Om høflighed

Høflighed er godt - det kan vi vel alle blive enige om. Den er ved at erodere væk. Skrækkeligt og ukonservativt. Reaktionen må på barrikaderne. Vi har vist ovenikøbet skrevet et indlæg der hedder noget med den "oprigtige høfligheds styrke" eller sådan noget.


Men at det nu i virkeligheden så godt med denne høflighed, og kan den på nogen måde være oprigtig. Jeg vil hævde at høflighed, fordi det er ren overflade må stå i modsætning til oprigtighed, at høfligheden mellem os og den tilfældige vi møder, måske er på retur, men at høfligheden samtidig hævdes i de nære relationer og at denne udvikling skyldes frygten for oprigtigheden.

Noget lignede synes at have grebet sproget. Man kunne for noget tid tilbage læse i Dansk spronævns blad, at unge mennesker i stigende grad ophørte med at indlede breve med "kære", samtidig med at de genindførte en lang række af de formelle tiltaleformer, som ellers har været på retur. Dette skyldtes intimsfærens ekslopsive vækst, det at vi er blevet krammevenner med alle, derfor var det blevet nødvendigt at reetablere skellet mellem dem indenfor og udenfor sfæren rent sprogligt, hvorfor et i udgangspunktet ikke intimt ord som brevindlerederen "kære", pga. sin tilsyneladende intimitet har måtte se sit virkeområde begrænset.

Problemet med denne ekspansive intimsfære er, at skellet mellem de, som vi er oprigtige overfor, og de som vi er høflige overfor udviskes. Dem indenfor vores transkontinentale intime astroimperium, er vi uoprigtigt høflige overfor, og de arme få, der befinder sig udenfor er vi oprigtigt ligeglade eller uhøflige overfor. Forestiller vi os situationen for mennesket før denne udvikling, kan man hævde, at der var tre kredse af personer i hans tilværelse.

Den inderste kreds, som var oprigtighedens, den midterste kreds, som var høflighedens, og den yderste kreds, som var fjendskabet. venskab og fjendskab er for den enkelte i sidste ende kategorier baseret på følelser. Høfligheden er en fornuftig og nødvendig social foranstaltning, som modvirker passionernes i sidste ende mannikæiske verdensforståelse. Men dens sunde og naturlige rolle afhænger dermed også af netop disse kategorier. Nu er det dog sådan, at høfligheden er skvulpet over sine kanter. Fjender taler vi ikke længere om - det lyder så drastisk, og istedet for venskaber taler vi om netværk. Vores samfund er endda blevet kaldet et netværksamfund.

I een forstand har samfundet altid været et netværkssamfund. Det sociale, er netop defineret som et netværk. Forskellen nu er måske, at dette karakteristikon dyrkes som aldrig før, og hævdes som det sociale livs eneste formål. Der er gået Facebook i relationerne, og vi bryster os af at have mindst 500-600 nære venner. Sådan en kreds af "venner" kan man naturlgivis kun opretholde med slesk tale og høflighed i overflod. Man må være en friktionsfri rullesten eller et ukantet bløddyr, som man ikke kan komme på den forkerte side af.

Oprigtigheden derimod fordrer skarphed, den er i sin yderste konskevens, at stå som sandhedens talsmand, og dermed som den, der for sandheden vil ophæve enhver relation, dvs. som nok erkender at leve i kraft af sine relationer til medmennesket, men som på trods af dette er klar til at tale sit netværk midt imod, og derfor kan siges at leve anderledes radikalt end den proffesionelle, høflige spytslikker, der i frygt for tilværelsen klamrer sig til "netværket" og på ingen måde ønsker at være en udfordring for det eller det gældende verdensbillede.

Den slags mennesker kender vi alle, og først når man for alvor tør hævde, at man sætter pris på deres karakterløse opførsel, kan man oprigtigt sige, at man hylder høfligheden.

KU's Landsråd 09 med reaktionære briller

Landsrådet på Dalum blev traditionen tro indledt på allerflotteste vis med faneindmarchen. Medens Blaze away blev afspillet vandrede KU foreningerne ind med deres faner og stod fanevagt ved landsrådspodiet. Men står KU stadig fanevagt for Danmark efter dette landsråd? Med andre ord, hvordan kan vi bedømme den politiske udvikling.

