Verdens Herre, en konservativ dystopi

"Og der blev givet Dyret Magt til at føre Krig mod de Hellige og at overvinde dem, og der blev givet det Magt over alle Stammer og Folk og Tungemaal og Folkeslag.
Og de tilbad det alle, som bor paa Jorden."

Ordene fra Johannes’ Åbenbaringen danner baggrund for handlingen i Robert Hugh Bensons dystopiske roman, Verdens Herre, (The Lord of The World) fra 1909. Hugh Benson var katolsk præst men konverteret fra den anglikanske kirke; hans far var i øvrigt ingen ringere end Ærkebispen af Canterbury. Romanen var på mange måder hans skrækscenarie for det gryende 20. århundrede, og det efterfølgende...

Den foregår i starten af det 21. århundrede, hvor en marxistisk inspireret humanisme er kommet til magten, og har omformet samfundene i alle de europæiske stater. Disse har endda slået sig sammen i et slags forbund kaldet Europas forenede Stater; og Asien og Amerika danner ligeledes hver deres politiske enhed. Der hersker fred og fremgang indadtil, om end det aggressive Østen truer stabiliteten. Teknologien er højt udviklet, således at man kan komme fra Nordengland til Paris på et par timer med luftskib, og boligerne behøver ikke vinduer da det elektriske lys er meget behageligt for øjnene. Mange husfacader og fortove, er endda betrukket med et plastisk materiale der dæmper al unødig støj. Og endelig bekymrer døden heller ikke længere folkets sjæle i nævneværdig grad, da offentlige eutanasi-klinikker, gør det nemt og bekvemt at gå bort i rette tid og undgå smerte.
Det menneskelige fremskridt har ligervis udryddet næsten al overtro; kun er der endnu rester af den tidligere kristendom tilbage, i form af den katolske kirke, som kun har plads i byen Rom, men som dog har nogle tilhængere rundt om i Europa og andre steder i verden. Tolererede, men uglesete på grund af deres menneskefjendske tro.
En storkrig mellem Europa og Østen synes faretruende nær. Men der tales om en diplomat i den amerikanske fredsdelegation, som skønt hidtil ukendt, gør sig bemærket med store sprogkundskaber, karisma og veltalenhed…

”I Olivers Øjne var denne Fremtidsudsigt bogstavelig talt til at blive gal over. Medens han stod og saa ud af vinduet, ud over det vældige London, som laa der i majestætisk Ro foran ham, og i Fantasien gennemstrejfede Europa, hvor han overalt fandt den sunde Menneskeforstands og Kendsgærningernes afgjorte Sejr over Kristendommens taabelige Fabler, synes den Tanke ham uudholdelig, at der kunde være fjærneste Mulighed for, at alt dette skulde fejes bort igen, skulde hvirvles ned i barbariske Sekters og Dogmers Malstrøm. Thi dette vilde ganske afgjort blive resultatet, hvis Orienten fik Indpas i Europa. Selv Katolicismen vilde leve op igen, tænkte Oliver ved sig selv – hin underlige religion…”

Man følger på den ene side den ambitiøse kommunistiske parlamentariker Oliver Brand og hans samleverske Mabel, og på den anden side den unge katolske præst Pater Percy Franklin, mens de hvirvles ind i de store begivenheders gang… Det lykkes nemlig diplomaten, der viser sig at være en yngre mand ved navn Felsenburgh, at afværge krigen mellem Europa og Østen, og han bliver hyldet af store menneskemængder, og hans blotte person skaber en euforisk stemning. Mabel og Oliver læser således en avisleders hyldest til Felsenburgh, i anledning af dennes besøg i London; en begivenhed de selv havde deltaget i dagen før.

”Takket være ham vil Østen aldrig mere blive vor Fjende. Alle Mennesker i hele Verden, lige fra de højst civiliserede Folkeslag og ned til de fanatiske barbarer, alle, alle forstaar, at Krigen er udryddet af Jorden. (…) Det Kærlighedens og Enighedens Baand, der allerede længe har knyttet os Vesterlændere til hinanden, binder os nu ogsaa til vore Brødre i Østen. Ikke Vaabenmagten, men Retfærdigheden skal styre Verden, og Menneskene skal ikke længere bede til en usynlig Gud, der aldrig hjælper dem, men de skal søge deres Styrke i Mennesket, som har forstaaet sin egen Guddommelighed.”

