Er dansk truet?

Konservative Studenter afholder årets 2. Critique foredrag

- Et foredrag om sproglige holdninger og mangel på samme
Det danske sprog er truet fra flere kanter. På universitetet taber sproget domæner til engelsk, den almindelige sprogbrug er præget af sjusk og mangel på sproglige evner, engelske låneord importeres med skræmmende hastighed, og selv de mest gængse sproglige vendinger går tabt i processen.

Retorikeren Christian Nicholas Eversbusch fra modersmålskredsen gør i sit foredrag op med holdningsløsheden til det danske sprog og hævder nødvendigheden af et konservativt forsvar for sproget, idet han siger-

Konservatisme uden et modersmål? Umuligt!-

Et modersmål uden konservatisme? Ulideligt!

Tid: kl. 14.00 mandag d. 4/5
Sted: mødelokale 2 ved stakladen
foredraget er gratis , alle er velkomne og der er gratis øl og vand

Dage uden internet

Det er vel omtrent en halvanden måned siden, jeg traf den beslutning at afskrive mit internet-abonnement og pakke den bærbare computer væk. Helt væk er den dog ikke, for der er stadig film der er værd at se - og skrive på den kan man også: Som for eksempel denne selvreportage fra et stykke, nu mindre elektronisk, hverdag. På godt og ondt.

Det første spørgsmål der melder sig, er måske, hvorfor? Det kan dog ikke besvares uden en portion selvudlevering, eller navlepilleri om man vil. Men det må så være. Mine såkaldte teenageår og efterfølgende ungdom, var, som så mange andres, præget af et ganske stort forbrug af computerspil og ”internet-surfing.” I og for sig intet der er værd at skrive hjem om. Noget særligt er det heller ikke at min kærlighed til disse former for tidsfordriv, som en anden nisse flyttede med, da jeg selv flyttede hjemmefra. Bevares, den er der for så vidt stadig. Problemet var at min selvdisciplin ikke kunne måle sig med de kortvarige glæder, som det elektroniske tidsfordriv beredte. Spilleriet og internet-forbruget stjal mere og mere tid; både fra studiet, fra anden læsning – og sågar fra mit sociale liv. Om nogen afhængighed kan man ikke tale. Og efterhånden som jeg blev ældre, blev det i højere grad også internettets, nok så interessante og hæderlige tilbud, der stjal tiden. Men det korte af det lange, er at jeg ikke kunne styre det. Og skønt den var længe undervejs, var beslutningen om helt at afskrive internettet - først og fremmest et lille desperat hop på selverkendelsens trampolin, ud af en ond cirkel.

Det næste, om hvilket jeg også selv selve måtte spørge, var hvordan det nu går? Der gik ikke mange dage inden det for mig selv, tog form af et eksperiment. Hvor længe kunne jeg holde det? Og ikke mindst, hvad kunne jeg positivt få ud af det? Kunne jeg gøre en dyd ud af den selvvalgte nødvendighed?

For at starte med det sidste først, må svaret være et klart ja!

Jeg har, mindst et par dage om ugen, savnet internettets adspredelser, og den bekvemme tilgang til praktiske informationer. Mangen morgen har jeg vågnet op og villet ”tjekke” dagens nyheder og tildragelser…

Men afsavnet har tværtimod fordret mere opbyggelig læsning og mere sportslig aktivitet. Og det reelle behov for saglige nyheder dækkes, for mig, rigeligt af avislæsning på universitetet (hvis datamater også benyttes til de praktiske formål hvortil internettet er nødvendigt) og en radio. Den største glæde det har beredt, er den øgede læseglæde - og den øgede mængde af litteratur man på en dag man kan indtage. Ungdommens (naive) umiddelbare fordybelse i - og tilegnelse af - selv studierelateret materiale – synes endog at være nærmest genvundet.

