Talmajestæten, og hvorledes man taler til hans ondeste luner

I den forløbne weekend var jeg tilstede ved et debatarrangement i valgkampen, der i og for sig kunne have været interessant og hæderligt nok. Jeg skriver med vilje "til stede ved", da jeg ikke overværede selve debatten mellem de to borgmesterkandidater, der foregik i byens teater. Den skal jeg undlade at udtale mig om. Optakten - eller rettere opløbet - gav i sig selv så rigelig anledning til en kommentar.

Inden selve debatten skulle løbe af stablen, mødtes man i en såkaldt valgbutik i byens centrum. Her blev der delt t-shirts ud, og pjecer og plakater af forskellig størrelse. Jeg afslører vist ikke noget, ved at nævne at grøn var en dominerende farve på trøjerne og det øvrige valgmateriale.

Ærkekonservative budskaber som "Mere af det nye" og "Fremad med..." stod også trykt forskellige steder...

I valgbutikken herkede en infernalsk larm, der ikke blev bedre af at nogen havde valgt at bidrage med henholdsvis en ghettoblaster og en stor tromme. En uforvarende forbipasserende måtte have troet at den entusiastiske forsamling var på vej til en stor fodboldkamp. Dette indtryk bedredes heller ikke da der skulle indøves nogle slagsange og slagord. I det omfang sætningerne var lange nok til at danne en form for mening, endsige hele sange, var budskabet på et niveau der dårligt tåler at blive gengivet her. Men det passede vel godt til trommens særprægede akkompagnement. Man blev også instrueret i ved bestemte lejligheder at forstyrre debatten med nogle ikke videre høflige tilråb - der til lejligheden var samlet på et papir sammen med sangene. Det blev forresten heller ikke nævnt, hvad der kunne ventes at blive de afgørende eller interessante emner i debatten. Måske det var de samme steder hvor man skulle råbe...

Den mere eller mindre opstemte forsamling, med de grønne t-shirts og plakater - og stadig ledsaget af trommen - bevægede sig så gennem byens søndagstomme gågade. Jeg selv glemte "desværre" min uddelte t-shirt da vi skulle ud af døren.

Foran teatret stillede opløbet sig så sammen under en smule råben. Men kort efter vister der sig en tilsvarende, og ikke mindre støjende forsamling i den anden ende af gaden. Den havde blot røde faner og balloner med. Det var måske praktisk nok, for ellers havde jeg næppe opdaget, at det ikke var et stykke af den samme som jeg selv havde fulgtes med. Det varede ikke længe før trommen kom i brug igen, og med sin instisterende, omend lidt ujævne dunken, fik revet flere af forsamlingen med på tilråbene og ophidselsen. De to opløbne forsamlinger stod overfor hinanden. De lignede ganske to umælende men støjende pattedyr, der med nasale og gutterale lyde ville erobre den samme golde slette. Efterhånden som larmen og ophidselsen tog til for de mange, så man i udkanten også nogle få der som jeg følte sig beklemte og uforstående overfor optrinnet.

Just da slog det mig, at det må være sådan man forsøger at tale til et anonymt og tavst flertal: Ved at overdøve med- og modtalere med infernalsk larm, og søge at vække et udslagsgivende ubekendt antal af dets uskyldige søvn. Man antager måske, at når folk i hobetal ikke fylkes om gode argumenter som "Mere af det nye" og "Fremad eller tilbage" - så er det kun fordi de ikke har hørt det endnu. Man antager måske, at hvis man ikke er mange, kan man i det mindste lyde som sådan. Man antager måske, at når man ikke kan appellere til overbevisningerne, kan man i hvert fald appellere til mangeheden, til flertallet i dets reneste og goldeste form. Måske hvis man er mange, kan det ligne at man også må have ret. Da er det at flertallet ikke længere er en betegnelse for blot majoriteten af anskuelser; det er blevet i form som én enkelt spejling, én enkelt person. Da er flertallet igen blevet til denne Talmajestæten, som med god grund frygtedes i demokratiets barndomsår. Vi kan håbe at han ikke hørte trommen, larmen og ophidselsen. Vi kan håbe at han ikke tænker på støjen, tilråbene og alle forsimplingerne, når han skal beslutte sig i dag.