Dialog med en fårekylling
For nyligt talte jeg med en fårekylling. Jeg mødte den ude i universitetsparken og til min store overraskelse havde den trodset vinterkulden og nød nu en af de sjældne solskinstimer. Endnu større var min overraskelse da den råbte mig an. Høflig som jeg er hilste jeg pænt på den. Den hilste ikke igen. Det var måske forventeligt. Fårekyllinger er væsener af få ord. Da jeg var på vej til igen at gå begyndte den at tale.
”jeg er min egen, og jeg hilser ikke når du hilser. Hilste jeg når du hilste, da ville jeg have reduceret min tilværelses til blot at være en funktion af andre menneskers handling overfor mig.”
Jeg svarede fårekyllingen, at jeg synes den var en kende uhøflig. Den hoppede og gav en saltomortale, og fortsatte.
” Høflighed kan være meget godt. Men hvis den ikke udspringer af min egen vilje, da er den bare konformitet. Jeg var høflig, da jeg råbte dig an. Det var min måde at hilse på. Min vilje blev til ord og det ord gik ud til dig. Mit ord udsprang af min vilje, jeg valgte ordet og ordet var derfor godt. Det var høfligt at mig at lade ordet gå i din retning”
Mildest talt målløs over den aggressive fårekylling, forsøgte jeg at svare, at jeg synes den var lidt indbildsk. Høflighed udspringer vel af en norm, der går forud for den enkelte, og den enkelte er høflig i det omfang han lever op til normen. Da Fårekyllingen hørte dette slog den to saltomortaler og så meget fortørnet ud.
”den høflighed du omtaler er en høflighed, der ikke beror på dig selv, den er ren underkastelse. Nok vælger du selv underkastelsen, men din handling relaterer du til en norm, du ikke selv har valgt. Kun der hvor du selv vælger din norm, selv i kraft af dig selv og kun beroende på din egen suverænitet over dig selv kun da handler du moralsk. For din moral er et produkt af din frihed og enhver underkastelse under normen, er at deponere sin frihed på ubestemt tid hos noget udenfor dig selv. Du dåre. Som frit menneske beror du på din egen autonomi, fornuften binder dig ikke, moralen binder dig ikke, al moral og al fornuft er udslag af valg, der ligger forud for det valgte kun handlingen i sig selv er i øjeblikket meningsfyldt”
Jeg skulle til at sige et eller andet, men ærlig talt forekom situationen mig i stigende grad akavet. Fårekyllingen fortsatte.
”Jeg er min egen moral, jeg er min egen samvittighed og kun jeg kan hive mig selv op ved håret og kun i det omfang, jeg er tro mod dette er jeg egentlig tro mod noget. Troen går ikke i retning af troskaben eller noget substantivisk eller en på anden måde objektiveret handling. Kun jeg som handlende væsen er mit udgangspunkt.”
Fårekyllingen holdt igen, men fortsatte så
”jeg vil vælge at betro dig noget. I virkeligheden er jeg en græshoppe. Alt hvad jeg gør kalder i slet, mig og mine 100.000 brødre flyver fra mark til mark og bringer med os ødelæggelse. Vi spiser jeres afgrøder og formørker jeres himmel. I sprøjter gift på os, og glæder jer over jeres resultater. I virkeligheden er alt, hvad vi gør godt. For alle som en har vi valgt ødelæggelsen som vores vej, vi er ikke bundet af noget men lever af frugten af jeres arbejde. Måske i ikke bryder jer om det, men godt må det være for vi har valgt det.”
Jeg spurgte græshoppen: ”er det ikke underligt i alle vælger det samme?”
Græshoppen svarede: ”nej. Vi har alle som en valgt det. Vi er frie. Derfor er vi både græshopper og fårekyllinger”
Jeg trådte på græshoppen til den kvastes og sagde:
”Du er ikke fårekylling, men græshoppe. Du kan ikke være begge dele. Din frihed er en illusion, intet udretter du, som ikke alle dine brødre også udretter. Du er ikke din egen samvittighed, men stiller dig uden for den samvittighed, der ikke stryger dig med hårene. Du flyver fra mark til mark og lever af frugten af andres arbejde. Du har valgt det, men dit valg gør ikke det slette godt, handlingen sætter ikke normen, men dømmes efter normen, der allerede er udsagt og som du da enten kan være tro eller utro imod. Kun der ligger dit valg."