Og præsten Percy Franklin kaldes til Rom for at udlægge begivenhedernes gang for Den Hellige Fader:

”… fortalte hvorledes ellers højest nøgterne Aviser ligefrem havde kaldt den mærkelige Mand Menneskens Søn (paa Grund af hans kosmopolitisme), Verdens Frelser (fordi han havde overvundet Krigen), ja Endog Gud selv, fordi han var det fuldkomne, ideale Menneske…”

”Forfølgelsen, fortsatte den unge Præst, vilde sikkert komme. Men Forfølgelse var ikke det værste. Nej, hvad der mest var at frygte, var Humanismen, Menneske-religionens positive Indflydelse. Den nye Tro banede sig Vej overalt, som med selve Virkelighedens Magt. (…) Og Omsider vilde Menneskeheds-religionen danne sig en Kultus, en Gudstjeneste, og naar det var sket, var det ude med Kirken, om da ikke Gud selv greb ind!”


Hvad der sker med kirken, og Mabel og Oliver og Percy, og hvem Felsenburgh egentlig er, og hvad det hele har med Johannes Åbenbaring at gøre - det kan man jo, (hvis man ikke allerede har gættet det) efter denne anbefaling - anskaffe sig bogen for at finde ud af. Og skønt den efter undertegnedes mening sine steder er lige vel højstemt; er den en konservativ læsning værd, med gode indlevende skildringer af både personerne, Europas forenede Stater og af den menneskehed der må forlade sig på sig selv.

Berettiget kritik af kulturministeren

Kolde men klare vinde blæser lige nu ind over Danmark fra polarcirklen. De sidste par dages regn, og grå lummerhed er blæst væk. Tilsyneladende er disse klare vinde også ved at blæse ind over kulturministeriet, der lige siden Brian Mikkelsens afgang har været præget af middelmådighedens og visionsløshedens altomfattende og trykkende gråhed.

I Information affyres der, således en velfortjent bredside mod kulturminister Carina Christensen, der vist kun kan kaldes et stærkt kort i det omfang regeringens politik er at udøve medlidenhedsdrab mod den slumrende kulturkamp - Hvad man godt kunne frygte, når man betænker vores nye statsministers totale ligegyldighed overfor ånden.

Grunden til denne kritik er interessant, er den rækker ud over de sævanlige trut i trompeten fra Dansk Folkeparti, men er delt af store grupper borgerlige og konservative intellektuelle.

Således siger Ulrik Høy:

"Jeg synes ikke, den borgerlige regering kan være bekendt at indsætte en kvinde, der ikke ved noget som helst om kunst og kultur - en så ubefæstet ånd på en post, der har en meget smuk og stor tradition. Det er en ringeagtsytring over for det kulturelle Danmark, men også en ringeagtsytring over for os, der kalder os borgerlige"

Og Ditlev Tamm følger trop

"Jeg mener, en kulturminister skal være en kulturperson. Ellers giver det ingen mening at have et kulturministerium. Men med hensyn til Carina Christensen har jeg intet indtryk af hende overhovedet. Det kan man jo ikke få, da hun ikke udtaler sig om noget som helst, der har nogen interesse. Som iagttager kan jeg kun konstatere, at hun er fra Fyn ligesom Bendt Bendtsen"

Navnlig sidste kommentar - en slet skjult anklage om vennetjenester- må gøre ondt. Men ser man på Carina Christensens hidtige resultater som kulturordfører og kulturminister, er der ingen anden forklaring, der synes at besnære os med så stor forklaringsværdi som netop denne.

Den konservative partitop har - selvfølgelig - forsvaret kulturministeren, der selv vanen tro er fuldstændig mundlam og har det bedst med at blande sig udenfor debatten. Desværre er forsvaret af kulturministeren om muligt endnu mere bedrøvende end kulturministerens kulturelle indsats.

