Konservatismen.dk - konservativ idehistorie på nettet

En gruppe unge konservative med udgangspunkt i KU har netop lanceret siden http://www.konservatismen.dk/ . I al beskedenhed er jeg selv, J.W og J.Aa fra denne side med i projektet sammen med KUs tidligere næstformand Jacob Hedegaard og David Pontopiddan tidl. formand i KU i København og nuværende medlem af Cepos´ centerråd, og Erik Winther Paisley, der har været næstforman i KU i København og ellers har sit udgangspunkt i det internationale arbejde.

På konservatismen.dk vil konservatismen blive behandlet med udgangspunkt i dens idehistoriske tradition. Siden vil ikke give et færdigstrikket svar på, hvad konservatisme er, men vil med udgangspunkt i, hvad egentlige konservative tænkere og forfattere har gjort sig af tanker, præsentere disse konservative koryfæer som grundlaget for moderne konservatisme.

Det er klart at siden selvom den er til bred oplysning generelt også er et indlæg i debatten om det konservative Danmark. Det ville på ingen måde skade, hvis flere konservative politikere ville tjekke siden og få deres ideologiske profil pudset af - ingen nævnt, ingen glemt.

Ad hærvejen

Jeg er ikke et dannet menneske. Det indrømmer jeg blankt. Der er dele af dette land, som jeg har set alt for lidt til, ved alt for lidt om, og i det hele taget har alt for lidt interesse i til, at jeg kan smykke med med adjektivet dannet. Jeg har dog i ferien søgt at råde bod på noget af det. Først ved at vandre ad de stier historien har trådt i det midtjydske, der kaldes hærvejen.

At gå langs hærvejen var en fascinerende rejse ind i Danmarks fortid, eller rettere ind i dette steds fortid. For hvad der er spor af på hærvejen peger længere tilbage i historien. Tilbage til tider, hvor Danmark ikke engang var en drøm hos nationens første konger og stormænd. Gravhøje fra bronzealderen vidner om en tid, da sproget var os ukendt, skikkene fremmede og folket måske et helt andet. Hærvejen går helt tilbage til den tid, som kun eksisterer for os i fragmenter, før nogle så meget som ahvde overvejet at efterlade sig skriftlige visitkort til fremtidens slægter. En tidsalder der tilhører arkæologerne på Moesgaard snarere end historikerne på Nordre Ringgade.

Hærvejen understreger den konkrete menneskelige historiske virkeligheds generelle rod. Nok er hærvejen og den historiske udvikling ganske lineær. Men i realteten er den historiske virkelighed vi står i og som vi møder på hærvejen snarere et kludetæppe af alt muligt historisk vraggods, arvesølv, efterladenskaber og nyskabelser. På hærvejen står bronzealderens gravhøje side om side med kvægdrivernes brostensbelagte strækninger, fra Finderup høj kan man se til stedet, hvor Marsk Stig slog Erik Klipping ihjel. Få meter forinden er man uhjælpelig fanget i et ucharmerende industrikvarter og leder efter rejseproviant i en nytilkommen Lidl butik. Ved Gråhede mødte Svend Grathe sit endeligt da han mødte Valdemar den Store. På en pæl står der med et påtrængende orange skilt "historien h@alo", et telefonnummer hvortil man kan ringe og få information om det vigtige der skete. Jeg står med min mobil. Naturligvis er der ikke dækning. Vi er ude i ingenting.

Når man går i det uendelige på skæve krogede stier gennem ældgamle skover, eller på pinefuldt lige veje gennem uhyre plantager eller rester af den besejrede hede, som nådige åndsfyrster har ladet bevare på trods af et arealhungrende og naturfortærrende landbrug, så vokser byer som Kragelund og Thorning til mytologisk størrelse. Kun vablerne vokser med større hast.

Man forestiller sig, hvad det for de, der før os gik på disse stier, ville sige, når man i dette intet stødte på en by, hvor man kunne ville, tanke op og pleje sine tæer. Byerne fremstår som befæstede afgrænsede oaser af håb midt i denne forestillede oprigtighed.

