minbu

fredag, oktober 16, 2009

Den famøse forskel

På det seneste har man, gennem de danske mediers tvivlsomme linser, kunnet bevidne at et stigende antal danskere engagerer sig i eftersøgninger af deres forsvundne medborgere. Kristeligt Dagblad har gjort mere end blot at konstatere forholdet: Det blev slået fast (hvis nogen skulle være i tvivl) at sådanne eftersøgninger ikke kan erstatte politiets; og med Haderslevs biskop Niels Henrik Arendt, problematiseredes det at forskellen mellem nær og fjern syntes at have forrykket sig.
Men mens dette kun nævntes en passant, i den ellers udmærkede artikel, er det faktisk der den egentlige historie findes. Det er der hunden er begravet, som det populært hedder.
Der er naturligvis intet galt i at borgere i et område, frivilligt, eller efter politiets ønske holder øjne og ører åbne. Den stille almindelige civil courage, er tværtimod ganske ønskelig. Eftersøgtes bekendte kan ingenlunde heller fortænkes i at lede med lys og lygte. Men de eftersøgninger der har påkaldt sig mediernes bevågenhed, var hverken stille eller almindelige. I tilfældet fra Haderslev, meldtes det end ikke om nogle i eftersøgningsholdet kendte den savnede. Tilgengæld så man en lille flok midaldrende damer, der var på spadseretur langs en strand. De sagde at de gerne ville gøre en forskel. Antageligt derfor, var de taget fra et andet hjørne af Sønderjylland til Haderslevs naturskønne fjord. Ønsket om at gøre en forskel, gjorde sig også gældende i sagen fra Aalborg, hvor en 16-årig savnedes. Over Facebook havde man samlet og organiseret hundreder af frivilligere, der gerne ville gøre en forskel.
"Sociolog og lektor ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen ser tendensen som et ønske om at gøre en konkret forskel i en verden, der er præget af komplekse problemstllinger som terror og klima. Derudover er ønsket om at indgå i et fællesskab centralt." - fra K. D.
Ønskerne om at ville gøre en forskel, forekommer bagvendte, og på en måde tragiske. Villede og forcerede. For i dem ligger det spørgsmål; hvilken forskel det da er man ikke gør - siden man må drage ud for at opsøge den. Langt de fleste af os har familie, venner, bekendte, et arbejde eller en studieplads. Og der gør vi da en forskel - også selvom der i den store vide verden, nok snarere er for mange end for få SU-slugende og blogskrivende historiestuderende. Men det udløser jo ikke et fakkeloptog og mediebevågenhed, når man - for Gud ved hvilket år i træk - besøger sine kære bedsteforældre i ferien, eller når man stille indhenter tabt læsning en efterårslørdag. Om det er eksponeringen for de elektroniske medier, der har gjort at en forskel skal kunne føles - og i særdeleshed ses - før det er en forskel, det ved jeg ikke. Men når der tales om at gøre en forskel, da er denne forskel altid noget der kan opsummeres i et kort klip, eller prises i en sætning af overkommelig længde. Og altid skal det kunne ses i lyset af den enkeltes konkrete indsats - eller i de manges hysteriske selvbekræftelse. Den jævne og sande forskel enhver gør, blot ved at være - som en Guds sølle skabning, som en søn, som en hustru, som en ven og måske som en næste - den bliver aldrig nævnt. Det er fordi den hule og forcerede forskel kun kan findes, som Niels Henrik Arendt påpegede, i det fjerne, i det ydre, der hvor den kan ses og bekræftes. Hult og forceret.


http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/342403:Liv---Sjael--Danskerne-rykker-ud-til-eftersoegninger

2 Comments:

Anonymous Superman said...

"Sociolog og lektor ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen ser tendensen som et ønske om at gøre en konkret forskel i en verden, der er præget af komplekse problemstllinger som terror og klima."

Hvad er det for en tendens ??

Er det da noget nyt at folk i et lokalområde er optaget af dramatiske begivenheder i selvsamme område, og at såfremt det er muligt at hjælpe nogen der uden skyld er havnet i problemer, ja så træder man gerne til.

Det har folk da gjort også før nogen havde hørt om globalisering, terror og klimaforandringer.

Hvorfor prøver sociologen ikke at snakke med folk der er ældre end ham selv, og så høre om der også for 70 år siden er nogen der har ledt efter mennesker der var forsvundet i skoven/havet osv.

Jeg forstår ikke hvad det nye er ???

15:30  
Blogger J.Aa said...

Jævnfør K.D.s artikel antager jeg, at der med bemeldte tendens menes:
- At man via medierne ser stadig flere og stadig større eftersøgninger på frivillig basis.
- At sammenholdet i lokalsanfundet, omkring eftersøgningerne er kortvarigt og netop situationelt. Underforstået at det er usikkert, om det overhovedet er det samme lokalsamfund, udover blot det at de frivillige bor geografisk tæt.

Personligt mener jeg helt bestemt også at der for, f.eks. 70 år siden, også var mange der bidrog i eftersøgninger. En væsentlig forskel er dog at dengang, kunne man i det mindste være sikker på at eksponeringen i de elektroniske medier ikke spillede en tillokkende rolle, så at sige.

18:31  

Send en kommentar

<< Home