"Jeg synes, det er en urimelig kritik. Man behøver ikke nødvendigvis at føre kulturkamp, fordi man er blevet kulturminister. Man skal sørge for, at kulturen har det godt i Danmark, og det ved jeg, at kulturministeren brænder for," udtalt af Henriette Kjær, politisk ordfører...

Hvad er dette andet end den fuldstændige kapitulation, Det Konservative Folkeparti smider stridsvåbene og tager benene på nakken i håb om at kunne stikke af fra den forpligtelse, der hviler på konservatismen.

link:
http://www.information.dk/192524

Verden efter os?

Hvad ville der ske hvis mennesker pludselig forsvadnt fra jordens overflade? dette spørgsmål har et par dokumentarprogrammer, som jeg i min søgen efter oversrpingshandlinger, har kastet mig ud i at se, forsøgt at give svaret på.



Hvad der er mest slående at vores verdens skrøbelighed. Den styrke, som vi mener at have undertvunget naturen med, er rent illusorisk. Vores fingeraftryk forsvinder fra jordens overfalde på, hvad der i det større regnskab må synes som et øjeblik.

Allerede dagen efter vores forsvinden vil strømmen gå ud og elektricitetens stråleglans, der viste det tomme rum, vi var til, ville være slukket for altid. Vores kæledyr ville dø eller tilpasse sig livet som vilde dyr. De mindste hunde - resultatet af generationers avl - ville på få uger udryddes.

Efter et år ville den mørke asfalt, der har bundet vores byer og kvarterer sammen have givet efter for naturens pres. Græs og planter vil være begyndt at tage byerne tilbage. Efter 5 år vil vejene være væk. Efter 25 år vil større byer som Amsterdam blive oversvømmet, og London igen blive en sump. Stenhuse, skybskrabere og indre by ville stadig være at se, men forstadernes forrådnelse, og naturens fortærring af dem vil være fremskredet. Efter 40 år er de væk og verdens træhuse sunket sammen og indgået i naturen.

Først efter 200 år er skyskraberne sammen med Eiffeltårnet forsvundet, bukket under for iltens og vandets stadige angrib på deres metalstrukturer. Efter 500 år vil resten af vores betonbaserede virkelighed være væk.

1000 år efter er byerne ikke at finde- dækket som de er af planter og dyreliv. Kun enkelte bygninger står tilbage. Og det var som om vi slet ikke var der.

Ligestilling i kongehuset?

Tronfølgelovsafstemningen nærmer sig. Det vil jeg ikke selv skrive for meget om endnu i hvert fald. JEg synes dog, at jeg vil henvise til denne klumme på 180grader af KUs landsformand. Han fik et par hårde og velfortjente ord med på vejen her på bloggen i forhold til folkekirken, men skal også have behørig ros for denne klumme.

KU er i øvrigt de eneste modstandere af tronfølgeloven overhovedet. Dette er både ærgeligt, men også skønt. Det viser den sans for tradition, der trods alt findes i foreningen. Navnlig var det en glæde, at resolutionsforslaget mod ligestilling i kongehuset blev vedtaget helt uden de store bataljer på KUs landsråd. Folk var simpelthen rørende enige om det.

Landsformanden skriver

"Min pointe med nærværende indspark i debatten omkring tronfølgeloven er, at begrebet ligestilling slet ikke giver mening i Kongehuset. Det gjorde det ikke i 1853, da linierne i loven blev nedskrevet, det gjorde det ikke, da linierne blev omformuleret i 1953, og det gør det ikke i 2009, hvor linierne igen skal op til revision."

"Den altoverskyggende grund til at stemme nej handler dog om ligestillingsbegrebet - og dets påvirkning på Kongehuset. En total ligestilling i monarkiet vil nærme sig en republik, og derfor er lovændringen et skridt på vejen væk fra en gammel tradition. Når ja-siden populært spørger, hvorfor en lille prinsesse i lyserødt ikke er ligeså god som en lille prins i lyseblåt, så giver det også mening at spørge sig selv, hvorfor en almindelig lille pige eller en almindelig lille dreng ikke er ligeså god som en tilsvarende i kongefamilien? Svaret giver sig selv: Ideen og grundtanken bag monarkiet er dybest set særstilling - og fjerner vi denne, så udvander vi monarkiet. "

"Hele tanken bag monarkiet er et udtryk for særstilling, og derfor giver det ikke mening at tale om ligestilling internt i den royale familie. Ikke alt kan afgøres af logikker og ideologier. Der er et punkt, hvor logikken bør stoppe med at regere, og værdierne, følelserne og traditionen tage over. Dette punkt mener jeg, at vi har nået. "

Lidt om frihed- Fanden fører ballet op!

