Om Kasper Støvring

I anledning af den konservative samfundsdebattør Kasper Støvrings nyligt erhvervede ph.d. grad, er det på plads, at han får et par ord med på vejen på denne blog.

Kender man som konservativ ikke Kasper Støvring, er der kun to ting at gøre, for det første må man skamme sig over sin manglende interesse for den ideologi, som man hævder at repræsentere, dernæst bør man gå i gang med læsningen. Støvring har nemlig i flere år været en af de fremmeste eksponenter for den genopblomstring af konservatismen, som vi har set siden 90erne ( og i Danmark særligt i det nye årtusind). Denne position har han naturligvis ikke holdt alene; man kunne i samme omgang nævne flittige debattører som Mikael Jalving og Katrine Winkel-Holm. Men hvor Jalving først og fremmest er en klassisk liberal, og først ad den vej er kommet til en slags konservatisme, og Winkel Holm står for en konservatisme, der tager sit udgangspunkt i Tidehverv og islamkritik, har Støvring i langt højere grad taget udgangspunkt i den konservative idehistorie og bragt dansk konservatisme på omgangshøjde med den generelle europæiske hovedstrøm. Andre har naturligvis gjort et lignende stykke arbejde ( her kunne man nævne f.eks. SDU lektor Søren Hviid Pedersen), men ingen andre har været så massivt til stede i den offentlige debat som Støvring.

Men betyder alt dette i virkeligheden noget? Støvrings tanker kan på mange af mine medkonservative synes snørklede og svært forståelige. Klart er det da også, at Støvring ikke går på kompromis med det akademiske niveau i hverken tale eller skrift, og dermed kan man tabe et nogle læsere. Dem om det.

For de, der kan og vil er Støvring mange kronikker god og relevant læsning, for slet ikke at tale om hans længere artikler i bl.a. Nomos og Critique. Gennem disse artikler, der ofte kredser om det konservative syn på relationen mellem menneske, samfund og institutioner introduceres læseren til ikke blot Støvrings udlægning af konservatismen, men til centrale tænkere indenfor den konservative tradition, såvel som tænkere, der ligger på grænsen til denne tradition, eller normalt regnes som fremmede for den. Støvrings arbejde om forfatteren Villy Sørensen tjener til at understrege dette.

Selv ”opdagede” jeg Støvring efter jeg ”opdagede” Søren Krarup, og før jeg fik taget mig sammen til at læse Burke. Der kan uden tvivl skrives og siges meget klogt om skellet mellem Krarup og Støvring – ( man burde måske også gøre det en dag, idet det tjener til at afgrænse og tydeliggøre den specifikt danske tidehvervkse/kierkegaardske strømning i konservatismen) men her skal blot nævnes, at hvor Krarup naturligvis er besjælet af en stærk personlig konservatisme og begunstiget med et polemisk talent af dimensioner, så er Støvring den bedre tænker af de to, og den konservatisme, han har plæderet for mere velfunderet i den vesterlandske politiske filosofi. Der hvor Krarup måske ville gå af vejen for teoretiske overvejelser af frygt for at ende i abstraktioner, har Støvring i højere grad arbejdet med selv samme abstraktioner men fra et ubetvivleligt konservativt udgangspunkt.

http://www.kulturkritik.dk/

John Adams

Tv2 Charlie er lige blevet færdig med at sende den fremragende HBO tv serie om USAs 2. præsident John Adams. Selv nåede jeg kun at se et enkelt afsnit. baseret på det, jeg så må jeg dog konstatere at det var en virkelig fremragende produktion om en virkelig fremragende mand, som historien i den grad har valgt at glemme.

John Adams var ikke de store armbevægelsers mand, ej heller var han som flere af de andre founding fathers en liberal ideologisk fantast. Han var i sit udgangspunkt et konservativt menneske, som i lige så høj grad som han troede på USAs frihed, frygtede nogle af de revolutionsidealer, som radikalister som bl.a. den liberale Thomas Jefferson stod på i Amerikas ungdom. Måske er det derfor han er blevet glemt. Historien har desværre en forsmag for de store ideer, de store kvindebedårere, og de store mennesker.