”jeg er min egen, og jeg hilser ikke når du hilser. Hilste jeg når du hilste, da ville jeg have reduceret min tilværelses til blot at være en funktion af andre menneskers handling overfor mig.”
Jeg svarede fårekyllingen, at jeg synes den var en kende uhøflig. Den hoppede og gav en saltomortale, og fortsatte.
” Høflighed kan være meget godt. Men hvis den ikke udspringer af min egen vilje, da er den bare konformitet. Jeg var høflig, da jeg råbte dig an. Det var min måde at hilse på. Min vilje blev til ord og det ord gik ud til dig. Mit ord udsprang af min vilje, jeg valgte ordet og ordet var derfor godt. Det var høfligt at mig at lade ordet gå i din retning”
Mildest talt målløs over den aggressive fårekylling, forsøgte jeg at svare, at jeg synes den var lidt indbildsk. Høflighed udspringer vel af en norm, der går forud for den enkelte, og den enkelte er høflig i det omfang han lever op til normen. Da Fårekyllingen hørte dette slog den to saltomortaler og så meget fortørnet ud.
”den høflighed du omtaler er en høflighed, der ikke beror på dig selv, den er ren underkastelse. Nok vælger du selv underkastelsen, men din handling relaterer du til en norm, du ikke selv har valgt. Kun der hvor du selv vælger din norm, selv i kraft af dig selv og kun beroende på din egen suverænitet over dig selv kun da handler du moralsk. For din moral er et produkt af din frihed og enhver underkastelse under normen, er at deponere sin frihed på ubestemt tid hos noget udenfor dig selv. Du dåre. Som frit menneske beror du på din egen autonomi, fornuften binder dig ikke, moralen binder dig ikke, al moral og al fornuft er udslag af valg, der ligger forud for det valgte kun handlingen i sig selv er i øjeblikket meningsfyldt”
Jeg skulle til at sige et eller andet, men ærlig talt forekom situationen mig i stigende grad akavet. Fårekyllingen fortsatte.
”Jeg er min egen moral, jeg er min egen samvittighed og kun jeg kan hive mig selv op ved håret og kun i det omfang, jeg er tro mod dette er jeg egentlig tro mod noget. Troen går ikke i retning af troskaben eller noget substantivisk eller en på anden måde objektiveret handling. Kun jeg som handlende væsen er mit udgangspunkt.”
Fårekyllingen holdt igen, men fortsatte så
”jeg vil vælge at betro dig noget. I virkeligheden er jeg en græshoppe. Alt hvad jeg gør kalder i slet, mig og mine 100.000 brødre flyver fra mark til mark og bringer med os ødelæggelse. Vi spiser jeres afgrøder og formørker jeres himmel. I sprøjter gift på os, og glæder jer over jeres resultater. I virkeligheden er alt, hvad vi gør godt. For alle som en har vi valgt ødelæggelsen som vores vej, vi er ikke bundet af noget men lever af frugten af jeres arbejde. Måske i ikke bryder jer om det, men godt må det være for vi har valgt det.”
Jeg spurgte græshoppen: ”er det ikke underligt i alle vælger det samme?”
Græshoppen svarede: ”nej. Vi har alle som en valgt det. Vi er frie. Derfor er vi både græshopper og fårekyllinger”
Jeg trådte på græshoppen til den kvastes og sagde:
”Du er ikke fårekylling, men græshoppe. Du kan ikke være begge dele. Din frihed er en illusion, intet udretter du, som ikke alle dine brødre også udretter. Du er ikke din egen samvittighed, men stiller dig uden for den samvittighed, der ikke stryger dig med hårene. Du flyver fra mark til mark og lever af frugten af andres arbejde. Du har valgt det, men dit valg gør ikke det slette godt, handlingen sætter ikke normen, men dømmes efter normen, der allerede er udsagt og som du da enten kan være tro eller utro imod. Kun der ligger dit valg."

0 Comments:
Send en kommentar
<< Home