Den naturalistiske maler Harald Slott-Møller, der i sin ungdom var en del af det moderne gennembrud og senere besnæret af symbolismens åndelighed var, i hvert fald på sine gamle dage, politisk konservativ. Ved indgangen til 30erne var hans ungdoms modernisme vendt til en kraftig afstandtagen til tidens kunst, livssyn, regeringsfølelse, ja faktisk alt.

"Fanden fører ballet op-!

Og hvilken danser er han ikke? opfinder af og fordanser i alle de mest moderne kvadriller-. og dårende er han klædt, i rige strålende fraser; han skinner ligefrem af frihed, lyser af fremskridt og retfærdighed-. Hvem danser ikke gerne trygt med ham?

Den dans han helst danser hedder frihed, og sødere musik end ordet frihed ved intet øre i tiden. Hør blot hvor det klinger: Fribåren, frisindet, fri mand, fri forskning, frimenighed, kræfterne fri spil, fri kærlighed osv. Tiden var og er bersuet af frihed, uden indskrænkning er det den mest næsegrus tilbedte guddom--."

Ganske vist da Henrik Ibsen begyndte at ane, hvor friheden måtte føre hen, dekreterede han "frihed under ansvar". Det standsede selvfølgelig ikke det allerede løbske lokomotiv-. Hvilket for så vidt ikke var overraskende, al den tid slagordet eller frasen jo er en selvmodsigelse, idet frihed og ansvar er modsætninger, der logisk ophæver hinanden.

Et stærkere trylleord måtte være der til om det skulle være lykkedes at overbevise og standse verdens myldrende masser af hovedløse sværmere, der berusede sig i frihedens uformulerede og tågede ideal i dets brutale egoisme og samfundsmæssig set praktiske uigennemførlighed....

...talløse eksempler viser virkningen på samfundstilstande som de de enkelte individer: opløste ægteskaber, svegne forpligtelser, brudte løfter, misbrugt tillid, kassemangel, bedrageri, hensynsløshed, svig og løshed af enhver art - - jo "fanden fører ballet op"--!"

Ung"konservative" pinligheder om folkekirke og islam

Jeg faldt idag over en væmmelig artikel i Kristeligt Dagblad. Den fortalte, at et flertal af de ungdomspolitike partier gik ind for adskillelse af kirke og stat. Jeg er ikke overrasket. Det var en eller anden ekspert, som journalisten havde spurg om forholdet dog. Eksperten kunne dog fortælle, at det hele skyldtes ungdommens sans for pluralisme, men som kender af ungdomspolitik og flere ungdomdspolitikkeres (manglende) forståelse for kulturelle spørgsmål, skal man dog ikke lede længe efter en alternativ forklaring. De unge politikere, der i det daglige færdes på landets gymnasier og politologuddannelser, mangler simpelthen enhver forudsætning for at gå ind i en debat om en så central folkelig og national institution som folkekirken.

Især understreger de pinlige udgydelser fra Konservativ Ungdoms landsformand Rune Kristensen dette. Han skummer i artiklen over med en utøjlelig, pubertær åndsliberalisme, der kombineret med manglende dannelse og viden får ham til at sidestille den fredsommelige danske folkekirkeordning med fundamentalistisk islam.

