Opdragelse til demokrati

Forleden var jeg til et glimrende foredrag med det relativt nyslåede konservative folketingsmedlem Naser Khader. Jeg havde ikke meget til overs for ham før foredraget, ærligt talt. Distanceblænder og klodrian lå lige for når han skulle beskrives, specielt i kølvandet på den nærmest farceagtige film "Dagbog fra midten", der ikke tegnede noget specielt flatterende portræt af de, der hoppede på den galej.

Efter foredraget er han dog steget i min agtelse. Han demonstrerede en reel og væsentlig indsigt i integrationsudfordringen, specielt fordi han selv har gennemgået - og til stadighed gennemgår - processen. Det er kommet så vidt at han har købt sig en trailer, betroede han forsamlingen. Han kender og forstår islam, og påpegede klogt at kulturkampen lige så meget foregår blandt muslimerne selv, hvor strammerfløjen forsøger at korrekse og kue moderate, sækulære muslimer. Mest imponerende demonstrerede han en usædvanlig klar forståelse af den evangelisk-lutherske to-regimentelære, der som bekendt er den reelle forudsætning for adskillelsen af religion og politik. Den forståelse tror jeg ikke jeg kunne vride ud af ret mange andre folketingsmedlemmer fra Det Konservative Folkeparti.

Der hvor Khaders personlige integrationsproces måske halter lidt, er hvad angår forholdet til demokratiet, der i øvrigt fortjener at blive kaldt folkestyre i stedet. Khader er sikkert demokrat ind til benet, men jeg har det svært med hans kanonisering af begrebet. Familier er ikke demokratiske, de består af forældre der bestemmer over deres børn. Børnehaver og skoler skal ikke undervise i demokrati, det er ikke børnehaverne og skolernes anliggende. Demokrati er ikke et livssyn, endsige en livsform, det er en metode der bruges til at fordele magten ved et hemmeligt valg. Der er ingen magt der skal fordeles i børnehaver og skoler, ergo giver det ingen mening at tale om demokrati her.

Nøjagtigt som folkestyret opstod evolutionært, i takt med at visse forudsætninger kom på plads, skal forståelsen for folkestyret opstå evolutionært gennem en modningsproces. I takt med pligter følger rettigheder. Jeg kan ikke svare på, hvordan jeg blev opdraget til at forstå og bifalde folkestyret. Det er en tavs viden, der grundlægges og føres videre ret ubevidst. Her halter det for Khader: Det er muligt han har demokrati tatoveret på kroppen, hos mig er folkestyret lagret et sted mellem hjertet og hjernen. Det synes jeg er en afgørende, modererende forskel.