En hermeneutikers tur til Fredericia

Lad mig først slå en ting fast for Dem, kære læser: En hermeneutiker er en rigtig mand! Det er næppe en term, der får kvinderne til at dåne, men bag det avancerede ord, der frit oversat betyder noget i retning af "fortolkningskunstner" ligger, at man som historiker ser historien på dens egne præmisser. Således ser man som hermeneutiker ikke hverken kommunisten, nazisten eller sydstatssoldaten som afstumpede udemokratiske tosser, men man forsøger at forstå den verden, de levede i, og hvordan deres forhold til denne verden var. Kodeordet er indlevelse! I stedet for mekanisk at analysere kilder og som sådan se faget historie som et stringent håndværk, så vover hermeneutikeren at leve sig ind i historien og med al passion, med al følelse, at leve sig ind i den for at forstå den. Hermeneutiker er den historiker, der vover sig helt ind på historien og ikke bare i angst holder den væk fra sig i en armslængde for bare at bedømme den udefra. Han går med oprejst pande og uden frygt mod sit mål!

Pga. familiær festivitas har jeg tilbragt denne weekend i Fredericia. Som bestræbende på at opnå hermeneutikerens adelsmærke begav jeg mig på denne dag, der i skrivende stund lakker mod enden, ud i byen med dens kirker uden tårne, dens mange mindesmærker, dens volde, dens smukt nationale gadenavne og dens ellers helt almindelige provinsielle byliv. Jagten gik ind - jagten på historien!

Gående rundt i gågaden, var der umiddelbart ikke meget, der mindede en om den stolte fæstningsbys historie, men langsomt voksede det frem. De lige gader, hvor man forestillede sig de skarpladte kanoner i bunden. Der var buster af de stolte generaler Bülow og Rye og statuen af Den Tapre Landsoldat til minde om det glorværdige slag d. 6. juli 1849, hvor den danske Jens skræmte Fritz på flugt mod syd. Langsomt opbyggedes forestillingen om den belejrede by sig i mit hoved - den tyngende nervøsitet, angsten, en vis usikkerhed om hvorvidt byens angribende forsvar kunne holde. Man fik helt gåsehud! Det der hermeneutik er ikke for småbørn.

Efter at have gået lidt i selve byen, gik jeg op mod volden, hvor bastionerne strakte sig ud under en som spydspidser væk fra byen. Forestillingen om de danske soldater, der hver især stormede ud af byportene imod den tyske fjende i kampen for familie, fædreland, konge og alt, hvad man havde kært, stod stærkt for mig. At det i 1909 opførte hvide vandtårn netop denne dag blev brugt til rapelling, og at et par teenagepiger stod på den anden side af tårnet og smugrøg, satte unægteligt denne usikre hermeneutiker på prøve, men prøven blev bestået, og jeg gik stolt ned fra volden.

Byen Fredericia var i sin tid et levende jødisk center i Danmark. En mosbegroet kirkegård ligger endnu i byen, men synagogen er revet ned. Jeg forsøgte at finde stedet, hvor den i sin tid havde ligget, og her kom min indre hermeneutiker for alvor på prøve: På adressen Riddergade 15, som tidligere har været religiøst centrum for Det Mosaiske Trossamfund i Fredericia, ligger nu House of Hair, der praler med at have alskens hårprodukter til netop DIT hår! I øvrigt har de i ulige uger lukket om lørdagen og i lige uger om onsdagen. Hvis du er hurtig kan du stadig nå at få dit helt eget Limited Edition Gift Set "Purple" med både hårtørrer og -klemmer og alt, hvad der skal til for, at netop DIT hår bliver det flotteste på Crazy Daisy. Nederst på denne meget markante reklame erklærede firmaet sig frejdigt som "a new religion for hair". Selvom dette forfængelighedens tempel formentlig ubevidst forsøgte at holde sig til samme tema, var det unægteligt svært at få indlevelsen i historien til at vinde over nutidens virkelighed. Det hjalp mig dog lidt, at nabohuset havde fostret Henrik Pontoppidan. Lidt efter lidt voksede det lille beskedne gudshus frem og de hengivne troende, der på en lørdag formiddag måske magen til den i dag kunne samles hengivne omkring Guds Ord, og den lille Henrik, der i 1857 blev båret i synagogen første gang. Hvilket syn!