Adams var bestemt ingen af delene. Han var et beskedent menneske, der brugte det meste af sit liv på at tjene, og kun i kraft af sine mange år i tjeneste til sidst anså det for retfærdigt, at han fik den anerkendelse, som tilkom ham.

Udover sin til tider bidske mistro til revolutionsidealisterne, er det især Adams hævdelse af nødvendigheden af et aristokratisk element i en demokratisk forfatning, som har sikret ham en plads i den konservative idehistorie.

Hvor revolutionsidealismen, dels hævdede at aristokrati var skadeligt og dels hævdede at det ikke burde/kunne spille nogen rolle i det unge USA. Slog Adams fast, at der altid ville være et aristokrati. Lighedstanken var et genspent, en projektion af liberalisternes drømme, snarere end en sober repræsentation af den post-revolutionære virkeligheds egentlige grundvilkår.

Der ville altid blandt en gruppe mennesker, være nogen der stak ud. Om de gjorde dette pga. byrd eller evner, var en anden sag, men slet ikke relevant, når talen faldt på, om der kunne eksisterer et aristokrati i et demokrati. Med anerkendelsen af artistokratiets bestandighed, måtte man ifølge Adams, tænke det ind i forfatning. Hermed var han på konfrontationskurs med de liberale, der ønskede et politisk system, der snarere end at stadsfæste en historisk betinget standsforskel, skulle være med til at ophæve den.

John Adams tanker om aristokratiet gik to veje. Dels hævdede han aristokraternes ansvar og deres stolle civilisatoriske rolle. Det var på dem i særlig grad, at civilisationens kulturelle forpligtelser lå. Deres rolle, i det omfang, de levede op til den, var altså i den forstand ikke alene positiv men helt nødvendig. Samtidig så Adams dog, at aristokratiet også var skadeligt, fordi det i kraft af sin indflydelse, hvad end denne kom af byrd, merit eller karisma, kunne manipulere den brede befolkning.

Adams svar var et to kammer system, der dels gav aristokraterne mulighed for at øve indflydelse på landet, dels beskyttede den brede befolning fra aristokraternes forsøg på at styre den politiske debat i et evt. enkeltkammersystem.

Serien om John Adams kan på det varmeste anbefales. Den skulle eftersigende bygge på den bog, som jeg da i hver fald selv lige skal omkring.

Et godt år...

Søren Krarup har et særdeles optimistisk indlæg i det aktuelle nummer af Tidehverv, hvor han spår at 2009 bliver et godt år. Selvom jeg ikke deler denne optimisme og egentlig tror, at det bliver et ganske skrækkeligt år, så synes jeg dog alligevel at jeg vil omtale hans artikel her - ikke mindst fordi han baserer sin optimisme på bl.a. Årskriftet Critique og et foredrag han gav i Konservative Studenter i Århus:

"Tre uger senere var jeg til et lignende møde med konservative studenter på Aarhus universitet og oplevede det samme. En stor forsamling af kvikke, lydhøre unge mennesker, som ikke var kommet for at aflevere en indlært lektie, men som både lyttede og spurgte. Jeg fandt også i Aarhus diskussionen lødig og saglig, præget af eftertænksomhed og oprigtighed, og jeg rejste tilbage til København - denne gang med tog - i samme optimistiske stemning som efter mødet i Aalborg. "

Om Årskriftet skriver han:

"Et nyt skud på det folkeligt-kulturelle træ, som lykkeligvis synes at slå rod på vore universiteter, er det netop udkomne blad Critique, som nogle studenter i Aarhus har startet. Jeg vil anbefale bladet på det bedste. Det udgives af studenter, der kalder sig konservative, og den konservatisme, som Critique står for, er ikke politisk i dårlig forstand, men søger mod det principielle eller grundlæggende.