Først og fremmest må det slås fast at billedet er ufattelig mudret i år. For et par år siden kunne jeg næsten tale om kulturkonservativ reaktion, sidste år kan jeg dårligt huske, men i år var der både sejre og nederlag.

I forhold til EU, hvor KU er skeptiske og modstandere af Euroen, kunne man indledningsvis konstatere en sejr, der bestod i at der kun var stillet to ændringsforslag til den allerede skeptiske linie. Et der ønksede at bevare alle forbeholdene ( i øvrigt fra J.Ws hånd) og et der handlede om udmeldelse af EU. Jeg kunne også konstatere at skeptikere og modstandere helt ejede talerstolen, og at alle der har mund og mæle i KU nu har vendt sig mod EU.
Desværre tabte de to ændringsforslag knebent, da KUs EP kandidat Mette Abildgaard leverede et dygtigt indlæg til forsvar for den kun moderat skeptiske linie.

En KUer fra Købenahvn havde tilgengæld stillet et forslag om afskaffelse af monarkiet. Han holdt en meget fornærmende tale mod kongehuset. Reaktionen udeblev ikke. Der blev buhet og trampet i salen. En råbte "landsforræder" en anden råbte "skrub ud til VU".
Efterfølgende gik KUs næstformand JAcob Hedegaard på talerstolen og opfordrede til afsyngelse af kongesangen. Herefter brød salen ud i Kong Christian. Forslaget var besejret, forslagsstilleren knust, monarkiet forsvaret.

Til gengæld led kulturpolitikken nederlag. Knebent vandt liberalisterne her. De løj nemlig for forsamlingen. Talte om dansk kulturs styrke og det frie valg. De talte om kritik af lort på dåse. Og salen åd det råt. De troede de stemte for god sund konservativ kulturkritik, men skjult af retorikken var den rå rindalisme, hadet mod Danmark, hadet mod vores kulturelle Dannevirke.

Efter dette nederlag havde jeg ikke troet, at der var nogen chance for opgøret med vores liberalistiske religionspolitik, hvor vi hævder adskillelsen af kirke og stat. Men debatten var tæt. Kampen var hård. Religionshadet var mindre markant end tidligere- og det i disse ateismeplagede tider. Til afstemningen faldt vores ændringsforlsag med 5 stemmer. Så tæt har det aldrig været før. Langsomt vender vinden.

Et forslag om folkeskolens totale privatisering blev trynet i jorden, det samme blev fri heroin, og meget overraskende blev resolutionen om fadervor i skolen vedtaget.

Meget omtalt var forslaget om revselsesret. Mange talte for det. Desværre var 2/3 imod. Og statsfascismen løb der af med sejren.

Alt i alt må man sige, at kulturkonservatismen ikke er kommet svækket ud af dette landsråd. Den vandt ikke sine sejre. Men den har vist sig som den vigtigste udfordring for den almindelige konservative pragmatisme og den segnende liberalisme.

Khader og de konservative - Herut eller velkommen?

Naser Khader er skiftet til Det Konservative Folkeparti- og hvad skal man så mene om det?
Jeg har oplevet svingende reaktioner. Lige fra gode konservative, der har ment at han er en vendekåbe og en multikulturalist indpakket i en form for pseudoborgerlig retorik,
andre har rynket på næsten fordi han er sådan lidt en hård negl i forhold til islamisme, andre igen har ment, at han da vist har været vidt omkring, og at han da for ikke så lang tid siden erklærede, at han var socialliberal. Andre igen- og det er også en del - har set positivt på hans indmeldelse.

Selv hører jeg efter lidt betænkningstid til den sidste gruppe. En Naser Khader, der besinder sig på sin egentlige opgave i dansk politik, kort sagt en Naser som vi huskede ham, vil uden tvivl være en gevinst for det konservative folkeparti og for den borgerlige værdikamp.

Ydermere synes en del af de forbehold, som enkelte konservative har, at klinge hult, når man betrager det partiets egen valne holdning til værdikampen. Khader har måske gang på gang skiftet parti, men har han også gang på gang skiftet side? Har han ikke i det store og hele stået på samme fundamentale synspunkt, nemlig et ubøjeligt forsvar for vestens liberale orden i konfrontationen med islamismen?

