V & K to- den konservative kamp mod liberalismen

Som opfølgning på min udtalelse til Kristeligt Dagblad synes det nødvendigt yderligere, her i et medie, hvor man selv bestemmer længden af sine indlæg, at uddybe den grundlæggende påstand, nemligt at konservatismen nødvendigvis må formulere sig i et modsætningsforhold til liberalismen, når den vil markere sig.

Historisk er Det Konservative Folkeparti i den underlige situation, at det i samme omgang som det tiltog sig betegnelsen konservativ, også nærmede sig liberalismen med hastige skridt. Man kan ikke på sagligt grundlag gå så langt, som Peter Norsk, der i Critique 2008 skrev, at konservatismen med Det Konservative Folkeparti nu alene skulle forsås i lyset af kampen for den personlige frihed, men sandt er det, at man tog et principielt skridt væk fra en ofte uartikuleret gammelkonservatisme, til en konservatisme, der stod solidt plantet i en grundlæggende liberal forståelse af politik.

Dette medførte fra starten af, at konservative ahvde problemer med at definere sig selv i forhold til Danmarks liberale parti venstre, der i mellemtiden var blevet systembevarende og derfor i en vis forstand et konservativt parti.

Det var først med en ny generation af politikere anført af generalauditor Victor Pürschel og John Christmas Møller, at man på forskellig vis søgte at markere kosnervatismen som en saelvstændig faktor i dansk politik. Pürschels forsøg på at gøre dette gennem en aktiv toldpolitik slog fejl - ganske vist nåede partiet op på et mandattalt, det i de efterfølgende år skulle spejde længe efter, men Pürschel så sig ydmyget på den parlamentariske arena - Christmas Møller tog med sit stærke nationale udgangspunkt afsæt i forsvarspolitikken. Konservatismen skulle markere sig selv i forhold til venstre ved at være det forsvarsvenlige og dermed nationale parti. Om forsøget lykkedes kan diskuteres. Ægteskabet mellem V og K blev brudt, men i en sådan grad at John Christmas-Møllers biograf Wilhelm Christmas-Møller har karakteriseret det sådan, at partiet formåede at isolere sig selv fuldstændigt.

Det stærke nationale fokus blev dog fulgt op af en lidt yngre generation af konservative, der i modsætning til Christmas Møller ikke havde deres udgangspunkt i KU, men i den kristlige og national-imperialistiske bevægelse Det Unge Danmark. Disse talte bl.a. navne som Ole Bjørn Kraft og Alfred Bindslev. Hvad de måske ikke magtede at gøre rent politisk formåede de i nogen grad at gøre på skrift. I deres tidsskrift "Det Nye Danmark" slog de en nationalkonservativ tone an, som skulle få nogen indflydelse blandt yngre konservative og navnligt ungkonservative.

Frem for alt tilførte disse "unge" intellektuelle (ok, nogle af dem kan nok kun betegnes som sådan i en tid, hvor næstformanden for KU kunne være en 40 årig akademisk skytte) det Konservative Folkeparti et livsanskuelseselement, som man længe havde været foruden. Vel og mærke formuleredes også her konservatismen, eller ny-konservatismen, som de selv kunne finde på at kalde det ind i mellem, i modsætningen til Venstre.

Hvor man tidligere markerede sig som økonomisk mindre liberale end Venstre, men politisk ligeså liberale, så markerede man sig nu som både mindre økonomisk og politisk liberale end storebroderen. Dette kunne for endnu yngre letbevægelige sjæle slog over i excesser, hvor man afskrev hele det liberale demokrati til fordel for en fascistisk inspireret statskonservatisme.

Under krigen stoppede den slags drømme. efter krigen blev det skellet mellem øst og vest, konservatismen måtte orientere sig efter. Dette betød først, og dette var også i overenstemmelse med de nu noget ældre konservative radikalisters afvisning af liberalismen, at man ønskede et samarbejde med det parti, der herhjemme altid har været det vigtigste antikommunistiske parti Socialdemokratiet. Det lykkedes ikke. Primært fordi socialdemokratiet egentlig ikke havde meget at vinde ved en den højredrejning som var nødvendig for et samarbejde med Det Konservative Folkeparti.

Det er skæbnens ironi, at det blev en af de gamle "unge konservative" fra mellemkrigstiden Ole Bjørn Kraft som kraftigst satte sig i spidsen for forbrødringen med Venstre, en forbrødring, som var lige ved at smelte de to partier sammen. I den resterende periode var de Konservative Venstres lokalafdeling i Nordsjælland og på Frederiksberg.

Med kommunismens og socialismens sammenbrud, er konservatismen igen begyndt at måtte orientere sig mod liberalismen. Denne ideologi ahvde ved historiens såkaldte afslutning, etableret sin hegemoni. Det var nu ikke længere først og fremmest en økonomisk doktrin ej heller en politisk. Økonomisk liberalisme var belvet tandløs blandningsøkonomi og politisk liberalisme hævet over enhver diskussion. Liberalismen blev derfor i forbrugersamfudet til en radikal hedonistisk doktrin, et selvrealiseringsprojekt og en ubegrænset dyrkelse af individdet og egoismen. Derfor måtte konservatismen i det omfang den stadig var konservativ reagere på og imod dette. Og det er vel i virkeligheden hvad vi ser hos ideologisk bevidste konservative som f.eks. Connie Hedegaard, Kasper Støvirng og Søren Krarup.