Her er en artikel om "institutionskonservatisme" af Kasper Støvring, der også i anden sammenhæng har demonstreret åndelig selvstændighed og vilje til at gennemhulle de politisk korrekte slagord. Og naturligvis må begrebet konservatisme spille en afgørende rolle i et opgør med kulturradikalisme og marxisme, for at være konservativ er jo at være bundet af det historisk givne, af en folkelig arv og en sans for traditionen og eksistensen, som fejer de kulturradikale begreber af banen som de visne, tørre blade, de er.

Her er en spændende artikel om grundlovsændringen 1866, som stud.mag. Jens Wendel-Hansen kalder for "pragmatismens sejr", en overvejelse over de kræfter og forhold, der førte til Forfatningskampen i sidste halvdel af 800-tallet, og som i alt for høj grad har været bedømt og udlagt på kulturradikale præmisser.

Her er endelig en artikel af stud. mag. Christian H. Skov om "Martin Luther og den verdslige øvrighed", som beskæftiger sig med, hvad verdslighed egentlig vil sige i disse tider, hvor en ideologisk hellighed har gjort sig bred blandt vore toneangivende undermålere og derfor har bidraget til at åbne døren for den islamiske hellighed, som truer alt, hvad der hedder kristendom og danskhed.

Selvstændig tænkning, uortodoks kulturdebat, et forfriskende, opmuntrende initiativ, som fortjener støtte og opmærksomhed i den situation, der er vor, og hvor et systemskifte i dybere forstand end det politiske er på vej. (Bladets Adresse er Wilstersgade 10, st., 8000 Århus C.) "

En god og solid omtale som både jeg selv og min medredaktør Rasmus Ladekjær, samt de i artiklen omtalte skribenter er meget stolte af.

I samme omgang blev Critique i øvrigt anmeldt i Jyllandsposten sammen med Nomos

"Det skyder frem med borgerlige debattører og intellektuelle som aldrig før.
Her er to tidsskrifter, som begge påberåber sig konservatisme, begge på højt fagligt niveau, men i øvrigt indbyrdes ret forskellige trods klare overlap.Critique udgives af ungkonservative fra Århus i flot tryk og begynder med en velkomstartikel af Brian Mikkelsen. "

"Critique har også spændende bidrag fra unge historikere. Jens Wendel-Hansen leverer en grundig gennemgang af grundlovsændringen i 1866 og Christian Skov skriver om Luthers øvrighedsforståelse.Det danske sprogs tab overfor engelsk kritiseres. Anglismer trænger sig på og truer med at gøre dansk til en dialekt, som kun tales i hjemmet. "

"Tidsskrifterne afspejler spændvidden i dansk konservatisme med mange overlap i emner og forfattere, men også om frodige forskelle på den borgerlige fløj. "

http://kpn.dk/boger/article1570514.ece

En afsluttende bemærkning.

Når man alligevel kan betvivle om 2009 bliver et godt år skyldes det flere faktorer. Det synes mig at troløsheden i den grad blomstrer, og at de mellemmenneskelige værdier, der trods alt bestod på trods af samfundets generelle forfald, nu er ved at blive fortærret- mennesket som forbruger af varer, ideer og ikke mindst af andre mennesker, sætter sig så ubarmhjertigt igennem.

Samtidig er der jo absolut intet der har ændret sig til det positive i forhold til så centrale konservative mærkesager som kulturkamp, indvandring og EU. de borgerlige debattører skyder nok frem, men de skydes i ligeså høj grad ned, især de konservative, som ikke blot taler imod den politiske visdom på bjerget, men også imod tidsånden generelt.

Det andet tidsskrift KRITIK ( Frederik Stjernefelts) udgiver et nummer om kapitalismens fallit. Nu myldrer det frem med gamle keynesianister, marxister og folk der vil gøre den økonomiske virkelighed til prøveklud for deres fantasier. Mon ikke vi endnu engang formår at få bragt os i knæ økonomisk.

Og mon ikke det er for meget at håbe på at et sådant sammenbrud vil føre til en kulturel selvbesindelse. Det forekommer mig i hvert fald at vesten er nået derud, hvor katastrofer ikke fører til omtanke, men subkulturel afsindighed.