Området mellem Viborg og Silkeborg er Blichers land. Fra sit sogn i Thorning, skabte denne jydske åndsfyrste ud af den mørke hede, der stadig strakte sig over hele midtjylland, et mytologisk landskab, der symboliserede og tydeliggjorde den virkelighed, der var datidens menneskers at overtage. Dette Danmark var ikke en gøglespejl, en indbilding eller en afgud formet i en romantisk utopis forvrængede virkelighedsforståelse men et landskab på godt og ondt overtaget og erkendt som et eget og dermed som et gode. Hic patria, hic bene.
Langt senere skulle Jesper Langballe overtage samme sogn og videreføre den store digters mission; kravet om overtagelsen af det af Gud givne liv på godt og ondt.

Havde jeg fortsat ad hærvejen var jeg nået til endnu mere fremtrædende skuepladser for vores historie. Jelling og Sønderjylland og til sidst den grænse mellem det, der er vores og det der er andres, som i det hele taget betinger eksistensen af en hærvej. Men desværre. Så langt holdt jeg ikke. I styrtende regn og hagl stoppede turen i nærheden af silkeborg. Som en forkrøblet og dårlig efterligning af resterne af Svend Grathes hær satte jeg mig ind i bussen, sidenhen toget, og satte kursen tilbage til Århus, her skulle jeg kort tid efter igen stifte bekendtskab med et stykke for mig næsten ukendt Danmark, så eksotisk og fremmed som den dunkleste bronzealdergrav

Fornuftig tale fra Lene Espersen...men...

Den konservative partiformand Lene Espersen har i Berlingske Tidende givet det borgerlige Danmark en opsang. Flere af mine liberale kampfæller er allerede blevet stødt på manchetterne og alene det viser at Lene Espersen er på rette spor. Skønt hendes opsang indtil videre måske skal tages med et gran salt, og ret beset ikke, som Ole Birk Olesen også peger på, er mere end lidt agurketidsomtale, så er hun ude i et vigtigt ærinde.

Lene Espersens opsang, er hvis den følges af handling, et væsentlig skridt i den udvikling, som Det Konservative Folkeparti må igennem, hvis det vil besinde sig på sin egen konservatisme og dermed igen indtage dets rette plads i det parlamentariske system. En plads, hvor man ikke er venster +/- 10 % men netop er et konservativt parti, der taler om værdier, kultur, ret og samfund snarere end profit, marked, valg og individ.

Alt i alt fornuftigt. Dog hæfter man sig ved den megen snak om familiepolitik og den offentlige sektor. Familiepolitikken går så vidt jeg kan se vist mest ud på at italesætte nogle værdier fremfor egentlig politisk at styrke kernefamilien og beskytte den mod værdiskredet, og mht. offentlige sektor står den hos Espersen som det værktøj, der tilsyneladende skal sikre os en fungerende hverdag, hvorved civilsamfundet underkendes.

Lidt fra "Moster Snak"s opsang her:

Jeg oplever et værdiskred, hvor vi glemmer at være noget for hinanden, hvor det hele handler om os selv. Det er som om, man kun tænker på, hvad man selv kan få ud af det, i stedet for at tænke på, hvordan man kan være en aktiv borger i et fællesskab


Hvad er et ordentligt menneske?
»Det er et menneske, der både tager ansvaret for sig selv og sin familie, men som også føler et stort ansvar for fællesskabet. Et menneske, der har overskuddet til at sige, at dem, der har det rigtig dårligt, skal prioriteres først i vores samfund. Det er de syge, børnene der har behov for uddannelse. Alle dem, der har problemer. Det er dem, vi først og fremmest skal bruge de offentlige kræfter på. Og så handler det om noget så banalt som at være høflige over for hinanden. Give sig tid til at vise interesse for hinanden i dagligdagen. Vi har en kultur i dag, hvor vi bare styrter af sted og ikke har tid til at snakke med hinanden og hilse på hinanden.«
....

Problemet er, at man har glemt de helt grundlæggende værdier omkring respekten for andre og respekten for autoriteter. Nu er den der ikke længere. Jeg har, ikke mindst i min tid som justitsminister, set et stigende antal sager om vold mod tjenestemænd; Buschauffører, togkonduktører, politifolk, socialarbejdere, der simpelthen bliver fysisk forulempet af folk, der bare bliver vrede. Det er det autoritetsskred, som jeg synes er et problem

...