Kan Det Konservative Folkeparti prale af en sådan standhaftighed og ideologisk rygrad. Var det ikke mit kære parti, der tog flødeeksportørernes, fetafabrikanternes og islamisternes side i Muhammedkrisens indledende fase. Var det ikke den - nu fhv. - konservative politiske ordfører Pia Christmas Møller, der havde så meget uld i munden, da hun skulle stå stejlt, at partiet i den sag fremstod både anti-liberalt og anti-konservativt på en gang. Sådan husker jeg det bestemt, og jeg husker det tydeligt, for jeg var dengang formand for Århus KU, og skrev i foreningens medlemsblad:

"Andre igen som vores egen Pia Christmas Møller har valgt den nemme løsning, og at udtrykt sig uklart og vrøvlende. På den ene side er hun vældigt begejstret for ytringsfriheden, men på den anden side opfordrer hun statsministeren til at gå i dialog med ambassadørerne fra de arabiske lande. Hvad godt det skulle gøre, er svært at se.

Skal ytringsfriheden til forhandling med fremmede landes ambassadører?Hvad hun i virkeligheden mener får vi nok aldrig at vide, for hun har fyldt sin mund med så meget uld, at ingen forstår, hvad hun prøver på at sige. Men én ting synes klart: For hende gælder i hvert fald ikke et enten…eller, kun et ligegyldigt og konsekvensløst både…og.Måske skulle hun overveje at læse Dante"

Er Khader konservativ? Næ, det er han nok ikke. Ikke i min forstand af ordet? Men er Per Ørum det? er Jacob Axel Nielsen, eller Carina Christensen? var Bendt Bendtsen?

Huntington har behandlet konservatismen som politisk teori i en paradigmatisk artikel fra 1957. Jeg er ikke enig i Huntingtons defintion af konservatisme, men den er interessant og man kan ikke medmindre man helt ønsker at affeje Huntington, uden videre afvise Khader som også en slags konservativ.

Huntington beskriver nemlig konservatismen som en opposotionel ideologi, der er et forsvar for et lands fundamentale institutioner, formuleret i modsætning til en agressor. I det omfang disse institutioner i Danmark i høj grad kan siges at være liberale ( i politisk forstand) og udfordringen siges at komme fra islamismen, jamen så er Khader en god konservativ. Men der påhviler ham også som en liberal, der i forsvaret for det givne udvikles til konservativ en opgave, som Huntington skriver:

" Only by surrendering their liberal ideas for the present can liberals succesfully defend their liberal institutions for the future"

Med håbet om at Khader må skrive sig dette bag øret, og at de konservative må lære af Khaders stærke forsvar for vesten og samtidig skamme sig over at der åbenbart kræves en liberalist fra mellemøsten for at indpode kulturkamp i det gamle nationale parti, vil jeg sige hjerteligt velkommen til Khader

H.C Andersen som stopklods for vækst.

Forskning er tit ret idiotisk. I hvertfald når den kommer fra Handelshøjskolen i Århus, af de indfødte landsforsagere kaldet Aarhus School of business ( eller rettere Århus Skuul of bisnes). En ph.d fra noget der hedder institut for ledelse (sic!) på denne institution har således "afsløret", at der ikke er iværksætterkultur i Danmark, og at dette skyldes ingen mindre end H.C Andersen

Ja, så troede De, at det var socialdemokratismen eller velfærdstyraniet, der gjorde udslaget så tro om. For vi skal længere tilbage. Det er nationaldigteren selv, der er den onde, jantelovens indstifter. Dette afslører sig nemlig ved at sammenligne ham med en amerikansk forfatter Horatio Alger:

"Horatio skrev en masse historier om den fattige dreng, der bliver rig. F.eks. avisbuddet, der arbejder sig op til at blive direktør. Hans bøger er udtryk for "The American Dream", hvor alt er muligt for alle, mens H. C. Andersens eventyr i høj grad udtrykker "Skomager, bliv ved din læst". Her er allerede tegn på den jantelov, som først blev formuleret mange år senere,« siger Helle Neergaard. "

Jeg ved ikke præcis, hvor det gik galt, eller om dette bare er det højeste kræmmerintellektet kan svinge sig op til, når det forsøger at lade sig inspirere af humaniora og/eller den sproglige vending.