Høflighed på Titanic

En god ven sendte mig for noget tid siden et link til en artikel. Det eneste, der ellers stod i mailen, var ordene: "de briter er nu noget specielt".

Artiklen havde overskriften "Briter druknede af høflighed på Titanic". Den omhandlede den omstændighed, at de britiske passagerer ombord på Titanic havde 11 procent mindre chance for at overleve, fordi de af høflighed stod tilbage og overlod pladsen til andre. Til sammenligning havde amerikanerne en 15 % større chance pga. deres individualistiske kultur.

Forskeren bag projektet, David Savage, havde i forbindelse med forskningsresultatet sagt:
Mange overlevende kvinder fortalte, at deres mænd havde sikret sig, at de kom i en redningsbåd. Derefter var de gået ned i bådens agterende, hvor de røg en cigar, mens de ventede på at båden gik ned. Der var også en ganske velhavende gentleman, som efter at have fået sin hustru i en redningsbåd gik ned til sin kahyt, skiftede til kjole og hvidt og gik tilbage op til dækket og røg en cigar. Hvis han skulle dø, ville han dø som en velklædt gentleman.

Som krydderi på historien nævnes det desuden, at kaptajn Smith efter sigende, mens skibet sank, og forvirringen bredte sig, skulle have råbt: "Vær britiske, drenge. Vær britiske."

Når man læser denne artikel første gang, vil man nok rammes af en lattermildhed over den gennemførte parodi på sig selv, briterne synes at have været, men da jeg selv kiggede artiklen igennem igen, faldt jeg over en sætning i artiklen: "Gode manerer betragtes oftest som noget godt, men for mange briter om bord på Titanic kostede det dem livet." Spørgsmålet er, om ordet "men" overhovedet er berettiget i denne sammenhæng. Gør det de gode manerer mindre gode, at det kostede gentleman'en sin tilværelse?

Den moderne verden opdrager os til at tænke individualistisk og selvrealiserende. Alt handler om min karriere, min bolig, min have, min bil. Selv det mere personlige er individualiseret: Min familie - og når familielivet bliver for krævende for mig, kan jeg jo bare skifte ægtefællen ud. Fokus er på vores egen udvikling, og hvad vi selv opnår.

Uden at starte en religiøs diskussion vil jeg gerne henlede opmærksomheden på en nok forholdsvist kendt lignelse fra Det Nye Testamente - Lignelsen om den rige bonde! Denne bonde er det selvrealiserende menneske. I alt tænkeligt forsøger han at gøre så meget godt for sig selv som overhovedet muligt. Han samler sin høst ind og ruger over den og siger til sig selv: "Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad!" Guds hårde svar er: "Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?"

Det interessante er måske nok at tænke over, hvad der egentlig betyder noget, når vi ligger på det yderste og drager vort sidste suk: Er det vores karriere? Er det vores bolig? Er det vores have? Er det vores bil? Jeg vover at svare nej.

Man kan måske forestille sig, at der hos de briter, der gik agterud for at ryge en cigar efter at have sikret deres familie en plads i bådene, indfandt sig en særlig ro. De havde truffet beslutningen, og på trods af, at de givetvis følte sig angste over snart at skulle stå ansigt til ansigt med døden - den største uvished af dem alle - så vidste de, at deres liv havde været til betydning - både for familien, som de havde sikret en plads, men også for det menneske, der fik den plads, de selv kunne have fået.

Mennesket har ikke kontrol over alt. Menneskelivet er flygtigt. Det er centralt for den konservative. Vi ved ikke, om vi dør i morgen eller om 50 år. Lad derfor ikke fokus være på, hvad du sanker i lade, men hvad du betyder for dine medmennesker, mens du lever. Hvis det at have gode manerer som eksemplificeret ved vidneberetningerne fra Titanic er udtryk for britisk sindelag, så er kaptajn Smiths råb måske ikke så ringe endda: "Vær britiske, drenge. Vær britiske."

Ja, de briter var nu noget helt specielt!