Vi skal være moderne, og på nogle områder skal vi være verdens bedste; på iværksætteri og på klimaløsninger. Men det er afgørende, at de værdier, der har båret det danske samfund, skal bevares og forsvares. Det er dér, konservatismen har nogle bedre svar end de andre politiske retninger. Vi siger, at man godt kan forandre, bare vi hele tiden har fokus på samfundets grundpiller: respekt for fællesskabet, personligt ansvar, personlig frihed og tillid til hinanden. Det er værdier, som ikke må gå tabt. Vi forandrer for at bevare. Det er sådan set for at sikre, at vi kan holde fast i de værdier, der har opbygget os

Kulturkamp i sommervarmen

Reaktionen er traditionen tro hensunket i en behagelig sommerladhed, der forleder os til at tro, at alting er som det skal være. Man kunne næsten forledes til at tro, at denne blog kører på en slags omvendt solenergi, der helt fratager os ethvert reaktionært sindelag i sommervarmen.

Af den grund skal man dog ikke tro, at reaktionen ligger død. Selv gennem solens stråler kan modernitetens stadige forfald skues. I virkeligheden er sagen den, at flere medlemmer af reaktionen har travlt med forskellige interessante projekter, hvor jeg kort vil nævne to her.

Det konservative Årsskrift Critique, www.critique.ksaa.dk hvor jeg selv har den ære at være redaktør, nærmer sig således udgivelse. Jeg skal senere omtale det grundigere, men kender man ikke Årsskriftet, der udkom første gang sidste år, kan jeg kort fortælle, at det er et tidsskrift,
"bringer artikler fra og om den konservative og borgerlige kultur-,ide- og samfundsdebat."
samt en platform for konservative og borgerlige skribenter, et sted hvor både etablerede borgerlige skribenter og talentfulde yngre konservative kan få spalteplads.

man kan i øvrigt blive fan af Critique på facebook, hvilket jeg vil opfordre alle gode konservative til at blive for at vise projektet støtte.

http://www.facebook.com/home.php#/pages/Arsskriftet-Critique/29097589538?ref=ts

Årets nummer tegner til at blive rigtig interessant med artikler om bl.a. konservatismens forhold til kongedømmet, rationalitet, sprogpolitik, konservative forfatterskaber mm.

Derudover er flere medlemmer af reaktionen også involveret i KUs konservatismeprojekt, der i løbet af denne sommer lancerer www.konservatismen.dk .
På den hjemmeside, vil man kunne få et nemt og overskueligt indblik i den konservative idehistoriske tradition fra antikken til idag med fokus på tiden fra Burke og til nu. Den hjemmeside repræsenterer en indsats fra KUs stærkeste ideologiske kræfter og er et tiltrængt modsvar til en ligegyldighed og uvidenhed om konservatisme, som også stortrives i dagens KU og i den konservative bevægelse i det hele taget.

Siden vil blive løbende opdateret men vil som en begyndelse indeholde tekster om Edmund Burke, Joseph De Maistre, David Hume, Benjamin Disraeli, Hegel, og Toqueville samt deres vigtigste værker og konservatismens udvikling i oplysningstiden og det 19. århundrede.

Som en sidebemærkning kan det nævnes, at der er rygter om en meget eksklusiv udgivelse af reaktionens udvalgte skrifter i bogform i et meget meget lille oplag, også dette projekt pusler vi med i sommervarmen.

Så tror man at reaktionen er helt sommerdød, må man tro om igen, for i virkeligheden er det aldrig for varmt til kulturkamp.

Gensyn med Winkel Holms Gensyn med Brideshead

Netop hjemvendt fra Tidehvervs sommermøde – en begivenhed der både intellektuelt og socialt overgik alle forventninger, og fra hvilken jeg antageligvis senere vil skrive en længere beretning- kom jeg til at tænke på Evelyn Waughs roman Gensyn med Brideshead. Grunden hertil er den dobbelte, at der i næste nummer af Critique vil blive bragt en artikel om denne forfatters forfatterskab, og så det forhold, at jeg under sommermødet fik lejlighed til at drøfte Gensyn med Brideshead med Katrine Winkel Holm. Baggrunden herfor var at jeg på denne blog havde repliceret på en glimrende kronik om romanen, som hun havde skrevet i Berlingske Tidende.