Endelig giver det også stof til eftertanke. Måske kan det med god vilje ses som et stille dementi af den ofte fremførte påstand at ”man må følge med tiden”. Inden jeg tog skridtet, tænkte jeg også selv, at jeg da risikerede helt at blive hægtet af fra det pulserende liv. At det ville være alt for besværligt. At det sidste i hvert fald ikke er tilfældet, har dog nok noget at gøre med, hvor fordelagtigt tæt jeg bor på universitetet. Men bortset fra det, kan jeg kun konkludere: God vind! Jeg fortsætter livet uden internet, forhåbentlig både studiet og denne blog til gavn. Det er ikke uden en hvis glæde at jeg har hægtet mig selv af den forføriske og kontinuerlige opdateringsdans…

Selvironisk kunne Jawarhalal Nehru i 1945 anbefale et fængselsophold til alle håbefulde forfattere og tænkere, da det tvinger de åndelige bestræbelser ad nye frugtsommelige veje. Han skrev sin The Discovery of India under fangenskabet i Fort Ahmadnagar i 1942-45. Fordelene ved at lukke sig selv ude fra internettets muligheder, er måske lidt på samme måde, også tvivlsomme.

Notre Dame i Saint Chamond

I den sydfranske by Saint Chamond i nærheden af Lyon skal indbyggerne stemme om hvorvidt byens største kirke Notre Dame skal rives ned. Kirken er forholdsvis ny. 1881. Indvendig skulle den være ret uheldig. Bidende kold og vel egentlig ret mislykket. Udadtil er den ikke enestående med dog imponerende.

Kirken er angiveligt i så dårlig stand, at valget står mellem at rive den ned eller restaurere den. Byrådet har valgt at rive den ned, men har alligevel haft så meget respekt for kirkens eventuelle betydning, at de har sendt spørgsmålet til folkeafstemning.

Jeg læste denne historie i dagens Kristeligt Dagblad, og kunne vel egentlig være ligeglad. Men den lille kirke i den lille by og dens skæbne synes alligevel på sin vis forstemmende. Den institution som om nogen har skabt, hvad der findes af fælleseuropæisk kulturgods, er nu i så skrøbelig stand, at dens endeligt kun er et spørgsmål om tid. Og helt symptomatisk for tidens ånd er det i sidste ende talmajestæten, der skal afgøre dens skæbne, eller måske rettere – med erkendelsen af en vis fatalisme i dette synspunkt – levere nådestødet til kirken og vores historiske virkelighed.

Hvordan lod man det komme så vidt. Problematikken er opstået fordi man har valgt ikke løbende at restaurere kirken! Det er altså lang tids negligering af dette monument over Europas kultur, som nu fører til at det er nemmest bare at rive lortet ned. Ildevarslende. For er denne ligelgyldighed, som har bragt Notre Dame i så sørgelig en tilstand ikke bare en affart af den samme som præger hele vores forhold til den kultur, der er vores forudsætning?

Hvornår er det også nemmest for os bare at rive lortet ned, at kaste nationen, vores religion og vores skikke på historiens køkkenmødding. Hvornår er vi med andre ord nået dertil, hvor vi i vores manglende respekt for den historie som er vores individualitets komponenter, må indse at ikke bare alt dette, historien og traditionen, er blevet ubelejlig for os, men at det er os selv i vores empiriske historiske konkrethed, der er blevet ubelejlig for vores liberale forestillinger om et emanciperet menneskeliv.

Ja man fristes til at spørge, hvor langt vi som mennesker agter at gå i den kulturelle destruktion af os selv, og om vores sidste mål og højeste drøm at forenes på historiens køkkenmødding med alt det vi har ladet overgå til glemslens rige.

Durban II og den nye Chamberlain

Durban II er netop overstået. Danmark deltog som bekendt og har dermed tilsluttet sig det slutdokument, som er det mest konkrete resultat af konferencen? Udenrigsminister Per Stig Møller udlægger resultatet som en sejr, idet slutdokumentet ikke indeholdt forbud mod religionskritik. Et åbenlyst nederlag til de islamiske lande. Men er det derfor en sejr for vesten?