Kilde: http://jp.dk/udland/europa/article1579223.ece
Lukasevangeliet kap. 12:13-21

Årsskriftet Critique anmeldt i Nomos

For snart noget tid siden udgav jeg sammen med stud. scient. Rasmus Ladekjær det første nummer af Årsskriftet Critique. Nu har vi været så heldige, at få det anmeldt i det konservative tidsskrift Nomos' seneste nummer. De skriver bl.a.

“Et nyt tidsskrift har set dagens lys. Under redaktion af stud. mag Christian Houlberg Skov… og stud. scient.pol. Rasmus Ladekjær Pedersen har Konservative Studenter i Aarhus nu sendt første nummer af Critique på gaden, og det fortjener de tak for”

De har især bidt mærke i årsskriftets specefikt konservative karakter, og virker dertil glade for, at der rent faktisk kan tænkes konservativt, også indenfor den konservative bevægelse:


“Det er først og fremmest værd at betone, at Critique ikke bare indeholder borgerlige tanker i bred almindelighed, men altså også konservative tanker. Det vil formodentlig ikke være nogen hemmelighed for Nomos’ læsere, at det konservative Folkeparti alt for ofte ikke lever op til den midterste del af navnet, hvorfor det er så meget bedre ved selvsyn at kunne konstatere, at redaktørerne…tydeligvis sigter efter at indfange de forhold, der ikke bare dikteres af trækprocenten, men i høj grad af betragtninger, som forsøger at sige noget om, hvad mennesket, staten og samfundet er ud over det økonomiske”

Flere af de enkelte artikler får også et par ord med på vejen, de fleste positive, skønt dr. med. Peter Norsk (C) får et par hug. Derudover er der ros til Kasper Støvrings artikel:

"Måtte sådanne tanker en dag besjæle dette lands politikere, når de skal tilrettelægge Danmarks udlændingepolitik, hvor de til nu har troet, at alle skel og alle bindinger ville oplæses i globaliseringens malstrøm"

også Stud. Scienth. Anth Erik Winther Paisleys artikel omtales positivt:

"Erik Winther Paisley har en tankevækkende artikel, "konservatisme med kinesiske karakteristika" Hvor konfucianismen indimellem forveksles med den europæiske konservatisme, så rammer Erik Winther Paisley en pæl ned igennem den påstand ved at konstatere, at "konfucianismen som rationalistisk, kosmopolitisk og grundlæggende optimistisk filosofi, adskiller sig simpelthen ekstremt væsentligt fra vores egen"

Jeg skal heller ikke være for beskeden til at omtale Nomos omtale af min egen artikel:

"Den ene af redaktørerne, Christian. H. Skov, forsøger i artiklen "MArtin Luther og den verdslige øvrighed" bl.a. at indfange Luthers sondring mellem det åndelige og det verdslige. Det gør han godt, eksemplificeret ved at skrive, at "udgangspunktet for Luther er, at det kristne evangelium ikke er et politisk skrift. Det politiske er derimod det verdslige. Men da modsætningen åndelig/verslig beror på kristendommen, skal også verdsligheden forstås indenfor en kristen forståelsesramme"

Konklusionen er altså

“Critique kan varmt anbefales til dem, der finder, at det kun kan gå for langsomt med at generobe den indflydelse, som det konservative Danmark har mistet igennem snart 150 år”


Critique koster 100 kr. og kan købes her

Herfra skal der lyde stor tak til Nomos folkene for en positiv anmeldelse.

På tærsklen til Eurabia

Jeg tror aldrig jeg har skammet mig over at være fra Århus. Det var indtil jeg så Kim Møllers reportage fra den antisemitiske demonstration fra byen idag. Tænk at dette land, der i sin tid blev kendt på at redde jøderne fra nazismens vanvid, skal være vidne til dette.

En ting er at palæstinenserne er sure. Uagtet hvilken side man måtte støtte i den aktuelle konflikt, er det betænkeligt, at de vælger at udtrykke deres vrede i et så kontant, islamistisk og konfrontatorisk sprog, som de gør. Her er ingen plads til forhandling og dialog, der er ingen middelveje kun de takfaste råd "Gud er stor" og "takbir" der betyder erobring.