Jeg var i min kommentar overvejende positiv og skrev bl.a.

” Katrine Winkel Holm havde en glimrende kommentar om Gensyn med Brideshead, Evelyn Waugh nyligt filmatiserede roman, i Berlingske Tidende. En forfatter som hun meget præcist karakteriserede som konservativ og en bog hvis ærinde hun, også meget rigtig, så var teologisk.”

Noget var alligevel faldet mig for brystet, jeg mente kort sagt, at Winkel Holm måske i for høj grad læste tidehvervske synspunkter ind i Waugh. Jeg skrev:

”Nemlig dette, at troen på en gang er desillusion. Den river tæppet væk under dig og alle dine forestillinger om det gode og det sande. Men samtidig er troen også dette, at du når du står der desillusioneret og i åndelig forstand nøgen så er der en Gud der har tilsagt dig frelse, og derfor kan du igen leve dit lev i den tilværelse, som er sat dig for.Derfor ophæver kristendommen også nostalgien og i Winkel Holms sprogbrug fatalismen, så man f.eks. kan gå ud at være politisk aktiv og bekæmpe det multikulturelle samfund. Alt sammen såre godt. Alt sammen såre Tidehvervsk.”

Herimod hævdede jeg:

”Men så dog alligevel. Er det virkelig hvad Waugh fortæller os. Efter igennem hele roman at have hyldet os ind i nostalgien og tabets tåger, at det alt sammen nok skal gå, fordi Gud er der, og at vi bare skal gå ud at elve den tilværelse, vi er blevet sat for.Næppe. Waugh er for meget nostalgiker, og dertil kommer at han slet ikke er tidehvervsmand men troende katolik.”

Når jeg nu ser tilbage på min replik, fremstår mit korrektiv egentlig upræcist. For i virkeligheden var det måske mig selv, der lagde for stor vægt på nostalgien, ja i en sådan grad, at jeg helt læste Waugh således at ikke engang troen kunne lindre denne. Når jeg nu ser på det forekommer det mig, at Winkel Holm egentlig gjorde ret i at betone den oprejsning, der gives ved troen, og den mulighed, Ryder herved får til endnu engang at tage det på sig at leve sin tilværelse i den foreliggende virkelighed. Måske gik mit korrektiv derfor for langt.

Hvis Waughs bog ikke skal være meningsløs fatalisme må korrektivet modereres. Jo troen giver oprejsning, derom ingen tvivl. Men troen slår ikke som hos Kierkegaard benene væk under en æstetisk virkelighed, som Ryder har lullet sig ind i. Waughs opgør med æstetikken er slet ikke så gennemført, og derfor kan man sige, at han ikke sætter sig udover nostalgien. Nostalgien som er forbundet til æstetikken er et grundvilkår, hvorved hovedpersonen kommer til at indse verdens forgængelighed, og dermed dens åbenbare meningsløshed. Dette grundvilkår og fatalismen ophæves derfor ikke i radikal forstand, men stilles overfor et ”men” et troens korrektiv, der gør at nostalgien ikke leder til håbløshed, men netop den oprejsning, som Winkel-Holm så ganske rigtig beskriver.

Hvis man således skal indkapsle uenigheden eller hvad men nu skal kalde den, er det altså spørgsmålet om troens forhold til det æstetiske og nostalgien, og dermed spørgsmålet om hvorvidt troen hos Waugh i det hele taget ophæver selve den grundstemning, som overhovedet fører til troen, nemlig den nostalgi, som i sidste ende er knyttet til menneskelivets grundvilkår nemlig, at det uværgeligt ender, og altså om dette at leve i troen nødvendigvis må betyde at nostalgi og æstetik overvindes.

Jeg vil hævde, at Waugh ikke ønsker at vise dette, og mener, at Waughs egen tro netop gik hånd i hånd med den nostalgiske dyrkelse af et specielt æstetisk udtryk, en livsform, der var engang, men som da Waugh skriver sin roman uafvendeligt er forbi.

link til oprindeligt indlæg:

http://konservativreaktion.blogspot.com/search?q=brideshead

link til Winkel Holms kronik

http://www.berlingske.dk/article/20081010/kronikker/710100012/