Man kunne da have håbet, at den unge Ph.d´er havde ulejliget sig med at læse H.C Andersen. For denne forfatter er langtfra "skomager bliv ved din læst"

Ofte beskftiger han sig med temaet om at bevæge sig fra sump til sol, og stræberiet er sundt, så længe denne stræben afspejler ens autentiske væsen og ikke selv er et udslag af at ville noget andet end sig selv. Kun når stræberiet bliver en livsløgn -eller bliver det rene skaberi, som i hyrdinden og skorstensfejeren, kun da går det galt. Er dette det H.C Andersenske forsvar for den menneskelige autencitet, som er faldet kræmmeren for brystet?

Var H.C Andersens forfatterskab trodsalt for tungt og akademisk og var forestillingerne hende for fremmede, kunne man da i det mindste have håbet på, at hun kunne sin historie, og ville vide, at dansk kultur indtil efterkrigstiden var stærkt præget af iværksætteri - og at denne iværksættertrang i øvrigt ikke lod sig knække i miljøer, der var præget af den oh-så-stygge jantelov, men tværtimod blomstrede netop her og holdt sig længere her end i de stadigt mere "socialiserede" byer.

Om ikke andet se dog Matador, hør den jantelovsplagede Mads Skjern docere, at man skal lægge krone på krone til man kan få sit eget, og spørg så igen, hvad er den egentlige årsag til at denne asketiske, kapitalistiske moral og selvejeridealet er på retur i landet med verdens højeste skattetryk?

link: http://jp.dk/nyviden/article1633632.ece

Twin Peaks

Jeg er netop blevet færdig med at se David Lynch Twin Peaks, som jeg fik i julegave. Jeg har i lang tid været været meget fascineret af den excentriske instruktørs univers – ja faktisk siden jeg for nogle år tilbage så Mulholland drive, der stadig for mig står som en af de bedste film, jeg har set.
Kort fortalt handler Twin Peaks om, at en ung pige Laura Palmer er blevet myrdet i den søvnige og afsondrede provinsby Twin Peaks. Hendes mord skal opklares af det lokale politi og af den noget særegne FBI agent Dale Cooper. Indtil nu lyder at jo helt banalt. Vi kender denne historie.

David Lynchs genialitet består da heller ikke i, at vi medens plottet skrider frem, får øjnene op for, at ikke alt er som det skal være i den lille by, at der lurer noget under overfladen. Dette har vi også set tusinde gange. Det særlige ved Twin Peaks er den arketypiske og basale form, som denne rådenskab tager og den stærke kontrast til den idealiserede overflad. Dette er et tema Lynch flere gange har arbejdet med. Man kan endda hævde, at det er et ledemotiv i hele hans livsværk. Tonen blev i hvert fald allerede slået an i hans gennembrudsfil Blue Velvet, hvor det uskyldsrene USA – komplet med Bobby Vintons suppe-steg-og-is-musik – konfronteres med en virkelighed, der er både afsporet og i seksuel forstand perverteret. Som i Twin Peaks er omdrejningspunktet i Blue Velvet i øvrigt også en søvning provinsby, der mest udmærker sig ved at ernære sig af skovhugst.

I hans seneste to film Mulholland Drive og Inland Empire er scenen flyttet fra small town america til illusionsfabrikken Hollywood, hvor glamouren er så meget større og løgnen derfor så meget mere udtalt. I hans nødesløse og angstvækkende skildring af denne drømmefabrik, der afsløres som et mareridt, er der desuden intet af den kærlighed og hengivenhed til miljøet som trods alt skinner tydeligt igennem i Blue Velvet og Twin Peaks.

Udover at være præget af forundringen over råddenskabet, er der nemlig i Twin Peaks en sympatisk og overbærende skildring af seriens mange hovedpersoner. De er alle som en skæve eksistenser, hvis afvigende adfærd, jeg allerede er begyndt at savne. Men råddenskaben lurer altid. Denne dikotomi mellem råddenskab og (oprigtig) gode intentioner viser sig klart i skellet mellem skildringen af mand og kvinde hos Lynch.