Efter denne tur tilbage til fortiden, tog jeg glad hjem. Jeg var bestyrket i troen på, at passionen, der drev mig til indlevelse og inddragelse i historien, var så meget større en oplevelse end stringente kildekritiske analyser. Kort sagt: Hermeneutikere har det sjovere!

Det meningsløse Monarki

***

Manien breder sig blandt Vestens kronede Hoveder. Nu forlyder det at ogsaa Sveriges Prinsesse Victoria lader sig bortgifte under Stand!

***

Det kan være sympatisk nok, at de fleste europæiske royale efterhånden tilsyneladende gifter sig af kærlighed. Men Prinsesse Victorias forlovelse med fitnes-manden Daniel Westling, maner i det mindste hos undertegnede til eftertænksomhed. Han er således ikke engang udsprunget af det man, i gamle dage, kaldte det bedre borgerskab. Tendensen blandt de kongelige til ikke at gifte sig kongeligt, indeholder en misforståelse af - eller i det mindste et brud med - forståelsen af begrebet det folkelige i forbindelse med monarkierne.

I egentlig forstand var - og er et folkeligt kongehus, et der i vid udstrækning deler kultur, historie - og i større eller mindre grad også sprog og egentlig nationalitet - med dets undersåtter. Folk og kongehus er både hinandens modsætninger og forudsætninger, og i forudsætningen ligger også det at de gerne i væsentlig grad skulle dele kultur og historisk kontinuitet.

Mens den nye tendens sjældent berører denne kulturelle samhørighed, så bryder den radikalt med modsætningstanken. Når de kongelige i stadig stigende grad gifter sig - og stifter familie med folk under kongelig eller adelig stand, udvaskes samtidig skellet mellem begreberne kongelig og folkelig. Det folkelige bliver nu i større grad et spørgsmål om at se såkaldt normal og jordnær ud. Tidligere gjaldt det det langt dybere spørgsmål om national og kulturel samklang. De standsuretmæssige giftermål sikrer måske kortvarigt ugebladsmonarkiernes popularitet; men de underminerer samtidig kongehusenes folkelighed.

Henvisninger:

http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2009/02/24/155703.htm

http://en.wikipedia.org/wiki/Daniel_Westling

I Livjatans mave- En tur til Bruxelles

Jeg var for nylig I Bruxelles sammen med Konservative Studenter i øvrig sammen med (Nikolaj ovre fra Altanen) for at besøge vores venner dernede, og bese den almene situation i Europas hovedstad. En af dagene var vi i Europa parlamentet. Jeg har aldrig været der før, og har kun mødt det nye Europa, der tegner sig for os, gennem den danske stats viderekolportering af det europæiske projekt. Jeg skal derfor i det følgende forsøge at beskrive min oplevelse. Parlamentet var en imponerende bygning set udefra. Dens retlinede arkitektur de store åbne flader og renhed stod i skærende kontrast til det umådeligt rodede Bruxelles. En by der nok er smuk, men som for mig virker som en kæmpe på vej i knæ, hvor de gamle bygningers skønhed æstetisk men dog ildevarslende smuldrer bort sammen med det tvedelte land, hvis hovedstad det er.

Ved hovedindgangen, som ikke ligger fortil, men der hvor man kunne forvente at bagindgangen lå, fik jeg mig mit første chok. For her stod en lille statue. En ung handlekraftig og i den mest energiske positur knejsede over et kaotisk virvar, hvori indgik et menneskehoved, og holdt på heroisk vis et eurotegn i hånden. Statuen mindede i sin stil om de mange russiske 2. verdenskrigs sejrsmonumenter i den gamle østblok. På sin vis ikke grim. Men stadig skræmmende. Var jeg i Moskva eller Bruxelles? Og hvor bizar var da ikke sammenblanding af sovjetisk fascisme, heroisme og økonomisk samarbejde, som denne statue symboliserede. Var meningen at EU's økonomiske samarbejde var mere end blot økonomi, men en heroisk dåd, der i sig selv skabte en ny ordnet virkelighed ud af det gamle europæiske kaos, eller var statuen blot et udtryk for den fladpandede teknokrats perverterede forståelse af det heroiske, hvor selv dette reduceres til økonomisme?

Uanset hvordan jeg end kigge på statuen, kunne jeg ikke lade være med at blive grebet af den åbenlyse perversion, som den var et udtryk for.

