroskopet bliver til en radar; hvad gør de andre? Den andenstyrede orienterer sig efter gruppen, kammeraterne, 'nuet', medierne osv. Heraf følelsen, lidt på afstand, af uendelig konformitet i et samfund der ellers ofte, i sådan lidt lalleglade vendinger, beskrives som hyperkomplekst. Accept i gruppen, accept fra andre mennesker, eroderer den faste grund under det enkelte menneske jeg omtalte før. Heraf følger offermentalitet, normopløsning osv. Deraf (tror jeg) C.S' slutning om det moderne menneske som skøge, trækkerdreng mv.
Send en kommentar
<< Home