minbu

torsdag, oktober 08, 2009

Paven i Afrika

Biskoppen i Rom, der ynder at kalde sig pave har for nyligt været i Afrika. Derom har Kristelig Dagblad en interessant historie. Paven vendte sig nemlig ved sit besøg mod vestens materialistiske indflydelse på Afrika:

"Pave Benedikt kaldte Afrika for verdens spirituelle "lunge" og roste kontinentets kulturelle og spirituelle skatte. De kom også til udtryk under åbningen af synoden, hvor afrikanske rytmer fyldte Peterskirken, skriver BBC News.



Men "lungen" bliver gennem en spirituel kolonisering angrebet af virus fra vesten, sagde paven.


- På den måde er koloniseringen, som er ovre på politisk plan, aldrig rigtig endt, sagde han."

Pavens udtalelser er ifølge avisen vendt konkret mod den såkaldte herlighedsteologi, hvor ens forhold til Gud afspejles i ens materielle velstand her på jorden. Man kan mene meget om en sådan kristendomsforståelse, hvor kristendommen, sandhedens åbenbaring, gøres til et selvhjælpsprogram for folk, der gerne vil opnå hurtigt rigdom, og hvor evangelitet reduceres til en slags receptpligtig medicin for materielt nødstedte. Paven gør ret i at kritisere denne teologi.

Dette er dog kun en teologisk pointe. Ud fra en mere sociologisk betragtning synes problemet at være af en noget andet karakter, nemlig at kristendommen eller hvad vi nu skal kalde den kirkelige prædiken i Afrika i stedet for at tage det tunge lod på sig at prædike problemer og vanskeligheder for folk, der allerede er i problemer og vanskeligheder - og sikkert ikke har lyst til at blive belemret med et krav om at stå ret for evangeliet - har gjort sig til talsmænd for vestlig velstand snarere end kristendom og velstand snarere end vestlighed.

Vestens velstand udspringer kun i een forstand fra dens materialisme, nemlig den dennesidige orientering som al sand kristendom prædiker, og som har sat den kristne fri for at sørge for sig og sine, men kristendommen har også indgydt de kristne en ydmyghed og en asketisk livsholdning, som har disciplineret det utæmmede proto-vestlige menneske til at blive det moderne menneske. Prædikes denne disciplin ikke, og tales der aldrig om lov men kun om evangelium - der in casu snarere er det glædelige budskab om materiel velstand, liv og glade dage end frelse gennem Kristus - så er kristendommen tom, forfalsket og ligegydlig, ja i virkeligheden blot en åndelig ækvivalent til de buldrende tomme Coca Cola dåser, som er en anden indpakning vi giver vores amputerede livssyn, når vi eksporterer det til fremmede strande.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/341383:Kirke---tro--Paven--Vesten-forurener-Afrika-med-materialisme