Denne sidestilling er naturligvis helt meningsløs. I islam er skellet mellem kirke og stat slet ikke relevant, for staten er kirken og omvendt. I kristendommen forholder det sig derimod sådan, at de to helt fundamentalt set er adskilt. Den adskillelse mellem religion og politik, som Rune Kristensen ser udfordret gennem det historiske bånd mellem kirke og stat, er i virkeligheden givet og sikret i og med kristendommen, for kristendom, hvor fundamentalistisk den end måtte være, er netop at hævde og stå fast på denne adskillelse. Ville Rune Kristensen overhovedet gøre noget for sekulariseringen, var det ikke folkekirken, han skulle harcelere imod, men den aggressive ateisme, hvis standpunkt han selv har taget. For denne moderne religion er netop et forsøg på at ophæve kristendommen og dermed opildne til en pseudoreligiøs dyrkelse af det verdslige, sådan som det f.eks. ses i kredsen omkring Dennis Nørmark og Humanistisk samfund.

At denne ungkonservative Don Quixote i sit angreb mod folkekirken helt tilsidesætter sin selverklærede konservatisme og dens forkærlighed til de historiske og traditionsbårne institutioner, der binder danskerne sammen i et kulturelt fællesskab, er i lyset af hans totalt fejlagtige forståelse af kristendommen mindre overraskende. For hvordan kan man overhovedet kalde sig konservativ, hvis man ikke forstår den kultur og er helt fremmed for den historiske virkelighed, man er sat til at forsvare.

Det eneste artiklen viser er således at det står skidt til med dannelsen blandt ungdommen generelt og med konservatismen i selvsamme ungdom i særdeleshed.

Fukuyama om nationalitet og identitetspolitik

Den (tidligere/modererede) neokonservative tænker Francis Fukuyama er blevet tilknyttet Aarhus Universitet som gæsteprofessor. I den anledning deltog han i morges i et seminar afholdt af universitetet arrangeret af bl.a. lektor Michael Bøss. Seminaret handlede/ handler ( for det er stadig igang) om "stories of nationhood" med særlig henblik på den udfordring som den multikulturelle virkelighed præsenterer for disse fortællinger om det at være en nation.

Fukuyama hævdede at nationbuilding var en nødvendig forudsætning for statebuilding. Hermed mente han at det ikke var nok at konstruere insitutioner, procedurale foranstaltninger og demokrati i et givent land. For forudsætningen for at dette overhovedet ville virke er, at der i det givne land findes en form for sammenhængskraft. Politiske problemer, er, sagde Fukuyama dybt rodfæstet i identitetspolitik.

Fukuyamas pointe hermed er ikke, at lande uden denne sammenhængskraft for tid og evighed var dømt til at være failed nations, men udgangspunktet for at fungere som stat er at føre en aktiv identitetspolitik, der eksempelvis kan skabe en "fortælling" som inkluderer alle etniske eller religiøse grupper og giver dem et politisk loyalitet til staten funderet i en national identitet.

I USA er man ifølge Fukuyama en sådan fortælling. Hvad enten man som Seymour Martin Lipset mener, at den amerikanske nation var opstået som en følge af den amerikanske stat, eller man som Samuel Huntingtion mener, at nationen eller kulturen gik forud for staten, så er der i USA en overordnet national fortælling.

Denne fortælling er yderemere formuleret som en trosbekendelse en "creed", hvorfor den var åben. Som immigrant har man således muligheden for at sige "ja" til denne trosbekendelse og derved bliver amerikaner.

I Europa står man derimod overfor et alvorligt problem. EU er et forsøg på at skabe en post-national identitet, men det har ikke virket. De europæiske landes respektive identiteter hænger stadig ved, og kun meget få vil hævde at deres primære identitet og loyalitet udspringer af EU snarere end deres fædreland. De fleste europæiske nationalismer er i modsætning til den amerikanske desuden etnisk funderede, og dermed lukkede. Der er ikke en dansk trosbekendelse, som man kan sige "ja" til og så blive dansker. Man kan nok for statsborgerskab ved lov, men derved er man ikke blevet en del af nationen, for denne baserer sig i europæisk tænkning på blod snarere end overbevisning.

Fukuyama præsenterede ikke nogen konkret løsning på dette eurpæiske problem. Men i forhold til immigration afviste han den dogmatiske multikulturalisme. Denne hævder, at man i og med multikulturalismen ikke længere kan have en dominerende kultur i et land, men dette strider imod selve kernen i det liberale demokrati påpegede Fukuyama, idet det liberale demokrati også indebærer visse grundlæggende antagelser, hvis ophævning i lyset af multikulturalismen ville betyde demokratiets ophør.