Alle folk kan blive frustrerede over den situation, historien har sat dem i, men det siger meget om et folks karakter, hvordan de vælger at udtrykke denne frustration. Palæstinenserne vælger konsekvent en udtryksform, som understreger, at det ikke er uden grund, at Israel må betragte dem som fjender.

Samtidig må man erkende, at en befolkningsgruppe, der vælger at udtrykke sig sådan, ikke er en del af det danske samfund, og at de til enhver tid vil kunne vende denne infernalske vrede mod os. Man kan debattere i det uendelige, hvad årsagen til dette problem er. Selv har jeg da ofte indladt mig på en sådan diskussion, idet jeg aldrig har købt den argumentation, som dele af højrefløjen stiller op med, hvor man tager udgangspunkt i en islamkritik, som jeg i nogen grad finder vugariseret.

Men sagen er, at vi uagtet denne debat, bare må konstatere, at vi står med et problem, når vi har en befolkningsgruppe, hvis historiske hukommelse ikke omfatter den lektie, som vesten har lært af bl.a. holocaust, og som helt klart anvender et religiøst, og dermed absolut sprog, til at sætte skel mellem os og dem, og i sidste ende handle i overensstemmelse med disse skel, og dømme dem, der ikke er en del af deres gruppe for "fjenden".

Billederne er skræmmende, og man må nok desværre erkende, at dette kun er begyndelsen. Den store islamforsker Bernard Lewis skriver i et ikke særligt betryggende indlæg i Jyllandsposten i fredags følgende:

"Tidligere ville Europa have fået tildelt en betydelig rolle, men nu er det ikke så meget Europas rolle i Mellemøsten som Mellemøstens rolle i Europa, der betyder noget.

En fremtrædende syrisk intellektuel bemærkede for nylig, at det vigtigste spørgsmål med hensyn til Europas fremtid er, om det bliver et islamiseret Europa eller en europæiseret islam?

Det kan godt være, at der ikke bliver fred. I så tilfælde havner regionen efter al sandsynlighed i kaos og gensidig ødelæggelse, måske med deltagelse af et islamiseret Europa. Dermed vil det være overladt Asien og Amerika at deles eller strides om verdens fremtid."

link:
http://www.uriasposten.net/?p=6462

Korte Underretninger til almen Forargelse!

At alt vitterligt var bedre før, har man på det seneste kunnet forvisse sig om, blot ved at lade sig belære af organet for den højeste oplysning, Danmarks Radio - og navnlig dennes televisions-afdeling.

I det første der skal nævnes, har ovennævnte institution ikke selv nogen skyld. Men dette forhold ændrer dog ikke på at nyheden må stå som et lille monument over nutidens manglende ansvars-forståelse og almene forfald: Alvorlige røster taler nu for krav om beskyttelsesbriller i forbindelse med udøvelsen af kendte gentleman-sportsgrene som for eksempel badminton og tennis. Det kan i al sin vederstyggelighed læses her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/01/05/092047.htm

At de fleste af dagligdagens genstande, vitterligt kan være livsfarlige i hænderne på umyndige og uoplyste borgere, kan man forvisse sig om i denne lille film, som Monthy Python har lavet. Bemærk at netop et uskyldigt spil tennis kan udløse en lang række af uoverskuelige problemer.

http://www.youtube.com/watch?v=M1-NpyaOWV0&feature=related



Langt mere alvorligt er det at samme Danmarks Radio, uden skam og blusel, ikke lader nogen modsige at et palæstinensisk folk skulle have været undertrykst siden det moderne Israel blev oprettet. Den uimodsagte udtalelse faldt under en anti-israelsk demonstration (om hvilken DR i øvrigt berettede ganske sympatisk) i København. Dækningen (hvis man da kan tale om en sådan) kan i sin helhed ses her.

http://www.dr.dk/DR1/TVAVISEN/tvaindslag.htm


Velkommen i det Herrens år 2009.