Skønt Per Stig som en anden Chamberlain nu godter sig over resultatet af sin kompromisvilje og forhandlingsevne, så er slutdokumentet som påpeget af bl.a. Mikael Jalving og Jacob Mchangama stærkt problematisk. For skønt et direkte forbud mod religionskritik ikke kom med, så er allehånde meningstilkendegivelser, som kan virke stødende på denne eller hin person nu blevet fordømt af det samlede verdenssamfund – Danmark og Per Stig Møller indbefattet.

Ytringsfriheden, som først er reel, når den er en frihed til at sige, det som ikke falder i god jord, når den med teologen Katrine Winkel Holms ord er en krænkefrihed, er blevet sat under voldsomt under pres.

Er det så en sejr at det ikke lykkedes islamisterne helt at lægge den i graven? Eller understreger det faktum, at FN er blevet det organ hvorved ytringsfriheden søges stedt til hvile, i virkeligheden situationen egentlige alvor. Er Per Stigs sejr ikke blot en lidt ydmygende taktisk retræte for et vesten, der står stadig mere usikkert overfor truslen fra islamismens og dens egen galoperende tolerance!

Ja måske har vi få en stund fået truslen på afstand, men vi har givet et Sudeterland til gengæld, vi har slækket på den ytringsfrihed og den demokratiske frimodighed, som er vestlig kulturs fineste frugt. Vi har i sandhed betalt en høj pris for fred i vor tid.

Konservative fejler på værdipolitik - igen...

Det Konservative Folkeparti har det med at skuffe. J.W har allerede nævnt Henriette Kjærs totale ligegyldighed overfor metroprojektets katastrofale konsekvenser for det Københavnske byliv – en metroudvidelse som C i hovedstaden naturligvis også støtter op om.

Samme Henriette Kjær talte til KS landsråd om at De Konservative nu skulle mere aktivt frem i værdikampen. Jeg blev naturligvis meget tilfreds, da jeg hørte dette. Men næppe var denne forjættende sætning bragt til ende, førend det gamle konservative partis politiske ordfører uddybede, hvad hun mente med værdikamp. Det drejede sig jo naturligvis ikke om kultur, uddannelse, dyder, nationen, historien eller andet fra historiens køkkenmødding. Nej værdikamp a la Det Konservative Folkeparti anno 2009 drejede sig om at sætte større fokus på det ”personlige ansvar”

Fint nok. Personlig ansvar. Det er lige mig. Og naturligvis kan man godt kalde det værdikamp, når De Konservative kæmper for bedre forhold for små erhvervsdrivende og lavere skatter. Ja ja. Man kan også kalde det værdikamp, når Lars Løkke mener at kampen for frit valg i det offentlige er værdikampens egentlige front. Men derved udstiller de borgerlige partier deres totalt fejlende forståelse af den politiske dagsorden, som har præget politik siden midten af 90erne. Værdikampen er ikke noget man kan dreje over på snart det ene snart det andet forvaltnings og erhvervspolitiske emne. Værdikampen er netop en kamp om de værdiskabende institutioner og deres plads i samfundet. Værdikampen er en eksplicit kamp om, hvilker værdier der er gældende i samfundet, og kampen kæmpes derfor på et kulturelt, symbolsk plan.

Når De Konservative tror, at lavere skatter er værdipolitik, ja så forveksler de skattepolitik med værdipolitik. Når de udfra formlen ”det personlige ansvar” kæmper for bilejerne i den danske trafik og hævder, at det er værdipolitik, så forveksler de værdipolitik med traffikpolitik, og når de – som Henriette Kjær lagde op til i Århus – nu vil fokusere på den uddøende race af små erhvervsdrivende under parolen ”det personlige ansvar” ja så er det først og fremmest erhvervspolitik og ikke værdipolitik.