Men de europæiske nationalismer er ifølge Fukuyama heller ikke gearede til en globaliseret virkelighed, hvor migration og multikulturalisme er en kendsgerning. Derfor var svaret en national fortælling, der lagde op til en nationalitet baseret på overbevisning snarere end etnicitet. En national fortælling, der altså ikke var værdiforladt som multikulturalismens, men heller ikke ekslusiv som de europæiske nationalisters.

Efter Fukuyamas gode og tankevækkende foredrag fulgte to foredrag, der på det nærmeste var spild af tid. Det ene foredrag af Professor Rogers M. Smith fra University of Pennsylvania gik ud på at påvise, at der skønt der var to amerikanske fortælleringer om forholdet til immigration, en der var inkluderende og en der var ekskluderende, så var de begge funderet i en forestilling om USA som "the shinning city on the hill", hvilket Rogers M. Smith slet ikke mente var tidssvarende, for så godt var USA jo heller ikke.

Det sidste foredrag var en noget pinlig affære af Professor Desmond King fra Oxford, der hævdede at USAs regering førte "krig" mod immigrationen, og brugte en meget krigerisk retorik og derfor havde lidt af et demokratisk problem overfor de 12 mio. illegale indvandrere

Apropos pavens PR-rejse til mellemsten

Mens katolikkernes pave Benedikt XIV er rejst til mellemøsten for at forsøge at svejse sin episkopale hyrdestav sammen med islams flammesværd i kampen mod den vestlige sekularisme, synes det som om at pavens nye bedste venner fortsætter deres ivrige kamp for at klemme det sidste liv ud af den ældgamle mellemøstelige kristenhed.

AINA, der er en organisation af kristne fra mellemøsten giver således følgende status over kristendommens status i mellemøsten:

"Christians used to be a vital force in the Middle East. They dominated Lebanon and filled top jobs in the Palestinian movement. In Egypt, they were wealthy beyond their number. In Iraq, they packed the universities and professions. Across the region, their orientation was a vital link to the West, a counterpoint to prevailing trends.
[...]

A century ago there were millions of Christians in what is today Turkey; now there are 150,000. There is a house in Turkey where the Virgin Mary is believed to have spent her last days, yet the country's National Assembly and military have no Christian members or officers except temporary recruits doing mandatory service. Violence against Christians has risen.

Among Palestinians, Islam is also playing an unprecedented role in defining identity, especially in Gaza, ruled by Hamas. Benedict's arrival in Jerusalem on Monday prompted a radical member of the legislature in Gaza to call on Arab governments not to greet him because of his contentious remark in 2006 regarding the Prophet Muhammad.

The West Bank Palestinian leadership, more secular, tries to include Christians to ward off separatist sentiments and stop the population decline. It has been a losing battle. In 1948, Jerusalem was about one-fifth Christian. Today it is 2 percent.

In Bethlehem, where the Church of the Nativity marks where Jesus is said to have been born, Christians now make up barely a third of the population after centuries of being 80 percent of it. Emigration is the first option for anyone who has the opportunity, and there are large communities of Christian émigrés throughout the West to absorb them.
[...]

The story has been similar in Iraq. Of the 1.4 million Christians there at the time of the American invasion in 2003, nearly half have fled, according to American government reports and local Iraqi Christians.
[... ]
And in Egypt, where 10 percent of the country is Coptic Christian, the prevalent religious discourse has drifted from what was considered to be a moderate Egyptian Islam toward a far less tolerant Saudi-branded Islam.

In Saudi Arabia, churches are illegal. In the rest of the Persian Gulf region, Christians are foreign workers without the prospect of citizenship."

Der er flere grunde til denne udvikling, som indbefatter det negative syn på kristne i den sejrende islamistiske diskurs, den juridiske undertrykkelse af kristne, de manglende økonomiske muligheder for den kristne, ressourcestærke middelklasse såvel som et øget folkeligt pres mod kristne, der i stigende grad opfattes som fjender, hvorfor deres præster forfølges og myrdes og kristne diskrimineres.