I Lobbyen vrimlede der med folk i slips. Nogle for lange, andre for korte. Vagter sikrede sig nøje at man ikke kom i dårlige hensigter til det eurpæiske demokratis højborg. Overraskende nok benytter parlamentet sig bare af en privat sikkerhedsudbyder, hvilket da bestemt er betryggende, idet jeg hvade frygtet at møde en form for EU schweizergarde. I gamle dage havde man vel lavet et sådant statsgendarmeri med farvestrålende uniformer. Nu var her bare dårligt klædte vagter, hvis tøj nærmest skreg af demokratisk almindelighed. Velkommen til det post-politiske Europa, hvor fjenden er reduceret til samtalepartner og hvor alt magt som udgangspunkt er blød magt, men hvor men alligvel med djævlens vold og magt må beskytte folkestyret mod folket.

At gå inde i parlamentet var som at være blevet slugt af Hobbes Leviathan. Alt var enormt. Alt var overraskende grimt og gråt. Rådhuse i flere byer er mere luksuriøse end parlamentet. Igen den omsiggribende demonstrative, demokratiske enkelhed enkelthed. Hvis det ikke kan være, så må det synes.

En anden ting der prægede det fælleseuropæiske projekts hovedkvarter var sprogforbistringen. Til de eurofiles store ærgrelse er består Europa jo af nationer med særegne kulturer og sprog. I parlamentet har man løst dette med et omsiggribende system af piktogrammer, der viste hen til alt lige fra togbaner til plenarsalen. I mangel af bedre synes den fælleseuropæiske forståelse således at bygge for den laveste sproglige fællesnavner billedtegnet. Man ser det for sig og gruer; en ny fælleseuropæiske litteratur af rene piktogrammer – billedbogen som kronen på 3000 års kulturhistorie.

Til slut slap vi ud, nemt var det ikke. Maden var god, og vores guider velmenende. Bekymrende var det dog, at alt hvad de professionelle europæere anså som succes, anså de fleste af os, der blev vist rundt som faresignaler. En parlamentariker pralede således af stabiliteten i parlamentet fordi de to store partier alligevel bestemte det hele, der blev pralet af at parlamentet nu var vigtigere end de nationale parlamenter, og af at de store europæiske partier ad åre ville fortrænge de nationale partiet.

Heldigvis var der middag med i turen så vi fik andet end europæiske skrækvisioner at tygge på den dag.

Liberalisme, socialisme og togtider...

Nedenstående er, med mindre ændringer, et indlæg sendt til Berlignske for nogle dage siden, i håb om at de ville bringe det som en kronik. Den er konkret en anke mod en kronik af Per Stig Møller i samme avis, hvor han blandt andet talte for at konservatismen er en kombination af liberalisme og socialisme.

Liberalisme, socialisme og togtider!


I sin kronik i Berlingske Tidende, af 14. februar, Konservatisme i en krisetid, skrev udenrigsminister Per Stig Møller om sit syn på konservatismens rolle, i hvad han kaldte en krisetid. Kronikken indeholder flere gode betragtninger, navnlig af aktuel politisk karakter: Den evidente trussel fra, hvad man kunne kalde ’sharialiseringen’ (eksempelvis vi de babelske Durban II-forhandlinger), samt den demokratisk-politiske krise i det institutionaliserede europæiske fællesskab. Disse skal jeg for min del vende tilbage til i det følgende. Per Stig Møllers kroniks hovedanliggende synes dog snarere at være det apologetiske, at forklare, at konservatismen sandelig er forsvarlig at have med at gøre i vores såkaldte krisetid. Dette skal jeg bestemt ikke bestride: Som ministeren også selv påpeger, fordrer forpligtelsen på de følgende generationer, en til enhver tid ansvarlig og langsigtet økonomisk politik; og ulemperne ved socialismens mange indgreb i det frie næringsliv, historisk såvel som aktuelt, turde da også være åbenbare.

Men derfra og til at hævde at konservatismen besidder denne forsvarlighed, fordi den er en kombination af socialisme og liberalisme… der er alligevel meget langt. Men ”Derfor er der brug for den kombination af liberalisme og socialisme, som er konservatisme” skrev Stig Møller ikke desto mindre i kronikken. Jeg vil begynde min anke mod denne betragtning, omtrent der hvor udenrigsministerens kronik slap.

”Danmark er ikke bare et stykke jord, men en historie, et sprog, en kultur præget og udviklet gennem generationer af danskere, hvis virke vi forvalter og forandrer for at give det videre til de næste generationer.”