Hvis Det Konservative Folkeparti overhovedet vil gøre sig håb om at blvie taget alvorligt både som folkeparti og som konservativt, må det droppe sin sekteriske erhvervsdagsorden og tage del i den værdi og kulturkamp, som har raset i Danmark de seneste år – og det indbefatter først og fremmest at forstå den som værdipolitik.

Måske har partiet stillet sig tilfreds med Lene Espersens popularitet som statsministeremne – en popularitet, der nu er drevet over, idet hendes tilslutning ligger på samme niveau som partiets – måske er det bare 80er generationens yuppiementalitet, der stadig hænger i folketingsgruppen, eller også er De Konservative i en sådan grad blevet bange for deres egen skygge og har fundet sig godt tilpas i rollen som liberalt nicheparti, at de slet ikke ønsker at føre konservativ værdi- og kulturpolitik.

Gør plads for de levende - vi har travlt!

Det skete en del gange i 1960'erne og 1970'erne. Gamle bydele blev fjernet til fordel for nye arkitekttegnede rædsler. Mange steder ærgrer man sig nu over, at historiske levn blev jævnet med jorden for at skabe plads til "fremskridtet". Derfor skulle man heller ikke regne med, at det blev gjort igen. Undertegnede havde i hvert fald en vis tryghedsfornemmelse. Så dumt ville politikerne nok ikke bære sig ad igen. Det var åbenbart en falsk tryghedsfornemmelse.

Sagen er den, at man vil rydde en større afdeling af Assistens Kirkegård for at gøre plads til en metrostation (!!!). På Assistens Kirkegård ligger en større mængde prominente mennesker begravet fra bl.a. Danmarks guldalder (1800-1850, red.). Mange af gravene er fredede. I Afdeling G, som er den, der skal fjernes, er 88 grave fredede - et tal, kun meget få danske kirkegårde kan konkurrere med.

Antallet af grave, der skal graves under er 488. Mindst 2.374 individer er i tidens løb blev stedt til hvile i afdelingen. Det er lidt flere end det "par grave", der for to uger siden blev oplyst fra Trafikministeriet.

Og hvor er De Konservative så henne i denne sag? Nogle venter formodentlig, at de står på historiens, kulturens og moralens side til forsvar for en fredet arv og gravfred, men i så fald bliver man skuffet. For to uger siden stillede Henriette Kjær sig frem og sagde, at de oplysninger, hun havde, var fra Trafikministeriet, og at det drejede sig om "et par grave, hvorfra folk skal genbegraves". Hvordan mon hun vrider sig ud af den nu, hvor de ovenstående tal er blevet offentliggjort? Sådan her såmænd:

"Jeg synes, at jeg har fået rigtige oplysninger, og jeg ser intet etisk problem i, at man fjerner indholdet fra gravsteder, hvor folk er begravede for hundrede år siden, og hvis grave i dag er sløjfede."

At argumentere for, at gravene er mindre relevante, fordi de er gamle, er et ganske nyt trick for konservative politikere. Det bliver interessant at se, hvad det ender med at føre med sig. Rigsarkivet, Statens Museum for Kunst, Det Kgl. Bibliotek - smid dog det gamle lort ud. Det har ikke den store relevans. Det er jo over hundrede år gammelt.

At det er en venstrekvinde, tidligere kirkeminister Mette Madsen, der nu forsøger at tale politikerne fra det, gør det hele endnu mere paradoksalt.

Dette eksempel må tjene til, at selv på de mest basale og traditionelt konservative områder kan man ikke regne med Det Konservative Folkeparti. Der er hver gang en kamp, der skal kæmpes, og intet udkomme er selvfølgeligt.

Dette må og skal være et kald til os, der i sandhed er konservative i hjertet, om at holde historiens, kulturens og moralens faner højt, og som modgift mod den behandling, som de 2.374 lig kommer til at stå igennem, skal lyde et "Hvil i fred" - alt til trods.