Hvis paven ikke har alt for travlt med at smede alliancer med den mellemøstlige kristenheds anemænd, skulle han måske se skriften på væggen og lytte til sin egen ærkebiskop af Bagdhad, der har udtalt: "I fear the extinction of Christianity in Iraq and the Middle East"

kilde:
http://www.aina.org/news/20090512204432.htm

KUs historie: En historie om forfald?

Jeg skal i aften holde et foredrag om KUs historie i Aalborg KU. Et sådant foredrag er naturlgvis lidt risikabelt, idet det kun er med den allerstørste ligegyldighed overfor detaljen at man overhovedet kan tale sig igennem så lang en historie på et enkelt foredrag.
Men hvad er det overordnet for en historie, der skal fortælles.

Da KU i sin tid blev stiftet i 1904 var foreningens mål at aktivere og organisere yngre konservative kræfter. Man valgte med vilje at identificere sig som konservative bl.a. som et modsvar til det på det tidspunkt ideologisk udmavrede højre. Målet var fra starten af at skabe en national og social konservatisme, der var folkelig i den forstand at den førte politik til gavn for hele nationen og at den henvendte sig til middelstanden snarere end til Højres faste skarer af godsejere og storkøbmænd. medlemstallet var da ca. 1500

Disse ideologiske tanker blev for alvor udbygget, da en ny generation af unge politiske talenter kom ind i KU fra Studenterforeningen. Den vigtigste af disse var Aage Kidde, der ikke alene formulerede denne konservatisme klart og tydeligt, men som også i kraft af sin taktiske bevidsthed formåede at få sæde i folketinget. Kidde døde dog allerede som 30 årig af den spanske syge, men hans arv blev i vidt omfang videreført af John Christmas Møller. medlemstallet var da 12.000

i 30erne skærpedes denne nationale og sociale konservative indstilling. En ny generation af unge intellektuelle havde fundet vej til organisationen, og med inspiration fra den udvikling, som europæisk konservatisme undergik i tiden, forlenede de ungkonservatismen med en vis radikalitet. Denne radikalitet gav sig politisk udslag i en til tider omfattende parlamentarismekritik og en vis benovelse for fascismen.

Der indførtes nye agitatoriske metoder og KU voksede eksplosivt pga denne cocktail af socialkonservatisme, antikommunisme, nationalisme og militarisme. I løbet af 30erne blev der til en vis grad gjort op med denne linie og dens værste excesser under formand Aksel Møller. medlemstallet toppede her på ca. 30.000

Efter krigen var KU forandret. støvlerne og skråremmene var gemt væk og nationalismen blev udskiftet med en vis grad af internationalisme, navnlig efter det sønderjydske spørgsmål syntes lukket. foreningen havde da. 12.000 medlemmer

i løbet af 50erne og 60erne undergik KU en foruroligende udvikling. symptomatisk på efterkirgstidens konservative idekrise, udvandedes den politiske profil. Det var som om man kompenserede for at have give købt på det nationale ved at overkompensere på det sociale område, hvor man blev borgerlige forkæmpere for den socialdemokratiske velfærdsstat, udtalte sig imod USAs krigsindsat, markedsførte sig som luksus-provoer og flere gange opfordrede partiet til at droppe navnet "konservativ" medlemstallet nåede i 1968 helt op på 23.000

Først i 70erne blev der gjort op med denne overgivelse til den socialradikalistiske arvefjende. KU blev igen højreorienteret. Men den nye ideologiske selvbesindelse tog i løbet af dette og næste årti mere og mere karakter efter den neo-liberale bølge der strømmede ind over det europæiske kontinent fra Reagans og Thatchers politiske sejre. Hvor man før gav køb på det nationale, gav mange liberale KUere i deres iver efter at leve som ægte libertarianere, nu også køb på det sociale. i løbet af 80erne voksede medlemstallet fra 4000 til 12.000

med 90erne var festen slut. medlemstallet holdt sig stabilt på 10.000 indtil ballonen bristede og den store DUF skandale decimerede alle de politiske ungdomsforeninger. KU røg fra 10.000 til 3000 medlemmer. Ideologisk var man forvirret. Kampen stod mellem en stadig mere skinger anarkoliberalisme og en til stadighed udvandet socialkonservatisme. Samtidig var den ydre fjende forsvundet med den kolde krig.