Citatet fra kronikken indeholder ikke blot den efterhånden bekendte generationskontrakt. Der er også en erkendelse af at konservatismen - bundet som den er, til den nationale kultur og historie – snarere er ånd end fordelingspolitik og ”togtider”. Den konservative politiker kan meget vel beskæftige sig med fordelingspolitik eller andre vigtige økonomiske emner, men det konservative ligger ikke deri at foretage en eller anden delikat balancegang mellem hensynene til liberalismen og velfærden. Hvordan man bedst forholder sig i en større eller mindre økonomisk krise, må bero på konkrete og pragmatiske overvejelser hos den enkelte borger, bankmand, nationaløkonom eller politiker.

Når dette er sagt, er det naturligvis relevant at bemærke at konservatismen, idehistorisk set, har træk til fælles med liberalismen. Tænkere som Adam Smith og David Hume fra den skotske oplysningstradition, har begge i større eller mindre grad præget konservatismen – i det mindste den del af den, der voksede sig til under indtryk af den angelsaksiske frihedstradition. Den omtrent samtidige Edmund Burkes angreb på den franske revolutions totalitarisme i værket Reflections on the Revolution in France fra 1790, står som et uomgængeligt hovedværk i denne forbindelse. Den franske revolution var i sin oprindelse også liberal, men måtte fra et konservativt synspunkt alligevel kritiseres: Den tog nemlig udgangspunkt i et abstrakt eller filosofisk frihedsbegreb, som da også viste sig ikke at rumme nogen som helst beskyttelse mod totalitarismen som sådan eller rædselsregimet konkret. Konservatismen har kærligheden, om man vil, til den enkelte borgers frihed til fælles med liberalismen; og særlig nyere tids konservative har anerkendt kapitalismen og den økonomiske frihed, som den bedste økonomiske - og fordelingsmodel. Men konservatismen er ikke ud af et stykke med liberalismen, og da slet ikke med socialismen. Blandt de politiske –ismer er konservatismen et stykke for sig - man kan endog argumentere for at den slet ikke er en ideologi - i og med at den tager afstand fra det ideologiske mål som begreb. I det mindste er den ikke en emancipatorisk frelserideologi med velmenende mål på menneskehedens vegne, som liberalismen eller socialismen med dennes stedbarn, den totalitære kommunisme. Konservatismen kan ikke være en kombination af liberalismen og socialismen, når den netop er et modsvar til disse og deres emancipatoriske ideologiske tænkning. Der er en uoverstigelig modsætning mellem på den ene side at fremhæve konservatismens forpligtelse på det historisk givne nationale fællesskab og dets kultur, og på den anden side affærdige det konservative som en kombination af to abstrakte ideologier som liberalisme og socialisme.

Men endvidere er konservatismen heller ikke blot et defensivt modsvar til ideologierne; den har sin egen pondus og kampvægt i form af netop kulturen, historien og forpligtelsen på både fortidige og fremtidige generationer; og friheden. Forsvaret for Vestens særlige frihed, med både kristendommen og dele af oplysningstraditionen (på godt og ondt) i bagagen, er det der ruster konservatismen til kriser og udfordringer fra totalitære trusler, som konkret islamismen - og historisk nazismen og kommunismen.

Per Stig Møller har ret i at konservatismen er det bedste svar på tidens store spørgsmål. Men en udefineret kombination af liberalisme og socialisme er ikke nok til imødese så store udfordringer som den vestlige verden, og dermed også Danmark står overfor.
Det er uomgængeligt at det irske nej til Lissabon-traktaten, har hensat EU-systemet i en form for krise. Alt efter anskuelse kan man så betragte dette som værende godt eller skidt. Det er også klart, som Per Stig Møller skriver, at dette rejser vigtige spørgsmål om demokratiets institutioner; spørgsmål som kan besvares udfra mange forskellige betragtninger. Det særligt konservative i denne forbindelse, kunne så til eksempel være at rejse det afgørende spørgsmål, om der egentlig er et europæisk folk til det europæiske fællesskab – et europæisk demos i det europæiske demokrati. Danmark er ikke bare et stykke jord… Det har irerne, kan tænkes, heller ikke syntes at Irland bare var, da de afgav deres stemme om Lissabon-traktaten. Konservatismen fører ikke nødvendigvis til EU-modstand, men den er en stående advarsel mod at gøre demokratisk regning uden national vært. Konservatismen, med dens før-politiske og historiske besindelse, kan - og bør gå et spadestik dybere. Gør den ikke selv dette, er der ikke andre som vil!

