Gud eller afguder II
I en tid hvor dette at leve sit liv, for de fleste synes umiddelbart forståeligt, kan man derfor spørge, hvad man skal med ordet Gud? Er kristendommen en tale om mennesket, livet og dets eksistens, hvorfor så Gud? Spørgsmålet kan stilles således:
”…hvordan kommer man til troen på Guds tilværelse? Er livets krav ikke nok, skal der en Gud til for at give det autoritet?”
For at besvare det må man først slå fast, at religion er et grundvilkår for mennesket. Olesen Larsen skriver:
”…gudenavnene forgår, men religionen består, for religionen er forholdet til verden, når verden er andet og end det rent faktiske, når vi som mennesker finder os selv i den og finder en for os forståelig mening med den. Og der er simpelthen ingen, der kan blive stående ved det rent faktiske”
Religion er noget mennesket skaber, når det skaber mening i verden, for meningen ligger ikke i de bare kendsgerninger, og intet menneske kan være foruden mening. Religionen er således menneskets skabelse af en guddom i sit eget billede. Kristendommen derimod er et angreb på guddommeliggørelsen af verden, den er med andre ord en radikal frakendelse af al mening, vi selv søger at skabe i tilværelsen. Kristendommen er Gudsfornægtelse!
”fornægtelse af denne verdens Gud, og når man vil forestille sig noget ved Gud, gøre sig et billede af Gud, opfatter Gud, som et noget, en genstand…er det ikke mærkeligt, at man finder at ordet Gud i kristelig forstand er det tommeste af alle ord”
Ateistens (og agnostikerens og andre religiøses) ophøjelse af livet som alt for mennesket, er netop at tillægge livet den altafgørende mening. Men livet er ganske uden mening!
Det indledende spørgsmål for Olesen Larsen er hvad vi dvs. kristne mener når vi siger Gud.
Her er svaret, at vi slet ikke kan tale eller sige noget om Gud, vi kan ikke besidde Gud. Ordet Gud er kristeligt set et nødråd. ”Gud er aldrig ”positivt”, men kun ”negativt” tilstede, idet der nemlig spørges efter ham…Det spørger efter Gud af den simple grund, at det ingen Gud har, og det har ingen Gud, hvis det ikke har denne verden som sin Gud….Objektivt er Gud slet ikke Gud. Gud er kun til som subjekt, og subjekt er Gud, når mennesket søger ham som skaberen og herren, når dets forhold til ham ikke er at have ham, men at haves af ham.”
Livet får derved mening idet livet er givet mening ikke af mennesket men af Gud. Mennesket bliver kun ved at henvise til Gud sat fri til at være menneske, det vil sige leve ikke som nøgtern iagttager af en virkelighed, som det føler sig sat udenfor og hævet over, men som et eksisterende menneske. Altså kun ved at hente tilværelsesforståelse, eller rettere at modtage tilværelsesforståelsen i Gud, kan mennesket være menneske og ikke selv Gud. Valget er aldrig mellem religion og ateisme, men mellem Gud og afguderne.
Hvordan kommer man så til Gud? Hvordan kommer man som moderne menneske, der tager videnskaben viden om verden, og dermed den meningsforladte verden til efterretning?
Det gør man ikke. Der er ingen vej fra det ene til det andet. Foruden troen, dvs. at ville forstå os selv som mennesker, hvis tilværelses mening er blevet os sat for af Gud, altså med andre ord om vi vil spørge efter Gud, haves af ham, og dermed give afkald på at besidde ham. Vil vi med Olesen Larsen ord ”virkelig vedkende os livet i dets uforsørgede tilstand, i usikkerheden og bekymringen – så er Gud forsørgeren”
Eller sagt med eftertryk: ”Om jeg virkelig vil livet, så må jeg ville Gud, for Gud er den, der gør livet virkeligt”
”…hvordan kommer man til troen på Guds tilværelse? Er livets krav ikke nok, skal der en Gud til for at give det autoritet?”
