Gud eller afguder I

I erkendelse af at ugen har syv dage, 5 af dem er arbejdsdage, en af dem ofte dedikerede til at sove længe eller have, fuldkommen uforskyldt, hovedpine, men den sidste sat som syvende dag, har jeg forsøgt at bruge dele af den dag på at læse nogle skrifter fra den store danske teolog K. Olesen Larsen. Ikke meget. Det er svær læsning. Men også alvorsfyldt kristelig tale som den må tage sig ud for en kristendom, der anerkender at virke i og indenfor men dog i trods for moderniteten.


En anledning hertil har også været at genopfriske mit kendskab til noget af den teologi, som har haft indflydelse på mig og den måde jeg ser verden på. Det har været så meget desto vigtigere al den stund, at kristendommen igen er blevet et stridsemne, og at jeg ofte har hørt udlægninger af kristendommen både fra dens apologeter og dens angribere, som på trods af at debatten vel skulle handle om kristendom, dvs.  forkyndelsen af den korsfæstede Kristus, i virkeligheden har været en debat mellem to parter, der begge har været enige om at forvrænge kristendommen. Det har ofte været som, at kampen om kristendommen har været præget af grupper, der egentlig ikke har haft kristendommen på sinde i diskussion, men er gået til denne med helt private dagsordener. På den ene side fromme kristne afgudsdyrkere, på den anden side ufromme ateistiske afgudsdyrkere, på den ene side konservative, der i forsvaret for kristendommen omformer og instrumentaliserer den, så den bliver til kultur og altid er såre gavnlig, på den anden side progressive der gør kristendommen til det oprindelige kulturelle syndefald. Denne tendens til sociologisk instrumentalisering af kristendommen er navnlig stærk hos konservative intellektuelle, og er så udbredt, at man selv på Tidehvervs sommermøde kan blive konfronteret med den. Olesen Larsen udtrykker det således:

”Kristendommens angribere og forsvarere er som regel i hvert fald enige om eet: om at forsvare sig selv overfor kristendommen”

Men hvorfor nu denne interesse i at forsvare sig selv overfor kristendommen? Fordi kristendommen er radikal udover enhver forstand. Om dette handler Olesen Larsens skrift ”Hvad mener vi med at tale om Gud?”

et budskab, f.eks. evangeliet, kan være forståeligt på to måder. Det kan være forståeligt fordi det siger det vi allerede mener i forvejen, det taler os efter munden og bekræfter os i os selv. Men det kan også være forståelig på en anden måde; det kan være en tale om den menneskelige eksistens som mulighed for selvforståelse. Selvom kirken i praksis finder sig godt tilrette med forståelighed i førstnævnte forstand, så er den kristne forkyndelse kristeligt forstået forståelig i den anden forstand.

Denne forkyndelse opsummerer Olesen Larsen på følgende måde:

”Der er nogle af os, der har forstået evangeliet som en tale om dette liv som det, hvorom alt drejer sig, øjeblikkets liv i ansvar for, hvorledes vi lever det i forholdet til vor næste. At leve vort liv og dø vor død. At forsage alle jordiske og himmelske drømme og nøjes med at være mennesker. Det givne liv som en fordring på os. Eller med et andet udtryk: At livet skal leves og ikke forklares”

Fortsættes...