Det fjerne og det nære
Klimatopmøde. EU-kommission. Obama, der forresten kommer til København. Hip, hip, hurra! Afghanistan. Exit-strategi. Pakistan. Kvinders rettigheder i den tredje verden. Reformbestræbelser i Iran.
Det fjerne. Vi lever alle i globalismens malstrøm. Det såkaldte verdenssamfund, hvor blikket er indstillet på uendeligt. På en gang mangfoldigt og konformt. Afgrundsdyb forskel på Danmark og Ghana, men begge steder tager det ikke mere end et kvarter at skaffe en Coca Cola eller en karton Marlboro. Siges der.
Den kreative klasse er global. Krydser grænser i et væk, har flygtige venner fra dusinvis af lande på Facebook. Er man tilstede på Facebook? Den kreative klasse er grænseløs i sin solidaritet. Har mere til fælles med fagfællen et par tusind kilometer borte, end med mekanikerlærlingen og - i parantes bemærket - landsmanden rundt om hjørnet. Er man endelig solidarisk, dette i øvrigt misforståede begreb, er man det helst med den tredje verden. Navnlig med kvinderne, det er ikke kun hos os de savner rettigheder og muligheder. Det kniber lidt mere med de tavse, de forknytte, der bare sulter og mangler tag over hovedet. Dem er der ikke megen glamour ved.
Den kronisk dårlige samvittighed går også hånd i hånd med al det der klimablålys. Eskatologiske forestillinger har altid været populære hos de frelste typer, der altid er ved at gå til af bekymring. For tredive år siden var det en forestående istid, nu er det det samlede klima der er truet af opvarmning. Selve vores eksistens er truet. Det veksler lidt, hvad der har været på mode siden Malthus: Freon, overbefolkning, udstødningsgasser, biodiversitet, hvalerne, neutronbomben, epoxy. Fortsæt selv listen, eventuelt assisteret af en videnskabsmand. Lige om lidt er festen forbi, Titanic rammer isbjerget alt imens den vestlige verden spiller kort i rygesalonen på første klasse, og den tredje verden knokler i kedelrummene. Vi må sadle om, tage os sammen, spytte i næverne og give hinanden hånden på nogle håndfaste klimaløfter. Husk det!
At have rod. At høre til et sted. At passe sig selv, sine egne og sit eget. At vedkende sig grænsen mellem det nationale og internationale, selvom nogen ihærdigt prøver at viske den væk. At se forskel på en landsmand og en fremmed. At slippe ængsteligheden, og gå ud i verden og synde tappert. At lade kirkeklokkerne kalde til kirke, for at høre budskabet om syndernes forladelse, fremfor at lade dem kime i anledning af menneskelig selvovervurdering, babelstårnsbyggeri og dommedagsprofeti. Dommedag er det for så vidt hver dag, og dommen over os lyder at vi alle, hver og en, er en synder der gør ret i at tro på syndernes forladelse. Simpelthen at leve i denne enkle opbyggelighed.
Det fjerne. Vi lever alle i globalismens malstrøm. Det såkaldte verdenssamfund, hvor blikket er indstillet på uendeligt. På en gang mangfoldigt og konformt. Afgrundsdyb forskel på Danmark og Ghana, men begge steder tager det ikke mere end et kvarter at skaffe en Coca Cola eller en karton Marlboro. Siges der.
Den kreative klasse er global. Krydser grænser i et væk, har flygtige venner fra dusinvis af lande på Facebook. Er man tilstede på Facebook? Den kreative klasse er grænseløs i sin solidaritet. Har mere til fælles med fagfællen et par tusind kilometer borte, end med mekanikerlærlingen og - i parantes bemærket - landsmanden rundt om hjørnet. Er man endelig solidarisk, dette i øvrigt misforståede begreb, er man det helst med den tredje verden. Navnlig med kvinderne, det er ikke kun hos os de savner rettigheder og muligheder. Det kniber lidt mere med de tavse, de forknytte, der bare sulter og mangler tag over hovedet. Dem er der ikke megen glamour ved.
Den kronisk dårlige samvittighed går også hånd i hånd med al det der klimablålys. Eskatologiske forestillinger har altid været populære hos de frelste typer, der altid er ved at gå til af bekymring. For tredive år siden var det en forestående istid, nu er det det samlede klima der er truet af opvarmning. Selve vores eksistens er truet. Det veksler lidt, hvad der har været på mode siden Malthus: Freon, overbefolkning, udstødningsgasser, biodiversitet, hvalerne, neutronbomben, epoxy. Fortsæt selv listen, eventuelt assisteret af en videnskabsmand. Lige om lidt er festen forbi, Titanic rammer isbjerget alt imens den vestlige verden spiller kort i rygesalonen på første klasse, og den tredje verden knokler i kedelrummene. Vi må sadle om, tage os sammen, spytte i næverne og give hinanden hånden på nogle håndfaste klimaløfter. Husk det!
At have rod. At høre til et sted. At passe sig selv, sine egne og sit eget. At vedkende sig grænsen mellem det nationale og internationale, selvom nogen ihærdigt prøver at viske den væk. At se forskel på en landsmand og en fremmed. At slippe ængsteligheden, og gå ud i verden og synde tappert. At lade kirkeklokkerne kalde til kirke, for at høre budskabet om syndernes forladelse, fremfor at lade dem kime i anledning af menneskelig selvovervurdering, babelstårnsbyggeri og dommedagsprofeti. Dommedag er det for så vidt hver dag, og dommen over os lyder at vi alle, hver og en, er en synder der gør ret i at tro på syndernes forladelse. Simpelthen at leve i denne enkle opbyggelighed.
posted by A.O. at 12:49
3 Comments:
"For whom the bell tolls...
Når nogle klokker vil ringe i anledning af "Kominterns" klimamøde, vil det ikke være evangeliets klokker der kalder. Evangeliet har ikke sådanne.
For dem der har ører at høre med, er evangeliet en udtalt hån og fornærmelse. En hån mod klimakvababbelser, globalistiske frelserfornemmelser og humanistisk feel good'eri. For så vidt også mod en selvsmagende og mavesur blogskribent der netop påberåber sig det.
Syndernes forladelse er det ene fornødne, til hin enkelte, der ikke har andet at forlade sig på, og ikke kan andet.
Dette indlæg er ikke alene sandt, det er også ganske smukt :)
Et på denne blog ret sjældent lyrisk element : )
Send en kommentar
<< Home