Krævementaliteten
Jeg var for nylig til et debatarrangement, hvor langt størstedelen af tilhørende var erklærede borgerlige.Taleren krævede mådehold i den offentlige sektor, sparsommelighed med skatteborgernes penge. Spredte nik fra forsamlingen. Taleren fortsætte med at kræve mere personligt ansvar. Mindre offentligt, mere privat. Måske lidt brugerbetaling i den offentlige sektor. Endnu flere spredte nik fra forsamlingen. "Forfriskende ord" mumlede en tilhører.
Så kom debatten. En rejste sig op og sagde, at det var meget godt med det der brugerbetaling, men nogen kunne altså ikke betale. "Vi" måtte altså fastholde, at ingen måtte afstå fra sygdomsbehandling af økonomiske årsager. De konservative tør jo godt tage et socialt ansvar. Vist så. En anden spurgte til tandlægebehandling: Hvorledes kunne det være, at der blev betalt for knæskader, men ikke for huller i tænderne. Taleren svarede henholdende; ja, tja, hvorfor egentlig ikke? En anden mente helt bestemt, at det er for ringe at der ikke betales for kiropraktorbehandling. Sådanne regninger kunne - ligesom tandlægeregninger - være helt ruinerende for den enkelte, og kunne folk genoptrænes, kunne de gå arbejde og betale skat. En anden brokkede sig over egenbetaling på medicin. Hun havde selv måttet betale for et præparat, der var helt essentielt for hendes genoptræning. Havde hun fravalgt dette, var hun blevet det offentlige en dyr dame betroede hun forsamlingen. Førtidspension, hjælpemidler. Havde man blot hældt skattekroner i hendes medikament, havde der ligefrem været tale om en investering. Det var efterhånden så-som-så med viljen til at være borgerlig, alle havde alligevel lige et forslag til nye opgaver for velfærdsstaten.
Det er kendetegnende for det danske folk, at to af de ubetinget største favoritbeskæftigelser er dels at bestemme over andre menneskers ejendom, og - beslægtet hermed -dels at dele ud af andre menneskers penge. Førstnævnte giver sig udslag i et nidkært opsyn med naboens grund - er det hegn for højt, for tæt på skel, har han byggetilladelse til den der garage, forsvinder noget af min udsigt, osv. osv. Sidstnævnte giver sig udslag i selvsamme kommentarer, som den ellers så borgerlige forsamling ytrede. Andre skal helst betale regningen, og bør i øvrigt betragte det som en investering. Hvis man ikke selv har behov, kender man i hvert fald andre der har. Hvis en opgave er det offentliges, er det i sig selv et argument for at den næste opgave også er det.
Velfærdsstaten rummer derfor i sig selv en umiddelbar, nedslående inerti. Den kan kun blive større; æde flere skatteyderkroner og øge antallet af offentligt ansatte. I Danmarks tilfælde er det tilmed ekstremt bekymrende, at antallet af offentligt forsørgede, både med og uden ansættelseskontrakt, udgør en så stor en procentdel af vælgermassen, at de alene ved deres antal kan stemme sig til øgede bevillinger, eller forhindre nedskæringer. Ikke mindst i en økonomisk krisetid.
Så kom debatten. En rejste sig op og sagde, at det var meget godt med det der brugerbetaling, men nogen kunne altså ikke betale. "Vi" måtte altså fastholde, at ingen måtte afstå fra sygdomsbehandling af økonomiske årsager. De konservative tør jo godt tage et socialt ansvar. Vist så. En anden spurgte til tandlægebehandling: Hvorledes kunne det være, at der blev betalt for knæskader, men ikke for huller i tænderne. Taleren svarede henholdende; ja, tja, hvorfor egentlig ikke? En anden mente helt bestemt, at det er for ringe at der ikke betales for kiropraktorbehandling. Sådanne regninger kunne - ligesom tandlægeregninger - være helt ruinerende for den enkelte, og kunne folk genoptrænes, kunne de gå arbejde og betale skat. En anden brokkede sig over egenbetaling på medicin. Hun havde selv måttet betale for et præparat, der var helt essentielt for hendes genoptræning. Havde hun fravalgt dette, var hun blevet det offentlige en dyr dame betroede hun forsamlingen. Førtidspension, hjælpemidler. Havde man blot hældt skattekroner i hendes medikament, havde der ligefrem været tale om en investering. Det var efterhånden så-som-så med viljen til at være borgerlig, alle havde alligevel lige et forslag til nye opgaver for velfærdsstaten.
Det er kendetegnende for det danske folk, at to af de ubetinget største favoritbeskæftigelser er dels at bestemme over andre menneskers ejendom, og - beslægtet hermed -dels at dele ud af andre menneskers penge. Førstnævnte giver sig udslag i et nidkært opsyn med naboens grund - er det hegn for højt, for tæt på skel, har han byggetilladelse til den der garage, forsvinder noget af min udsigt, osv. osv. Sidstnævnte giver sig udslag i selvsamme kommentarer, som den ellers så borgerlige forsamling ytrede. Andre skal helst betale regningen, og bør i øvrigt betragte det som en investering. Hvis man ikke selv har behov, kender man i hvert fald andre der har. Hvis en opgave er det offentliges, er det i sig selv et argument for at den næste opgave også er det.
Velfærdsstaten rummer derfor i sig selv en umiddelbar, nedslående inerti. Den kan kun blive større; æde flere skatteyderkroner og øge antallet af offentligt ansatte. I Danmarks tilfælde er det tilmed ekstremt bekymrende, at antallet af offentligt forsørgede, både med og uden ansættelseskontrakt, udgør en så stor en procentdel af vælgermassen, at de alene ved deres antal kan stemme sig til øgede bevillinger, eller forhindre nedskæringer. Ikke mindst i en økonomisk krisetid.
posted by A.O. at 20:29
1 Comments:
Iæsr i din påpegning af hvordan alle udgifter idag kan fremstå som investeringer synes jeg du har ramt hovedet på sømmet.
Det er som om at krævermentaliteten har taget cost/benefit sproget til sig, og skabt en ny kræver diskurs med udgangspunkt i at ethvert menneske er enhver investering hver.
Egentlig underligt, når man tænker over det, hvordan man kan finde på at anvende en sådan argumentation. Det at noget er en god investering bør da slet ikke være en undskyldning for at bruge "mit" til en sådan investering. Det er som om krævermentalitetens og velfærdsstatens sprog fremstår endnu mere usympatisk, når den forsøger at tale om investeringer.
Send en kommentar
<< Home