Også de udfordringer som den muslimske indvandring, i kraft af dens store omfang i tidligere årtier, har medført, er konservatismen bedre end så mange andre samfundsmæssige strømninger, velegnet til at besvare. Besindelsen på at der altid er en historie før dagens aktuelle politik, og at denne historie altid udspiller sig i en bestemt kulturel sammenhæng – er netop kendetegnende for konservativ tænkning. Ytringsfriheden er konkret en næsten altafgørende borgerlig frihedsrettighed, som meget vel kan forsvares udfra både liberale og sågar socialistiske synspunkter. Den er et adelsmærke i så godt som alle den frie vestlige verdens samfund. Men den eksisterer ikke blot i kraft af frihedsbegrebet, eller en stemning der tilsiger at den er god. Den frie verden er fri i kraft af en lang historisk udvikling. I denne udvikling har den græske tænkning (f.eks. Antigone, som Per Stig Møller nævner) spillet en rolle, ligesom Kristendommen har været – og er af afgørende betydning. Og igen de 18. – og 19. århundreders liberale strømninger har været vigtige. Derfor kan det heller aldrig være underordnet hvilke etniske grupper eller folkeslag der eksisterer indenfor en given stats rammer. Ønsker om at forbyde religionskritik som en afart af racisme, udgør, hvad enten det er i den hjemlige debat eller i FN-regi, en udfordring der på en og samme tid er både politisk og ikke mindst kulturel. Selv ikke socialismen og liberalismen tilsammen er i stand til at favne over dette. Men konservatismen er. Fastholder vi ikke selv dette, er der ikke andre som vil!

Henvisning: http://www.berlingske.dk/article/20090214/kronikker/702140077/

Global society Class

At engelsk har senget sig ind alle steder på universitetet er ikke en hemmelighed. De fleste studerende, bortset fra jurister, har vel prøvet at have et eller flere fag, hvor undervisningssproget var engelsk, eller hvor al litteraturen var engelsksproget og fagtermerne helt igennem engelske.

Nu spreder den engelske syge sig dog også til gymnasierne- og nej vi taler her ikke om handelsgymnasiets Bacardi Breezer uddannelse, men om det gode gamle alment dannende gymnasium- På Risskov Gymnasium, er der blevet oprettet en linie med det smukke navn: "Global Society Class" , hvor al undervisning bliver på engelsk, bare så vi er helt sikre på, at gymnasieeleverne ikke får mulighed for at blive dannet som danske og fungere i det danske samfunds, trods alt, danskesprogede demokratiske virkelighed.

Hvad er da Risskov gymnasiums argument for denne sprogforbistring? Det styrker elevernes studiekompetencer i det senere studier, der vil foregår på engelsk. Der kan man da tale om en ond spiral.

Fra Modernitetens Ruiner

Det sker oftere og oftere at folk kommer og spørger mig: ”Christian, jeg har et problem. Folk siger, at moderniteten lakker mod enden, og vi lever i en postmoderne virkelighed, hvad skal jeg mene om det som konservativ.” Da jeg er blevet træt af ideligt at skulle besvare dette i for sig enkle spørgsmål, har jeg besluttet at adressere denne bekymring over modernitetens sammenbrud, som fylder så meget i den menige danskers liv – navnlig de unges naturligvis.

Først og fremmest må vi jo lige være på det rene med hvad de her begreber betyder. En ellers meget vis kammerat spurgte mig for 1½ års tid ca. ”Hvorfor kan du ikke lide moderniteten, synes du hellere folk skal undvære moderne teknologi og medicin.” Stor var min munterhed over dennes misforståelse af modernitetsbegrebet. Modernitet handler hverken om medicin eller teknik. For moderniteten er dette, at mennesket – eller rettere filosoffen Kant- har slået Gud ihjel. Mennesket er derefter blevet lidt ked af det, og har egentlig savnet den herre, som var en given sag i det førmoderne samfund. Derfor er den periode fra 1789 til 1989 som vi her skal kalde moderniteten, præget af at mennesket- med en modernistisk forfatters ord- hylede i natten som en herreløs hund. Der blev simpelthen skabt den ene afgud efter den anden. For mennesket er en hund, og det bryder sig ikke om at være uden herre.