Hvor mændende – eksemplificeret ved den idealistiske Dale Cooper, eller den dæmoniske Bob – oftest er nogenlunde, hvad de giver sig ud for at være, forholder det sig med kvinderne anderledes. Så godt som alle kvinder er hos Lynch skildret med udgangspunktet i den klassiske ide om kvinden luder/madonna natur. Klarest er det hos den myrdede Laura Palmer. Skønhedsprinsesse i Twin Peaks, elsket af alle men også kokainmisbruger, seksuelt afsporet, personlighedsspaltet, løgnagtig og ja i det hele taget falsk. Hos lynch er kvinden altid falsk. Under overfladen lurer skøgen. Hvor mandens eventuelle ondskab er næsten parodisk tydeligt, må den altid for kvindens vedkommende afsløres eller på smertelig vis erkendes, når hun selv afslører sin sande natur.

Det er derfor også karakteristisk at det rådne i byen netop afsløres i politiets kortlægning af Palmers færden, og at denne rådenskab, når den først er blevet afsløret synes ingen ende at ville tage. Den ene begivenhed fører til den anden og alle illusioner smadres. Efter en lang omvej, hvor Lynch har forladt projektet, og historien blevet stadig mere latterlig, når den i slutafsnittene, der afspejler seriens indledende høje kvalitet til sin naturlige konklusion, nemlig den totale fortvivlelse og dæmoniens sejr og den blåøjede og godhjertede idealisme.

16 års valgret på P1

Jeg deltog i Mandags i en interessant debat på P1s program klubværelset. En debat, hvor jeg var inviteret med på bagrund af P.Ns indlæg om demokrati og valgretsalder.

Mine modstandere i debatten var formanden for Danske Gymnasieelevers sammenslutning, og næstformanden for Dansk Ungdoms fællesråd, der begge ønskede 16 års valgret indført. Argumentationen fra deres side var nogenlunde, at "vi måtte følge med tiden" og at 16 årige nu, i modsætning til før, var blevet modne nok til at deltage i demokratiet på lige fod med alle andre.

Mod dette hævdede jeg det ulogiske i at en gruppe, der ikke anderkendes som myndige i juridiske og kulturel forstand skulle kunne udøve myndighed over andre. Staten er i udgangspunktet jo en krænkelse af individets autonomi, hvis vi tænker at det besider et sådant, idet staten netop udøver myndighed over andre. I det demokratiske samfund er statens tvangsmidler underlagt folkesuveræniteten, og man er derfor som vælger med til at udøve og i sidste ende denne myndigheds suveræn, altså den egentlige udøver af myndighed over andre via staten. Derfor må det kræves, at man er myndig over sig selv, før man således kræver ret til at blande sig i andres autonomi.

Hvordan ender alt dette?

Jeg frygter, og tror, at valgretten vil blive udvidet til at omfatte 16 årige. Demokratismen har en indre tendens til at udvikle sig fra blot en styreform til også at være et værdisæt og en livsform. Et værdisæt der vel og mærke bygger på en naiv fremskridtsoptimisme, som man ellers troede sønderskudt ved Somme, men som ikke desto mindre stadigvæk hævdes, og stadigvæk hævder, at mennesket bliver mere og mere demokratisk og at valgret og medbestemmelse kan øges, altså at demokratiet til enhver tid kan udvides i dybden.

Denne ulykkelige arv fra den Benthamske liberalisme! Allerede J. S Mill hævdede således at magtanvendelse hørte fortiden til, at vi levede i diskussionens tidsalder - og når vi nu gør det, så er det vel kun godt at så mange osm muligt er med i debatten - men som konservative har hævdet er magten fortsat en realitet. Demokratiet er ikke et liberalt trylleslag der ophæver magtens realitet, men blot en måde at udøve denne magt. Demokratiet er altså ikke i sig selv et helligt evangelium, der blot skal realiseres, men først og fremmest en pragmatisk foranstaltning.

Som sådan må det forvaltes med omtanke, fremsyn og påpasselighed og ethvert tilløb til sekulær-religiøs fanatisme må bekæmpes med konservativ besindighed.

link til debat: http://www.dr.dk/P1/Klubvaerelset/Udsendelser/2009/03/10142552.htm

Reaktionen mod kulturparnasset

Så længe jeg lever from joachim hamou on Vimeo.