Kilder:
http://www.berlingske.dk/article/20090419/danmark/704180075/
http://www.berlingske.dk/article/20090419/koebenhavn/704180076/
http://www.berlingske.dk/article/20090419/koebenhavn/704190046/

Rorscach om byen og verden

Jeg har lige anskaffet mig Alan Moore & Dave Gibbons illustrerede roman Watchmen, efter at have set filmen i biografen for nyligt. Jeg kan forstå, at tekstforfatteren Alan Moore er dybt venstreorienteret og bl.a. har skrevet den forkastelige V for Vendetta. Han fremstiller i Watchmen den maskerede hævner Rorschach, som han vist selv mener ikke er et eksempel til efterfølgelse - men alligevel prøv at læse dette. Jeg synes nu han er meget fint

Rorschach's journal october 12 th, 1985

Dog carcass in alley this morning, tire tread on burst stomach. This city is afraid of me. I have seen its true face. The streets are extended gutters and the gutters are full of blood and when the drains finally scab over, all the vermin will drown.

The accumulated filth of all their sex and murder will foam up about their waists and all the whores and politicians will look up and shout "save us" - and i'll whisper "no"

They had a choice, all of them. They could have followed in the footstepds of good men like my father or President Truman - decent men, who believed in a day's work for a day's pay. -
instead they followed the droppings of lechers and communists and didn't realize that the trail led over a precipe until it was to late.

Don't tell med, they didn't have a choice.

Now the whole world stands on the brink, staring down into bloody hell, all those liberals and intellectuals and smooth talkers... and all of the sudeen nobody can think of anything to say"

Måske han vil skrive på bloggen?

Lars Løkke, krisen og kulturkampen

Det er angiveligt altid spændende, når der skal skiftes statsminister. Jeg husker naturlgivis ikke så mange skift selv. Jeg husker meget svagt skiftet fra Schluter til Nyrup. Men af mange årsager sagde det mig ikke rigtig noget. Jeg husker langt klarere skiftet fra Nyrup til Fogh. Da skete, der for alvor noget. 11. september havde sat en ny dagsorden. Værdikampen eller kulturkampen, som det jo viste sig at være, trængte sig på.

Fogh viste sig også at være en statsminister, der i hvert fald i sin regerings første år formåede at tage denne kamp på sig. Store ting er sket i det danske holdningsbillede siden 2001. Konservatismen har først og fremmest fået en ny rolle. Her taler vi naturligvis ikke om det Konservative Folkeparti, men om den ideologien som drivkraft blandt det intellektuelle højre, der for alvor stak hovederne frem i Foghs tid.

Fra at have været en ugleset ideologisk krykhusar blev konservatismen igen en levedygtig ideologi, der formåede at formulere et standpunkt, der dels forsvarede økonomisk liberalisme dels gjorde opmærksom på vores vestlige friheds kulturbundethed – ja i det hele taget menneskets kulturbundethed.

Nu er Foghs tid forbi. Det samme er friværdiens. Vi har fået en ny statsminister. Og det er slet ikke spor spændende. Intet sker. Værdikampen skal vistnok handle om frit valg i det offentlige. Altså om vi vil benytte os af dette eller hint tilbud fra det statens monopol. Troede man at værdier rent faktisk var sådan noget som kultur, kristendom, globalisering, ja så tog man fejl. Står det til vores nye statsminister, skal konservatismen manes ned fra den grav, hvorfra den nys genopstod. Nu er det konservatismens opgave at vise at den også har noget at sige, nu hvor friværdipolitikkens tid er ovre. Hvad er dens økonomiske program. Vil den rent faktisk forpligte sig på et nødvendigt forsvar for det frie marked – og vil den i den proces undgå den fare at degenerere til tom liberalisme – eller vil den udvikle sig til økonomisk populisme, der angriber kapitalisme, griskhed og pengegrise.

Uanset, hvad der sker, må konservative nu gøre en mandfolkeindsats, for at bevare deres plads i debatten, for den tid er forbi, hvor denne plads var en selvfølge.