Naturens revanche

Mens indlandsisens vandmasser angiveligt varmer op til at oversvømme alverdens kystbyer og en gang for alle bryde alliancen mellem vand og menneske, der har bestået siden civilisationens vugge i oldtidens flokulturer, samler alverdens ledere sig til krisemøde i København. Men om det, hvad du vil. Dette er et vendepunkt i menneskets forhold til naturen, der udtrykker en grundlæggende tvivl til modernitetens projekt.

Moderniteten har traditionelt været kendetegnet ved affortryllelsen af naturen. De nisser, alfer og ånder der selv i vores vestlige og kristelige verden stadig beboede skove og sten blev aflivet. Kulturen udbredte sit herredømme over naturen. Mørket trængtes tilbage. Den gamle dæmoniske nisse blev domisticeret af kulturen og gjort til selveste lysfestens hjælpetrop. H.C Andersen udtrykker skellet og interaktionen mellem natur og kultur i Grantræet, hvor et græntræ i skoven intet højere ønsker sig end at blive et fint smykket juletræet. At blive kulturaliseret.

Hvor mennesket før moderniteten levede i og med naturen, blev dets forhold til naturen i moderniteten bestemt af formålsrationaliteten, og hvor naturen unddrog sig denne var det netop som kultur. Den danske bøgeskov, den romantiske have alt sammen blev det kulturaliseret. Det blev naturens mest autentiske udtryksformer som fik kulturel værdi, mens naturen som helhed blev underlagt nyttelæredoktriner, indfanget, indhegnet og udnyttet.

Med klimatopmødet omslaget i forholdet foreløbigt kulmineret. Naturen har nu gjort sin relevans for mennesket gældende igen. Den har igen vist sig fra sin farligste side, har brudt guldaldermaleriets forgyldte ramme og igen gjort sig til bærer af angsten og frygten i den menneskelige tilværelse. I den kolde krig troede vi, at det var kulturen, der ville gøre en ende på os, efter den kolde krig troede vi at intet kunne gøre en ende på os, nu er vores dommedagsvision bestemt af naturen. Syndfloden er igen en grundmyte.

Det er modernitetens formålsrationalitet, der har bragt os hertil. Naturen blev et middel til noget andet, nu viser det sig, at der måske er konsekvenser ved at anvende dette middel. Naturen har ikke villet lade sig reducere til middel. Den sparker igen og truer os med enden, druknedøden. Den pagt natur og kultur indgik i Mesopotamien er opsagt efter mange års ensidighed. Naturen viser sig ikke alene at være vores vugge men også vores grav. Den afkræver reverens af menneskehedens ledere, underkastelse. Nu er det ikke længere os der udretter floder og nedhugger skove, men naturen der fortæller os, at vi skal afmontere fabrikker og lade flyene blive på jorden.

Vi kan elske eller hade denne udvikling, og trække på skuldrene af Hopenhagen. Men noget er sket, noget grundlæggende er forandret. Moderniteten har taget endnu et skridt imod sin egen selvbetvivlelse.