For at besvare det må man først slå fast, at religion er et grundvilkår for mennesket. Olesen Larsen skriver:
”…gudenavnene forgår, men religionen består, for religionen er forholdet til verden, når verden er andet og end det rent faktiske, når vi som mennesker finder os selv i den og finder en for os forståelig mening med den. Og der er simpelthen ingen, der kan blive stående ved det rent faktiske”
Religion er noget mennesket skaber, når det skaber mening i verden, for meningen ligger ikke i de bare kendsgerninger, og intet menneske kan være foruden mening. Religionen er således menneskets skabelse af en guddom i sit eget billede. Kristendommen derimod er et angreb på guddommeliggørelsen af verden, den er med andre ord en radikal frakendelse af al mening, vi selv søger at skabe i tilværelsen. Kristendommen er Gudsfornægtelse!
”fornægtelse af denne verdens Gud, og når man vil forestille sig noget ved Gud, gøre sig et billede af Gud, opfatter Gud, som et noget, en genstand…er det ikke mærkeligt, at man finder at ordet Gud i kristelig forstand er det tommeste af alle ord”
Ateistens (og agnostikerens og andre religiøses) ophøjelse af livet som alt for mennesket, er netop at tillægge livet den altafgørende mening. Men livet er ganske uden mening!
Det indledende spørgsmål for Olesen Larsen er hvad vi dvs. kristne mener når vi siger Gud.
Her er svaret, at vi slet ikke kan tale eller sige noget om Gud, vi kan ikke besidde Gud. Ordet Gud er kristeligt set et nødråd. ”Gud er aldrig ”positivt”, men kun ”negativt” tilstede, idet der nemlig spørges efter ham…Det spørger efter Gud af den simple grund, at det ingen Gud har, og det har ingen Gud, hvis det ikke har denne verden som sin Gud….Objektivt er Gud slet ikke Gud. Gud er kun til som subjekt, og subjekt er Gud, når mennesket søger ham som skaberen og herren, når dets forhold til ham ikke er at have ham, men at haves af ham.”
Livet får derved mening idet livet er givet mening ikke af mennesket men af Gud. Mennesket bliver kun ved at henvise til Gud sat fri til at være menneske, det vil sige leve ikke som nøgtern iagttager af en virkelighed, som det føler sig sat udenfor og hævet over, men som et eksisterende menneske. Altså kun ved at hente tilværelsesforståelse, eller rettere at modtage tilværelsesforståelsen i Gud, kan mennesket være menneske og ikke selv Gud. Valget er aldrig mellem religion og ateisme, men mellem Gud og afguderne.
Hvordan kommer man så til Gud? Hvordan kommer man som moderne menneske, der tager videnskaben viden om verden, og dermed den meningsforladte verden til efterretning?
Det gør man ikke. Der er ingen vej fra det ene til det andet. Foruden troen, dvs. at ville forstå os selv som mennesker, hvis tilværelses mening er blevet os sat for af Gud, altså med andre ord om vi vil spørge efter Gud, haves af ham, og dermed give afkald på at besidde ham. Vil vi med Olesen Larsen ord ”virkelig vedkende os livet i dets uforsørgede tilstand, i usikkerheden og bekymringen – så er Gud forsørgeren”
Eller sagt med eftertryk: ”Om jeg virkelig vil livet, så må jeg ville Gud, for Gud er den, der gør livet virkeligt”
posted by C.S at 13:33
10 Comments:
God ide at genlæse Larsen. Alt andet lige, sætter det Krarups (m.fl.) til tider i polemik nedsunkne forkyndelse i relief.
Jeg køber stadig ikke den gamle traver med, at alle mennesker i virkeligheden er religiøse, og at ateister mv. lider af en form for falsk bevidsthed herom. Sandheden er vel , at lagt de fleste mennesker ikke har det store behov for at se en form for dybere mening med tilværelsen.
For mig giver det udemærket mening at gøre min uddannelse færdig, få et arbejde, blive gift osv. Jeg er ikke overbevist når en teolog eller lignende så fortæller mig, at jeg i virkeligheden bare tror på noget andet end Gud. I så fald bliver begrebet religion vel nærmest aldeles meningsløst, da det kommer til at omfatte alt.