Konservatismen såvel som KU var i elendig forfatning i 90erne. Først med 2001 skete der noget. Konservatismen blev igen en faktor i dansk politik. Denne gang ikke som afsleben liberalisme, eller borgerlig socialdemokratisme, men som en reformulering af de gamle konservative synspunkter om kultur og nation, inspireret af debatten mellem kommunitarister og liberalister på internationalt plan og realpolititsk drevet af et nødvendigt og noget sendrægtigt opgør med kulturradikalismen.

Men hvor stod KU i alt dette? KU fik fremgang. gik fra under 1000 til ca. 1200 medlemmer. Men linien var ikke præget af den kulturkonservative besindelse, men snarere en dygtig udnyttelse af tidens og modens sprog. På den ene side genvandt KU hermed en vis styrke, og kunne derved også tjene som forum og talentfabrik for unge konservative politikere og ideologer, men stadig står skellet mellem KUs politiske linie og den konservatisme, som har sat sit præg på politikken og debatten i Danmark og internationalt langt klarere. Afgrunden mellem KU og den konservative idedebat er vokset, og hvad dette kommer til at betyde for KU i fremtiden både som medlemsorganisation og som faktor i konservatismen er et åbent spørgsmål.

Liberal Alliances liberale forhold til de liberale frihedsrettigheder

Geert Wilders er en kontroversiel person, så kontroversiel og i visse kredse så forhadt, at man er klar til at lade Jellingestenen smuldre for at undgå at for den iltre mand med det vilde hård til landet i forbindelse med den påtænkte ytringsfrihedskonference.

Overraskende - eller måske ikke - er det Liberal Alliance, der nu stritter imod at give husly til den nederlandske enfant terrible. Partiet der engang var nyt og socialliberalt/konservativt og som nu er knapt så nyt men til gengæld langt mere liberalt, ønsker tilsyneladende at slå rekord i politisk hamskifte og er derfor ved at løbe fra et grundlæggende liberalt princip, ytringsfriheden.

Men kan man ikke forstå dem. Samuelsen er af præsteslægt og er derfor farisærisk i sin tilgang til hele debatten om det aktuelle kulturmøde. Wilders er vel personifikationen af den dårlige tone. Han bruger sin ytringsfrihed, han bruger den flittigt, og han bruger den til at lave ballade. Sådan en ballademager med helt forkerte holdninger kan man naturlgivis ikke bruge sin begrænsede energi på at støtte op om. Også i forhold til forpligtelsen overfor frihedsrettighederne har Samuelsen en yderst liberal indstilling.

For nok er Wilders kontroversiel, og nok kan man rynke på næsen af hans grovkornede, ukonsttruktive og fortegnede islamkritik, ligesom man kan afskrive Fitna som makværk både filmisk og dokumentarisk. Personlig er dette min holdning til Wilders. Men skal dette betyde noget for vores forpligtelse som demokrater til at kæmpe for en mand, der netop pga. sine ytringer har sat sig selv i en yderst farlig situation. Er det ikke netop en sådan mand, der afprøver ytringsfrihedens grænser? Eller er ytringsfrihed, kun frihed til at sige det vi allerede ved og som vi gerne vil høre.

Wilders burde have været en parantes. Hans underlødighed, hans demagogi og hans egen forkvaklede holdning til ytringsfirhed ( hvor han har talt for at forbyde koranen!) burde understrege dette tydeligt nok. Men muslimerne og hattedamerne har med deres hysteriske reaktion på hans holdninger, deres dødstrusler og politiske blacklistning, angrebet ikke blot Wilders men hele ideen om et frit demokratisk samfund baseret på ytrings og tankefrihed.

Derfor er kampen for Wilders kampen mod tankepoliti og politisk farisærisme og kampen for en af vores mest grundlæggende frihedsrettigheder, en kamp som selv den spagfærdig økonomist Anders Samuelsen på trods af hans radikale fortid burde kunne stå inde for.