En anden filosof, Nietzsche, slog siden fast at Gud altså var død, og at mennesket måtte besinde sig på at leve illusionsløst i troskab mod den foreliggende virkelighed. Dette var der dog ikke stemning for – og Nietsczhe selv opbyggede da også et nyt arsenal af illusioner, der skulle forvandle ham til en galning, der talte med heste og ellers primært tjente som fødselshjælp for nazismen.
Mennesket skabte altså fortsat nye guder i modernitetens navn. Hvad enten guddommen var socialisme, kommunisme, nazisme, liberalisme, nationalisme og demokratisme osv. havde de alle et formål nemlig at udtrykke og realisere modernitetens program ”frihed, lighed og broderskab.”

Konservative med sans for konservatismen var der som altid meget få af. De der var, forsøgte at forklare det moderne menneske, at nok var Gud død, men han var også – som det kan læses – genopstanden fra de døde og derfor ganske levende. Men denne døde og genopstandne Gud var yderst ubehagelig for det moderne menneske, fordi han var så utrolig umoderne. Han sagde noget ganske andet end frihed og lighed, han talte i stedet om fordringer, krav og bundethed. En grimmer karl, der ikke frigjorde mennesket men derimod fældede dom.

Moderniteten udviklede sig og skønt ligdyngerne fra verdenskrigene, verdenskommunismen og Holocaust lugtede stadig værre så fortsatte denne søgen efter en ny gud. Lige Indtil 1989. For da braste det hele sammen. Den mur der på barok vis delte den gamle kulturstad Berlin i to varianter af modernitet kollapsede, og det samme gjorde troen på de store ideer og de altomfattende pseudoreligiøse frigørelsesfortællinger.

Pludselig syntes de sidste 200 års historie dybt latterlig. Tragikomisk i højeste potens. ”Det hele havde jo bare været noget pjat.” tænkte mennesket, da alle hans afguder splintredes af historiens ubarmhjertighed. Men fra de rygende ruindynger, kom han aldrig videre end den erkendelse, at alt var pjat. Hvor moderniteten var præget af alvor og højtidelighed, trækker det postmoderne menneske blot på skulderen og bilder sig selv ind, at nu var det hele vist var og er gak og løjer. Ja og måske netop deri bestod realiseringen af modernitetens program. Måske kunne de moderne guder slet ikke tilvejebringe den ubegrænsede frihed, som både det postmoderne og det moderne menneske havde sat snuden op efter. Den ubegrænsede frihed, viste det sig, havde man kun der, hvor alt var blevet latterligt, der hvor alvoren var forvandlet til løssluppen ironisk distance.

Den ubegrænsede frihed er et opgør med alle bindinger og alle forpligtelser. Kun når intet, eller rettere ingen for alvor betyder noget, kunne man fokusere på det væsentligste; sig selv. Men selv ikke selvet kunne det postmoderne menneske tage alvorlig. Hvor det førmoderne menneske havde underordnet sig et på forhånd givet meningssystem, og det moderne menneske havde søgt at realisere sig selv, så har det postmoderne menneske reduceret livets mening til sanselighedens hedonisme – den ubegrænsede frihed, og den ubegrænsede trang til nydelser.

Selvfølgelig er det postmoderne menneske ikke uden sans for det åndelige, og selvfølgelig søger også han at opbygge et meningssystem. Men ironien består i, at hans meningssystem er helt uden mening. Rask væk snupper han lidt fra buddhismen, lidt fra hinduisme, lidt krystaller og nogle helbredende væsker, og lidt universel kosmisk energi. I virkeligheden viser det sig, at den religion som det postmoderne menneske bygger op er et alter for selvdyrkelsen, et velbehageligt troldspejl, der ikke som Kierkegaards og kristendommens dødens spejl sætter mennesket til vægs, men snarere som en anden skønhedsguru forstørrer alt det gode og formindske alt det grimme ved en selv, så man så meget desto nemmere kan bilde sig ind, at man er verdens egentlig centrum.

Det er blevet hævdet, at konservatismen deler fællessag med det postmoderne opgør med moderniteten. Måske nok. Men konservatismen sætter ikke pjank og pjat i stedet for modernitet. Konservatisme er ikke noget der henviser til den flagrende skøgementalitet, som er det postmoderne menneskes egentlige karakteristikon. Konservatismen hævder alvoren. At der er en virkelighed, og at der derfor er krav fordringer og ansvar. For derfor at besvare det stillede spørgsmål, så kan den konservative ikke ånde lettet op over modernitetens sammenbrud, men bør snarere væbne sig til tænderne i den erkendelse at hans modstander – menneskets uendelig selvkærlighed- er langt stærkere end modernitetens vaklende afguder.

Fra Pro Patria
www.ku-aarhus.dk