Med Gud forstår jeg et eller andet overnaturligt eller uforklarligt væsen eller skabning, som tilskrives en eller anden form for afgørende indflydelse på verden og livet. Med religion forstår jeg enhver tro på en sådan skabning.
Verden som den er, er kausalsammenhænge, kemiske forbindelser og helt og aldeles værdineutral uden mere mening end et tilfældig kemieksperiment.
Hvor du på den ene side ikke køber, at alle er religiøse, fordi alle tillægger verden mening, så tror jeg ikke på at du ikke tillægger verden mening og derfor ikke er religiøs.
Du kan hævde at begrebet blvier meningsløst, hvis det blvier så bredt. Men hvis begrebet indfanger en væsentlig del af menneskets natur, nemlig at vi forsyner verden med en mening, der rækker udover det rent faktiske, ja så er det et meget meningsfyldt begreb.
Jeg mener ikke, at man er religiøs alene fordi man tillægger verden mening. Man er religøs, hvis man tror på Gud. Det gør jeg ikke. Jeg tror ikke på, at der er et eller andet overnaturligt væsen, der har afgørende indflydelse på verden eller livet. Hvordan verden så i øvrigt er skabt, hvad der vil ske med den osv. ved jeg ikke. Det finder man formentlig aldrig noget klart svar på. Besvarelse er også ligegyldig for at jeg kan leve et meningsfuldt liv.
Det er en lidt vilkårlig definition af religion. At religionen hævder en gud er bare et udtryk for religion og det at tillægge verden en mening, der ikke i forvejen er i verden, det er ikke religionens essens. Det er vel vigtigere at se på hvad det funktionelt set er en religion gør.
Derfor religionen er det som det enkelte mennesker ha ridet han skaber en mening i verden, som vernden ikke i forvejen har. Det er menneskets projektion af sig selv og sine tanker ud på den foreliggende virkelighed. Så jo du er bundreligiøs.
Jeg er godt tilfreds med at de i langt de fleste sammenhænge giver god mening at sige, at man ikke er religiøs, når man ikke tror på Gud. At man så kan definere sig frem til noget andet inde på universiteterne kan jeg jo dybest set være ligeglad med.
Jeg har svært ved at se, at min definition på Gud og religion skulle være vilkårlig. Den giver vist også god mening for de fleste mennesker. Derimod bliver det ganske vilkårligt når man definere det, som værende mere eller mindre alt, hvad der får menneskets tilværelse til at give mening.
Ideen er formentlig bare et produkt af, at folk er blevet mindre og mindre religise i den gængse betydning. Derfor er teologerne nødt til at omdefinere deres opgave for at få regnskabet til at gå op: Gud døde alligevel ikke engang i 1800-tallet :)
Din definition er vilkårlig fordi den ikke kigger på religionens funktion men istedet identifciere er et eller kendetegn, som du mener giver mening. En saglig tilgang ser på, hvad "religion" gør, uanst hvilken form den så måtte have: tro på Gud, tro på guder, tro gudinder, tro på nturen, tro på samfundsordenen, tro på ånder, tro på sig selv eller tro på menneskehden.
For så vidt at verden ikke indeholder mening, så må enhver meningstillægelse til verden være et religiøst postulat.
Jeg tillader mig skamløst at gøre reklame for et arrangement, der måske vil have jeres interesse: Søren Krarup og Jes Fabricius Møller skal diskutere Hal Koch og dennes betydning for kultur, demokrati og samarbejdspolitik på
torsdag kl. 19.30 i Studenternes Hus. Afholdes af Studenterkredsen.
Mhv Asger Nielsen
Det er i den grad et interessant arrangement, er det nu på torsdag, i så fald er det så beklageligt at i i hvert fald jeg er blevet kapret til at opretholde den tvivlsomme "tradition" at spise forloren hare på den aften, der så alligevel ikke er Mortens aften.
behovet for at se:)
Send en kommentar
<< Home