I efteråret var jeg blevet inviteret til et spændende debatarrangement i København. Debatten skulle finde sted på det lille københavnske teater får302, hele den københavnske kulturelite deltog og debatten skulle senere vises i fjernsynet.

De første 50 minutter af debatten var forholdsvis fredsommelige. Parnasset luftede det ene og synspunkt efter det andet, betragtninger der alle tjente til at retfærdiggøre enten status quo, eller at kultur i virkeligheden var en slags forskning, der kunne diskutere samfundsproblemer på et meget højt plan.

50 minutter inde var freden forbi. Da var det blevet min tur til at åbne munden. Jeg sad i panelet med Ingolf Gabold, som er DRs sortklædte dramachef og så direktøren for dansk designcenter. Direktøren for designcenteret havde lagt ud, og sagt noget, som ikke gav anledning til debat. Herefter Gabold, der blev kritiseret for at have for lidt indvandrere med i DRs dramaserier ( noget der vist siden er blevet rådet bod på) til sidst var det mig - panelets yngste deltager- som jeg blev præsenteret.

Mit synspunkt var, at den liberale kritik af omfordelingen til kulturlivet, gjorde det svært at fastholde kulturradikalismen som et validt forsvar for de store kulturinstitutioner. For kulturradikalismen endte mellem en dobbelhed mellem et anti-autoritært postulat og så en autoritær virkelighed, hvor bevægelsen havde etableret sig som et meningshegemoni der brugte kulturinstitutionerne og de tvangsindrevne skattekroner til folkeopdragelse.

Min pointe var ikke, at den liberale kulturkritik kunne stå alene tilbage, men at den stillede et spørgsmål, som der måtte findes et nyt svar på. Dette svar var for mig at se en kulturkonservativ ide om kulturinstitutionerne som et forsvar for det nationale fællesskab og den fælleskulturelle referenceramme.

Dette fik salen, der ellers havde forholdt sig roligt, til at eksplodere. En lavine af ukvemsord blev sat i gang da jeg havde råbt mod kulturhegemoniets stejle bjergsider. En ph.d. fra København, der i øvrigt var særdeles velbegavet, mente at det var tragisk at jeg var liberal, når jeg var så ung.

En teaterdirektør for teateret CampX mente at det var synd jeg var så reaktionær, når jeg var så ung. En skallet skuespiller mente et eller andet, som han råbte meget højt. Han forsvarede kultursystemet med, at de jo ikke kun lavede politisk men også psykologisk opdragelse!
En anden højtråbende mand, mente han havde gennemskuet en "skjult" udvej i min retorik, værk fra den liberale kritik, nemlig fællesskabet. QED!


Det var som om, jeg i mit ellers stilfærdige indlæg havde trådt på samtlige ligtorne og manet de to værste fjendebilleder frem for de kulturradikale nemlig markedet og kulturkonservatismen.
En aldeles fornøjelig debat. Efterfølgende spiste vi lakseruller, og jeg blev til min store overraskelse rost af Jytte Hilden.

Debatten kom aldrig i TV. Det forstår jeg godt. indtil jeg kommer på ( i al beskedenhed i øvrigt) er den ret kedelig og indforstået. NU vil de vist prøve at sætte den op som teaterstykke i sverige, således at der på et tidspunkt bliver en svensk skuespiller, der skal spille mig.

De konservative og Liberalismen.

Foredragsrækken Critique afholder et yderst interessant arrangement på Aarhus Universitet på torsdag.

Socialismen er ideologisk død og derfor sker der en skærpet profilering af konservative og liberale debattører. Foredraget påviser dels deidehistorisk forskelle mellem liberalisme og konservatisme, dels plæderes der for at liberalisme og konservatisme ikke er konkurrerende idesæt, fordi liberalismen mest er politik og økonomi, mens konservatisme er kultur, religion og livsfilosofi.
Mag. Art i filosofi og rektor på Cepos Uni Henrik Gade Jensen redegør for disse forhold i dette semesters første Critique foredrag.

Foredraget finder sted:
Torsdag d. 5. marts kl. 14.00
Richard Mortensen stuen, ved Stakladen på Aarhus Universitet
Arrangementet er gratis

se http://www.critique.ksaa.dk/